Simon Staun
Foto: Simon Staun

Endelig blev Dickow moden

Det er sønnen Emil på to, der stikker hovedet frem, da den solide dør ind til entréen i funkishuset åbnes. Det ligger i første række ned til vandet på tangen Seltjarnarnes med udsigt til Esja-bjerget på modsatte side af fjorden Kollafjördur. Solen luner stadig sidst på aftenen, da Tina Dickow hilser velkommen med drivvådt brusebadshår.

- Kan vi ikke køre en tur i stedet for at sidde her? Min mand skal til at putte børnene, foreslår Tina Dickow og henter en halv flaske kold hvidvin og to glas som lokkemad.

Vinen og glassene bliver lagt i den ene af den enorme firhjulstrækkers barnestole. Bagagerummet er stort nok til et helt bands udstyr, hvis der er brug for det. Der ligger kun en enkelt guitar, som Tina Dickow har med "for en sikkerheds skyld". Vi havde såmænd ikke behøvet at køre, for destinationen er blot en kilometer væk for enden af Seltjarnarnes, hvor et fyrtårn holder vagt. Det er den slags scenerier, der ubevidst har været med til at forme hendes sjette album "Whispers".

- Jeg mener ikke, at jeg grundlæggende har forandret min måde at lave musik på, efter jeg er flyttet til Island. Men der er en anden form for plads heroppe, som man uundgåeligt bliver formet af. Man kan måske høre, at der findes mange, lange landeveje, hvor der er plads til begge sider. Det er stort og smukt, uden at der nødvendigvis sker særlig meget. I Danmark er der en tendens til, at der både i livet og musikken skal ske noget konstant. Man skal hele tiden taktfast videre, og det giver ikke den samme plads i musikken, som jeg måske har fundet frem til på "Whispers", siger Tina Dickow.

Pynten er pillet af

Hendes islandske mand Helgi Jónsson har siden 2008 været hendes kollega. Deres makkerskab har haft stor betydning for hendes sanges udvikling. Blandt andet i måden at udvælge instrumenter, selv om det indimellem skyldes tilfældigheder.

- Vi taler om musik konstant, og så falder man nogle gange over noget, der kan bruges. En dag talte vi om en duduk, der engang blev brugt på et Paul McCartney-album. Det er et armensk instrument, som vi fandt en fed sampling af til det nye album. Det er ren fis og ballade, som opstår, når to musiknørder bor sammen. Men det er også et bevis på en eventyrlyst, som har været med til at definere det utroligt simple univers, jeg har været meget forhippet på at skabe denne gang, siger Tina Dickow.

Helgis betydning for hendes karrieres forløb skal ikke undervurderes. Selv kalder hun den altafgørende.

- Hvis ikke det var for Helgi, havde jeg med stor sandsynlighed ikke lavet musik i dag. Jeg var kørt træt i mig selv og syntes, at mine sange var kedelige. Det var først, da jeg hørte dem igennem ham, at lysten vendte tilbage. Pludselig kunne jeg høre de åbne vidder, jeg søgte efter. Senere indgydede han mig modet til at præsentere alle mine idéer i stedet for kun at spille de sikre kort. Med Helgi er jeg ikke bange for at få svaret: "Hold kæft, hvor er det ringe", som jeg var engang. Ærligheden betyder alverden, konstaterer Tina Dickow.

Da hun begyndte at indspille plader, forsøgte hun med egne ord at komplicere både tekster og akkorder, så folk skulle tro, at hun var rasende intelligent. Den fremgangsmåde er nærmest en diametral modsætning til arbejdet med "Whispers".

- Det har handlet om at forsimple, forsimple og forsimple. Det er eksempelvis første gang, jeg har skrevet en sang med blot tre akkorder. I dag bruger jeg også et sprog, som hverken er pyntet eller opstyltet, siger Tina Dickow.

Anonym på Island

Fem af sangene på albummet er skrevet til filmen "En du elsker" med svenske Mikael Persbrandt i hovedrollen. At skrive sangene med en mand i tankerne har været en givtig proces.

