Sort Sol, 2018

Foto: Birgitte Carol Heiberg
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 6
Frem

Forblændet af den sorteste sol

Avisen fik lov at komme med i maskinrummet, da rockbandet Sort Sol optrådte fredag aften på Posten. Det blev én af de virkelig gode dage på kontoret for Lars-Top Galia, Tomas Ortved og Steen Jørgensen.

Sort Sol stak sit punkede fjæs op over horisonten for første gang i august 1977. En måned før jeg blev født. Dengang hed bandet Sods, og der skal nok have været gæster fredag aften på Posten, som har hørt bandet optræde i slutningen af 1970'erne.

- Vi har spillet ufattelig mange koncerter i Odense gennem tiden, siger bandets guitarist Lars Top-Galia i bandets omklædningsrum på spillestedets førstesal en time før koncertstart.

Top-Galia kom med i bandet i 1984, da det havde heddet Sort Sol i tre år. Forsanger Steen Jørgensen og trommeslager Tomas Ortved, som sidder ved siden af ham i en sort lædersofa, har været med siden begyndelsen. Dengang spiste medlemmerne med garanti ikke gulerodsstænger og drak alkoholfrie Heineken inden koncerterne.

På sofabordet foran de tre bandmedlemmer står fire skåle. Tre af dem er dækket med køkkenrulle. Besynderligt.

- Vi har dækket skålene med slik og chips til. Det er ud fra strudseprincippet om, at hvis man ikke kan se det, er det der ikke, siger Lars Top-Galia og ler.

Siden albummet "Stor langsom stjerne" udkom i maj 2017, har Sort Sol optrådt flere gange på Fyn. Blandt andet på Heartland, Tinderbox og i Odeon.

- I løbet af det seneste år har vi lært sangene at kende. Præcis som publikum har fået dem ind under huden. Derfor fornemmer vi en helt anden stemning til koncerterne nu, hvor begge parter er blevet fortrolige med de nye brikker i puslespillet, siger Steen Jørgensen.

Alt bygges op fra bunden

Udtrykket på "Stor langsom stjerne" har præget de ældre Sort Sol-sange. Forandret dem.

- Det er ikke, fordi de gamle sange spilles radikalt anderledes. De har bare fået et andet touch. Holdt op mod de nye sange virkede de lidt bedagede. Derfor har vi krænget dem op. Tilpasset dem. Præcis som vi har gjort efter tidligere udgivelser, som på samme måde har forandret ældre sange. Det er en permanent proces, hvor alle sange forandrer sig over tid, siger Tomas Ortved.

Han fylder år fredag og kan ikke ønske sig en bedre ramme at holde fødselsdag i.

- En fredag aften klokken 21 på et udsolgt Posten. Det kan ikke være bedre. Vi har spillet nogle af vores bedste koncerter på Rytmepostens gamle scene og haft forrygende aftener på det nye Posten. I det hele taget har vi en fornem historik i Odense, konstaterer Tomas Ortved.

De to kolleger er enige.

- Jeg kan ikke huske præcis, hvornår vi gav den første koncert i Odense. Men jeg husker både undergrundskoncerter i lavloftede kældre og koncerter på Badstuen, i Idrætshallen, i Arena Fyn, på Magasinet og senest i Odeon. Vi har givet vanvittigt mange koncerter i Odense under mange forskellige forhold, siger Lars Top-Galia.

En spillestedskoncert som den i aften er et vidunderligt format, indskyder forsangeren.

- Fordi alle, der er her i aften, er kommet for at høre Sort Sol. De står her ikke, fordi de skal have tiden til at gå, inden koncerten på scenen ved siden af går i gang. Den kendsgerning betyder meget, siger Steen Jørgensen.

- For ethvert band handler det om at fylde et rum med energi. Det er alt andet lige mere taknemmeligt på et spillested som Posten en fredag aften end en eftermiddag under åben himmel på en festival. Men ALLE koncerter skal rejse sig ud af ingenting. Alt skal bygges op fra grunden, konkluderer Lars Top-Galia.

