Tom Jones 2012

PR-foto, Universal Music
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 5
Frem

I alfahannens skarpe kløer

72-årige Tom Jones besidder stadig en skræmmende potent vokal og en karisma, der kan trække træer op med rode. NU har helt eksklusivt mødt den walisiske sanger i London inden koncerten 28. juni i Den Fynske Landsby

Hvis metaforen om at vove sig ind i løvens hule nogensinde har været rammende, må det være i det øjeblik, jeg træder ind i Tom Jones' suite på det mondæne The Charlotte Street Hotel i London. Da døren glider lydløst op, troner han afventende i en bredrygget, pastelfarvet lænestol placeret midt i lokalet. Et diskret nik byder velkommen, inden han roligt rejser sig og stikker poten frem til en mere solid hilsen.

- Hvad har du til mig, spørger han med et skælmsk smil, da vi begge sidder ned med et tungt kakkelbord mellem os.

Et par spørgsmål, som den 72-årige sanger aldrig tidligere er blevet stillet, skal det vise sig. Det tænder ham i den grad, og hans i forvejen lynende, lyseblå øjne bliver endnu mere elektriske, mens han læner sig frem, suger luft ind som tilløb og svarer frådende.

- Om jeg nogensinde er blevet mobbet? Ja, det er jeg faktisk, nu jeg tænker tilbage. Efter skolen fik jeg et job på en papirmølle, hvor jeg arbejdede sammen med en fyr, der nedgjorde mig konstant. Jeg bed det i mig, fordi jeg i den grad havde brug for pengene. Jeg var blot 17 år og havde en kone samt en nyfødt søn, der var afhængig af min indkomst, fortæller Tom Jones.

Han var ikke bange for sin kollega. Men han frygtede, at han ville ende med at tæve ham og dermed miste sit job.

- Jeg fandt mig længe i at blive latterliggjort og spottet. Det havde jeg ikke gjort i dag, kan jeg godt love dig for, slår Tom Jones fast med en bister mine.

Han omtaler konsekvent mobbere som "bullies". Altså bøller. Og han mener, at psykisk terror er en af de værste synder.

- Vi mennesker kan være slemme på mange måder. Vi kan lyve, snyde, bedrage og myrde. Men den værste egenskab overhovedet er mobning, konstaterer Tom Jones uden betænkningstid.

Tiden på papirmøllen er første og eneste gang, han er blevet regulært mobbet. Han er siden blevet kritiseret for at have optrådt en årrække i Las Vegas. Han er blevet hånet for at indspille kvalmende ballader i 1970'erne og pumpende techno-sange i 2000'erne. Men han er aldrig blevet decideret drillet, hvilket man forstår, når hans glødende blik brænder sig fast.

- Siden jeg var 21 år, er der ikke nogen, der har turdet mobbe mig, konstaterer han med et blik, der signalerer, at han ikke har tænkt sig at skåne dem, der skulle formaste sig til at gøre forsøget.

Den særlige ånd

Tom Jones' assistent bliver bedt om at hente et glas vand, inden han forlader suiten. Da den unge brite åbner karaflen, overrasker det ham, at der er brus i, som sprøjter ud på det tykke gulvtæppe.

- Pyt med det. Bare giv mig noget af boblevandet. Vand er vand, konstaterer Tom Jones, der også har sagt farvel og på gensyn til sin sminkøse, der inden interviewet nåede at give ham en kort omgang ansigtsmassage og efterfølgende smurte det solbrune, moderat rynkede ansigt ind i creme.

Hans karisma fylder hele rummet. Men det er ikke hans personlige aura, der har givet navn til hans aktuelle album "Spirit in the Room". Titlen refererer til et specielt rum i Peter Gabriels studie i London. Ikke selve hovedstudiet, men et mindre lokale, hvor Tom Jones og hans musikere blev ramt af en særlig ånd, da de indspillede forrige album "Praise & Blame".

- Vi kunne straks mærke den særlige atmosfære, da vi vendte tilbage. En udefinerbar fornemmelse af en usynlig energi, der ikke er til stede i de store, moderne studier, hvor lyden er helt død. Men Ethan Johns, Gud velsigne ham, stod hårdnakket på, at vi skulle vælge det mindre studie med den naturlige, organiske lyd, fryder Tom Jones sig over sin producers standhaftighed.

Resultatet er et album, der lyder, som om det er spillet live. Og arbejdet i studiet føltes ofte mere som en afslappet øvesession end et anspændt studiejob.