- Jeg har oplevet, hvor fedt det var at få lov til at sidde og brumme i et hjørne, hvilket jeg aldrig har givet mig selv lov til. Det var også en øjenåbner at få lov til at hviske lidt ind i mikrofonen i stedet for altid at synge af mine lungers fulde kraft. Rent teknisk har det overrasket mig, hvor godt resultatet kan blive, når "inputtet" er lavt. Det lyder mere varmt og lækkert, hvis det er sunget afdæmpet, konkluderer Tina Dickow.

Undervejs har hun spurgt sine nærmeste venner og kolleger, om de troede, det ville være farligt for hende at gå nye, vokale veje.

- Jeg var bange for, hvad publikum ville tænke, når de hørte et nummer som "Whispers". Hvem er den sure mand, der synger så vrængende? Ville de vende mig ryggen? Det mente de ikke ville ske, siger hun og ler.

En række kvinder på aftentur hilser på os. Måske kender de Tina Dickows mand. Måske er de bare høflige. For den danske sanger er stadig relativt anonym i Island.

- Islændingene kender stort set intet til mig eller min musik. Jeg har spillet en enkelt intimkoncert heroppe i maj, da der ikke var nogen i min mands familie, der anede, hvad vi lavede. Det er ikke mere end en uge siden, at det lokale Se & Hør ringede for at høre, om det var rigtigt, at jeg boede her og var blevet gift med Helgi. Det passer os helt fint at være anonyme heroppe, siger Tina Dickow.

Faste rammer vejer tungt

Det kan godt være, at hun ikke bliver genkendt på gaden, men livet i Island er ikke mindre hæsblæsende, end da hun boede i Holsteinsgade på Østerbro i København.

- Mit liv er blevet hæsblæsende på en helt anden måde end før. Jeg har krampagtigt holdt fast i filosofien, at man kan, hvad man vil. Men det kan man altså ikke, når man er gift, har to børn, bor på Island og har et job, hvor halvdelen af tiden går med at rejse verden rundt. Vi er mange "superkvinder", der gerne vil tro, at man kan få det hele på samme tid. Jeg har gradvist måttet erkende, at jeg var nødt til at drosle ned med koncerterne, hvis det skulle hænge sammen med familien, siger Tina Dickow.

Det gik fint med at turnere med sønnen Emil, da han var lille. Men med lillesøster Jósefína er det ikke længere muligt.

- Det kan være sjovt at have børn med på turné. Men man må også erkende, at de hjemlige rutiner betyder alverden for dem. Det har store konsekvenser for så små børn, hvis mor og far igen pakker kufferterne og er væk en weekend eller en uge. Derfor siger jeg nej til mange koncerter for øjeblikket, konstaterer Tina Dickow.

De færre koncerter og deraf følgende faste rammer har betydet, at hun med egne ord endelig er blevet moden.

- Det har ikke været fedt at flakke rundt i så mange år, som jeg har gjort. Jeg har levet mange år uden på nogen måde at skulle stå til ansvar for andre end mit publikum. Hverken mine venner eller min familie regnede med mig. Det er ikke en måde at leve sit liv på, og det er først de senere år, jeg for alvor har fået noget, jeg kan måle min lykke udfra. Derfor tager jeg med kyshånd imod den struktur som ægteskab og børn kaster af sig, siger Tina Dickow.

Håret er efterhånden tørt, og glasset med hvidvin er drukket. Men inden vi begynder at tage billeder med blødt, nordatlantisk sensommerlys, kan Tina Dickow ikke slippe ordet modent.

- Den kommer jo snigende den forbandede modenhed. Indimellem har jeg stadig lyst til at flytte hjem til mine forældre i Aarhus og ikke være tvunget til at være hende den voksne. Det er fandeme hårdt arbejde, sukker hun.

En sms bipper i samme øjeblik på hendes telefon. Børnene sover.