Tina Dickow, 2010

Foto: Jakob Boserup
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 3
Frem

Tina var en tomboy

Tina Dickow uppercuttede drengene i folkeskolen, nynnede Tracy Chapman i omklædningsrummet, da hun spillede basket, og lærte at holde af musik i farens hifi-kælder. Den 32-årige brunøjede blondine grubler dagligt over sin hæsblæsende karriere, der blev grundlagt i Åbyhøj, for alvor tog fart i London og nu udspringer fra en stuelejlighed

Som forventet finder man ikke Tina Dickow skrevet med versaler under ringeklokken ved indgangen til sangerindens Østerbro-lejlighed, hvor hun i november puffede sine få flyttekasser ind og afsluttede otte års ophold i London.
Det betyder ikke så meget, at der står "Danielsen", for den 32-årige iøjnefaldende kvinde sidder ved sit arbejdsbord bag et stort vindue med udsigt ud over den formiddagssøvnige gade.

Man kommer til at tænke på sangen "Her bor jeg" med teksten: "Her bor jeg, du kan kigge ind til mig. Jeg sidder her på puden og trykker næsen flad mod ruden". Det sidste er måske lige i overkanten, men Tina Dickow hævder i entréen, at hun har det helt fint med at sidde til frit skue for forbipasserende. Sådan får man det sikkert, når man uge efter uge og år efter år udleverer sine allerinderste tanker foran tusindvis af fremmede.

Højt oppe i kælderenDet var ikke drømmen om at stå på scenen foran et kæmpepublikum, Tina Dickow gemte under de lyse lokker, da hun stiftede bekendtskab med musikken hjemme i kælderen i familiens hus i Århus-forstaden Åbyhøj.

- Jeg kan ikke huske fuldstændig detaljeret, hvordan vores kælder var indrettet. Men jeg kan tydeligt huske stemningen af, at min far havde et musikrum, som på mange måder var et legerum. Især for ham. Han havde en forfærdelig masse udstyr med en masse ledninger og nogle to meter høje højttalere, han selv havde bygget. Dem måtte man ikke røre ved. Det samme gjaldt pladespilleren og pickuppen, der var sendt fra et eller andet sted langt væk. Det var meget tydeligt, at det var et rum, der betød meget. Omdrejningspunktet var musik, så det var lige fra starten en meget smittende lidenskab. Jeg kan huske, når jeg kom ned og fik lov at sidde på hans skød. Han insisterede på, at jeg skulle sidde lige mellem højttalerne. Altså præcis i midten, så han kunne finde på at sige, jeg skulle læne mit hoved en centimeter til den ene eller anden side, fortæller hun og sidder og justerer symbolsk på sin kæbe.

Faren forklarede hende en masse ting om, hvorfor musikken og instrumenterne lød, som de gjorde. Om hun kunne høre, hvor i rummet musikerne havde stået i forhold til hinanden i studiet. En masse detaljer, som hun ikke forstod noget som helst af som lille pige. Eller voksen kvinde.

En øjenåbner

- Vi lytter stadig til musik meget forskelligt, men lidenskaben fascinerede mig, og jeg fornemmede hurtigt udtrykket i musikken, mens min far gik efter optagelsen og detaljer i lyden. Jeg kunne enormt godt lide at lytte til Donovan og Dylan, som blev sunget med en lidt melankolsk stemme. Det var dog Tracy Chapman, der blev den helt store øjenåbner for mig, husker Tina Dickow.

Det var netop med den amerikanske sangerinde, at far og datter snublede over en plade, de begge tændte på.

- Den lød vanvittigt godt og havde nogle smukke sange, så der var noget for os begge to at gå på opdagelse i. I Chapman fandt jeg med det samme en soulmate, som jeg så godt nok troede var en ham, indrømmer Tina Dickow.

