Simon Staun
PR-foto

Drømmen om det ydre rum

I efterhånden mange år er jeg stødt på en legendarisk vandrehistorie fra hedengangne Midtfyns Festival. En lettere overislet lokal mand spørger under en koncert med The Flaming Lips i 2003 en tilfældig publikummer, hvem det er, der spiller. Da han får navnet på bandet, svarer han undrende: "Flemming hveeeem?".

Nu får begge parter muligheden for at genhøre The Flaming Lips ikke så langt fra markerne i Ringe, når det amerikanske band indtager Egeskov Slot som det absolutte musikalske hovednavn til første runde med Heartland Festival.

Forsanger Wayne Coyne kan ikke skelne mellem de danske koncerter på Midtfyns Festival, i Tivoli, på Roskilde Festival eller Northside. Men publikum husker med garanti oplevelsen af at blive sønderbombet med konfetti, forkælet med et lysshow af en anden verden, forbløffet over musikere i dyreudklædning og ikke mindst begejstringen over Wayne Coyne tumlende rundt oven på publikum inde i en gigantisk, gennemsigtig plastikkugle.

Wayne Coynes hukommelse er ellers glimrende, når det kommer til musik. Da han var tre år gammel i 1964, optrådte The Beatles på The Ed Sullivan Show på bandets første tur i USA. Wayne Coyne kan se sig selv komme tilbage fra en indkøbstur til barndomshjemmet, hvor hans ældre brødre er helt oppe at køre over det britiske band.

- Fordi Beatles var og er et band, der tales så meget om, bilder jeg mig ind, at mit første musikalske minde er med dem. For at være helt ærlig ved jeg ikke, om det er et reelt minde, eller om det er kunstigt skabt af de optagelser, jeg har set af Ed Sullivan-programmet. Det er lidt som at kunne genkalde sig situationer, man kun har set billeder af i et fotoalbum, siger Wayne Coyne.

Han er dog ikke i tvivl om, at mindet om en radio i køkkenet i barndomshjemmet er ægte. Den kørte nærmest døgnet rundt med tidens største hits.

- Min mor hørte altid radio, og den var placeret oven på køleskabet, så vi ikke kunne pille ved den. I min underbevidsthed er der en tæt forbindelse mellem min og mine brødes lykke og min mors glæde for musik. Det lyder ret abstrakt, og jeg kommer sikkert aldrig til helt at forstå det til bunds, siger Wayne Coyne og begynder at nynne en sang, han kommer i tanke om at have hørt som barn.

- We'll sing in the sunshine, We'll laugh every day, synger han nostalgisk, mens han bander over, at han ikke kan komme i tanke om, hvem der sang den. Det gjorde Gale Garnett, finder jeg ud af efter interviewet. I 1964 og altså samme år som The Beatles invaderede USA, Cassius Clay Jr. ændrede sit navn til Muhammad Ali og The Rolling Stones udgav sit debutalbum.

Nørder som os selv

Wayne Coynes fødeby, Oklahoma City, er ikke just kendt for at være en musikmetropol. Den er dog hjemsted for mange countrybands, som forsangeren ikke har et nært forhold til.

- Jeg dyrkede ikke countrymusikken, for jeg var på jagt efter andre skøre rockkugler som mig selv. Derfor tog vi ofte til Norman 30 kilometer syd for Oklahoma City, hvor der blev arrangeret en del fede koncerter. Jeg hørte Black Flag, Hüsker Dü, Meat Puppets og Mortal Micronotz dernede. Det var bands, som hverken var rendyrkede rockbands eller punkbands, fordi de var meget psykedeliske. De skilte sig ud fra mængden, og det gjorde Sonic Youth også. Den første koncert med dem glemmer jeg aldrig, siger Wayne Coyne.

Han har holdt stædigt fast i Oklahoma City, selv om mange musikere derfra er rykket til Austin, Nashville, New York eller andre af USA's store musikbyer.

- Jeg har aldrig haft lyst til at flytte. Modsat mange andre kunstnere føler jeg mig ikke kvalt over at blive i det samme miljø. Jeg har aldrig haft brug for luftforandring for at kunne udfolde mig kunstnerisk, og det har været en gave altid at have mine brødre og resten af min familie omkring mig. Langt de fleste bands, jeg er fan af, kommer fra Kansas, Texas, Arizona eller Minnesota. Klassiske "in the middle of nowhere"-steder befolket af nørder som os selv, siger Wayne Coyne.

Har ikke slået nogen ihjel

Staten Oklahoma er kendt for at være ret konservativ og har haft omkring 65 procent republikanske vælgere til de seneste tre præsidentvalg. Dermed bakker staten sandsynligvis også op om Donald Trump.

