Volbeat, 2008

Michael Poulsen har flere tatoveringer end de fleste. Og de betyder mere for ham end for de fleste. Ikke mindst to omfattende værker,hvor han for evigt har fået indprentet navnene på sine ultimative inspirationskilder, ikonerne Johnny Cash og Elvis Aaron Presley. Det er dog navnene Jørn og Else tatoveret på højre og venstre hånds fingre, der betyder mest. To helt almindelige danske fornavne, der fylder lidt på de knyttede næver men alt inden i den hårdkogte rock'n'roller.

- Det kan godt være, Elvis var kongen, det største musikgeni og større end Coca Cola. Men mine forældre er grunden til, jeg hører Elvis og elsker rock. Der er intet, der står højere end mine forældre i mit univers, fortæller Michael Poulsen.

Han fik tatoveret sine forældres navne sidste sommer. Blot en uge efter faderens død, var navnet Jørn skrevet med blæk på sønnens højre hånd.

- Volbeat begyndte på turné igen, følte jeg på en måde, min far slog strengene an. Jeg er blevet rigtig glad for disse tatoveringer, og min fars navn får et kys hver aften, inden jeg går på scenen. Så ved jeg, det hele nok skal gå, siger Michael Poulsen, der stadigvæk har sin mor, men alligevel syntes det var på sin plads, at hun kom til at stå på den anden hånd over for sin mand.

Fik lov at jagte drømmen

Det betyder ufatteligt meget for 33-årige Michael Poulsen, at hans far nåede at opleve Volbeats gennembrud og enorme succes, inden han gik bort.

- Min far snakkede stort set ikke om andet end Volbeat, fra han stod op, til han gik i seng. Nogle gange blev det lidt for meget, når man kom hjem på besøg. Mine forældre har sgu flere udklip om bandet end mig selv, fortæller Michael Poulsen overbærende.

Savnet af hans far lindres en smule af det faktum, at Michael Poulsen beviste, han kunne leve af Volbeat.

- Det betød rigtig meget for ham, at jeg kunne klare mig selv. Inden han døde, snakkede han desuden om, hvorvidt vi kunne optræde i USA. Det gør vi til maj, og det ærgrer mig, at han ikke nåede at få det med. Men jeg ved, at han stolede på mig, da jeg lovede ham, at vi nok skulle komme derover. Det betyder sindssygt hamrende meget for mig, at jeg kan opfylde det ønske. Og ellers var jeg sgu nok gået ned med flaget, vurderer Ringstedknægten, der aldrig satsede på uddannelse og alligevel fik forældrenes velsignelse til at jagte sin egen drøm.

- Jeg ved, de begge er stolte over, jeg er kommet så langt uden en uddannelse. Jeg var den eneste i familien, der rykkede til København for at indfri mine ambitioner. Min tvillingesøster og mine to storesøstre, der faktisk også er tvillinger, bor stadig alle på Ringsted- og Næstvedegnen, hvor min familie kommer fra, siger Michael Poulsen.

Græs fra Graceland

Selv om det er endnu et travlt forår med bunker af koncerter, har Michael Poulsen givet sig selv tid og lov til rejse 11 dage til Mississippi, Memphis og Nashville, hvor han besøgte Graceland, Sun Studios og det legendariske spillested Grand Old Opry.

- Jeg gæstede blandt andet Elvis' fødehjem og den butik, hvor han købte sin første guitar. Selvfølgelig købte jeg selv en guitar med hjem derfra. Vigtigst af alt var det dog, at jeg fik lagt min fars gamle kam på Elvis' gravsted. Det betyder vanvittigt meget for mig. Det eneste triste er, at jeg ikke kan fortælle ham om det. Vi har altid snakket om, at når én af os vandt i Lotto, skulle vi se Graceland sammen. I stedet tog jeg et stykke græs fra Graceland med hjem i lommen og plantede på min fars grav i Ringsted. Det gav mig fred i sjælen, fortæller Michael Poulsen.

Efter at have mærket på egen krop, hvad det betyder at miste nogen, man elsker, vil det ikke overraske ham, hvis hans tekster på et kommende album afspejler det.

- Selv om mange af mine tekster tilsyneladende handler om fiktive personer, der omtales som "them" eller "you", er det jo ofte mig selv, jeg synger om. Min hemmelighed er, hvor meget og hvad, der handler om mig, forklarer Michael Poulsen, der præcis som alle andre mennesker har gjort ting, han er mere eller mindre stolt af og derfor skjuler sine synder blandt fiktive personer.

Guitargangsteren stjal sin første guitar.

Det er ikke en af metalmusikkens vandrehistorier eller en rockmyte. Det er den skinbarlige sandhed.