- Det mindede mig om gamle dage i Wales, hvor vi gik ind på den lokale pub for at øve foran et publikum, fortæller Tom Jones, der i 1963 stod i front for gruppen Tommy Scott and the Senators.

Hvad er en mands sjæl

Tom Jones har fået et nært forhold til flere af sangene på "Spirit in the Room". Richard Thompsons "Dimming of the Day" og Vera Hall Wards "Travelling Shoes" tiltaler ham, fordi det er sange, der repræsenterer hans udgangspunkt som sanger.

- De er naturlige, simple og går rent ind første gang, man hører dem. Hvorimod de fleste andre sange på albummet kræver lidt mere tålmodighed, før skønheden og budskabet åbenbarer sig, konstaterer Tom Jones.

"Soul of a Man" er én af de sange, der med rette kan stilles mange spørgsmål til. For hvad er en mands sjæl?

- En mands sjæl er individuel. Eller en kvindes for den sags skyld. Jeg tror, at vores sjæl er indbygget i os fra fødslen og ikke udspringer af det, vi lærer og erfarer undervejs i tilværelsen. Livet påvirker naturligvis sjælen, men den er med os fra begyndelsen og er med til at gøre hver og en af os unikke, forklarer Tom Jones.

På hans to seneste udgivelser finder man en række spirituelle tekster, der sagtens kan tolkes som religiøse. Tom Jones er da også en troende mand, men han mener klart, at der skal være en balance mellem videnskab og religion.

- Man må aldrig negligere de videnskabelige landvindinger, som eksempelvis Charles Darwin stod bag. Så ender man som snæversynet sortseer. Jeg har intet imod nogen form for religion, så længe der udspringer noget godt fra den, og man frivilligt har valgt den. Hvis man er tvunget ind i en bestemt tro, er det skidt. Det er lige som med bøllerne, der forsøger at trække noget ned over hovedet på dig, selv om du ikke har lyst, forklarer Tom Jones.

Han mener, at noget af det mest sørgelige ved religion er, når det ikke handler om det at tro på noget større end en selv, men om "gode" og "onde" religioner holdt op mod hinanden.

- Religion er skabt for at samle mennesker. Ikke for at splitte dem. Jeg tror ikke, at de forskellige profeter havde tænkt sig, det skulle ende på den måde, hvor man slår folk med en anden trosretning ihjel alene af den grund. Det ville have gjort Buddha trist, konstaterer Tom Jones.

Han kan ikke sætte ord på, hvad det præcist er, han tror på. Med sitrende fingre leder han efter de rigtig ord i luften foran sig. Da han får indfanget dem, forsøger han at fremstamme et entydigt svar.

- Jeg tror, at der er et eller andet - en form for ånd - der fortæller os, hvad der er rigtigt og forkert. Hvad der er godt og skidt. Som guider os til at træffe de korrekte beslutninger i samarbejde med den omtalte sjæl, vi alle har inden i os, forklarer Tom Jones.

Mere musik i kirkerne

Det er ikke kun i Danmark, at mange kirker er halvtomme om søndagen, når der er gudstjeneste. Sådan forholder det sig i mange vestlige lande. Til gengæld er der ofte mange tusinde mennesker samlet til koncerter.

- Koncerter har samme funktion som religion. De bringer folk sammen og skaber glæde. Det var præcis derfor, kirkerne blev bygget i sin tid, konstaterer Tom Jones.

Hvis han skal beskrive sin egen rolle på scenen i den kontekst, vælger han at se sig selv som præsten snarere end Gud eller kordrengen.

- Jeg prædiker jo ikke for mit publikum, men jeg giver det stadig en del af min sjæl for at underholde det og gøre det glad og fortrøstningsfuldt, når det går derfra. Sådan burde det jo også være i kirkerne. Man burde forlade dem syngende efter gudstjenesten fyldt op med positiv energi. Præcis som man gør i de sorte gospelkirker, hvor musikken spiller en vigtig rolle i gudstjenesten. Mit bud er, at hvis man fyldte mere "rigtig" musik i kirken, så ville det også trække flere mennesker ind, vurderer Tom Jones.

Hjem vil altid være Wales

En af Tom Jones mest berømte sange er "Green, Green, Grass of Home". På det seneste album kaster han sig over en anden sang, der handler om at vende hjem. Det er Paul McCartneys "(I Want To) Come Home". Den walisiske sanger tøver ikke et sekund med at svare, da han bliver spurgt om, hvilke billeder der dukker op, når han hører ordet "hjem".