- Jeg er ikke typen, der blander mig i præsidentvalg som mange andre musikere, selv om jeg må indrømme, at jeg er helt og aldeles fascineret af Barack Obama. Han er fucking cool. Jeg ville ønske, han kunne fortsætte som præsident de næste 20 år. Jeg frygter virkelig, at Donald Trump flytter ind i Det Hvide Hus. Han er så retarderet og dum, at vittighederne om ham ikke er så latterlige som ham selv, konstaterer Wayne Coyne frustreret.

Hvis han skulle involvere sig politisk, kunne det eksempelvis handle om at kæmpe for en lempelse af loven om euforiserende stoffer. Eller afskaffelse af lovene, der indskrænker homoseksuelle eller transkønnedes rettigheder.

- Det er fucking bagvendt. Jeg tror ikke, at den menige amerikaner seriøst mener, at homoseksuelle ikke skal have samme rettigheder som alle andre i dette land, siger Wayne Coyne, der erkender at have brudt amerikanske love gentagne gange.

- Jeg har aldrig gjort noget virkelig slemt som at slå nogen ihjel. Hvis jeg havde, ville jeg ikke fortælle dig om det ... Jeg har bare taget nogle stoffer og af en eller anden grund altid været så heldig, at jeg ikke er blevet taget og røget i fængsel for det, siger Wayne Coyne og ler.

Et bizart job

Efter flere end 30 år i musikbranchen har han forlængst erkendt, at det er en uforudsigelig og omskiftelig verden. Derfor er han imponeret over, at de samme gutter har formået at holde sammen på et band gennem tre årtier.

- Da The Flaming Lips blev dannet, var der flere af mine highscool-venner, der fik arbejde i advokatfirmaer, oliefirmaer og forsikringselskaber. Fordi det var sikkert og langtidsholdbart. De har alle sammen fejlet big time og mistet deres job. The Flaming Lips er derfor ironisk nok det mest stabile og forudsigelige job, hvilket var ret uforudsigeligt for 30 år siden, siger Wayne Coyne.

Han glæder sig til at gå på arbejde hver eneste dag, men han tror ikke, der er mange 55-årige, som ville sætte pris på et tilsvarende job.

- Det kan være ret bizart til tider. Den anden dag sad jeg og producerede i mit studie indtil middag, hvorefter vi fløj til San Antonio, hvor bandet gav koncert. Vi hang ud med nogle venner til klokken fem om morgenen og fløj tilbage til Oklahoma City og tog direkte i studiet, hvor vi arbejdede til klokken 1 om natten. Når man er kunstner, bliver man opslugt af det og holder aldrig fri. Det er nok den del af det, man burde advare unge om, inden de indleder en musikkarriere. Det stopper aldrig, men det passer glimrende til min personlighed. Jeg har lært at leve med det på godt og ondt, konstaterer Wayne Coyne.

På niveau med Miles Davis

The Flaming Lips har inspireret en lang række band i 90'erne og 00'erne. Wayne Coyne fremhæver selv australske Tame Impala, der er hovednavn på Roskilde Festival i år.

- Det er det store spørgsmål, som altid cirkler rundt. Hvem inspirerer hvem? I dag er det lettere end nogensinde at finde og lytte til den samme musik, og bands kan have de samme inspirationskilder, uanset om medlemmerne er 15 eller 45 år eller bor på hver deres side af jorden. Men i tilfældet med Tame Impala har vi turneret med dem og givet dem gode råd undervejs. Men de har også hjulpet os og kommet med kreative indspark, så jeg vælger at se det på den måde, at begge bands har lukreret på det, siger Wayne Coyne.

Han tror ikke, at The Flaming Lips er et nemt band at lade sig inspirere af, fordi guitarist Steven Drozd og han i fælleskab udgør et unikt team.

- I forening skaber vi nogle nuancer, som er utroligt svære at kopiere. Det er noget af det, vi er stolte af. Jeg er taknemmelig for at arbejde sammen med Steven, fordi han er en usædvanlig dygtig musiker. I verdensklasse, hvis du spørger mig. Hvis Igor Stravinsky, Miles Davis og Steven mødtes, ville de blæse hjernen ud på hinanden. Steven er oppe på det niveau, og derfor føler jeg mig til tider som en nybegynder og amatør ved hans side. Faktisk er det lidt et paradoks, at vi arbejder sammen, fordi han udstiller mine begrænsede evner, siger Wayne Coyne ydmygt.

Kraftfeltet Pete Townsend

Forsangeren kan godt lide idéen om at lade gastronomi, samtaler og kunst smelte sammen med musik på en festival som på Heartland. Han glæder sig til at se, hvordan det kommer til at fungere på Egeskov Slot.

