Tendens til tango, 2006

Foto: Morten Pape
Foto: Morten Pape
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 6
Frem

Poesi på dansegulvet

Danske Erik Nørgaard må drage til Buenos Aires for at hellige sig sin lidenskab

El Beso lider af kronisk lysmangel. Man må knibe øjnene sammen for at danne sig et overblik over dansegulvet på et af Buenos Aires' mest populære dansesteder.

Mens man fornemmer lokalets konturer, siver musikken fra en skrattende pladespiller ud over de mange umage par, der ikke bekymrer sig om aldersforskel, overflødige kilo eller svedige favntag. De bevæger sig rundt som i trance. De kalder det tango.

I dette inferno af millimeterpræcise bevægelser, sensuelle blikke og lokale, udelukkende mørkhårede tangoentusiaster vækker en blond fyr mildt sagt opsigt. 29-årige Erik Nørgaard, der gemmer sig under de lyse lokker, har efterhånden vænnet sig til opmærksomheden. Siden han for to år siden tog tangoen til sig, har han tilbragt fem måneder i dens fødeby og ubestridte hovedstad.

Dårlig danser

Interessen for dans opstod efter et diskoteksbesøg i København for seks år siden.

- Jeg stod og tænkte: "Hold kæft, hvor ser det fjollet ud. Hvor danser dårligt!" Det gør jeg nok også selv, erkendte jeg og besluttede mig for at gøre noget ved det, fortæller Erik Nørgaard, der foruden tangodanser er cand.scient. i matematik.

Han kastede sig hovedkulds ud i flamengodansen og snuppede et par trin moderne dans, inden tangoen kaprede hans hjerte. Alle hans længerevarende ferier dedikerer han derfor til sin kærlighed. Farvel til gråvejr og minusgrader - goddag til tango og solskin ad libitum.

I dagtimerne suser han rundt for at deltage i undervisningen på forskellige akademier og skoler. I aften- og nattetimerne slår han sig løs på de utallige milongaer, altså tangodansesteder, der ligger spredt ud over metropolen.

Med sig bringer han en ukuelig gejst for dansen og en beskeden notesblok, hvor han ved hjælp af kryptiske diagrammer foreviger mændenes og kvindernes trin med forskellige symboler. Den matematiske tilgang fornægter sig ikke.

- Jeg ved ikke, om jeg overhovedet kan bruge det, når jeg kommer hjem. Mange detaljer ses nemmere på video end beskrevet med ord og tegn. Men når jeg skriver trinene ned, tvinger jeg mig selv til at reflektere i langt højere grad, forklarer Erik.

Mens tirsdag aften bliver til nat, syder dansegulvet af rendyrket tangofanatisme. De lokale porteños, indfødte fra Buenos Aires, fylder gulvet i en dans, der mest af alt ligner hed omfavnelse. Erik signalerer, at vi ikke behøver vente på ham. Natten er ung, og han føler sig som Bjarne Riis i den gule førertrøje. Med andre ord: Han har gode ben.

Vildfarne radiobiler

Næste formiddag møder en forbavsende morgenfrisk Erik Nørgaard op på Mora Godoy's dansestudie, et af Buenos Aires' mest anerkendte. Næsten dagligt tropper han op for at finpudse teknikken og tilføje nye trin i sin notesbog.

Danselokalet ligger i en fornem lejlighed med betagende stukloft, trægulve i flotte mønstre og store spejle. Mens Erik ifører sig sine splinternye, specialsyede tangosko, tager andre sig en rask svingom, inden timen starter. De fleste fremmødte til denne time er mænd. Ikke nødvendigvis noget minus.

- Det er ikke altid, der er piger nok. Så må man danse med en mand og skiftes til at tage kvindens rolle. Faktisk en god øvelse, fordi man lærer, hvilke markeringer kvinden mærker og skal forsøge at følge. Nogle hævder endda, at mænd først skal lære at danse som kvinde, før de kan få lov at lære at føre, fortæller Erik Nørgaard, der dog får en svensk pige som partner.

Den høje partner kræver noget mere koncentration og flere kræfter end de spinkle argentinske spirrevipper. Erik må virkelig okse for at føre hende korrekt. Flere gange stopper han op for at korrigere hende og ikke mindst sig selv.

