Infernal, 2006

Foto: Rumle Skafte
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 4
Frem

Diskodronningens birthday-brag

En smule perverst. Men hylende morsomt. Præcis sådan som hitlistebestigerne Infernal og alle dets uundværlige familiemedlemmer påskønner. Velkommen til en fødselsdagsfest, der er de færreste forundt men helt på sin plads til Danmarks disco-dronning nummer ét, Lina Rafn, der fylder 20 plus 10 år.

Vi trykker på fjernbetjeningen og hopper nogle timer tilbage på albummet, der passende kunne hedde "Wet Dream". For Skanderborg Festivalen er bogstavelig talt skyllet væk, og mellem igloteltene sejler opdagelsesrejsende rundt i gummibåde.

I læ for de velvoksne regndråber i en skurvogn omtrent så spændende indrettet som Carl Mar Møllers ansigt, holder Infernal audiens for den fynske presse til trods for, at de har et kæmpe show i tankerne, og ikke mindst at den kvindelige frontfigur Lina Rafn fylder rundt.

- De andre, der har fødselsdag i dag, må have været så helt ustyrligt store svin, for jeg har opført mig ganske eksemplarisk, siger Lina Rafn insisterende.

Hendes musikalske soulmate, Paw Lagermann, nikker kollegialt og konstaterer, at hun rigtig nok har opført sig meget, meget pænt, siden hun fejrede sidste fødselsdag på scenen i Rytmehans.

- Der er ikke noget, jeg hellere vil end holde fødselsdag sammen med flere tusind mennesker. Sådan et brag kan altså ikke sammenlignes med lagkage sammen med familien, lige gyldigt hvor hyggeligt det måtte være. Jeg blev så lykkelig, da vi fik at vide, at koncerten blev flyttet fra torsdag til lørdag, fortæller Lina.

Mens hun kyler røgen fra en grøn Mistral ned i de eftertragtede lunger, sidder hun og Paw som andre dødelige og snakker om evige irritationsmomenter som Skat og det forfærdeligt irriterende ved at holde styr på B-indkomster. Siden falder samtalen på noget mere aktuelt, nemlig det perfekte show, og hvordan Infernal konstant kommer tættere på netop det.

- Vi har spillet så mange job efterhånden, at vi har fået elimeneret stort set alle fejl. Koreografien og selve opbygningen fungerer optimalt.

Det største tilbagevendende problem er vores små modtagere i øret. Lyden falder ud ind imellem, og så har man ingen anelse om, hvad man spiller. Så er det bare om at klamre sig til rutinen og fyre lortet af, fortæller Paw.

Infernals revolution

Et par numre senere står dansepigerne inde i den lumre skurvogn og presser attributterne på plads. Paw har været færdig længe og cirkulerer lidt rundt som en løve, der ved, at den snart skal i kamp.

Udenfor står 30-årsfødselaren og varmer en krop, som de fleste 20-årige ville misunde, op. Hun laver små ballethop på stedet med et blik så fokuseret som en straffesparksskytte i en VM-finale. Der kommer ikke et ord ud af hendes mund. Fire timers vokalt cølibat skal sikre, at gæsterne til hendes største fødselsdagsfest nogensinde får fuldt udbytte af hendes gave til dem: En stemme så klar og sensuel, at selv teltdugen vil rødme.

Hundrede meter derfra er der sand landskampstemning inden startfløjtet.

Flere fans har medbragt dannebrogsflag, der blafrer i basblæsten fra højttalerne. Som de gode værter Infernal er, deler de også gaver ud. Og stemningen taget i betragtning skal ingen af dem byttes. Helt amok går teltet til "Kalinka", hvor Lina og Paw fremprovokerer deres helt egen russiske rytmerevolution og fejer al modstand fra folket til side.

Professionelt og planlagt ned til hvert eneste åndedrag sikrer holdet på scenen total underdanighed frem til afslutningsnummeret "Banjo Thing", hvor Paw i Zarens og rytmelutionens navn pøser litervis af vodka i håret på gui-taristen. Hvilket klimaks.

Da gruppen vælter af scenen, står publikum tilbage så svedige, at man kan tappe saltlage direkte fra armhulerne. Selv om det ikke er deres fødselsdag, smiler de så bredt, at man frygter ansigterne flækker.

