Simon Staun
Foto: Carsten Bundgaard

Helmig på livstid

To våde hunde og et velkendt smil omkranset af daggamle skægstubbe tager imod i entréen, hvor det flyder med sko i alskens størrelser og jakker til ethvert vejr som i et hvilket som helst andet dansk hjem med fire hjemmeboende, sammenbragte unger. Ved trappen op til førstesalen i villaen i Risskov hænger et halvt hundrede familieportrætter, der skildrer familiemedlemmernes udvikling fra en småbørns- til en teenagefamilie.

Patriarken i familien hedder Thomas Helmig, og da han får den største af hundene gennet af vejen, byder han hjerteligt velkommen i det anseelige, åbne køkken med storslået udsigt til en fristende hængekøje på verandaen og Århus Bugt svøbt i regntunge skyer. Det første møbel, man støder på, er et skinnende sort Yamaha-klaver, der står i skærende kontrast til bunken af vasketøj på det hvide chatol ved siden af.

På køkkenbordet ligger Information, Weekendavisen og Politiken. Alle slået op og læst i. Inde i stuen er væggene tapetseret med hvide bogkasser, der bugner af bøger. Thomas Helmig er en fuldblods bogorm, der især foretrækker værker om den romerske og etruskiske historie.

Den århusianske sangers egen historie er knap så drabelig, men bestemt værd at skrive om.
Fortællingen om den kronisk smilende musiker begynder i 1964, da han kom til verden som den yngste af fire søskende i en lægefamilie i Egå. Da han var seks år, blev forældrene skilt. De fandt sammen igen i en kort periode og blev endegyldigt skilt to år senere.

- Den mest skelsættende oplevelse i min barndom er ikke mine forældres skilsmisse. Det var mødet med musikken. Mine forældre bosatte sig lige ved siden af hinanden med to unger hvert sted. Mine søskende og jeg havde nøgler til begge huse, så vi har altid vadet ind og ud i hinandens hjem. Derfor har der ikke været noget afsavn på familiefronten. Ikke hvad jeg mindes. Derimod står det langt tydeligere, hvordan jeg faldt hovedkulds ind i musikken som femårig. Det var et frirum, der nok var ensomt, men mit helt eget sted. Når jeg kom hjem fra skole, smed jeg straks skoletasken og satte mig ved klaveret. Ofte sad jeg fast der, indtil der blev råbt "aftensmad". Det er det billede, jeg husker mest tydeligt fra min barndom, fortæller han og drejer en halv omgang i den sorte stol.

Hans mor viste ham et par simple akkorder, resten har han lært sig selv. Og han har al-drig modtaget undervisning siden.

- Det gav mig det samme dengang som i dag at sidde og spille. Jeg forsvinder ind i det, selv om jeg ikke spiller numre men mere skaber stemninger og når en form for drone-tilstand. Jeg mister tidsfornemmelsen og kan genkende følelsen i maven, der er den samme efter næsten 40 år. Det er en forbindelse mellem min barndom og dér, hvor jeg befinder mig i dag. Nu sidder jeg med min egen knægt og lærer ham de samme ting. Til min kæmpestore glæde ser jeg, at der sker det samme med ham. Han sidder bare og jammer. På dansk kalder man det vist bare at koble fra, konstaterer Thomas Helmig tørt og piller lidt ved sin hvide perlekæde, der får den solbrune brystkasse til et se endnu mere eksotisk ud.

At stå på en scene med tusindvis af fans foran sig er den diametrale modsætning til denne form for indadvendt musikalsk odyssé. Men målet kan stadig være det samme.

- Live kan man indimellem opleve samme tilstand, hvor man forsvinder helt og aldeles ind i sig selv. Det er det højeste høje for alle musikere og en tilstand, man når meget sjældent. Men når det sker, er det fortræffeligt, forklarer Thomas Helmig.

Tiltrukket af fordybelse

Da Thomas Helmig var 15 år, rejste han til USA, hvor han gik et år på high school i universitetsbyen Ann Arbor en time fra bilmekkaet Detroit i staten Michigan. Personligt udviklede han sig kolossalt ved at gennemføre noget så krævende på egen hånd.