- Det giver god mening at have en bredere kulturel profil, så man også favner det publikum, der ikke tænder på rockkoncerter. På Coachella-festivalen i Californien kan man have en forrygende oplevelse uden at se et eneste band. Det synes jeg faktisk rigtig godt om, selv om jeg er musiker, konstaterer Wayne Coyne.

Han er dog overbevist om, at rockkoncerter kan noget helt særligt, fordi man let bliver en del af et stærkt fællesskab. Han glemmer aldrig en koncert i 1977, hvor han oplevede det på egen krop som 16-årig.

- Mine brødre slæbte mig med til The Who, som jeg ikke havde noget særligt forhold til på det tidspunkt. Men de havde en ekstra billet, så jeg lod mig overbevise. Den aften blev min skæbne beseglet. Nogen vil hævde, at bandet havde haft sin storhedstid, men jeg synes sgu, det var fucking fantastisk. For mig var det en religiøs oplevelse at være i et rum, hvor stemningen var så fortættet. Hvor publikum dyrkede bandet med en ekstrem passion. Jeg kan stadig huske en gigantisk laser, der skød op i loftet som klimaks. Det var fucking amazing, siger Wayne Coyne.

Efter koncerten spurgte han sin bror Mark, hvorfor alle bands ikke var som The Who? Det kunne broren ikke svare på, og det fik Wayne til at tænke over, hvad et band skal kunne på scenen for at gribe publikum.

- Jeg mødte Pete Townsend efter en The Who-koncert i 2008, og det var en enorm oplevelse at mærke hans intensitet og kærlighed til musikken på tætteste hold. Musikkens kraft udspringer af alle i bandet, men i særdeleshed fra ham. Han udgør et musikalsk kraftfelt som er uden sidestykke, og mødet med ham svarede faktisk på det spørgsmål, jeg stillede mig selv som 16-årig. Alle bands er ikke som The Who, fordi Pete Townsend ikke spiller i dem, fortæller Wayne Coyne.

Sport i absurde titler

Da jeg gik på gymnasiet, gik der sport i at finde obskure album- og sangtitler, og The Flaming Lips var ofte guld værd med sangtitler som "What Is the Light? (An Untested Hypothesis Suggesting That the Chemical [In Our Brains] by Which We Are Able to Experience the Sensation of Being in Love Is the Same Chemical That Caused the "Big Bang" That Was the Birth of the Accelerating Universe)". Den og andre titler udspringer af Wayne Coynes forkærlighed for science-fiction og rumrejser.

- Da jeg voksede op, blev der talt enormt meget om at rejse ud i rummet. Eller i hvert fald til månen til at begynde med. Jeg kan huske, hvordan jeg sad på vores veranda, da Apollo 11 landede på månen 20. juli 1969. Mine forældre så det på tv, mens jeg sad og stirrede op i luften, mens jeg prøvede at forestille mig, at Armstrong gik rundt deroppe et sted, siger Wayne Coyne.

Månelandingen stimulerede hans interessere for rumrejser, og han husker også, hvordan han blev opslugt af Stanley Kubricks mesterlige film "2001 - Space Odyssey", der udkom allerede i 1968.

- Jeg synes, der er noget psykedelisk over Stanley Kubricks "2001 - Space Odyssey". Den kan noget helt andet end Star Wars-universet, og det er én af de mest fascinerende film nogensinde. Hver gang jeg snakker om den, kan jeg mærke et sug i maven, som jeg følte, første gang jeg så den, siger Wayne Coyne.

Sommeren 1969 er ikke kun mindeværdig på grund af månelandingen. Det var også sommeren, hvor den mest omtalte festival nogensinde fandt sted.

- Tænk dig at være på Woodstock Festival med Jimi Hendrix, Canned Heat, The Who, The Grateful Dead og Janis Joplin. Mine brødre var helt vilde med de bands, og jeg kan se dem for mig, mens de hørte deres plader og tog lsd. De kørte også motorcykel og lavede andre totalt vanvittige ting, der var fucking seje. Jeg ville også tage syre og lave alt muligt cool shit, siger Wayne Coyne.

Han fik ikke lov til at tage lsd som otteårig. Men han fik lov at ligge med sine stenede brødre og drømme om at tage med til månen eller bo i en anden galakse i år 2001, som dengang føltes som en fjern fremtid.

- Jeg var overbevist om, at jeg en dag ville bo i en rumkoloni. Jeg tror ikke, mit otteårige jeg ville være skuffet over, at mit 55-årige jeg er rockmusiker i stedet for rumrejsende. Men jeg er sikker på, at mit otteårige jeg aldrig nogensinde havde forestillet sig, at jeg ville blive så afsindig gammel. Den er næsten mere syret end at rejse i rummet, konstaterer Wayne Coyne og klukker.