The White Album, 2014

Foto: Trondur Dalsgard
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

Smørstegt bacon blev skæbnen

Gruppen The White Album udsender mandag dens debutalbum, der efter sigende kan får voksne mænd til at græde sagte De tre medlemmer mødtes i et sommerhus for tre år siden og fornemmede instinktivt, at de tilsammen kan noget helt særligt

Det er sjældent, man indleder et interview med tre fuldskæggede mænd i 30'erne med at snakke om gråd. Men når der i pr-materialet nærmest er garanti for gråd, når man lytter til gruppens debutalbum "The Quiet Strum", er det oplagt at spørge de tre fuldvoksne mænd, hvor ofte de selv fælder en tåre. Frederik Vedersø lægger ud. Han har for nylig været i biografen og se ungdomsdramaet "En flænge i himlen".

- Det var helt frygteligt at komme igennem den. Den handler om en ung pige, der bliver forelsket og får kræft. Jeg sad og stortudede. Jeg hulkede faktisk og kunne slet ikke stoppe igen, så jeg var helt smadret bagefter med hovedpine. Det var frygteligt, konkluderer Frederik Vedersø, mens de to bandkolleger har tårer i øjnene. Af grin.

- Jeg synes, at "Hobitten 2" er vildt sørgelig. Og "Robocop 10", konstaterer Claus Arvad spøgefuldt.

Selv om samtalen ikke burde handle om film, er den meget sigende for, hvordan tonen og jargonen er mellem de tre medlemmer. Den er rar, humoristisk, godmodig og alligevel med en konstant underliggende alvor. Præcis som sangene på debutalbummet. Men modsat den amerikanske teenagetåreperser, er der intet kalkuleret i musikken. Voksne mænd må gerne græde, men det har aldrig været en lumsk bagtanke.

- Når sange kommer fra hjertet og er baseret på følelser, man selv har haft, er det ikke kalkuleret. Man kan godt have en idé om, at en sang kan gribe lytteren, men man kan ikke planlægge det eller sætte det på formel. Rent tonalt er der nogle virkemidler, der kan flytte lytteren et sted hen, men hvis man skal græde over en sang, må det nødvendigvis ske spontant, vurderer Claus Arvad.

Sangene skulle være nøgne

Debutalbummet "The Quiet Strum" er endt med at lyde præcis, som de tre medlemmer havde forventet. Men trioen skulle alligevel bruge et år på at komme hele vejen rundt om sangene i elektriske og mere poppede versioner, inden den landede ved udgangspunktet med komplet nedbarberede sange med de tre vokaler i fokus.

- Da vi skrev kontrakt med ét af de store pladeselskaber, tænkte vi, at vi var nødt til at gøre noget ved sangene. Peppe dem op med synthesizer og gøre dem mere spiselige. Men apropos det kalkulerede blev de tanker kasseret. Resultatet lød forkert, og vi var nødt til at stå ved, at vores sange skal fremstå helt nøgne, siger Frederik Vedersø.

Når de tre medlemmer ser tilbage, vidste de allerede inden de gik i studiet, hvad målet og ambitionen var.

- Vi har haft nogle dygtige producere og miksere, der har betydet meget for resultatet. Men selve udtrykket er der ikke pillet ved. Det er stort set identisk med det, vi skabte, da vi mødtes for tre år siden i et sommerhus for at snakke musik og spise smørstegt bacon. Allerede dengang var vi enige om retningen, og den har vi i store træk fulgt, siger Jakob Eilsø.

Han mener, at en del af glæden ved albummet netop er, at de har givet sig lov til at eksperimentere.

- Vi har alle haft behov for at prøve nogle ting af undervejs, men meget af det gav ikke mening. Processen har dog været vigtig, og det faktum, at vi har været ude i hjørnerne, betyder, at vi er gladere for resultatet.

Bundærligt band

The White Album kastede sig ud i en omfattende Englands-turné, da den blot havde udgivet en elektronisk ep. Det var både lærerigt og hamrende hårdt at få den ilddåb.

- Selv om vi kendte hinanden godt i forvejen, kom vi endnu mere ind under huden på hinanden. Vi lærte meget om, hvordan vi fungerer under pres og de ekstreme forhold under en turné med 22 koncerter på under en måned er, siger Jakob Eilsø.

Trioen fik også bekræftet, at den kan noget helt særligt. I Sheffield, hvor de var blevet advaret om et yderst kritisk publikum, fik The White Album stående ovationer efter gruppens allerførste koncert.