Set bag fra scenetæppet kan synet knap beskrives. Så meget glæde. Så meget energi. En effektiv depressionskur og en fødselsdagskulisse, der altid vil blive husket.

Rørt til tårer

Backstage står pladeselskabsfolk, semikendisser og helkendte som Anne Linnet og Tue West et nummer senere og guffer det, som nordmændene kalder "kage på kage på kage" i sig. Mens ekkoet af fødselsdagssangen fortoner sig, sidder Lina lidt paf i en sofa og nipper til et glas velfortjent champagne.

- Jeg er simpelthen fuldstændigt kokset ud. Det er en mærkelig fornemmelse, fordi jeg både er vildt glad, da det var en af de største oplevelser nogensinde, men også udmattet, fordi vi har filmet video hele dagen i går, lavet interviews hele dagen i dag og så sluttet af med den første koncert nogensinde, hvor jeg måtte tørre et par tårer væk efterfølgende. Jeg tror dog ikke, de andre bemærkede det, da jeg lod, som om jeg fjernede noget sminke, fortæller Lina.

Hun har knap nok haft tid til at pakke sine gaver op, der er linet op ved siden af foliebakker med koldt kød og pasta. På trods af trætheden sender Lina kæresten et kæmpesmil, da hun åbner gaven med en eksklusiv Samsonite-håndtaske.

Hvis fødselsdagssangen går i opfyldelse, så kan han se frem til at få noget mindst lige så eksklusivt retur, når parret kommer i enerum.

Da gassen er lige ved at forsvinde helt fra fødselsdagsbarnets ballon, kommer en barmhjertig sjæl med en gin & tonic. Efter få sip har Lina fået ladet batterierne og mundtøjet op igen. Så da talen falder på hendes indlemmelse i "Club 30"", lyner hendes tunge.

- Jeg er fucking ligeglad med, om jeg er 20 eller 30 år gammel. Jeg kan lide, hvad jeg ser i spejlet. Og det er det vigtigste, understreger Lina.

Og at dømme ud fra de mange mænds sultne blikke under koncerten, så er hendes blå øjne ikke alene om nydelsen.

Kedelig fest

På træbænkene foran Infernals skurvogn flyder det efterhånden med tomme gin- og vodkaflasker. Og A4-ark med en intern fødselsdagssang så fræk, at selv slagterhunde ville kløjs i den. De fleste gæster er forduftet præcis som indholdet af flaskerne.

Der er stadig masser af liv i de to dansere Stine og Signe, der sidder og napper til buffeten, mens Paw blunder på en sofa med kæresten. Liv kommer der så sandelig også i latexkludene, da to mon-strøse dragqueens pludselig vælter vognen.

- Kom vi går igen, hun har jo større kasser end mig, råber den ene teatralsk, inden Lina får ordre på at gribe fat på sygeplejekostumet af plastik og mærke på de 35.000 kroner dyre vatimplantater.

Linas mor, der sidder og nyder en Twix-bar, taber næsten mælet, da to de kæmper bagefter bliver onduleret af trommeslageren. Altså ikke rigtigt.

Men kåde og lettere be-rusede mænd leger bedst, så hvorfor ikke øve lidt stillinger, når man nu har en ene-stående mulighed for det?

Keyboardspilleren, der nær får sin drink galt i halsen, har heller ikke ligget på den lade side angående fødselsdagsunderholdningen. Hans bidrag er knap så sofistikeret som Marylin Monroes "Happy Birthday Mr. President". Til gengæld dobbelt så legendarisk.

Hvilken gestus at vise ynglekæppen frem og understrege, at miksturen på snuden er den unikke blanding af lige dele kødpålæg og Cocio. Smagen kan og bør man kun gisne om.

Udenfor er nogen i gang med at overtale de to drag-queens Minna Moore og frøken OTB - One Tall Bitch - til at smøre to af bandmedlemmerne ind i resten af lagkagen. Det kunne de aldrig finde på at give dem lov til. For Infernals fester er altid kedelige. Og især de runde fødselsdage skulle efter sigende være infernalsk trættende som en gudstjeneste i en mormonkirke.

Foto: Rumle Skafte

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Lina Rafn
Infernal
Skanderborg Festival
Paw Lagermann
Rytmehans
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.