Troels Abrahamsen, 2012

Pr-foto Sony Music
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 2
Frem

Omfavner dårligdommene

Rollerne som familiefar og turnerende musiker kan kollidere. Vetos ankermand Troels Abrahamsen har erkendt, at han ikke nødvendigvis er et dårligt menneske, fordi han ofte er væk fra sine børn og altid melder afbud til familiefesterne
 
Troels Abrahamsen kan stadig mærke i maven, hvor hårdt det var at forlade sin etårige datter og tage på turné i udlandet. Hun forstod ikke, hvorfor far skulle væk. Eller hvornår han kom tilbage. Det gjorde tydeligvis mere ondt på faren end hende.
 
- Det var ekstremt hårdt i begyndelsen, hvor jeg kunne mærke, at jeg savnede det her lille menneske helt vildt. Og at hun savnede mig. Jeg kunne let forklare min kone, at jeg skulle være væk, men det er altså svært at gøre begribeligt for en etårig, konstaterer Troels Abrahamsen.
 
I dag ved hans datter godt, at far altid kommer hjem igen, selv om hun har nogle mærkelige forestillinger om, at der altid er kaniner med, når han er ude at spille.
 
- Jeg ved sgu' ikke lige, hvordan det med kaninerne er opstået, men jeg kan jo selv huske, hvilke mærkelige tanker jeg gjorde mig, når min far drog af sted på turné. Jeg er selv vokset op med en musikerfar (Peter Abrahamsen), der ofte var ude at turnere og altid kom for sent til familiefesterne. Hvis han overhovedet kom. Nu oplever jeg jo selv, at jeg aldrig kan komme med til noget i familieregi, hvilket min kone tackler markant bedre end jeg. Det kræver faktisk lang tid at overbevise sig selv om, at man ikke er et røvhul, fordi man igen melder afbud, siger Troels Abrahamsen.
 
Han har erkendt, at det er vilkårene ved hans job. Fordelen kan så være, at han kan være sammen med sin datter og lille søn i hverdagene og besøge zoologisk have tirsdag formiddag, hvor der ingen gæster
er.
 
Dansk melankoli
 
Troels Abrahamsen er netop vendt hjem fra Hamborg, hvor Veto optrådte på Reeperbahn Festival. Han mener, det gavner ethvert dansk band at spille syd for grænsen.
 
- På de fleste danske spillesteder er der altid fem mand i baren og næsten altid yderst ordnede forhold. Sådan er det sjældent i udlandet, hvor vi har oplevet at blive placeret uden for i vinterkulden, inden vi skulle på scenen. Hvis man ikke er helt sikker på, om man vil være turnerende musiker, finder man ud af det i sådan en situation. Vi har virkelig haft nogle grelle oplevelser i USA og England, men jo mere røvsygt, det har været, jo mere tændte er vi blevet, fortæller Troels Abrahamsen.
 
I Tyskland er Veto blevet synonym med den nordiske melankoli. En sindstilstand og stemning, der klæber sig til de elektroniske melodier, selv om lyset kiler sig ind på det nye album "Sinus". 
Melankoli et grundtema
 
- Det er helt klart et lysere album end de forrige. Melankolien er der stadig, men musikken er blevet mere inkluderende. Min mor har altid synes, at vi har lavet noget virkelig depressivt musik og været bekymret for, om jeg virkelig var så ilde til mode. Det handler måske om, at der i tiden er en forskrækkelse for de negative følelser. Man medicinerer folk ud af de mindste problemer, hvilket jeg tror er usundt. At acceptere de mindre positive sider af livet er lige så vigtigt som at huske at være glad. Man lærer ikke sig selv at kende, hvis man konstant fylder sig med piller, siger Troels Abrahamsen.
 
Det, der gør det interessant for ham at beskæftige sig med de mørke sider af mennesker, er at zoome ind på, hvordan de forholder sig til de mere dystre aspekter af livet.
 
- Jeg har ikke lyst til at svælge i dårligdomme, men jeg forsøger at omfavne dem og derigennem løfte mig selv ud af dem. Melankoli er et grundtema i al den musik, jeg laver, og der bliver ikke mindre inspiration med tiden, konkluderer Troels Abrahamsen.
 
