The National, 2011

Det er første gang, jeg har interviewet et band, hvor der blev talt mere om politik end om dets musik. Men The Nationals forsanger Matt Berninger og bassisten Scott Devendorf er omtrent lige så svære at tirre som en bjørn, der netop er vågnet af sit vinterhi. De griber fat i åbningsspørgsmålet, som var det en krukke honning, de ikke giver fra sig, før den er helt tømt:

- Er The National et politisk band?

- Vi har aldrig tænkt på os selv som et politisk band i traditionel forstand og har som sådan ikke skrevet politiske sange. Det tætteste, vi kommer, er "Fake Empire" fra forrige album "Boxer". Den handler lige så meget om at flygte fra sit eget liv som om politik, svarer Matt Berninger.

Da The National gik aktivt ind og støttede Barack Obama med en koncert i hjembyen Cincinnati under hans præsidentkampagne, skyldtes det, at alle i bandet tilhører venstrefløjen og var enige om at gøre det. Formålet var også at se, om de i deres hjemstat Ohio kunne flytte nogle stemmer, da staten traditionelt er en politisk slagmark, hvor man let kan få balancen til at tippe til den ene eller anden side.

- Efter at have levet otte år under George W. Bush ville vi gøre alt for at trække landet i en anden retning, fortæller Matt Berninger.

Han mener, at George W. Bushs præsidentperiode er et godt eksempel på, hvor lidt der skal til for at trække et land i den forkerte retning. Derfor var det helt oplagt at støtte Obama, hvilket er The Nationals mest politiske aktion indtil videre.

- At vi gjorde det, skyldtes også, at vi for en gang skyld var enige alle fem. Vi kunne jo ikke stille os op på scenen og støtte en mand, hvis ikke alle i bandet bakkede op om det. Det er af samme årsag, at de fleste af vores sange handler om druk, affærer og almene problemer. Det er noget, vi alle kender til og kan forholde os til, siger Matt Berninger.

Bange for alle

Det er heller ikke sådan, at medlemmerne i The National ikke forholder sig til, hvad der sker i verden omkring dem i deres sange. På seneste udspil "High Violet" handler sangen "Afraid of Anyone" om mediernes rolle i det politiske spil og ikke mindst den frygt, der spredes som gift.

- Medierne i dag er skyld i en kraftig forvrængning af sandheden. Uanset om det er Fox News, CNN eller endda de mere venstreorienterede medier, er informationerne altid "uigennemsigtige" og ikke nødvendigvis sande. Den virkelighed påvirker os naturligvis, hvilket alt andet lige også sætter sit aftryk på den musik, vi skaber. Men stadig med en vis distance, så en sang handler om at være deprimeret på grund af de effekter, politik har på os som mennesker, og ikke nødvendigvis selve politikken, forklarer Scott Devendorf, der ind imellem stikker hovedet frem, når han mener, at forsangeren har sagt nok.
Meningen med støttekoncerten i Cincinnati var også at tiltrække en masse unge, som ikke normalt ville have stemt. De kunne endda blive kørt med busser fra koncerten direkte til stemmeurnerne.

- Selvfølgelig håbede vi, de ville sætte kryds ved Obama. Men det handlede også om at fortælle de unge, at det er deres pligt at stemme. Uanset hvem, de stemmer på. På den måde er vi overbeviste om, at koncerten havde en effekt. Men om det betød, at Obama vandt slaget om Ohio, ved vi ikke, erkender Scott Devendorf.

En total gang bullshit

De to musikere kalder Cincinnati for et mikrokosmos og et godt billede på det delte USA, hvor konservative og liberale kræfter konstant strides.

- Byen er hjemsted for en masse vigtige kulturelle og sociale hændelser. Den har været ramme for raceuroligheder, ballade om homoseksualitet og har budt på en lang række provokerende udstillinger. Ekstremerne lever side om side, hvilket uundgåeligt skaber en masse konflikter. Selv inden for den nære familie er Cincinnati kendt for at være et minefelt. Thanksgiving kan være en slem omgang at komme igennem. Det kan blive virkelig grimt, når flere generationer konfronteres en gang om året. Bum, udbryder Matt Berninger illustrativt.