- Hellere her til undervisning end foran 100 tilskuere til aftenens milonga, puster han i forbifarten.
De seks roterende par på dansegulvet formår på forunderlig vis at undgå sammenstød, selv om de til tider minder om en flok radiobiler, der drøner frem og tilbage i en rasende fart. Så heldigt slipper de ikke altid.

- Tango er måske den dans, hvor der flest gange bliver sagt undskyld, siger Erik og afslører et stort blåt mærke på skinnebenet fra en time, hvor "radiobilerne" kom eftertrykkeligt ud af kurs.

Intet scoreræs

Som de fleste andre af dagens deltagere taler Erik Nørgaard spansk.

- Det er faktisk nødvendigt for at få det optimale ud af timerne. Lektionerne foregår for det meste på spansk, da det er svært at finde undervisere og partnere med tilstrækkelige engelskegenskaber, forklarer han.

Senere får Erik sin sag for med en af de mere rutinerede kvinder. Han bliver korrekset, men tager det med stoisk ro. Han er her udelukkende for at lære. Ikke blære. Svedperlerne finder hurtigt vej fra hårgrænsen og danner en karavane ned over de markerede kindben. De andre deltagere lider også, efterhånden som airconditionanlægget giver op mod overmagten.

Erik koncentrerer sig om de nye trin og sin tredje makker, der ankommer midt i timen. Som de fleste af de øvrige piger, der danser tango adskillige timer dagligt, har hun en veltrænet krop. Han siger skyndsomt, at det ikke er derfor, han holder så meget af tango.

- Tango har stil, respekt og manerer, da folk først og fremmest kommer for at danse. Man oplever ikke det traditionelle scoreræs, fordi stemningen er langt mere afslappet end på et diskotek. Det giver bedre tid til at lære folk at kende, hvilket i høj grad appellerer til mig, siger Erik Nørgaard, der erkender, at tango kan fremstå meget intim for både tilskuere og deltagere, fordi man så hurtigt kommer tæt på sin partner.

- Specielt i starten kan man komme til at lægge mere i det, end man bør, selv om dansen i bund og grund er uforpligtende, mener Erik.

En kegle på gulvet

Selv har han forpligtelser næste formiddag, hvor de professionelle undervisere Paola Jean Jean og Nicolas Cobos venter med "saltos y trucos" - spring og tricks. De to svinger benene så spændstig op under loftet, at det mere ligner en karatetime end en tangolektion.

Erik ser måbende på, mens han varmer sine fødder op. De smerter stadig efter en lang nats udskejelser. Han fortrænger nonchalant smerten og kaster sig ud i de akrobatiske trin, der sjældent ses i Danmark.

- Denne stil ser man ikke meget derhjemme, hvor tangoen er fokuseret på milongaerne. I Argentina derimod målretter man undervisningen mod fremtidige shows. Så jeg har ikke nogen anelse om, hvordan jeg skal få vist en dansk partner disse trin. Derfor er det essentielle for mig at få åbnet øjnene for noget nyt og have noget at tænke tilbage på, understreger han.

Efter lektionen fremfører eleverne parvis de lærte trin. Erik har fulgt godt med, men må alligevel bruge to gange for at fuldføre. Han modtager, lettere rød i kinderne, klapsalver for sin formåen.
Mens han hviler ud, fortæller han, at dagens trin ikke var så vanskelige endda. Sværhedsgraden afhænger hyppigt af underviseren og antallet af fremmødte.

- Jeg har da været til lektioner, hvor jeg blev nødt til at sætte mig ned i hjørnet, fordi jeg keglede rundt og slet ikke kunne begå mig. Men det er fedt at lære noget, man aldrig ser derhjemme, siger Erik, mens han grifler løs i sin notesblok.

Senere, mens han klæder om på sit hotel, afslører han sin egen teori om danske kvinders mangler som tangodansere.

- Danske piger har simpelthen sværere ved at lade sig føre, fordi de tror, de hele tiden skal bestemme. Både på og uden for dansegulvet! Det går ganske enkelt ikke i tango, hvor manden alene fører, fortæller Erik, der erkender, at tangoen på det punkt kan virke lidt gammeldags.