Der er 25 minutter til koncertstart, og de tre medlemmer skal i gang med at lade op på hver deres måde. Steen Jørgensen begynder at synge strofer, der vækker minder om opera, inden han drikker en halv danskvand og en halv Red Bull. Tomas Ortved er allerede begyndt at slå rytmisk på sin alkoholfrie Heineken, mens Lars Top-Galia skal varme fingre og strenge op.

- Vi går hver især ind i os selv for at lade op og finde vores egen energi. Mit ritual på denne turné er at spille et harmonisk stykke fra sangen "K-141 Kursk". Det er nærmest en tvangshandling, konstaterer Lars Top-Galia grinende, mens Steen Jørgensen allerede fylder naborummet med sin ikoniske stemme.

Solen er et sår

Nede i salen vandrer mænd - især dem over 50 år - rundt med signerede udgaver af lp'en "Stor langsom stjerne". Selv om pladen sælges efter koncerten, vil de sikre sig et eksemplar til trods for, at det nu giver problemer med både at holde pladen, en fadøl og kunne klappe.

10 minutter før planlagt koncertstart står der stadig flere end 100 i kø uden for spillestedet. En ven sender mig et billede af køen. Ikke siden åbningskoncerten med Nephew har jeg set så lang en kø. Men garderobe-folket rubber neglene og får de sidste gæster ekspederet ind, så Sort Sol indleder koncerten med titelsangen "Stor, langsom stjerne" klokken 21.08.

I den knitrende intro er Steen Jørgensens stemme forvrænget, så han lyder som en sørgmodig robot. Da han begynder at synge, er det som at få sine trommehinder brændemærket med et dystopisk spyd.

- Solen er et sår, der brænder ind i vindens hysteri, messer Steen Jørgensen med en andægtighed og gravalvor, som forplanter sig i salen.

Sort Sol indendøre er en anden verden end de store udendørs festivalkoncerter, hvor detaljerne ofte forsvinder op under himlen. På Posten kan man høre vrimlen af detaljer boltre sig ind og ud af hinanden. Man fanger de futuristiske, klagende flader på "The Weightless", som burde have være med på soundtracket til "Blade Runner 2049". Åbningsnummeret fra "Stor langsom stjerne" kandiderer til titlen som det ultimative sci-fi-nummer.

Klaustrofobisk dødssymfoni

I sluttresserne og starthalvfjerdserne messede Jim Morrison fra The Doors: "Is everybody in. Is everybody in. Is everybody in. The ceremony is about to begin". Hypnotiske ord, som kultforfatteren William S. Burroughs er ophavsmand til.

Knap 50 år senere forkynder Steen Jørgensen det diametralt modsatte i det skelsættende marathon-nummer "K-141 Kursk". En sang, der ikke handler om at være inde. Men om ikke at kunne slippe ud.

- None of us can get out. None of us can get out. None of us can get out, reciterer Steen Jørgensen med sin allermørkeste og mest opgivende røst.

Guitarer, synthesizere og pedal steel-guitar smelter sammen til en stor klaustrofobisk dødssymfoni, hvor man fysisk kan mærke angsten og desperationen i den russiske ubåd. Siden albummet udkom, har mordet på den svenske journalist Kim Wall gjort tanken om at være indespærret i en ubåd endnu mere uudholdelig.

Jeg kan ikke være den eneste på Posten, som skiftevis tænker på de skrækslagne russiske sømænd og den svenske journalist i det øjeblik, hvor det gik op for dem, at de ikke ville forlade deres respektive ubåde i live. "K-141 Kursk" er en lammende lydinstallation, man enten vender ryggen til eller bliver komplet paralyseret af.

Lad fingrene vandre

Mit ubetingede Sort Sol-yndlingsnummer, "Siggimund Blue", flænser mørket med ét af de mest diabolske og mesterlige guitar-riff noget dansk band har kreeret. Lars Top-Galia går helt ned i knæ, mens han hugger akkorderne, som skrev han runer i en usynlig sten. Det føles som at få tæsk. På den gode måde.