Gennem karrieren har Tina Dickows far doneret masser af velmenende råd om, hvordan hun skal indspille. Desværre bliver rådene sjældent fulgt. Men det skyldes mere pladebranchen end hendes fars viden.

- I dag skal musik holdes op mod alt det andet musik, der spilles i radioen. Og der er nogle bestemte mekanismer, der bruges for at få musikken til at spille højt på mindre højttalere. De ting er jo bandlyst i min fars high fidelity-verden, så mine plader er lige lovligt kompri-merede til hans smag, selv om de bestemt ikke hører til de værste, fortæller Tina Dickow.

I hendes kælder på Østerbro er der ikke indrettet hifi-hule. Udover instrumenter er der lidt simpelt optageudstyr, hvis hun har en idé, der skal indspilles og gemmes med det samme. Hvis hun lytter til musik, foregår det stort set altid i høretelefoner og med en iPod.

Sin egen chef

Der er med andre ord ikke meget i lejligheden, udover en bunke priser i en reol, der indikerer, at her bor en af landets mest vindende og sælgende kunstnere.

- Mine instrumenter holder jeg nede i ar-bejdsmiljøet i kælderen. Det er simpelthen for grimt at have guitarer hængende i stuen. Måske er jeg slet ikke den typiske musiker, spørger hun sig selv uden at vente på svaret.Det er der ikke tid til.

Siden 2000 har Tina Dickow været sin egen chef. Men det er ikke blevet nemmere med årene. Tværtimod.

- Efterhånden som imperiet bliver større, territorierne vokser og arbejdsopgaverne bliver mere og mere ambitiøse, kan jeg godt mærke, at arbejdspresset er for stort. Bare det at skulle ud og spille Grøn Koncert fylder ekstremt meget og kræver mange beslutninger. Jeg har altid været vant til at tage det nede fra og op. Da jeg begyndte på de bittesmå spillesteder, var der kun mig og min guitar. Så det har krævet meget tilvænning at skulle stå og spille for 200.000 mennesker på en uge og selv skulle arrangere, hvordan scenen skal se ud med bagtæppe og lamper og den slags.

- Når man som kunstner får en vis størrelse, sniger der sig mange andre ting ind, man skal forholde sig til. På det her niveau kan man ikke tillade sig at være sløset, forklarer Tina Dickow, der altid har været relativt afslappet angående disse ting og haft mottoet: "Stik mig en guitar, så går det nok".

- Jeg ved ikke hvorfor, det netop er nu, det går op for mig, at "firmaet" har fået en størrelse, hvor jeg ikke kan sidde med det selv. Det er nødvendigt at uddelegere noget ar-bejde. Ikke fordi det fjerner fokus fra musikken. Det er ganske enkelt alt for meget, konstaterer Tina Dickow, der er hjemme og puste ud mellem to turnéer i Danmark og Tyskland.

Der er ikke særlig mange, om nogen, kunstnere i Tina Dickows klasse, der er så selvkørende.

- Det er det fede ved det her setup. Jeg kan skrive en sang, indspille den, lave artwork, smide den på album og udgive den internationalt, uden at der er mere end tre andre mennesker, der har lyttet til det. Det kan være en faldgrube, men det tiltaler mig, at jeg kan gå og pusle med musikken uden at skulle have for mange blikke på det. Jeg har altid godt kunnet lide at styre musikken selv. For det er ikke bare mit arbejde og min karriere. Det er mit liv og derfor meget personligt, fortæller Tina Dickow.

Helt ud i hjørnerne

Tina Dickow synes, det er et usædvanligt spændende projekt at se, om hun i løbet af sin karriere kan komme lidt omkring.

