Simon Staun
PR-foto

Kosmopolitten fra provinsen

Anders Trentemøller Andersen kører rundt på Bornholm, mens vinduesviskerne danner deres helt egen rytme på forruden af bilen. Han befinder sig midt i ét af de mange uvejr, der har velsignet landet i denne parodi af en sommer. Det gør køreturen til en krævende én af slagsen, men han mister ikke overblikket og glemmer på intet tidspunkt, at han befinder sig på den danske ø. Det er dog ikke altid, den verdenskendte musiker er klar over, hvilken by eller land han vågner op i eller flintrer rundt i.

- Det er ikke for at lyde smart, men jeg har faktisk ind imellem svært ved at holde styr på, hvor jeg befinder mig. Især når vi rejser rundt mellem festivaler, hvor man ankommer til et nyt land og en ny by hver eneste dag en måned i træk. Det kan være yderst forvirrende, men jeg har da endnu ikke stået på scenen og råbt: "Hvad så Stockholm?", mens jeg befandt mig i London. Men det kan ind imellem være et skizofrent arbejde at være turnerende musiker, siger Anders Trentemøller Andersen.

Den 39-årige musiker turnerer på to vidt forskellige måder, alt efter om der er tale om en længere turné i samme land, som hans kommende USA-turné, eller om han springer usystematisk rundt mellem festivaler i en lang række lande på flere kontinenter.

- På en traditionel turné er det mere den klassiske måde med at køre rundt i tourbus fra by til by. Vi kører altid om natten efter en koncert, og ankommer til en ny by om morgenen. På den måde kan vi bruge dagen på at tjekke byen ud og få noget lækkert at spise. Det giver lidt mere føling med en by, end hvis man lander i en lufthavn og suser direkte ind på spillestedet eller til festivalpladsen. Det kan virke meget anonymt, fortæller Anders Trentemøller Andersen, som af hensyn til de svenske skoves fremtid herefter blot kaldes ved sit kunstnernavn.

Rent kunstnerisk foretrækker han at optræde på spillesteder frem for festivaler.

- Når Trentemøller og band er dem, folk primært er kommet for at høre, kan vi selv vælge opvarmningsband og bygge hele aftenen op, som vi gerne vil. Vi kan tillade os at spille et længere sæt og på den måde eksperimentere mere. Det siger sig selv, at man som kunstner ikke er så glad for at blive begrænset, fortæller Trentemøller og tilføjer, at der igen kan være enorm stor forskel på, om han optræder i Brasilien, Australien eller på Island.

Han tror, én af årsagerne til hans store succes er, at hans musik på mange måder er grænseløs.

- Selv om der er vokalister på flere sange, er meget af musikken instrumental, hvilket kan gøre det lettere for publikum at forholde sig til. De største problemer for os under koncerter er opstået, fordi vi har været decideret fejlbookede. Engang optrådte vi på en østeuropæisk techno-festival, hvor publikum smed kapsler og tomme flasker efter os, fordi vi spillede et stille nummer. Det betød, at vi siden har taget et klart valg om, hvilke steder vi vil optræde, siger Trentemøller.

Plads til egne billeder

Den ekstremt flittigt turnerende sjællænder har efterhånden fået indspillet og turneret sig ud af det dj-hjørne, han på et tidspunkt var malet op i. Den tidligere ret konservative holdning og fastholdelse af dj-begrebet resulterede i, at Trentemøller flere gange har oplevet at stå på en scene med fuldt band, hvor publikum tilsyneladende havde forventet, det var en regulær dj, de skulle høre.

- Det siger næsten sig selv, at der en verden til forskel på at vende cd'er ene mand og stå syv mand, der giver den gas på trommer, guitar, moog-synthesizer og bas. Det er to ekstremt forskellige stemninger og udtryk, man formidler. Men det har publikum også fået øjnene op for efterhånden. Ikke mindst herhjemme, hvor den elektroniske musik og måden, den formidles på, har udviklet sig helt ekstremt de seneste år, forklarer Trentemøller.

Måske er det publikums gunst og evne til at kapere knap så lettilgængelig musik, der ubevidst har smittet af på Trentemøllers seneste udgivelser. I hvert fald forsøger han at arbejde med flere lag i sine sange, så de vokser, efterhånden som man lader sig opsluge af dem.

- Jeg ved godt, at mange af mine sange ikke altid virker specielt umiddelbare og fængende. Men det er faktisk noget af det, jeg har arbejdet bevidst og målrettet med. Meget af den musik, jeg selv lytter til, har de samme kvaliteter. I mine øjne er det bestemt en fordel, at man skal lytte til et album fire-fem gange, før det kommer ind under huden på én. Når min musik hovedsaglig er instrumental, betyder det også, at lytterne kan putte deres egne billeder ind i musikken, siger Trentemøller.

Vild med David Lynch

For ham har det længe handlet mere om at levere kvalitet, end hvilken kasse musikken blev puttet i.