- Det var ikke altid skidespændende, fordi man stadig er barn som 15-årig. Det var dog et enormt informativt år, hvor jeg kunne vokse som menneske, mens jeg var væk fra mine forældre, venner og alt det velkendte hjemmefra. Jeg lærte at tackle svære situationer, hvilket lyder meget amerikansk, men ikke desto mindre passer, fortæller han.

Under opholdet stiftede han bekendtskab med en masse musik, han ikke kendte i forvejen. Især soulmusikken, som ikke fyldte meget på de danske radiostationer, fascinerede ham.

- Det var i 1980, hvor der stadig var masser af soul i Detroit, selv om den elektroniske musik og hiphoppen havde gjort deres indtog. De hørte meget new wave, Elvis Costello, Clash og et lokalt band, der hed The Romantics. Selv de sorte gik rundt med tynde slips for at se new wave-agtige ud. Jeg oplevede også bands som Queen og Fleetwood Mac live. Det var én stor pærevælling af indtryk, der fik mig til at indse, at jeg ville satse på musikken, når jeg kom hjem, husker Thomas Helmig.

Han var mildest talt utilfreds med, at han skulle hjem og gå på gymnasiet, da det var meget sjovere at være sammen med dem, der som ham havde langt hår og dyrkede musik døgnet rundt. - Jeg stoppede også allerede efter tre måneder på gymnasiet, fortæller Thomas Helmig, der aldrig fortrød den beslutning. Hans forældre støttede op om valget. Moren lidt mere end faderen. Men de brokkede sig aldrig over det, og da han som 18-årig fik sin første pladekontrakt, indså de, at det var den rette vej, sønnen havde udstukket for sit liv.

Selv om han har haft en succesfuld karriere, ville Thomas Helmig gerne have læst videre, hvis han havde haft muligheden.

- Jeg er tiltrukket af den fordybelse, der ligger i at tage en universitetsuddannelse. Ikke at jeg har nogen grund til at fortryde en skid, men det kunne fandeme havde være fedt at læse kunsthistorie. Nu hjemmestuderer jeg i stedet for. Det er antikken, der er min altoverskyggende interesse, fortæller han begejstret.

Hans historiske interesse begyndte allerede, da han var dreng. Men især de seneste 15 år har han brugt meget tid på det gamle Roms og etruskernes kunstopfattelse.

- De fleste områder, man dykker langt ned i, er jo pissesjove. Men grunden til, jeg blev fascineret af netop dette felt, var en meget farverig bog af australske Colleen McCullough, der også skrev "Tornfuglene". Hun har forfattet en meget tjubang-agtig version af den romerske republiks historie. En meget lærerig, romanagtig gennemgang. Siden er jeg blevet mere og mere nørdet med det. Jeg er også meget interesseret i den spanske borgerkrig, da jeg gerne ville vide finde ud af, hvad den har betydet for landet, da jeg har boet der og ofte rejser der. Det er ikke en viden, jeg bruger specielt ofte. Mest når jeg skal irritere familien, indtil jeg får besked på at holde kæft, siger han og gør det modsatte.

Forholder sig ikke til sig selv

Når man har udgivet 14 plader, hvoraf de bedst sælgende har rundet den kvarte million eksemplarer, hører man til i toppen af poppen. Men Thomas Helmig vil helst ikke forholde sig til sin egen status, selv om flertallet af danskere vil genkende ham selv på en halvmørk villavej i februar.

- De fleste, der har været med i så mange år, ville svare det samme. Kim Larsen eller Steffen Brandt interesserer sig heller ikke for deres egen rolle. Det, vi forsøger at gøre, er at komme videre. At udvikle os. Vi har ikke tid til at sidde og tænke over vores betydning. De to ting hænger ikke sammen. Jeg kan ikke finde ud at forholde mig til det. Og det tror jeg heller ikke, jeg skal, forklarer Thomas Helmig.

Han er nærmest vokset op med at være et kendt ansigt. Siden han var 18 år, er han blevet genkendt i supermarkeder, i svømmehallen og hos bageren.

- Det har været sådan i mere end halvdelen af mit liv, hvilket man til gengæld ikke kan undgå at være bevidst om, fordi man mærker det konstant. Jeg skænker det ikke så mange tanker længere, for sådan er mit liv bare. Men jeg tænker da ind imellem på Frederik og Mary. Hold da kæft mand, de må have det hårdt. Jeg snakkede med Frederik engang, og han trak lidt på skuldrene af det. Sådan har det altid været. Og sådan føler jeg det faktisk også, siger Thomas Helmig.

