The Raveonettes, 2013

PR-foto
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

Wagner har skiftet kyst

Sune Wagner og Sharin Foo fra The Raveonettes er samlet i Los Angeles efter fem år i hver deres ende af USA

Da Sune Wagner efter 10 år i New York trængte til luftforandring, havde han forestillet sig, at det næste kapitel om The Raveonettes skulle skrives i Nashville. Den 39-årige musiker havde kigget på tre-fire huse og havde allerede indstillet sig på at pakke kufferten ud i byen, der er kendt for sit countrymiljø.

Det blev dog ikke Tennessees hovedstad, der fik æren af den danske guitarist og sanger, men derimod Los Angeles, hvor kollegaen Sharin Foo allerede residerer på femte år.

Tidsforskellen har fået yderligere et nøk med tre timer oven i de seks til New York, så Sune Wagner er næsten lige stået op, da han bliver ringet op. I Danmark er der minus 12 grader. Det samme som i Los Angeles bare uden minusset. Men det er ikke kun temperaturen, der er anderledes på vestkysten i forhold til østkysten i USA.

- Forskellen på New York og Los Angeles er så ufattelig, at det nærmest er to forskellige universer. Jeg har kun boet her to måneder, men før da har jeg opholdt mig meget i byen, så jeg vidste i forvejen, at både klimaet, maden, infrastrukturen og levemåden er usammenlignelig med New York, fortæller Sune Wagner.

Han rykkede fra en lejlighed i bydelen Chelsea på Manhattan til et hus i LA, der byder på cirka 10 gange mere plads end lejligheden.

- Det er helt vildt, så meget mere plads jeg har. Jeg er overbevist om, at det ekstra rum får betydning for mit arbejde med musikken. Jeg ved dog ikke, om luftforandringen også får betydning for min tilgang til at skabe musik. Det er svært at spå om så tidligt, fortæller Sune Wagner.

Bilen er uundværlig

At han forlod New York handler ikke om, at han var blevet træt af byen. Der skulle bare ske noget nyt.

- Jeg har boet i New York ad to omgange. Første gang, jeg flyttede derover, var i 1998. Så vendte jeg tilbage i 2002, hvor byen ikke virkede specielt forandret til trods for 11. september-angrebene. Den største forskel - ud over at de to tvillingetårne var væk - var, at der ikke længere stod prostituerede på gaden. Byen var også mere ren, ellers var alt ved det gamle, fortæller Sune Wagner, der nåede at bo i flere kvarterer i metropolen.

Da han var dreng, var hiphop en livsændrende kultur for ham. Den var hans et og alt. I stedet for at køre gennem legendariske "hiphop-kvarterer" som Bronx, Queens og Brooklyn kan han nu cruise gennem Compton, South Central eller Inglewood i sin bil, der er fulgt med fra New York.

- Det er en anden markant forskel, der har stor betydning for dagligdagen. I New York kan man gå rundt til stort set alt, mens man i Los Angeles er tvunget til at køre, hvis man vil nogen som helst steder. Biler er så integreret i livet her, at man nærmest ikke kan foretage sig noget uden, konstaterer Sune Wagner.

Drevet af lyst

Et band kan sagtens drukne i en by som Los Angeles, hvis det ikke er etableret. The Raveonettes har allerede skabt sig et stort navn og er faktisk større på vest- end østkysten.

- LA var i forvejen vores største scene i USA, så vi kommer ikke til at give flere koncerter her, fordi jeg nu bor her. Jeg tvivler også på, at det åbner flere døre for The Raveonettes, men måske kan det få betydning for min rolle som producer, fortæller Sune Wagner.

Hovedparten af de bands, han har haft i studiet, er genremæssigt beslægtede med The Raveonettes.

- Det er ikke helt tilfældigt. Hvis ikke jeg bryder mig om musikken, vil jeg ikke producere den. Det kan være, den holdning ændrer sig efterhånden, men lige nu skal det være drevet af lyst, før jeg vil takke ja til noget. Jeg lægger meget vægt på, at jeg kan holde ud at høre på det i længere tid ad gangen, siger Sune Wagner.

Hans rolle som producer kan sagtens få betydning for hans musikalske virke, da det er umuligt ikke at lade sig inspirere af andre bands.

- Man samler jo mange ting op i studiet, når man arbejder med de små detaljer gennem lang tid. Det kan være alt fra en enkel lyd til en bestemt stemning, man bliver fanget af. Jeg tror bestemt, at producer-musiker-mødet kan inspirere begge veje, forklarer Sune Wagner.

Musikalske helte

Den kvindelige makker, Sharin Foo, stod i mange år lidt i skyggen af Sune Wagner i medierne. Det blev der rådet bod på, da hun i 2011 blev dommer i musikprogrammet "Voice - Danmarks største stemme". Et program som Sune Wagner ikke har siddet klistret foran skærmen for at følge med i.

- Jeg tror ikke på, man får flere publikummere ved at medvirke i et tv-program. Enten er man til musikken, eller så er man ikke. Sidst vi spillede i Herning, fortalte vores lydmand, at der var en del publikummer, der havde købt billet primært for at se Sharin på scenen. Efter to numre løb de skrigende bort. Så nej, jeg tror ikke, hendes medvirken i Voice har givet os et større publikum, konstaterer Sune Wagner og ler højt.

Han vil hellere tale om sine musikalske helte fra Los Angeles, hvor The Doors overstråler dem alle.

- Jeg har altid dyrket bands fra Vestkysten. The Doors er det helt oplagte band at nævne som inspirationskilde, men også Jefferson Airplane besad en helt speciel vestkyst-lyd. The Raveonettes har jo altid dyrket surf-musikken, som også er tæt forbundet med Californien. Og når jeg er ved det, skal jeg heller ikke glemme Guns'N Roses. Eller Black Flag og de mange andre punkrockede bands, jeg også har dyrket, siger Sune Wagner.

Interviewet rinder ud, mens et sidste spørgsmål krydser Atlanten.

- Om jeg er flyttet til LA for at være tættere på Sharin? Ved du hvad, nu har vi klaret os i fem år med 4000 kilometer mellem os, så uden det skal lyde nedladende, har hun intet med beslutningen at gøre. Det handlende udelukkende om luftforandring. Og det har jeg i den grad fået, konkluderer Sune Wagner.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

The Doors
Black Flag
The Raveonettes
Sharin Foo
Sune Rose Wagner
Los Angeles
Guns N'Roses
Chelsea
Manhattan
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.