- Jeg ved godt, de to andre var nervøse inden den koncert. Men jeg var skrigende nervøs og bange for at blive buhet af scenen. I stedet bar publikum os på deres hænder, og det betød, at vi lagde godt fra land, siger Jakob Eilsø.

Til spørgsmålet om, hvem der er målgruppen, svarer bandet kontant: "Alle". Claus Arvad uddyber gerne.

- Vi har både optrådt for de helt unge i England og de meget modne på Tønder Festival. Men vi spekulerer faktisk ikke i målgrupper, da det hele tiden har handlet om os selv. Vi har alle sammen spillet og dyrket musik i mange år. Været inspireret af et hav af bands og forsøgt at ramme noget, der var oppe i tiden. Med The White Album har siden første anslag i sommerhuset været for os selv og på vores egne præmisser. Derfor er det her album det mest ærlige, vi alle har været med til at skabe, siger Claus Arvad.

En kaotisk periode

Jakob Eilsø bor stadig på Fyn, mens Claus og Frederik bor i København. Det udfordrer hans dagligdag, at møder, interviews og øvesessioner foregår i hovedstaden.

- Det er håbløst at planlægge for tiden. Jeg siger ikke, de to andre ikke har travlt, men jeg fiser frem og tilbage mellem Fyn og Sjælland. Jeg kan ikke flytte herover, da jeg både har job og børn på Fyn, så det bliver lidt kaotisk til tider, når vi slutter med at øve klokken to om natten, og jeg har to timer hjem. Jeg er virkelig udfordret på søvnfronten, siger Jakob Eilsø, mens Claus Arvad begynder at imitere violin med klagende toner.

Det er Frederik Vedersø enig i, da han har grinet færdig over Claus' drillerier.

- Vi har altid været fucking dårlige til at planlægge. Det kommer eksempelvis stadig bag på os, at vi skal sørge for en bil, når vi skal på turné. Det har sejlet rundt til tider, og det ender altid med, at det er nogle andre, der sørger for transporten, fordi de går i panik før os, siger Frederik Vedersø.

I et parforhold går det ofte galt med et tredje hjul. I bandsammenhæng forholder det sig modsat.

- Tre mand er det perfekte antal medlemmer. Hvis vi lukkede andre ind i hjertet, kunne det hurtigt blive noget rod.

Så selv om vi har to mand med på turné, er trioformen urørlig, konstaterer Claus Arvad.

- Det er meget befriende, at vi grundlæggende er utroligt enige. Vi kender hinandens personligheder og reaktionsmønstre. I det her band er det ofte sådan, at hvis to er uenige, optræder den tredje som mægler i stedet for at vælge side. Det er fedt at få styr på gemytterne på den måde og stabilisere situationen. Trioformatet giver også nogle bedre muligheder i udlandet, fordi vi kan tage af sted, uden det koster en formue at hyre os, siger Jakob Eilsø.

Vokal spændvidde

The White Album skiller sig ud på den danske musikscene. Ikke så meget på grund af de tre fuldskæg. Mere på grund af stemmerne, der gemmer sig bag de viltre hårbuske.

- Når jeg hører vores stemmer, giver det mig en fornemmelse af ro i maven. Det emmer af noget urgammelt. Af noget, man kan huske fra sin barndom. En klang, der føles som at komme hjem. De tre stemmer i forening kan noget helt særligt, hvilket vi fandt ud af, da vi miksede albummet. Slutningen på et nummer fungerede slet ikke, indtil vi fandt ud af, at Jakobs korstemme var blevet slettet. Da vi fik den indspillet og med igen, kunne man med det samme høre balancen, fortæller Frederik Vedersø.

Claus Arvad mener, at det er de tre vokalers spændvidde, der gør dem unikke.

- Det fascinerende er, at vi ikke har noget problem med at bytte rundt, så vi skiftevis synger højt og lavt. På nær Frederik. Han ligger altid i bunden og kan kun synge dybt, siger Claus Arvad og ler.
Frederik Vedersø illustrerer straks, hvad han mente, da han tidligere fortalte om en indsforstået humor og måden at gribe hinandens sætninger på.

- Jeg har kun en oktav. Lige som Chet Baker. Det er skidesvært at lave melodier, når man kun kan synge fem toner. Aaaaaaaaaaaaaaaaaaaah, brummer Frederik Vedersø monotont, mens de andre morer sig kosteligt.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Frederik Vedersø
The White Album
Jakob Eilsø
Claus Arvad
The Quiet Strum
Chet Baker
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.