Simon Staun
PR-foto, Sony Music

Let there be rock!

Jeg blev født i 1977, da AC/DC stadig drak Jack Daniels i tøndevis. Samme år udsendte de albummet med den bibelske titel "Let There Be Rock", der afstak retningen for min musiksmag, allerede inden jeg blev bekendt med den mest autentiske, medrivende form for værtshusrock, der nogensinde er skabt.

Jeg husker første gang tydeligt. Fuldstændig paralyseret af fascination. Overvældet af en spontan glæde, der satte sig permanente spor.

Det var hjemme hos min bedste ven Klaus, jeg i 1991 fik min første dosis australsk boogie woogie-rock. Med en ærefrygt som var det den pureste nitroglycerin, han stod med i hænderne, satte han albummet "The Razors Edge" på sit konfirmationsanlæg og skruede volumenknappen helt op på klokken 11.

Selv om jeg allerede dengang dyrkede rockmusikken, havde jeg aldrig hørt magen. Guitaristen Angus Young kunne lige så godt have haft en tryllestav og ikke et instrument i hænderne . Jeg forsøgte med min præpubertære røst at brøle med på den primale rallen på åbningsnummeret "Thunderstruck", mens det orkanlignende guitarinferno ramte mig som et lyn fra en klar himmel og omvendte mig til AC/DC-aficionado for bestandig.

Perfekt rockramme

To år senere spenderede jeg det meste af en sommer i USA med at lokalisere hele bandets bagkatalog. Hver gang, der blev sat et kryds på listen ud for en plade, var det som at finde en guldåre. Jeg svor, at jeg en dag ville se disse rockguder live. Den dag var søndag aften. Og rammen var meget passende Stockholms stolte rock-kollosseum, den unikke Globen.

Helt svøbt i rødt er Stockholms mægtige multihal den perfekte ramme for rock, der handler om sprut, damer og sex, så det står til alle sider.

Den gigantiske kuppelformede bygning minder om dødsstjernen i Star Wars, men i stedet for lyssværd er horderne bevæbnet med tynde svenske fadøl og blinkende djævlehorn til at sætte på hovedet.

Overalt i hallen lyser disse kitchede dimser op og cementerer, at selv granvoksne mænd bliver som små, frejdige knægte, når AC/DC-feberen rammer som en mortal pandemi.

Nede på scenen er opvarmningsbandet færdig med at varme publikum op. Hvis det da nogensinde var nødvendigt. For selv om sneen falder kridhvid udenfor, er det blandt andet tanken om at stifte bekendtskab med det seneste album, "Black Ice", der luner de 14.000 tilskuere.

På gangene ind til hjertet af Globen står tusinder af voksne mænd i kø for at sikre sig halstørklæder, T-shirts og plakater. De finder forbavsende hurtigt vej til sæderne, da et kæmpe animeret tog begynder at accelerere. AC/DC entrerer med damp, bulder og brag til tonerne af "Rock'n'roll Train". Ingen blandt publikum har tilsyneladende planer om at stige af før endestationen.

Helvede et herligt sted

"Hell ain't a bad place to be", skriger forsanger Brian Johnson, mens jeg forsøger at synke en klump på størrelse med en knytnæve i halsen. Jeg er med svensk statsgaranti ikke den eneste mand, der bevæges ved endelig at stå ansigt til ansigt med sine idoler.

Globen er bestemt heller ikke et skidt sted at være, da hallyden er flere klasser over, hvad vi danskere normalt bydes. Især Angus Youngs sublime guitarspil skærer sig gennem alt og alle, og euforien eksploderer allerede under tredje nummer, "Back in Black", hvor den spinkle mandsling iført vinfarvet skoledragt drøner rundt som en 11-årig knægt, der lige har fået sommerferie.

Forsangeren Brian Johnson minder om en kåd teenager, mens han igen og igen opildner publikum til at flippe ud. Herligt at opleve, hvordan han presser både sig selv og alle 14.000 i Globen til at præstere det maksimale.

Det gælder ikke mindst trommeslager Phil Rudd, der tilsyneladende befinder sig i sit helt eget univers, hvor han fokuserer på at holde takten samt at tænde en ny smøg mellem hvert nummer. Han kunne lige så godt sidde på en lokal bar i New South Wales og spille for tre ludere og en langturschauffør.

Præcis som Malcolm Young på andenguitar og bassisten Cliff Williams er Phil Rudds job at lægge bunden og holde sig i baggrunden, mens bror Angus og Brian styrer showets gang.

Hvilket den legendariske duo gør som drevne feltherrer, der intuitivt ved, hvor og hvornår de skal slå til. Med tanke på bandets bagkatalog kan det efterhånden heller ikke volde større problemer at skrue en djævelsk effektiv sætliste sammen.

Selv om Angus Young ikke præsterer maksimalt på introen til "Thunderstruck", imponerer det mig alligevel at høre sangen live for første gang. Lige så elektrisk og dragende som allerførste gang.

Kun på et par enkelte af de nye numre siver luften en smule ud af ballonen. Heldigvis blæser der masser retur på "Whole Lotta Rosie", hvor verdens største oppustelige dukke iført hofteholder sætter sig overskrævs på den gigantiske togkulisse, der kørte på scenen under introen.Højdepunktet ... næsten Hendes venstre fod tramper rytmen, mens jeg konkluderer, at denne koncert ville være årets højdepunkt, hvis jeg ikke lige stod og skulle være far for første gang om en måned.