Simon Staun
Foto: Brian Karmark

Retrokometer blev rockstjerner

- Ja, det er helt sindssygt at tænke på, at der var 60 mennesker til vores koncerter for et år siden. For ni måneder siden var der 600. For et halvt år siden 6000. Ja, og nu har vi spillet på festivaler foran 60.000. Interessen har bare været eksplosiv fra begyndelsen, fortæller Andrew Stockdale med en accent så australsk, at man dukker sig af frygt for at blive ramt af vildfarne boomerangs og didgeridoos.

Wolfmothers debutalbum udkom allerede i oktober i hjemlandet. Alligevel er det helt bevidst, at de først udsender det i Skandinavien nu.

- På den måde kan vi stadig fremstå som et spritnyt navn, mens vi turnerer i Europa, forklarer Andrew Stockdale.

Retrorocken eller progressiv rock, som Andrew Stockdale kalder den, er ikke særlig populær down under, hvor singer/songwriter-stilen fylder meget.

- Selv om der er mange bands før os, der har prøvet at slå igennem med retrorock, så har de ikke fået nævneværdig succes. Derfor følte vi, at der manglede noget nyt blod og ny energi for at genskabe genren, siger Andrew Stockdale

Ligemænd med ikoner

Utallige gange er han blevet konfronteret med spørgsmålet om, hvorfor bandet lyder som en hed nats møde mellem Black Sabbath og Led Zeppelin.

I stedet prøver undertegnede at få ham til at nævne, hvilke australske bands, der har påvirket bandets lyd.

- Rocket Science er nok det band, der har betydet mest for os. De spiller en meget ligefrem 60'er-rock, der minder lidt om Jon Spencers Blues Explosion. Det er et superfedt band at opleve live, fordi de virkelig fyrer den af på scenen. De inspirerede os til altid at give alt, vi har i os, siger Andrew Stockdale.

Han er helt på det rene med, at Wolfmother ikke genopfinder rockgenren.

- Det er jo ikke som med Mars Volta, der revolutionerede rocklyden. Dertil er vores rock alt for traditionel "kartofler, kød- og sovs-agtig", konstaterer han tørt.

Andrew Stockdale har haft svært ved at vænne sig til stjernelivet på så kort tid. Han føler sig nemlig ikke spor anderledes end bandets publikum, der som ham selv drøner rundt med uplejet hår og halvkuriøs tøjstil.

- Noget der virkelig er forandret, og det er faktisk meget fedt, er, at vi nu kan møde vores idoler som ligemænd backstage til de forskellige festivaler og koncerter. Jeg selv er helt vild med Jack White fra White Stripes, og da han også spillede på Roskilde Festivalen med The Raconteurs, fik jeg sgu lov at snakke med ham. Det er alt for blæret, fortæller Andrew Stockdale og tilføjer, at Jack White forhåbentlig ville synes, at Wolfmother var det fedeste musik, han nogensinde har hørt, hvis han kom til en af deres koncerter.

- That would be waaaay to coool man, udbryder Andrew Stockdale med et bredt smil.