- Jeg vil sgu' gerne lidt ud i hjørnerne, selv om jeg ikke ved, om folk kan høre den store forskel. Personligt mener jeg, mine plader er meget forskellige, selv om jeg ved, at nogle siger: "Mere af samme skuffe", hver gang der kommer et nyt album. Hvis man vil have et langt livsværk, er man da nødt til at reflektere over sit projekt, Nej, lad mig hellere kalde det en mission. Min mission er ikke kun musikalsk. Det er en konstant søgen efter det gode liv. Efter at få skabt nogle holdepunkter i mit eget liv ved at diskutere nogle værdier og komme med små, gode råd til mig selv. Jeg finder dog ikke nogen svar i mine sange, for svarene ændrer sig fra dag til dag. Et eller andet sted mener jeg også, at spørgsmålet er det vigtigste i et filosofisk liv, forklarer Tina Dickow.

Hun mener i det hele taget, at kunst er det tætteste, man kommer på et svar, fordi der er så meget plads i den.

- Der er ikke noget konkret svar, men det er en forholden sig til livet, som også betyder, at man kan få en fællesskabsfølelse med sit publikum. Jeg oplever selv en form for samhørighed gennem musikken, der betyder, at man kan hælde sig selv ind i det og møde skaberen af musikken derinde et sted. Det giver en oplevelse af, at vi er sammen i det her. Vi er større end vores egne, små tilfældige liv, og vi kæmper alle sammen med det samme "shit" og føler os indimellem små og tilfældige, fortæller hun.

Ingen tilfældigheder

Der er få ting, der er mange af i Tina Dickows ryddelige lejlighed. Bøger og plads er to af dem. Hun elsker forfattere, der leger med sproget, så det mere er ordene end selve handlingen, der river læseren med.

- Jeg sammenligner ind imellem mit ar-bejde med en forfatters, og måske derfor får jeg ofte skudt i skoene, at jeg tænker for meget over mit arbejde. At jeg analyserer for meget på, hvad jeg gerne vil sige og intellektualiserer lige rigeligt. Mange tror, at sange skal komme fuldstændig umiddelbart fra hjertet og ud af ærmet. Det gør de jo yderst sjældent. Man ville aldrig sige til en forfatter, at vedkommende ikke skal tænke for meget over ordene, men bare lade dem komme. Sådan fungerer det jo ikke. Heller ikke for en sangskriver. Da jeg samtidig går enormt meget op i sprog, er der ikke noget, jeg overlader til tilfældighederne, forklarer Tina Dickow, der strategisk har placeret Henrik Nordbrandt parat i vindueskarmen ved siden af en magelig, hvid lænestol. 

På hendes bogreol springer en håndfuld stemningsfulde aftenfotografier fra den bydel, hun boede i de otte år i London, i øjnene. Hun er ikke helt tilfreds med printet, men de tegner alligevel et interessant billede af kvarteret nord for det berømte Notting Hill. Et kvarter som hun aldrig blev en integreret del af, fordi hun konstant flakkede rundt som en flamme udsat for træk.

 - Jeg ved ikke, hvad der kom først. Om jeg var rodløs og rastløs eller er blevet det, fordi jeg har levet sådan i otte år. Jeg har jo et meget sundt og tungt fundament i Århus. Alle i min familie har det godt, og det har været en af grundene til, at det har været muligt at rejse ud. Jeg har altid vist, at alt var godt derhjemme. Og min familie har altid været gode til at holde mig på jorden og give mig et stort skud hverdag, når jeg var hjemme. Mine forældre har også forsøgt at understrege, hvad der gør dem lykkelige og tilfredse. De viser mig glæden ved de hverdagsting, som jeg har skullet undvære i mange år, fortæller Tina Dickow.

 For første gang begynder hun at få et sted, hun kan kalde sit eget hjem.

