The Byrds, 2006

PR-foto
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

Drømmen om sin egen guitar

Midtpunktet i The Byrds, Roger McGuinn, vender efter 20 år tilbage til Danmark med masser af folkmusik i bagagen

Da Jim McGuinn i 1950'erne begyndte at spille guitar, havde han aldrig forestillet sig, at der en dag ville blive fremstillet en eksklusiv Martin-guitar pyntet med hans signatur og det fineste perlemor. Han havde formodentlig heller ikke forestillet sig, at han ville ændre navn til Roger, fordi en indonesisk guru i 1967 overbeviste ham om, at det ville harmonere bedre med universet.

- Der er sket så meget, som jeg aldrig havde forestillet mig. Hvis nogen havde sagt dengang, at jeg i dag ville sidde med en guitar designet af mig selv, så ville jeg have været henrykt bare ved tanken.  Dengang havde jeg knap råd til én af de allerbilligste modeller, husker Roger McGuinn.

Selv om han aldrig har betragtet sig selv som en rockmusiker, så var det ironisk nok i rock'n'rollens Hall Of Fame, at han fik æren af at blive indlemmet i 1991.

- Der er faktisk et tilsvarende for countrymusikken, hvor de med mellemrum indlemmer folkmusikere. Så jeg burde nok være placeret dér. Men selv 30 år efter The Byrds, så er folkmusikken ikke helt vågnet fra sin tornerosesøvn. Den begynder at røre på sig, men genren er stadig ikke nær så stor i staterne, som mange tror. Og derfor har ingen endnu lavet en hall of fame for folkmusik, konstaterer Roger McGuinn, der i så fald ville være selvskrevet dér.

Inspireret af legende

I løbet af de seneste 10 år har han selv fundet og genindspillet 100 folksange, som han var bange for ville blive glemt, hvis ikke man tog hånd om dem.

- Der er ikke mange penge i folkmusikken, og det er nok desværre den primære årsag til, at den har haft trange kår. Men jeg måtte indspille disse sange af ren og skær kærlighed, fortæller Roger McGuinn, der har lagt alle sangene ud på internettet, hvor man kan downloade dem ganske gratis. Jeg kan jo ikke komme uden om, at det er min måde at betale noget tilbage til folkmusikken, som har været min altoverskyggende interesse, siden jeg var ganske ung, siger Roger McGuinn.

Han blev født og voksede efter en afstikker til Miami og New York op i Chicago, der fejlagtig oftest omtales som en bluesby.

- Det overraskede også mig, men folkmusikken havde fantastiske vilkår i Chicago. Faktisk langt bedre end for eksempel i Greenwich Village i New York. Jeg faldt tilfældigt over folkgenren på min skole, hvor legenden Bob Gibson optrådte med sin femstrengede banjo. Jeg forelskede mig straks i hans fingerspil og de fantastiske historier, som han kædede sammen med sangene. Da min musiklærer bagefter fortalte mig, at der netop var åbnet en skole for folkmusik, vidste jeg, hvor jeg ville fortsætte, fortæller Roger McGuinn.

Byrds hjalp Beatles

Den nu selv legendariske musiker agiterer for, at folkmusik har sin berettigelse i kraft af alle dens historier og sin betydning for selve historien.

- For hundreder af år siden blev den brugt til at formidle nyheder med, når troubadourerne rejste fra by til by. Så når jeg lytter efter, så kan jeg høre verdens historie udspille sig, siger Roger McGuinn.
Når han lytter andre steder, hører han ind imellem bands, der har ladet sig inspirere mere af The Byrds end The Beatles. Lytter man til Tom Petty, Wilco og R.E.M., så kan jeg tydeligt høre, at vi har inspireret dem. Men sådan er det jo med musik, man lader sig påvirke af andre strømninger. Lige så vel som The Byrds kunne lære noget at Beatles, så vil jeg mene, at afsmitningen foregik i samme omfang med omvendt fortegn, konstaterer Roger McGuinn.

Han er helt på det rene med, at selv de mest dedikerede publikummere med tiden ofte glemmer de bands, der kom i anden række. Og det kan retfærdigvis være svært at hamle op med navne som Dylan, Beatles og Rolling Stones.

- Sådan er livet. Jeg er bare glad for stadig at være en udøvende musiker og føle mig hjemme i den traditionelle musik. Selv om jeg til stadighed vender tilbage til "Mr. Tambourine Man", havde jeg faktisk helt glemt, at sangen havde 40 års jubilæum sidste år. Det lyder måske arrogant, men den betyder ikke nødvendigvis mere for mig end mange andre sange fra min karriere. Men jeg er helt indforstået med, at publikum forventer at få den serveret. Efter mere end 40 år kender jeg efterhånden branchen, siger Roger McGuinn.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Roger McGuinn
The Byrds
The Beatles
Wilco
Mr. Tambourine Man
Bob Gibson
Tom Petty
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.