"Shaheeba Bay" og "Daughter of Sad" tryllebinder tydeligvis også publikum omkring mig, som for længst har overgivet sig til mørkets kræfter. Når Sort Sol er allermørkest, kan intet dansk dansk band måle sig med dem. Det er så kulsort, at man misser med øjnene. Måske er det derfor, Steen Jørgensen optræder med solbriller.

Da Sort Sol-sangen over dem alle, "Let Your Fingers Do the Walking" indikerer, at koncerten nærmer sig dens afslutning, kan man næsten se grundvandet stige i rummet. Mit gæt er, at mindst 90 procent af aftenens gæster på Posten enten har ladet deres fingre vandre eller er blevet vandret på til den sang.

En blændende, sensuel sang, som en yngre kvinde foran vil forevige med en 360-graders video. Med fuld smæk på blitzen. Lige under klimakset. Det svarer til at hive mobiltelefonen frem midt i en orgasme. Det føles stadig fortræffeligt, men man er ikke 100 procent til stede i øjeblikket.

Efter præcis halvanden time bukker Steen Jørgensen ydmygt. "Tak, Odense", siger han og forlader scenen som sidste mand. Nu er det tid til en tiltrængt smøg på førstesalen, hvor venner og kærester står klar for at hilse.

- Er du sindssyg, det var højt i dag, siger en ung kvinde, mens hun krammer Steen Jørgensen i en lang korridor.

Forsangeren giver hende ret. Det var tordnende højt i aften.

- Det er svært for at os at høre fra scenen, præcis hvor højt det er. Men vi kunne godt mærke, at lyden forplantede sig i hele kroppen i dag. Når anlægget og stemningen kan klare det, skal det bare være pissehøjt, siger Steen Jørgensen og tænder op.

Maggie var mageløs

Bandet har ikke for vane at efterrationalisere lige efter en koncert. Men i dagens anledning sætter de sig sammen for at sætte ord på aftenens koncert.

- Jeg havde en god fornemmelse allerede under "Stor, langsom stjerne". Jeg hyggede mig virkelig og har et indtryk af en vellykket aften. Det er altid vigtigt at komme godt af sted, siger Tomas Ortved.

- Publikum hjalp os i aften. De tog ind. Og de kunne kapere de brutale skift mellem sangene, hvor nogle nærmest er at betragte som teaterstykker, tilføjer Lars Top-Galia.

Aftenens højdepunkt stod ingen af de tre for. Det gjorde derimod pedal steel-guitaristen Maggie Bjørklund.

- Maggie spillede anderledes, end hun plejer i aften. Det var en særlig fornøjelse i aften. Det virkede som om, at hun tog mere fat i sangene. Det var en rig lyd, der skyllede hen over melodien som bølger, man kun kan surfe med på, siger Steen Jørgensen.

Bortset fra den ros har forsangeren svært ved at fremhæve højde- og lavpunkter.

- Musik handler om at være i nuet. Mit nu er ikke nødvendigvis det samme som Lars' eller Tomas'. Derfor kan det være svært at beskrive, hvad der fungerede optimalt for den ene, men ikke for den anden. Men jeg havde en fed fornemmelse i kroppen i aften, siger Steen Jørgensen, inden han rejser sig for at få endnu en fyraftenssmøg.

Lars Top-Galia, der uden tvivl er den mest talende i trioen, bliver siddende ved bordet. Han har mere på hjerte.

- Nu var koncerten i aften ikke den sidste på denne forårsturné, men det betyder vanvittigt meget at slutte med manér. Nogle gange går der et år eller to, inden man igen skal på turné, og det er ubærligt og ganske forfærdeligt at gå rundt med en skuffelse i kroppen så længe. Man har en vis stolthed ved sit arbejde. Hvis koncerten i aften havde rundet turnéen af, havde jeg lagt mig til at sove med ro i kroppen. Det var én af de virkelig fede aftener at være en del af Sort Sol, konstaterer Lars Top-Galia.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Sort Sol
Steen Jørgensen
Tomas Ortved
Lars Top-Galia
Posten
Stor langsom stjerne
Siggimund Blue
Maggie Björklund
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.