- Wales. Der var der, jeg tilbragte de første 24 år af mit liv. De første år af et menneskes liv er ekstremt vigtige, fordi man er som en svamp, der suger indtryk til sig. Hvis de er gode, glemmer man dem aldrig, og i mit tilfælde var det en lykkelig barn- og ungdom, fortæller Tom Jones taknemmeligt.
Da han var dreng, kunne han ikke forestille sig at bo noget andet sted i hele verden.

- Det var mit hus på min gade. Sammen med min far, min mor og min søster. Når mine forældre skændtes, blev jeg bange for, at de ville gå fra hinanden, så vi måtte flytte. Heldigvis blev de sammen, så jeg havde den samme trygge base hele min barndom, siger Tom Jones.

Han var også omringet af onkler, tanter, fætre og kusiner i hjembyen Pontypridd. Han omtaler selv familien som et fintmasket net, som han først begreb vigtigheden af, da han flyttede derfra.

- Da jeg boede der, var det bare sådan, tingene var og altid havde været. Men efter jeg flyttede og bevægede mig fra by til by og land til land, indså jeg, hvor særegent det var. Derfor betyder ordet "hjem" ekstremt meget, selv om jeg på det metaforiske plan slet ikke er klar til at vende hjem. Jeg er slet ikke færdig endnu. Bare rolig, understreger han.

Alle hilste pænt i New York

Han kan ikke forestille sig at have levet det liv, han har, uden denne ballast.

- En tryg barndom kan bære en gennem livet, næsten uanset hvilke udfordringer, man måtte stå overfor. Derfor er jeg evigt taknemmelig for min opvækst. Men når jeg i dag bliver spurgt, hvor jeg har hjemme, svarer jeg ofte: "Jorden". Selv om jeg har boet i Los Angeles snart 40 år, har jeg rejst over hele kloden. Overalt modtages jeg med kærlighed og respekt, så der er stort set ikke det land eller den by, jeg ikke ville kunne bo i og føle mig hjemme, siger Tom Jones og tænker tilbage på en episode, da han besøgte New York i 1970'erne.

Dengang var det en hård by præget af ekstrem kriminalitet. Men da han blev spurgt, om han kunne forestille sig at bo der, svarede han uden tøven ja til stor forundring for manden, der spurgte.

- Når jeg gik rundt i gaderne, dyttede taxi-chaufførerne efter mig og alle hilste pænt, fordi de havde set mig i "The Ed Sullivan Show". Det var som at være hjemme i London, og jeg kunne ikke anskue det ud fra andres synsvinkel end min egen. Jeg bevæger mig over hele den forbandede klode alligevel, så om jeg kalder Los Angeles, New York eller London for hjem gør ingen forskel. Så længe, jeg ikke er groet fast et eller andet sted ude i en jungle, er jeg glad og tilfreds, konkluderer Tom Jones.

En syngende lussing

Han læner sig tilbage i stolen og vipper lidt frem og tilbage. Måske smurte han lige tykt nok på.

- Altså, jeg kunne bo overalt, så længe jeg er omgivet af rare mennesker, og hotellerne er fine som her. Problemet med at bo på hoteller er bare, at jeg har så mange indgroede vaner, at det ind imellem kan tage en halv time at tjekke ud, fortæller han nærmest undskyldende.

Først skal han sørge for, at alle stikkontakterne peger samme vej. Det går ikke, at en kontakt peger ned og sidemanden op. Derefter sørger han for, at alle skuffer og skabslåger er skubbet helt i. Så kommer turen til håndklæderne.

- Håndklæderne skal have vaskeanvisningen indad mod væggen eller være rullet korrekt sammen. Sengen skal være perfekt redt, for sådan kunne min mor bedst lide det. Jeg frygter stadig, at hun kommer bagfra og stikker mig en på kassen, siger han og dukker sig for en usynlig lussing.

Han er naturligvis klar over, at der kommer rengøring kort tid efter, han forlader værelset, og ordner alt. Men alligevel kan han ikke lade være med at gå alt igennem.

- Det handler om ordentlighed. Der er ingen, der skal sige om Tom Jones, at han roder og fylder sit hotelværelse med skidt og møg. Det ville føles forkert og irritere mig. Derfor har jeg mine faste rutiner, som jeg skal igennem, selv om det nærmer sig overtro, erkender waliseren.

Tiden er løbet ud, og hulen skal forlades igen. Der er ingen synlige bid eller kradsemærker på journalisten. Men der er ingen tvivl om, at alfahannen Tom Jones stadig har temperament og en kolossal appetit på livet og musikken.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Tom Jones
Praise & Blame
I alfahannens skarpe klør
Wales
The Charlotte Street Hotel
Spirit in the Room
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.