Tim Christensen, 2009

På coveret til Tim Christensens seneste album "Superior" står han som lyslokket knægt med en badmintonketcher i hænderne. Derfor ved han i dag, at han må være omkring fem år. Havde han været seks eller syv, ville han helt sikkert have stået med en guitar. Hvilket han har gjort lige siden.

Når Tim Christensen tjener sin hyre på landets scener, er det med en guitar i hænderne. Når han skaber nye sange eller indspiller dem, slipper strengeinstrumentet heller ikke hans hænder. Skal han slappe af, er det oftest i selskab med en akustisk guitar, der bruges til at nå en stemning, der ind imellem nærmer sig en meditativ tilstand.

- Jeg giver slip og lader tankerne flyve et sted hen, hvor man ikke er bevidst om, at man spiller guitar, fordi den på en måde har sit eget liv. Det giver en form for sjælero at lade de tanker, som man normalt holder i skak med ligegyldigt fjernsyn, sms'er og Facebook, komme frem. At overgive sig til sin guitar er en fordybelse og en måde at lade stilheden fortælle en noget, forklarer Tim Christensen og spørger, om det ikke giver meget god mening.

Megastolt musiker

Den 34-årige musiker svarer kontant med lange kringlede og alligevel forståelige sætninger på de spørgsmål, han stilles. Men et spørgsmål tøver han alligevel længe over. Hvordan ser Tim Christensen på Tim Christensen netop nu?

- Årh, det er fandeme svært at svare på. Han er etableret, har en historie og et bagkatalog, der rækker 15 år tilbage men stadig lever. Han har skrevet en række sange, som man godt kan kalde en ære at have med i posen, og så svæver han helt oppe under skyerne efter tre udsolgte koncerter i Vega med 1500 publikummer hver aften, forklarer Tim Christensen, hvis stemme har svært ved at skjule begejstringen.

Første aften på københavnske Vega kalder han virkelig god, anden aften endnu bedre og den tredje ...

- Sidste aften var helt oppe at støde. Jeg er stadig ikke faldet ned, og heldigvis har der været en stor efterspørgsel på mig, da det er et stykke tid siden, jeg sidst var på turné. Jeg er helt oppe at køre, og kan man være andet end megastolt over at kunne formidle noget, som ens publikum kan bruge. Det er dét, der gør mig lykkelig, siger Tim Christensen.

En syret balance

Manden bag så forskelligartede sællerter som "Love is a Loser's Game", "Love Is a Matter of..." samt "Right Next To The Right One" føler ikke, det er blevet sværere at navigere blandt et publikum, hvor nogle hylder ham for Dizzy Mizz Lizzy-æraen, andre drømmer om titelnummeret fra "Nikolaj og Julie"-serien og andre igen håber på sange fra albummet "Superior".

- I stedet for at kalde det en udfordring, vil jeg hellere sige, at jeg er privilegeret, fordi jeg kan ramme så bredt. Både 15-årig piger og mænd på 60 år nyder koncerterne lige meget. Det er jo nærmest kun Kim Larsen, der kan det, vurderer Tim Christensen.

Han har aldrig haft et problem med at spille det, hans publikum vil have. Derfor spiller han stadigvæk "Right Next to the Right One", selv om han ikke umiddelbart selv føler et behov.

- Så længe en del blandt publikum ønsker det nummer, er det med. Jeg behøver ikke være helt vildt "kunst"-agtig og kun spille de sange, jeg selv føler for. Det handler om at tilgodese både band og publikum, og det kan være en syret balance ind imellem, siger Tim Christensen og understreger, at han ikke gider være et kopiband med sit eget materiale og derfor naturligvis forbeholder sig retten til at spille en del af sine nye sange.

Stemmen har overhalet

Tim Christensen er kendt som en perfektionistisk musiker, der kan finpudse sine produktioner i det uendelige. Under arbejdet med "Superior" overskred han således deadlinen hele fem gange, før pladen røg i trykken.

- Jeg tror, pladeselskabets syn på mig er en blanding af en drøm og et mareridt. De er glade, for det jeg laver og ved, jeg sælger plader. Omvendt har de sikkert haft nogle søvnløse nætter, fordi jeg har overskredet nogle tidsplaner, indrømmer Tim Christensen.

På albummet har han haft stort set samtlige instrumenter i hænderne. Alligevel er han selvbevidst nok til at vide, at guitaren er hans førsteinstrument. Og så alligevel ikke.

- Det var aldrig meningen, at jeg skulle synge. Da jeg begyndte at gøre det i Dizzy Mizz Lizzy, var det på grund af mangel på bedre. Men efterhånden har jeg fundet en god måde at gøre det på og kan udtrykke de ting med min stemme, jeg ønsker. Så fra at være en lavprioritet har stemmen faktisk overhalet guitaren som førsteprioritet. Med hensyn til instrumenter vil guitaren altid være nummer et, siger Tim Christensen.

Nostalgiens muskler

Undertegnede købte sine første to cd'er i 1994. Og det var netop Dizzy Mizz Lizzys debutplade samt Soundgardens "Superunknown".

- Det tror jeg er meget kendetegnende. Når jeg tænker på "Superunknown" og Nirvanas "Nevermind" bliver jeg sendt direkte tilbage i tiden. Og faktisk også når jeg hører Dizzy Mizz Lizzy. Det var en ret stærk periode, og det er utroligt, at musik på den måde kan være et postkort til fortiden. Det er en tidsmaskine, som på en og samme gang er vildt abstrakt og knivskarp. Man mærker og genoplever nogle følelser meget tydeligt, og at en plade, jeg har været med til at lave, har den effekt, er da topfedt, fortæller Tim Christensen.

På den igangværende turné spiller bandet mindst tre Dizzy Mizz Lizzy-sange, og det kan sagtens ende med at blive flere.

- Hvis vi ændrede det, skulle det helt sikkert være én mere og ikke mindre. Vi har det pisseskægt med at spille de numre, og det er ikke for at være høj i hatten, men det kommer ikke bag på mig, at sangene stadig rykker og folk flipper ud. Nostalgien har meget store muskler, så det ville først ryste mig, hvis vi spillede "Silverflame" og publikum begyndte at buhe af os, konstaterer Tim Christensen.

Medier

Tim Christensen-pdf

Kategorier