Simon Staun
Foto: Carsten Bundgaard

Den norske lydforsker

Sig navnet Dybdahl og mange pladekøbere med hang til melankoli vil høre hans berømmede "Oktober-trilogi" på deres indre grammofon. Nu har den norske troubadour og tristessens førsteavler revet sig løs fra trilogiens skygge og udsendt sit fjerde album, der er karrierens første enkeltstående værk.

- Om man laver musik til tre plader eller én ændrer ikke processen væsentligt i mine øjne. Man bruger stadig flere år på at lave sange og udvælge de bedste. På "Science" har jeg dog brugt mere tid på at sy sangene sammen, så de udgør en helhed, fortæller Thomas Dybdahl.

Og han har haft gang i nål og tråd en del gange undervejs. For albummets mønster ændrede sig konstant.

- Et album bliver aldrig, som man har tænkt fra start, så mange af sangene er omarrangeret i flere omgange. Men på et tidspunkt må man stoppe og være tilfreds med resultatet, fortæller han.

"Science" skydes i gang med tre for Dybdahl ret så utraditionelle skramlede sange. De er mest tænkt som en måde at komme i gang på og ikke valgt ud for at signalere, at han har ændret retning radikalt.

- På sang nummer fire er jeg tilbage ved mit udgangspunkt med den helt konventionelle sang, som er mit varemærke, afskrækker Thomas Dybdahl.

Lyden af lysstofrør

Han har ikke funderet meget over, om hans mange fans vil blive skræmt, fordi der er eksperimenteret så meget. Eksempelvis med det brasilianske instrument queekeren, der skaber en særegen abekattelyd.

- Der var lige præcis den lyd, jeg var på jagt efter, så da jeg fandt den, var jeg lykkelig. At finde nye lyde og bruge dem i nye sammenhænge har været en stor del af denne plade. Jeg fandt queekeren i Paris ved et tilfælde, problemet var blot, at jeg ikke umiddelbart kendte nogen, der kunne spille på instrumentet, indrømmer Thomas Dybdahl.

Det mest obskure eksperiment skete i en tom fabrikshal, hvor der blev spillet med vibrafonstikker på aluminiumstrosser.

- Det skabte en meget voldsom klang i rummet, som jeg blev helt høj af. Jeg var slet ikke i tvivl om, at det skulle bruges på albummet. Faktisk kan man sågar høre, hvordan lysstofrørene tændes, hvis man lytter godt efter, fortæller Thomas Dybdahl.

Han har ikke forceret de alternative elementer men blot takket ja, når de på den ene eller anden måde er dukket op i krydsfeltet mellem det rene ingenting og mystiske indfald.

- Jeg har på intet tidspunkt tilstræbt at lave noget, der bare skulle fremstå anderledes end tidligere. Jeg vil hellere kalde det en frisk tilgang, hvor man kan høre, at der har været masser af overskud og energi under indspilningerne, siger Thomas Dybdahl.

Den største forskel er ifølge ham selv, at han har haft en makker denne gang. Det var kammeraten Øyvind Jakobsen, der vidste, at Dybdahl havde smag for at eksperimentere og bifaldt netop den tilgang til at indspille.

Blandt andet på grund af hans påvirkning har Thomas Dybdahl også udfordret sit vigtigste instrument: Stemmen.

- Jeg har kastet mig ud i en hommage til mine soulforbilleder, der strækker sig lige fra Al Green til Prince. Jeg elsker soul og havde lovet mig selv, at jeg en dag ville prøve kræfter med genren. Det er en kærlighedssang til min kæreste, så jeg er glad for, at det er faldet så godt ud.

Visuel stjernehjælp

Tidligere har Thomas Dybdahl boltret sig i acidjazz-gruppen Quadrophonics samt det guldvindende norske band The National Bank, der ikke er specielt kendte uden for landets grænser. Så det var alene på baggrund af Oktober-trilogien, at den franske topdesigner Philip Starck kontaktede Dybdahl for at høre, om han da ikke lige skulle kreere den visuelle del af "Science" sammen med den lige så anerkendte fotograf Jean-Babtiste Mondino.

- Jeg er en heldig mand. Andet kan jeg ikke sige. Jeg føler mig generelt meget ydmyg, men når det er sagt, så er jeg naturligvis meget stolt over, at navnene Starck og Mondino står både på og bag mit cover. De kunne jo have lavet noget komplet lort, men alligevel sagde jeg ubetinget ja. En gang imellem må man gå planken ud, og det ender heldigvis godt ind imellem, konkluderer Thomas Dybdahl.