Han griner overbærende ved tanken om identitetsproblemerne i begyndelsen af 20'erne. De blegner lidt holdt op mod "virkelige" problemer.
 
- Jeg bliver snart 30, og de ting, man forholder sig til nu, virker markant mere alvorlige. Det handler om ens forældres dødelighed. Ens egen. Det er overvejelser af en helt anden karakter, der også påvirkes af den ekstreme tilsidesættelse af sig selv, efter man får børn. Man ved, man har et ansvar, og det har kastet mig ud i nogle større redefineringer af mig selv og mit liv, fortæller Troels Abrahamsen.
 
En kaukasisk boble
 
Født i Hvidovre og formet i Hobro. For derefter at vendte tilbage til hovedstaden efter et pitstop i Aarhus. Troels Abrahamsen kan ikke hænges op på et enkelt geografisk område i Danmark. I forhold til musikken tror han heller ikke, at postnummeret har signifikant betydning.
 
- Jeg har svært ved at se, at det skulle være livet i storbyen, der har skabt vores lydbillede. I det hele taget vil jeg mene, at man går en lille smule for vidt ved overhovedet at kalde København en storby. Jo, den er større end Aarhus og Odense, men en rigtig storby er det jo ikke. Der er dog en forskelligartethed, som er unik i Danmark, og fra min bopæl på Nørrebro oplever jeg da en mangfoldighed, som hører en storby til. Der er et rigtigt punkmiljø og ikke bare 12 mand som i Aarhus, siger Troels Abrahamsen.
 
Han indrømmer, at han blot iagttager diversiteten og aldrig har spist couscous hos sin iranske nabo. Han befinder sig i sin egen lille kaukasiske middelklasseboble befolket af studerende og kunstnertyper som ham selv.
 
- Selv om man som beboer i et kvarter som Nørrebro bliver tvunget til at forholde sig til andre mennesker, tror jeg afsmitningen på musikken er minimal. Man kan heller ikke snakke om en musikalsk københavner-stil på samme måde, som man kan tale om en Manchester- eller Liverpool-stil. Jeg har svært ved at tro, at udlændinge kan afkode, om et band er formet af Aalborg, Skive eller Aarhus. Alle musikere ender jo alligevel i København, så det er umuligt at splitte Danmark op på den måde, cementerer Troels Abrahamsen.
 
Den 29-årige fuldskæggede musiker er i vokalt hopla. Han svarer beredvilligt på alle spørgsmål, hvilket han ikke gjorde for fem-seks år siden, hvor hans deltagelse i et interview kunne være en blandet fornøjelse, hvis man gik for tæt på. 
 
Ja-hatten er på
 
Den nye mere åbenhjertige tilgang kan muligvis skyldes et paradigmeskifte, som har været undervejs i en årrække.
 
- Den største udfordring for Veto set over hele bandets levetid har været at blive bedre til at sige "ja". Det haltede gevaldigt især de første år af karrieren. Veto er grundlagt på en oppositionstanke, hvor vi var trætte af pladeselskaberne, spillestederne, radioerne og medierne. Vi var inkarnerede nej-sigere med mottoet: "Ingen skal eje os eller påvirke vores musik". Vi var ekstremt protektionistiske og negative stemt over for alle andre end os selv. Det har været en lang proces at finde ud af, at andre mennesker kan tilbyde os noget positivt. I det hele taget at stole på andre i den her branche og ikke blindt tro, at de vil udhule vores kunst og stjæle vores penge. Vi opstod i den tid, hvor alt handlede om piratmusik, og pladeselskaberne gik totalt i panik. Det smittede unødigt meget af på os, så vi blev unødigt aggressive og selvcentrerede. Det har vi forhåbentlig lagt bag os, konstaterer Troels Abrahamsen.
 
Sådan virker det, inden han kigger på mobiluret og beklager, at han må af sted for at hente ungerne, inden institutionen lukker.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Veto
Troels Abrahamsen
Reeperbahn Festival
Sinus
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.