Klapjagten på de kendte har dog ændret sig på den måde, at folk går helt tæt på med mobilkameraer og skyder billeder uden at spørge. Og modsat kronvildt og fasankokken strækker jagtsæsonen sig året rundt for popstjerner.

- Det er uhøfligt. Før i tiden spurgte folk i det mindste, før de stak et kamera op i ansigtet på én. Der mangler folk lidt opdragelse, synes jeg. Men jeg vil ikke kalde det bagsiden af medaljen, for jeg har selv valgt fraværet af anonymitet og omvendt tilvalgt, at mange øjne er rettet mod mig. Jeg har været i det her så mange år, at jeg ikke kan trække det tilbage nu. Min rolle som kendt popsanger er for livstid, erkender Thomas Helmig, der dog ser ud til at have affundet sig med den dom.

Musik er en ven for livet

Thomas Helmig lytter meget sjældent til sine egne sange, når først de er indspillet. Kun før en turné, hvor han hurtigt lytter sine 14 plader igennem for at høre, om der skulle gemme sig en "gammel skiderik", der skal pudses af.

- Jeg har hørt det alt for meget til at høre det hjemme. Her er jeg mere til Van Morrison og Elvis. Jeg får også mange nye indtryk gennem mine børn, der i perioder konstant har høretelefoner på. Det glæder mig meget, at de lytter til gode sangskrivere, selv om jeg ikke altid er helt tosset med indpakningen, siger Thomas Helmig.

At hans børn finder glæde i musikken, gør ham umådelig glad.

- Musik er den bedste kammerat, man kan have gennem livet. Jeg har simpelthen ondt af folk, der ikke lytter til musik, fordi den kan give én så skidemeget. Man skal ikke nødvendig vide en masse om det eller kunne spille det. Man skal bare lade det sive ind, anbefaler han.

I hans barndomshjem blev der altid spillet musik. Enten på klaver eller på plade. Forældrene var til klassik og jazz, mens hans tre ældre søskende hørte The Rolling Stones og Led Zeppelin.

- Der har aldrig været en længere periode i mit liv, hvor musikken har holdt pause. For nylig var vi tre uger i Thailand, hvor jeg med vilje lod min guitar blive hjemme, fordi jeg vidste, jeg skulle hjem og på turné. Men jeg har aldrig været træt af musik. Ind imellem har jeg været træt af noget musik. Men så er der jo så meget andet, man kan prøve, understreger han.

Dørene ind til stuen går op, og hustruen Renée Toft Simonsen stikker hovedet ind. Hun skal ind til Århus midtby, men skal lige have et kys med på vejen.

- You're sweet, siger Thomas og blinker.

- I know, siger Renée og sender ham et smil, der matcher hans eget i intensitet.

Meget passende fortsætter han med at fortælle om skønhed. Inden for klassisk musik. En genre han aldrig helt har forstået at værdsætte modsat kvindekønnet.

- Jeg kan sagtens høre, at dem, der spiller, er fantastisk dygtige musikere. Men det rører mig simpelthen ikke samme sted som Aretha Franklin. Uanset hvor meget jeg prøver at skænke mig et glas rødvin og tænke, jeg har den rette alder, bider det ikke på mig. Jeg har ellers prøvet i en del år efterhånden, siger Thomas Helmig opgivende.

Forældremæssigt frikvarter

Det kræver sine forældre at holde styr på fire unger under samme tag, selv om taget er større end på de fleste danske villaer. Thomas Helmig ser sig som den forælder, der skaber balance i systemet.

- Når Renée bliver lidt for stram og rigid over for ungerne, er jeg den, der løsner op. Jeg tror generelt, mine børn vil beskrive mig som den mere løsslupne del af arrangementet. Jeg kan også lære dem, at fede ting ofte kommer af sig selv til trods for, at jeg også prædiker, man skal komme til tiden, gøre rent efter sig selv og holde, hvad man lover. Jeg mener ikke, man kan forvente, at teenagere koncentrerer sig om det, vi voksne synes, de skal. Det er tåbeligt. Så jeg er nok lidt et forældremæssigt frikvarter, konkluderer han.