- Min musik er jo nærmest soundtrack-cinematic-surf, så det er vist lettere for alle bare at kalde det for Trentemøller-lyden, siger han og ler.

Han forstår udmærket godt, hvorfor navne som David Lynch og Quentin Tarantino ofte nævnes, når folk skal beskrive hans musik.

- Jeg kan sagtens forstå, at især David Lynch nævnes. Jeg er meget glad for hans film og især "Mulholland Drive", som har en umiskendelig Lynch-stemning. Det er ikke filmmusikken, men netop idéen med at arbejde i flere lag, der tiltrækker mig. Der er sjældent kun én historie, der bliver fortalt. Tit er der en hovedhistorie og tre-fire bihistorier nedenunder med deres helt eget liv. Det er en meget inspirerende måde at arbejde på, og jeg tilstræber selv at finde en form for "vibe", der ligger under overfladen, forklarer Trentemøller.

Han råber: "Ja", inden næste spørgsmål er stillet.

- Ja, er du sindssyg, jeg ville gerne lave musik til en af hans film. Jeg ville ikke betænke mig et sekund, hvis han ringede. Det ville være superspændende, siger Trentemøller drømmende.
Han er også meget inspireret af Joy Divisions særegne lyd samt bandet Suicide, der udgav en rendyrket rock'n'roll-plade i 1977 uden guitar, men med masser synthesizer og trommemaskine.

- Det har jeg lyttet rigtig meget til, og jeg trækker stadig på det i min musik. For mig har den elektroniske kant altid været der, men den er nok trådt mere frem på den "beskidte" måde de seneste fem-seks år. For 10 år siden var jeg mere optaget af house-musikken og alt, hvad der kom fra Frankrig og Daft Punk i særdeleshed. Nu er jeggået lidt tilbage til de semielektroniske bands, jeg lyttede til som teenager, fordi de på en måde har bedre melodier og bedre tekster. Der er Joy Division jo et oplagt eksempel, beretter Trentemøller.

Et solidt fodfæste

I betragtning af, at Trentemøller bejler til titlen som den mest berejste danske musiker i 2010 med op mod en million kilometer på samvittigheden, befinder hans sig nærmest kun en godt trukket spytklat fra sin hjemegn. Hans barndomsby Nyråd er forstad til Vordingborg på Sydsjælland. Byen var et paradis for en legesyg knægt, men det stik modsatte for en musikalsk interesseret og videbegærlig teenager.

- Det var et fantastisk sted at vokse op med masser af skov og natur at boltre sig i. Men da jeg blev teenager, var det en rimeligt kedelig by at bo i, for at sige det mildt. Der manglede udfordringer, og de eneste, jeg fik, var gennem musikken. Jeg spillede blandt andet sammen med Mads Tunebjerg fra Kashmir inde i Vordingborg. Men man var nødt til at tage til Næstved eller København, hvis man ville noget mere. Fra jeg var 16 år, tilbragte jeg vanvittigt mange timer frem og tilbage i toget mellem Vordingborg og København, husker Trentemøller.

Han var så begejstret for i det hele taget at spille, at han kastede sig ud i både blues- og jazzorkestre.

- Jeg sagde ja tak til alt, jeg kom i nærheden af og spillede på et hav af forskellige instrumenter. Jeg tror, det skyldes den der udefinerbare drivkraft, der kommer af at være fra provinsen. Man har masser af tid til at kede sig og ikke lave en skid, så når chancen byder sig, er det med at springe på. På den måde er jeg egentlig ret glad for at være vokset op i en lille flække, hvor de øvrige muligheder var at gå til fodbold eller køre på knallert, konstaterer Trentemøller overbærende.

Mister sjældent fodfæstet

Anders Trentemøller Andersen må uden skyggen af tvivl være den mest prominente borger, der er opvokset i Nyråd. Den påstand er han enig i uden at lyde selvforherligende. Sådan er det bare. Han tvivler på, at succesen og prædikatet "internationalt topnavn" stiger ham til hovedet.

- Jeg kommer fra en lille ukendt flække i Udkantsdanmark og er søn af to folkeskolelærere, så jeg er rimelig meget nede på jorden, skulle jeg mene. Der skal godt nok meget til, før jeg mister fodfæstet. Men derfor kan det sagtens være syret at stå foran 30.000 tilskuere lørdag aften i et andet land og morgenen efter befinde sig i den lokale kiosk på hjørnet for at købe søndagsavisen. Men det vænner man sig til, forklarer Trentemøller.

Hvor mange danskere har svært ved at svare på, hvornår de sidst har oplevet noget virkelig spektakulært, har Trentemøller det modsatte problem. Han kan ikke erindre, hvornår han sidst har kedet sig.

- Der har simpelthen været så meget knald på de seneste år, at jeg ikke lige kan se, hvornår jeg får tid til at kede mig, da resten af året for længst er booket op med turnéer i udlandet. Men jeg ser faktisk frem til at kede mig igen, nu da jeg tænker over det.