Simon Staun
PR-foto

Strengenes alkymist

Den almindelige musikforbruger vælter næppe bagover, når vedkommende hører navnet Nels Cline. Men hvis man er mere end en lille smule interesseret i guitarens uanede muligheder eller sammenstødet mellem rock og jazz samt kompliceret improvisationsmusik, vil det med sikkerhed være et navn, der er omgærdet af respekt og beundring.

De seneste 10 år har 56-årige Nels Cline været fast mand i Chicago-bandet Wilco, der i flere musikmagasiner kaldes USA's bedste og mest betydningsfulde band netop nu. Blandt andet på grund af Nels Clines kronisk eksperimenterende og unikke tilgang til sit instrument. Selv er han noget forbeholden og måske endda uamerikansk i forhold til sin egen betydning.

- Mange har overvurderet mit musikalske bidrag til Wilco, hvis du spørger mig. I hvert fald når vi snakker studieindspilninger. Live vil jeg medgive, at bandet løftede sig et nøk eller to, da jeg kom med. Jeg kom med en ny energi og en række lyde, som de ikke havde rådet over tidligere. Ikke kun i kraft af lapsteel eller tolvstrenget guitar, men især min måde at bruge kontrolleret feedback, loops og lyde, som man ikke umiddelbart forbinder med en guitar, fortæller Nels Cline indlevende.

Han vurderer også, at guitarsolierne muligvis er blevet lidt længere efter hans indlemmelse i Wilco.

- Måske er jeg ved et "uheld" kommet til at lade improvisationerne fylde lidt mere til koncerterne, hvilket til en vis grad har ændret Wilcos fremtoning på en scene. Men man skal huske på, at jeg trådte ind i et uhyre velfungerende og kompetent band, hvor medlemmerne allerede havde indspillet fem roste albummer, så min primære rolle har været at finde min plads i "orkesteret", fortæller Nels Cline.

Nyder den store frihed

Da han trådte ind i Wilco i 2004, havde bandet netop vundet en Grammy for albummet "A Ghost Is Born". Derfor havde Nels Cline ikke andre ambitioner end at falde til og integrere sig i gruppen.

- Jeg var midt i 40'erne, da jeg kom med i Wilco, og jeg følte faktisk ikke, at jeg havde noget at skulle bevise for nogen. Inklusive mig selv. Jeg havde heller ikke en opfattelse af, at det ville ændre mit liv grundlæggende. Jeg ville gerne være med, fordi Wilco stilistisk er meget mangfoldig. Bandet er ikke et "hit-band", der følger den samme skabelon. Musikalsk diversitet fylder meget, og de enkelte medlemmer nyder godt af en stor frihed. Uden den ville det ikke have tiltalt mig, forklarer Nels Cline.

Det er netop det åbne modus og fleksibiliteten, Nels Cline er synonym med. Han har under eget navn og i talrige kollaborationer dyrket improvisationsmusik i alverdens afskygninger. Senest i mikrotonal musik, hvor intervallerne er mindre end blandt de vestlige 12 toner.

- Jeg har udforsket instrumentets mangfoldige muligheder helt ud i afkrogene, men i Wilco-sammenhæng kan jeg ikke gå helt ud til kanten. Jeg er nødt til at respektere, at bandet gennem mange år trods dets eksperimenteren er blevet synonym med et specielt lydbillede. Derfor var jeg nødt til at fortsætte udviklingen i et naturligt leje og ikke skubbe bandets store fanskare væk ved at blive for avantgardistisk. Det gør jeg så rigeligt i andre sammenhænge, erkender Nels Cline.

Et yderst potent redskab

Han anser lidt sig selv for en kamæleon, der udtryksmæssigt ændrer sine farver alt efter omgivelserne.

- Der er afgørende forskel på min tilgang i de forskellige konstellationer. I mit eget band spiller jeg flere toner på de første 10 minutter end under to timers koncert med Wilco. Sådan må det nødvendigvis være, når man dyrker instrumentalmusik, hvor en del af disciplinen går ud på at improvisere. Min egen trio er meget inspireret af John Coltranes tilgang til musik og John McLaughlin, hvis jeg skal nævne en oplagt guitarist, forklarer Nels Cline.