- Bare det, at jeg har en lejlighed, hvor der står nogle ting, der er mine, giver mig for første gang i mit voksenliv lidt tyngde og dermed et udgangspunkt. Men jeg er stadig ikke god til de der hverdagsting som at lave mad selv. Jeg har heller ikke de rutiner, min forældre har, som jeg ville elske at have. Bare det at have fri ville være fantastisk. Men det kan jeg ikke med mit job, hvor der aldrig er fyraften. Jeg savner også virkelig at tage på sommerferie, for det at rejse er altid forbundet med at spille eller indspille. Bare tanken om at køre tre uger til Italien for at holde ferie har ikke strejfet mig i mange år. Derfor glæder jeg mig til at få et liv, hvor jeg ser frem til min ferie og glæder mig op til. Lyder det ikke bare fedt, spørger hun drømmende.

Stemmen gik egne veje

Tina Dickow tror aldrig, det er gået op for hende, at hun kan noget ekstraordinært med sit arbejdsredskab nummer et. Stemmen. Det har aldrig faldet hende naturligt at betragte sig selv som sanger.

- Jeg ser mig mere som en storyteller, der bruger sange som redskab. Men jeg kan da godt huske, da jeg gik til basketball og stod ude i omklædningsrummet og sang Tracy Chapman. Der kunne jeg godt fornemme, at det var jeg sgu da egentlig meget sej til. Da var jeg 13-14 år. Jeg har altid synes, at min stemme var meget problematisk. Dengang handlede det om, hvor højt man kunne komme op. Det var det eneste seje, og min stemme er enormt dyb. Så hvad kunne man bruge det til, ærgrede jeg mig. Derfor kom jeg til at spekulere i, at den kunne fortælle historier. Mit forhold til min stemme har altid været, at den var meget begrænset. Indtil for nylig, hvor jeg er begyndt at føle, at jeg kan det med den, som jeg gerne vil. Landevejen gør meget ved ens stemme. Jeg kan stadig ikke det, jeg stræbte efter dengang, men jeg tror, at jeg har vendt be-grænsningen til en fordel. Det tvang mig til at gå mine egne veje, og det var nok meget godt, erkender Tina Dickow.

 Det er blevet en del af hendes liv at høre sin egen stemme i radio og tv. Hun konfronteres dagligt med sin egen stemme, så hun er blevet immun.

 - Jeg lytter selvfølgelig til min egen stemme med en anden tilgang end andre. Jeg hører mange mærkelige detaljer, følelser, farver og fornemmer lyden som nærmest en fysisk forlængelse af mig selv. Jeg kunne stadig godt tænke mig ind imellem at kunne brage igennem i det høje og skrige lidt, men mit temperament er ikke rigtig til det. Jeg flipper aldrig ud i vrede - jeg kan sagtens skeje ud, men jeg hidser mig ikke op. Otte års alenehed og sangskrivereksil påvirker en meget. Det kan sgu godt ske, jeg har fået arbejdet mig ned i sådan et "rolighedsfelt". Måske også unødvendigt meget, men sådan er det jo, konstaterer Tina Dickow.

Tænder på skæbner

Musikken er den eneste omfattende passion. Det irriterer Tina Dickow lidt, at hun aldrig kan komme med et interessant eller overraskende svar, når hun får spørgsmålet om, hvad hun brænder for ud over musikken.

 - Det er altid lidt penibelt, hvis man får sig selv hængt op på en eller anden nørdet ting. De ting, jeg nørder med, er min musik. Det er jo netop også det, der gør det så spændende, fordi det forgrener sig ud i mange andre områder. Jeg bruger dog meget tid på filosofien. Jeg tænker meget over, hvad det er for nogen størrelser, vi mennesker er, siger hun.

 Angående filosofien går hun meget praktisk ind i det og forholder sig til, hvordan hun reagerer og opfatter livet.

- Jeg går ikke og overanalyserer alt hele tiden, men det er en interesse, som betyder, at jeg går og leder og samler sammen til min egen livsfilosofi. Søger efter små pointer og bittesmå delkonklusioner. Jeg elsker også at høre om andre folks livsforløb og skæbner. Også meget på den der tøsede måde, hvor man sidder og udspørger veninderne om én af deres veninder, der er blevet skilt, gift eller mor. Man trækker en masse tråde ud til folks liv, og det er jo nok lidt fjernt for mænd, hvilket kan være svært at forstå som kvinde, siger Tina Dickow.