Det er dog ikke den årlige familiesammenkomst, der skræmmer ham mest. Højrefløjen og de konservative ekstremister har mobiliseret voldsomt, siden Obama blev præsident. De er yderst motiverede og vil kæmpe indædt for, at Obama ikke genvælges.

- Vi er alle meget bekymrede for, at republikanerne igen får magten og trækker USA endnu mere til højre. Det er frustrerende, at Obama ikke har fået gennemført mere, end han har. Jeg tror ikke, det er hans skyld alene, for Washington er komplet dysfunktionel og umulig for ham at agere i. Obama og demokraterne virker svage, og for at være helt ærlig, så får de prygl af republikanerne og de højrekonservative kræfter for øjeblikket. Når jeg tænker på, hvor låst Obama har været og er, gør det næsten endnu mere ondt at tænke på end George W. Bush, der havde frie hænder og gjorde alt forkert. Når alt det er sagt, så vil jeg gerne svare på det indledende spørgsmål: "Nej, vi er ikke et politisk band", siger Matt Berninger og ler.

Han havde håbet på, at Obama ville have vist lidt mere nosser ind imellem. Også selv om han måske ikke ville følge det politiske spil helt efter bogen.

- Bare se på hele spillet om forhøjelsen af gældsloftet. Han kunne godt have foretaget sig noget mere drastisk. Noget på kanten af det tilladte for at understrege, at han ikke ville lade USA's og dermed hele verdensøkonomien være et offer for stridigheder mellem to partier. Det er en gang bullshit. I stedet for at benytte muligheden og spille lidt med musklerne, gik luften lidt af badedyret. Nu sidder alle med en lidt tam smag i munden. George W. Bush slap af sted med at gøre tortur lovligt. Obama kunne knap få opbakning til at stå sammen om at redde nationens økonomi. Det gør mig virkelig rasende og fortvivlet over, at politik kan være så dystert og uretfærdigt, fortæller Matt Berninger og tager fat på næste emne, der ikke er mindre pessimistisk.

Skampletter i USA's historie

De fem medlemmer i The National var alle i New York den 11. september 2001. De bor alle sammen i Brooklyn, hvor de flyttede til fra Cincinnatti i 1996.

- Vi var lige så påvirkede af angrebet som alle andre new yorkere og amerikanere. Vi kunne stå på Brooklyn og se tårnene brænde og styrte sammen. Det var som at se det på tv, selv om det foregik for øjnene af os. Det var urealistisk at følge, og jeg tror for så vidt ikke vores oplevelse var meget anderledes, end hvis vi havde været i Ohio eller i Europa, fortæller Matt Berninger.

Når han tænker tilbage, er hans første tanke, at han priser sig lykkelig for, at intet af samme målestok er sket siden.

- Jeg frygtede virkelig, at 11. september var startskuddet til et USA, hvor terrorangreb blev en konstant del af vores hverdag. Sådan er det heldigvis ikke endt, og selv om der har været angreb på konsulater og ambassader uden for USA, kan man vel godt tillade sig at sige, vi er sluppet billigere end frygtet, vurderer Matt Berninger.

I kølvandet på angrebene skete der mange ting, som han mener for altid har sværtet USA's omdømme til.

- Krigen i Afghanistan og Irak er skampletter i vores historie. Nogle af de love, der blev vedtaget, og nogle af dem, der blev afskaffet eller ændret, er forfærdelige. At vi tillader tortur er helt ubegribeligt for mig. Det blev kun tilladt, fordi det skete i skyggen af en tragisk katastrofe. Den er blevet benyttet som påskud på en brutal og kvalmende måde, hvilket er med til at vise de sørgelige, langsigtede påvirkninger af 11. september 2001, forklarer Matt Berninger, mens han kradser sig i sit viltre skæg.

Patent på angsten

I ugerne og månederne efter angrebet måtte bandmedlemmer såvel som resten af amerikanerne sluge den umiddelbare frygt for flere angreb. Senere blev frygten afløst af vrede og frustration over, at regeringen tog patent på angsten.