- Men hvis kvinden vælger at tage imod invitationen om en dans, har hun jo muligheden for at tilføje sin egen kreativitet. Selv foretrækker jeg, at kvinden laver alle de lækre trin, mens jeg bare undgår sammenstød og ulykker, griner han.

Tango i Danmark

Ifølge Erik Nørgaard kan tangomiljøet i Danmark godt virke lidt lukket. Mange af begynderne holder sig derfor hjemme i stedet for at møde op til milongaerne, der normalt arrangeres af underviserne selv.

- Det gør det svært at komme i gang. Selv ærgrer jeg mig ofte over, at jeg ikke fik begyndt noget før. Fordelen er til gengæld, at de, der møder op, ofte er meget dygtige, siger Erik, der inden afrejsen til Argentina afsluttede sit job som programmør.

For det første måtte han sande, at de færreste arbejdsgivere godkender flere årlige rejser af en måneds varighed, desuden satser han på at flytte til Spanien, hvor han håber på et job eller mulighed for at skrive ph.d.

- Jeg har det ikke så godt med det danske klima specielt i vinterhalvåret. Derfor lovede mig selv, at forrige vinter var den sidste i Danmark. Så nu søger jeg varmere himmelstrøg. Det kan man jo finde i Spanien, hvor de mange argentinske immigranter giver rig mulighed for at holde tangotrinnene ved lige, forudser Erik Nørgaard, inden aftenens slag begynder på Salon Canning. Et af de legendariske tangosteder.

Sanselig succes

Klokken nærmer sig midnat, og Carlos Gardels, alle tiders største tangosanger, stemme fylder raskt gulvet med nypudsede sko og glitrende kjoler. Erik ser ud over aftenens fremmødte, hvoraf flere er gengangere fra aftenen før. Han overvejer aftenens taktik. Hvem skal bydes op og ikke mindst hvordan?

- Der er mange uskrevne regler i milongaerne. Tidligere bød man op udelukkende ved øjenkontakt. Derved undgik mændene at lide nederlag foran de øvrige mænd, når kvinden takkede nej, beretter Erik Nørgaard.

Han kigger søgende rundt i lokalet og fanger blikket fra en ung pige et par borde væk. Med et diskret nik inviterer han hende til en dans. Et øjeblik senere står hun bryst mod bryst med den eneste blonde tangodanser i miles omkreds. Den gamle teknik virker upåklageligt. Efter to danse vender Erik tilbage til sin plads. Lettere skuffet.

- Hun havde kun været til to lektioner, så det var begrænset, hvad hun havde lært. Men jeg har jo også selv været begynder, og hvis man vil danse med de talentfulde, må man være parat til at ofre tid på de mindre dygtige.

Fem danse i træk kan de mest ihærdige nå, inden svedig bluesmusik signalerer tid til omrokering. I to minutter har de fremmødte mulighed for at hvile fodsålerne, få lidt at drikke og snakke med partneren eller høfligt takke nej til at fortsætte. Alt sammen på den belevne facon, der kendetegner tangomiljøet.

Erik lader ikke pausen gå til spilde. Han får hurtigt budt en ny partner op. Denne gang går det lidt bedre. En rank kvinde med tætsiddende, hvide jeans glider uden besvær med i de velkoordinerede bevægelser. Med halvt lukkede øjne lader hun sig føre til lyden af den for tangoen så velkendte bandoneon - en stemningsfuld harmonika. På fire, tætte omgange formår kombattanterne at høste optimalt udbytte af de minutiøst afstemte trin.

Erik Nørgaard når knapt at puste ud, før et venindepar sætter sig ved nabobordet. De må kunne tango. De kan tango! Da den sidste dans slutter, lysner det udenfor. Træt efter utallige timers dans og mange nætter uden søvn har Erik Nørgaard kun luft tilbage til en stakåndet filosofisk refleksion.

- Tango er som et sprog, hvor trinene udgør ordene. Først, når man kombinerer dem optimalt, opstår poesien.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Erik Nørgaard
Buenos Aires
Argentina
Tango
El Beso
Paola Jean Jean
Nicolas Cobos
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.