De færreste journalister ville spørge en 32-årig mandlig sanger, om han ikke snart skal stifte familie. Kald det chauvinisme eller forskelsbehandling, men det er for oplagt til at springe over, når man sidder over for en 32-årig single, der tilsyneladende kun er single, fordi hun har valgt det.

 - Jeg har ikke travlt med at stifte familie. Det sker, når det sker. Det er meget tydeligt for mig, hvad omkostningerne er, for at bruge et hårdt ord. Det er jeg ikke sikker på, jeg er 100 procent klar til endnu. Jeg er ikke i tvivl om, at det er det hele værd, men jeg har ikke lyntravlt med at finde en mand og få børn, fortæller Tina Dickow.

 - At finde én at skulle dele livet med er jo også en del af alle mine tanker om det gode liv. Men jeg kaster mig ikke over en eller anden tilfældig mand for at få nogle børn. Jeg er ikke umulig at gøre tilfreds, men det skal være godt ... Nej, det skal fandeme være fedt.

En drengepige

Tina Dickow sætter pris på at høre om andres skæbner, men hun har det ikke så let med at fremkalde episoder i sit liv, der har været skæbnesvangre. Hun kan heller ikke fortælle sjove historier om, hvordan hun som lille pige satte ild til noget eller klippede sit hår af. Men efter at have rodet lidt i gemmekassen, beretter hun til stor glæde, at hun faktisk var lidt af en slagssøster, da hun var betweenager.

- Jeg var lidt klassens slagssøster. Mest for sjov godt nok, men det var tit mig, der sloges med drengene i klassen. Engang kom jeg til at give en dreng fra klassen en seriøs uppercut, hvilket gav mig lidt problemer. Der blev egentlig slået godt igennem dengang, og jeg kunne faktisk give en ret god lammer. Jeg var jo også noget større end drengene de år dér, hvor piger generelt er højere. Men man kan altså også sagtens dele lammere ud, selv om offeret er højere end en selv, fortæller hun skælmsk.

Hun kalder sig selv lidt en "tomboy", der spillede fodbold og basket. Hun ville vildt gerne være med, hvor der var fart på og action. Det var der ofte, hvor drengene var. Men samtidig ville hun også gerne være lidt feminin og føleagtig. Hun var også ret godt til sport. Ikke en af de bedste. Hæderlig, hvis hun selv skal sige det.

- Jeg dyrker stadig sport, men holdsport har jeg ikke dyrket i mange år på grund af musikken. Nu tager jeg en masse armbøjninger, da man kan gøre det overalt. Dem kan jeg faktisk tage mange af. 25-30 stykker kan jeg godt klare, hvilket vist nok er ret godt for en pige, understreger Tina Dickow og går resolut ind på stuegulvet og begynder at tage armbøjninger i sin chikke, sorte kjole.

De første 20 armbøjninger tager hun uden at give lyd fra sig. De efterfølgende fem kræver en del mere anstrengelse, og de sidste tre får hende til at puste højlydt.

- 28! Udbryder hun begejstret. Og det var de gode armbøjninger, understreger hun, mens hendes kinder rødmer.

Måske skulle albummet "Count To Ten" have en navneædring til "Count To Twenty Eight". 28 er det andet såkaldte "fuldkomne" tal ifølge matematikeren Euklid. Måske var det alligevel ikke helt tilfældigt, at Tina Dickow kæmpede sig op på netop dette antal.

* Et fuldkomment tal (også kaldet perfekt tal) er et heltal, hvor summen af de tal, der går op i tallet giver tallet selv. Det mindste fuldkomne tal er 6, idet 1 + 2 + 3 = 6. Det næste er 28, idet 1 + 2 + 4 + 7 + 14 = 28.

Foto: Jakob Boserup

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.