Simon Staun
Pr-foto

Et årti i solen

"San Francisco Bay, past pier thirty nine - early p.m. - can't remember what time" er indledningen på en af de mest spillede sange i begyndelsen af det nye årtusinde.

Sangen "Have a Nice Day" var hittet på albummet "Just Enough Education to Perform" fra 2001, der for alvor åbnede danskernes ører for det poetiske band Stereophonics med den hæse, sexede forsanger Kelly Jones i front, bassisten Richard Jones og den nu udskiftede trommeslager Stuart Cable.

Gruppen har indtil videre stået bag fem plader, der har nået de britiske hitlisters førsteplads. Faktisk er det kun bandets debutalbum, der ikke har opnået den hæder, hvis man ser bort fra livealbummet "Live From Dakota".
Det ersvært at tale om skygge, når solen tilsyneladende har velsignet bandet siden 1997, hvor "Word Gets Round" satte gang i mund-til-mund-rosen.

- Faktisk føler jeg ikke, at vi har befundet os så meget i skyggen gennem karrieren. Vi havde som de fleste bands haft perioder indimellem, hvor humøret haltede lidt efter lange, trættende ture. Men bortset fra det har det set meget lyst ud og især det seneste år, hvor vi har udvalgt materialet til "Decade in the Sun", siger bassisten Richard Jones.

Mange oplevelser er blevet genoplevet og genfordøjet, da bandet minutiøst gik gennem alle dets plader.

- Jeg har selv tænkt tilbage på den første gang, vi skulle lave en video og da nummeret "The Bartender and the Thief" havde premiere på MTV. Stort set hver eneste sang rummer en masse minder om både bandet, og om hvor man personligt befandt sig, da man indspillede det, fortæller Richard Jones.

Splint i øjet

Richard Jones har mødt mange mennesker, der har forsøgt at misbruge hans og de andre bandmedlemmers popularitet gennem årene. Og derfor føler han, at han er blevet bedre til at skelne mellem gode og dårlige hensigter.

- Hvis nogen giver dig så mange bekymringer og bliver en splint i øjet, må man indimellem bekæmpe ondt med ondt. Men vi er ærlige folk, der altid forsøger at tage hånd om den slags problemer, inden de udvikler sig. Og det er vi blevet langt bedre til, siger Richard Jones.

Han er kendt for at være helt nede på jorden og kunne ikke se sig selv bede om autografer på gaden, hvis han mødte en af de musikere, han selv ser op til.

- Jeg ved, hvordan det føles at blive antastet i en privatsfære, hvor man måske er ude at gå med sine børn. Det er ikke nødvendigvis det korrekte at gøre. Den grænse ville jeg ikke overskride. Til en koncert ville det være noget andet, fordi man som musiker må regne med, at det er en del af jobbet at give autografer dér, mener Richard Jones.

Selv en stjerne

I begyndelsen af karrieren var bassisten benovet over, hvor mange legender han rent faktisk bumpede ind i backstage. Han har snakket med flere af sine helte som David Bowie, Mick Jagger og Tom Jones.

- Alle flinke personer, der har betydet, at jeg har bevaret min fascination for dem og deres musik. Og den strategi agter jeg at forfølge personligt, for jeg ser ikke mig selv som stjerne. Jeg er godt klar over, at jeg ændrer karakter, når jeg går på scenen. Men privat er jeg stadig den samme Richard som altid, understreger bassisten, hvis familie ser lidt anderledes på den sag.

For syv-otte år siden ringede han ofte hjem til sin mor og fortalte begejstret, hvem han havde mødt og talt med. Hun fortalte det eksalteret videre til hans brødre, indtil den dag hvor en af dem udbrød:

- Jamen Richard er jo selv en af dem nu. Han er selv en verdensstjerne.

Men bestemt en beskeden og ydmyg en af slagsen.

PR-foto