- Jeg siger ikke, at man for eksempel ikke skulle have sikret lufthavnene. Men frygten var evident 24 timer i døgnet i tv, i radio og i aviser. Den blev succesfuldt brugt til at gennemtrumfe agendaer og manipulere med hele det amerikanske folk. Vi blev mere påvirket af vores egen regerings handlinger og vores mediers dækning af angrebet, end vi blev af selve angrebet. Det er skræmmende, at én dags terror kan ændre så mange menneskers liv, konstaterer Matt Berninger.

Han nævner de ufattelige konsekvenser, USA's krigsførelse har haft for afghanere og irakerne. Det havde han ikke forudset, da han stod og så de to tårne brænde på Manhattan.

- 11. september greb om sig på en måde, man aldrig havde forudset. Jeg er ikke pacifist, men den bedrageriske måde, hvorpå vi først angreb Afghanistan og senere Irak, væmmes jeg ved. Et forfærdeligt biprodukt af 11. september, der har resulteret i et ufatteligt spild af menneskeliv og ressourcer. Kan vi ikke snakke lidt om musik nu, spørger Matt Berninger og undskylder, at han i den grad har ladet sig rive med.

Den undskyldning er bestemt godtaget.

Blottet for mening

Det musikalske miljø i Ohio er retfærdigvis også ganske interessant. Matt Berninger og Scott Devendorf nævner det soulinspirerede rockband The Afghan Whigs som ét af de bands, der har inspireret dem mest. Staten er også hjemsted for The Breeders, Guided By Voices, 9 Inch Nails, Marylin Manson, The Cars og The Pretenders. Alle navne, som i hver deres genre har været stilskabende og højt respekterede.

- Selv om vi alle er vokset op i Ohio, kan man alligevel ikke kalde os et regulært Ohio- eller Cincinnatti-band. Vi begyndte først at spille sammen, da vi flyttede til New York i 1996, så vores musikalske referencer er hentet dér, forklarer Scott Devendorf.

Gruppens navn er også interessant. Alt efter, hvordan man tolker det og hvem, der tolker det, kan det have vidt forskellige betydninger. I Europa ville et band med stor sandsynlighed både blive kaldt politisk motiveret og måske endda højreekstremt, hvis det kaldte sig National eller De Nationale. Sådan forholder det sig ikke i USA.

- Termen "national" i USA er ikke forbundet med højreekstremisme eller nationalisme som i Europa. Det har samme betydning som i "National Bank" eller "National Basketball Association", hvor det på en måde er blottet for mening. I teorien kunne vi lige så godt have heddet "Citizen". Men vi lærte hurtigt, at man i Europa ind imellem associerer vores navn med ting, vi aldrig havde overvejet. Vi tænkte, det var et navn som The Smiths, som er umuligt at misforstå, uden ironi og helt og aldeles neutralt. Måske var vi lidt naive, men det er for sent at ændre nu, konstaterer Matt Berninger og spørger muntert, om jeg nu er sikker på, at jeg ikke skriver for et dansk, nationalsocialistisk magasin.

Det sværger jeg, at jeg ikke gør. Og så bruger vi de sidste fem minutter af interviewet på amerikansk politik og Barack Obama. Der er ikke én eneste amerikansk præsident, der er blevet genvalgt efter en periode med økonomisk recession og stor arbejdsløshed. Det ærgrer Matt Berninger. Faktisk gør det ham fortvivlet.

- Obama har ikke fikset problemerne med arbejdsløshed og dårlig økonomi på hjemmebanen. Så er alt andet ligegyldigt. Ingen spekulerer på, at de massive problemer blev grundlagt under George W. Bushs uduelige administration. Obama får derfor skylden for noget, han ikke er ansvarlig for. Jeg har virkelig ondt af manden, og jeg kan ikke forstille mig, hvor frustrerende hans embede må være. Han har forsøgt at forene landet, men USA er så delt, at det er en umulig opgave, så længe man følger reglerne. Det lyder brutalt, men den eneste måde at ændre ting på i USA, er ved at spille urent spil. Man skal tage en pistol med til en ildkamp. Ellers dør man.

Medier

The National 2011-pdf

Kategorier