Hans egen far havde lige så stor tiltro til sine børns evner. Han var ligeledes meget afslappet og blandede sig meget sjældent unødigt.

- Han irettesatte os ikke særlig meget, og den stil følger jeg nok. Jeg er sikker på, mine børn nok skal nå i mål. De har ikke særlig mange kanter, jeg har lyst til at rette af, og det er meget sjældent, jeg farer i flint. Sker det, er det altid, fordi jeg selv er i underskud. Det er sjældent børnenes skyld, når det galt. Når voksne råber, er det som regel, fordi de har mistet overblikket. Det er det også i mit tilfælde. Men i dag kan jeg ikke engang huske, hvornår jeg sidst har skældt ud, siger han.

Betragter man de venlige lyseblå øjne, er det svært at forestille sig, de nogensinde lyner og gnistrer. Men selv den klareste sommerhimmel kan som bekendt skifte humør, når en koldfront passerer med bulder og brag i kølvandet.

Har fortjent hver en rynke

Enhver, der har været til Thomas Helmigs koncerter, ved, at der altid befinder sig klynger af forelskede kvinder foran scenen med den slanke mand i læderkostumet. Selv forsøger han at underspille sin rolle som sexsymbol.

- Det er noget, jeg er bevist om, er der. Som med berømmelse er det meget løsrevet fra mig, så egentlig forundrer det mig bare til stadighed. Jeg kan da godt mærke, at der til mine koncerter er et særligt spil og stemning, som man ikke oplever til mange andre kunstneres koncerter. Jeg har oplevet lidt af det samme til en Frank Sinatra-koncert med min mor, hvor kvinderne var omkring 60. Herhjemme har det vel kun været Otto Brandenburg og mig, der har fået pigerne til at smelte på den måde, konstaterer han og ler, så det runger i hele rummet.

Thomas Helmig synes, det bliver sjovere og sjovere at give koncerter, og han ville ind imellem ønske, at Danmark var en smule større, så han kunne turnere noget mere. Men på den anden side er han så involveret og interesseret i sin familie, at han skulle træffe et svært valg. Og dog.

- Jeg er så heldig, at mine børn gerne vil med på turné. Familien kommer med mig, så jeg ikke behøver savne dem. Til gengæld har jeg nået en alder, hvor jeg synes, det kan være fedt at sidde derhjemme i sofaen med en god bog og et godt glas vin. Gamle røvhul, konstaterer han selvironisk.
Halvgammel burde man korrigere. For Helmig, der debuterede i 1985 med albummet "Thomas", er blot 45 år. En alder han sætter stor pris på. Præcis som de 44 foregående.

- Jeg har aldrig haft en alder, jeg ikke brød mig om. Alt ved min alder, synes jeg er formidabelt. Jeg ved ikke, om det der med "nød lærer nøgen kvinde at spinde" gælder for mænd, men udseendemæssigt har jeg intet at brokke mig over. Jeg har alle de rynker, jeg har fortjent med den måde, jeg har levet på. Pengene passer på en eller anden måde, konkluderer Thomas Helmig, der anser sig selv for en såre heldig og lykkelig mand midtvejs i livet.

For evig og altid

Tredje gang er lykkens gang. Forhåbentlig også når det gælder ægteskaber. Thomas Helmig virker i hvert fald forvisset om, at Renée og ham er for altid.

- Vi har været sammen i 14 år og gift i 10, så det er der ingen grund til at lave om på, da vi supplerer hinanden vanvittigt godt. Mine to første koner har også været dejlige, og det er i dag to af mine allerbedste venner. Så enten har jeg været ekstremt heldig, eller også har jeg bare gjort det godt, fortæller han med et smil, der blandt andet kunne være én af årsagerne.

Det er kun tiden, der kan fortælle, om tredje gang bliver den sidste gang. Thomas Helmig håber på det.

- I teorien kunne min kone jo blive bragende forelsket i en taxichauffør fra Venezuela i morgen og forlade mig. Men nu har vi klaret det ret godt indtil videre, så mon ikke vi tager 14 år til, siger han selvsikkert og guider ud forbi den fotogene og frejdige familie foreviget for foden af trappen.