Når han øver og indspiller med Wilco, skal han indimellem minde sig selv om, at han er nødt til at begrænse sig og byde på korte, koncise soli og ikke maratonlange tonale udforskninger som i Nels Cline Trio. I begge roller kræver det respekt for den gældende æstetik.

I Wilco-sammenhæng handler det meget om at give sangen og sangskrivningen plads til at udfolde sig. Derfor føler han ikke, at han partout skal sætte sit stempel på den enkelte sang.

- I Wilco-regi læner jeg mig ofte bare tilbage og nyder, at mine kolleger taler et andet instrumentalt sprog, end det jeg er vant til at høre, fortæller Nels Cline.

At han kan indgå i vidt forskellige sammenhænge kæder han sammen med den elektriske guitars fleksibilitet.

- Det er et utroligt potent redskab i et rockband, men noget af det, jeg også værdsætter ved instrumentet, er, at det kan lyde som så mange andre ting end netop en guitar, forklarer Nels Cline.

Selv om han kan få sine strenge til at lyde som altfra et bragende stormvejr til tyst faldende støvregn, volder noget så simpelt som korte, hookbaserede riffs ham store problemer.

- De helt klassiske rocksang-solier, der er meget melodiske, letgenkendelige og hookbaserede, har jeg det vanskeligt med. De dér små riffs, som George Harrison, Mick Taylor og Keith Richards er mestre i, lyder meget simple, men kan være svære at levere, når man har en million toner oppe i hovedet, konstaterer Nels Cline.

Det ultimative klubhus

Som mangeårig kaptajn for Nels Cline Trio har det ikke været svært for ham at indtage matros-rollen i Wilco, hvor Jeff Tweedy styrer skuden på 20. år.

- Det passer mig glimrende, at Jeff leder bandet. Det gør det nemmere og hurtigere at træffe beslutninger. Jeg har også spillet i en lang række "demokratiske" bands uden leder, som har fungeret fint på de præmisser. Jeg anser mig selv for at være holdspiller mere end ledertypen. Jeg spillede også musik i forholdsvis mange år, før jeg blev chef i mit eget band. Det var først i 1989, hvor jeg havde været musiker i mere end 20 år, fortæller Nels Cline.

Han bor i dag i Chicago, hvor Wilco stammer fra. Bandets kombinerede øvelokale og studie kalder han for "Wilco-loftet". Det er en hyggelig rock-hule med tykke, ægte gulvtæpper, litteraturproppede bogreoler og relativ små højttalere og forstærkere.

- Det er der, vi har indspillet de tre seneste plader. Det betyder meget, at det er trygge og rare omgivelser. Et fremmed pladestudie kan nogle gange skabe en anderledes dynamik og en ændret arbejdsetik. Man kan naturligvis også blive inspireret af nye og anderledes rammer, men vores base er det ultimative klubhus for musiknørder. Det er proppet med guitarer, pedaler, keyboards, trommer og selvfølgelig snacks, indskyder Nels Cline, der også nyder at opholde sig i Danmark, når Wilco er på turné.

Nels Clines bedstefar hed nemlig Niels Nielsen. Hvor i Danmark han udvandrede fra, har Nels Cline glemt, og hans mor er desværre død og kan ikke minde ham om det.

- Jeg ved blot, at han var en af de mange tusind danskere, der ankom til Ellis Island i New York i begyndelsen af 1900-tallet. Jeg er opkaldt efter ham, men han fik af en eller anden grund ikke lov til at beholde i'et og blev i USA til Nels Nelsen. Om de havde noget specielt mod i'er netop den dag, aner jeg ikke. Nu da jeg er et godt stykke over de 50, burde jeg måske sætte mig mere ind i genealogi. Det er lettere i dag, hvor man kan finde frem til de fleste informationer på nettet og ikke skal rejse til Salt Lake City for at tvinge oplysningerne ud af nogle støvede mormoner, fortæller han og klukker.