Simon Staun
Foto: Robert Wengler

En forrygende pibekoncert

En fodboldkamp besidder stort set alle elementer fra kunstens verden. Den har udklædningen i form af holddragterne, sminken udgøres af publikums kulørt malede ansigter, de storslåede kulisser giver sig selv og dramaet, skuespillet og nerven er som hentet fra en italiensk opera.

Til koncerter får aktørerne typisk de største bifald efter slutfløjtet. I sportens verden er det omvendt. En øredøvende jubel, da de 22 spillere løber på scenen, puster til de tusindvis af konfettistykker og farvede serpentiner, der drysser ned fra de øverste tribuner.

Hundredvis af hjemmelavede bannere og flag med klublogoer blafrer lystigt, som var det foran Orange Scene på Roskilde Festivalen med Metallica på programmet. Mest bemærkelsesværdigt er OB's flag i sort og gult med ordlyden: "I disse farver har vi vundet større steder". Pompøst og sprængfyldt med selvtillid.
Rammerne er dog ikke helt optimale, da den ene tribune stort set er tom. Men som bekendt skal man aldrig skælde ud på det publikum, der er mødt frem. Og for hørelsens skyld er det sikkert også fint, at der kun befinder sig 30.000 hylende, hujende og hoverende tilskuere i Parken.

Off day for trommerne

Det tyder ikke just på, at det er opfindsomme sangsmede, der står bag sangene efter nationalhymnen. "Låååå, lå lå lååå, lå lå lå" lever ikke helt op til Adam Oehlenschlägers "Der er et yndigt land". Den burde være kutyme før enhver fodboldkamp. Det er som at blive nulstillet. Optimeret. Klar til kamp.
Trommespillerne har tilsyneladende en offday. De har svært ved at holde rytmen, selv om deres beat hører til i den meget lidt avancerede ende af skalaen. Kastet frem og tilbage mellem betonelementerne og tilsat masser af ekko er det sikkert også en prøvelse at holde tungen lige i munden.

Hvorfor tillader man i øvrigt trommer på lægterne og ikke guitar, kontrabas eller harmonika? Eller blæsersektioner, der ville blende fint ind med dommerens trille? En tenorsax ville givetvis pifte ret meget charme i et omkvæd som: "Striberne, striberne, striiiiiberne, striberne ..", som OB's fans skråler til deres lungers hudløshed.

Den første store solopræstation i aftenens show står FCK's Atiba Hutchinson for. Som en krydsning mellem en balletdanser og en skøjteløber finter han sig vej gennem OB's forsvar, scorer og lader sig hylde i støvregnen.

Efterfølgende går der mudder i skønsangen, da fraktionerne langt fra er enige om, hvilken sang, der skal synges. Derfor ender det med at lyde som ølteltet til en byfest lørdag nat kl. 02, hvor alle kan synge med, bare de åbner munden og er i stand til at frembringe lyde.

Derefter går forestillingen ind i en lidt død fase. Dirigenterne på sidelinjen fægter med alt, hvad der kan svinges, og det vil FCK's keeper ikke stå tilbage for. Han laver et rejehop så elegant, at Gry ville måbe af misundelse, da Martin Borre sender et skud i rusen. Det er akrobatik forenet med breakdancemoves af den allersværeste kaliber. Især OB's 10.000 fans hylder hans tossede indfald.

Pludselig er OB-tribunen forsanger igen. Dog er det svært at skelne mellem gamle og nye hits, da løse strofer, halve omkvæd og brudstykker af vers overlapper hinanden i en strukturløs, men alligevel medrivende medley.

Der er mest power over sangen "FCK, kan I huske det? FCK, kan I huske det?", der er brygget over Pet Shop Boys klassiker "Go West". En af eftermiddagens helt store oplevelser.

Der er ingen grund til at hylde De Niro, Kidman og Pacino, når man til en dansk pokalfinale kan udpege lysende talenter ud i skuespillets krævende genre. Det kræver timer og atter timers træning at snuble over en bold i høj fart eller falde på det helt rigtige tidspunkt i nærkontakt med en modspiller. Derfor burde det bifaldes med applaus. Og ikke pibekoncert.

Brasiliansk samba

Men det skulle blive værre. Eller bedre alt efter kuløren på trøjerne. For OB's sambaudøver nummer ét, Bechara Oliveira, har tænkt sig at krydre eftermiddagen med rytmerne fra hjemlandet Brasilien. Et smukt hovedstød udført per intuition som en jazzet solo. Og så kommer der ellers gang i både kordrenge og backingpiger.

Lige som på en festival ryger der nu både øl, vand og sikkert andet ned fra den øverste tribune med hjemmepublikummet, der desuden opildner til pibekoncert. Spild af alkohol og ikke værdigt for hverken sports- eller kulturoplevelser nogetsteds.

På banen tager aktørerne fra Fyn det dog i stiv arm. De taber ikke rytmen og slutter efter en kollektiv og indædt slutfanfare finalen, så de kan brøle euforisk med på Queens "We Are the Champions". Et nummer, der kan fuldende en regnvåd majdags smukke totalteater.