- Den er faktisk god nok. Ikke at jeg er stolt af det, men jeg har heller ikke været perfekt. Jeg lavede et knæk i den lokale ungdomsklubs øvelokale sammen med nogle andre rødder, hvor jeg stjal en guitar og noget forstærkerudstyr. Men da jeg begyndte at spille på det, fandt jeg ud af, at det var noget værre lort. Så på grund af dét og dårlig samvittighed tog jeg chancen og kravlede tilbage ind af vinduet og afleverede det igen efter et stykke tid. Det skyldes sikkert også lidt, at jeg var varm på en pige, der arbejdede der. Hun blev faktisk senere min kæreste, så det var nok lige så meget for at imponere hende, at jeg returnerede det, indrømmer Michael
Poulsen.

USA mangler Volbeat

Volbeats tredje album "Guitar Gangsters & Cadillac Blood", der fik et hav af priser i 2008, udkommer til april i USA. Perfekt timet efter gruppens jomfruturné i det land, dens musik henter størstedelen af inspirationen fra.

- Vi har ofret en masse penge, tid og slid på turnéen i USA, derfor ville det være dumt ikke at planlægge det fuldt ud og skabe en efterspørgsel inden koncerterne. Selv om vi ikke kommer til at tjene en skid på det, skal vi over og ofre os, som vi gjorde dengang, vi ikke var noget som helst i Europa. Vi skal vise amerikanerne, at de ikke kan undvære Volbeat. Tror de det, viser vi dem det modsatte, siger Michael Poulsen selvsikkert.

Bliver det et flop, lægger Volbeat en ny plan. Men forsangeren har en god mavefornemmelse. Volbeat har ventet på det rigtige tidspunkt, og selv om medlemmerne ved, at chancerne for de pludselig er "the shit" er ret små, har de tænkt sig at give alt, de har i sig i forsøget.

- Det vigtigste er, at alle i bandet er klar på at gribe chancen. For chancen er der. Selv om der er masser af Johnny Cash og country-flirt i vores musik, har vi også en meget europæisk måde at lave melodier på, hvilket kan være interessant for et amerikansk publikum. Men det handler også meget om showet, man præsterer. Det går jo ikke, hvis man står og ligner en pose lort og noget, der lige er trukket ud fra en folkeskole. Det er der jo ingen, der gider glo på. Der skal være noget attitude, noget tilstedeværelse og noget ydmyghed på én gang, så publikum synes, man er fed. Ja, det er et spil for galleriet, men selv om man ifører sig sin entertainermaske, kan man godt bevare sit personlige præg, understreger Michael Poulsen.

Han undrer sig over, at der til trods for Volbeats succes indtil videre ikke er nogle danske bands, der har kopieret eller ladet sig kraftigt inspirere af stilen. Måske er årsagen, at Danmark er for lille, og janteloven ville knuse de formastelige. Måske skyldes det, at Volbeat er for dygtige til at blive kopieret?

- Jeg kan huske, dengang Blink 182 slog igennem. Alle bands skulle lyde som dem, og det endte nærmest med, at de dræbte originalerne. Så man kan måske sige, at det er heldigt for Volbeat, at vi ikke vader rundt i Volbeat-kopibands. Det ville ikke være til at holde ud. Selv om man gerne vil dele musik med hele verden, vil man til en vis grænse også gerne have den for sig selv, siger han.

Masser af hård hud

Selv om Michael Poulsen spillede i metalbandet Dominus i 10 år, inden han stiftede Volbeat, havde han aldrig forberedt sig på, at det kunne være så hårdt at drive et rockband.

- Det kan se fandens glamourrøst og tjekket ud, når et band står på scenen og fyrer den af. Men det, mange glemmer, er, hvor meget et band knokler bag scenen. Vi er heldigvis blevet gode til at lægge ansvaret fra os, men der skal alligevel ædes nogen vitaminpiller, passes noget søvn og plejes noget hals, forklarer Michael Poulsen.

Han mener ikke, at Volbeat nogensinde har jagtet succesen. Tværtimod har medlemmerne ofret sig til det udmarvende liv på landevejene, fordi de elsker at spille livemusik. Volbeats medlemmer har ikke fået noget foræret. Alle har de sagt deres job op og knoklet røven ud af bukserne.

- Succesen er først kommet hen ad vejen. Dem, der jagter den, brænder fingrene. Jeg kan huske, da jeg spillede i mit tidligere band Dominus, dengang internettet ikke var slået igennem endnu. Jeg sad og sendte kassettebånd ud til bands, man så op til, og håbede på, at man ville blive hørt og tilbudt en opvarmningstjans. Jeg trykte selv vores plakater og flyers på kopimaskiner ude i byen og udfyldte sågar selvangivelser for alle medlemmerne. Det gav mig noget hård hud, som jeg kan bruge i dag, hvor vi har et kæmpe hold af managere, advokater og revisorer omkring os. At blive et stort rockband er ikke en dans på roser, men der er mange fede oplevelser, man ikke ville være foruden. Selv om jeg indimellem står bag scenen 10 minutter før koncertstart og tænker: "jeg orker det ikke i dag", sker der altid det fantastiske, at lige så snart jeg træder op på scenen, får jeg et kæmpe los i røven, når jeg ser publikum og de udsolgte sale, vi efterhånden spiller i.

Medier

Volbeat-pdf

Kategorier