Simon Staun
PR-foto, Universal Music

Dagdrømmer om Ildlandet

Det britiske indieband White Lies stammer fra London-bydelen Ealing, der engang blev kaldt forstædernes dronning. Så vidt de tre medlemmer ved, er bandet det eneste fra kvarteret, der nogensinde har slået internationalt igennem.

- Medlemmerne fra The Magic Numbers har påstået, at de kommer fra Ealing. Men de hører altså til 20 minutter væk, konstaterer bassist og sangskriver Charles Cave tørt.

Britisk musik har de seneste år været domineret af bands fra det nordlige England. Eksempelvis har Arctic Monkeys fra Sheffield dannet skole for en lang række indiebands med udspring i de nordengelske industribyer. Charles Cave har dog svært ved at svare på, hvorvidt London og Ealing har påvirket White Lies' lyd på samme måde.

- Et band fra London kan lige så godt have en amerikansk- eller fransk-inspireret lyd, fordi det er så kosmopolitisk en by. Jeg tror af samme grund ikke længere, man kan tale om en specifik "London-sound". Vores melankolske og kraftfulde rock er i hvert fald svær at sætte i bås, konkluderer Charles Cave.

Modsat mange unge fra bydelen har han ikke alene set det meste af England, Europa og USA, når White Lies har turneret. Charles Cave har rejst en del i fjerne egne, hvor de færreste nogensinde kommer.

Mødte genfødte lamaer

- Når jeg turnerer med White Lies, er det mit job. Derfor rejser jeg på en anden måde, når jeg holder fri. Min seneste tur var til Tibet på grund af den spektakulære natur. Jeg er en ivrig fotograf, og jeg har altid drømt om at se Himalaya og opleve den buddhistiske livsførelse dér, hvor den er opstået, siger Charles Cave.

Han mener, at man i Vesten ofte har fremstillet buddhismen som en lidt smagløs og tilbagelænet religion. Det indtryk fik han i den grad ændret ved efter at have mødt munkene i deres autentiske omgivelser.

- Flere af dem er angiveligt reinkarnerede lamaer, og de behandles derfor som guder. Jeg sad helt stille og betragtede dem i deres faldefærdige huse, mens jeg spekulerede på, hvor forskellige vores livsbaner kan forme sig, siger Charles Cave.

Landskabet udenfor fik ham til at føle, at han befandt sig på en anden planet eller månen. Det var både fantastisk at køre og at gå eller bare sidde og forsøge at indfange det hele med kamera.

- Jeg er lige så opslugt af æstetikken i fotografiet som i vores sangtekster. Jeg bekymrer mig ikke om, hvorvidt andre bryder sig om mine tekster. Er der bare en enkelt linje, hvor alle ord står perfekt, er jeg lykkelig. Lidt på samme måde er det med et kamera, hvor en millimeter til den ene side kan betyde en verden til forskel. Det handler om den perfekte balance mellem himlen og landskabet. For andre kan det være enormt kedelige fotografier, men for mig er de præcis, som de skal være, hvilket godt kan virke en anelse tvangsneurotisk, ler Charles Cave.

Næste tur til Ildlandet

De mest spektakulære oplevelser på hans rejser kan ironisk nok være de sværeste at skrive sange om.

- Det giver næsten ikke mening at forsøge at beskrive Himalaya med ord. Det giver knap mening at indfange skønheden med kamera, konstaterer Charles Cave.

Han har ikke noget kamera med på turné, fordi backstage-områder, hoteller og scener ikke giver ham nær samme tilfredsstillelse som ødemarker og bjergområder.

- I stedet planlægger jeg mine fremtidige rejser. Der er stadig masser af steder, jeg drømmer om at besøge. Når vi er færdige med denne turné, skal jeg til Patagonien i Argentina. Jeg agter at rejse gennem Ildlandet og ned til Antarktis. Det bliver fantastisk, sukker den 23-årige musiker.