Simon Staun
PR-foto David Clinch

Bluesbrødres vanvittige værnepligt

Trommeslager Patrick Carney gaber dovent, da han stikker hånden frem og hilser i amerikanske The Black Keys' omklædningscontainer på Northside Festival. Han skynder sig at understrege, at hans træthed skyldes, at han tvinger sin krop til at forblive i amerikansk tidszone, så han kan holde sig vågen for at se amerikansk fodbold klokken tre om natten.

Når han sammen med Dan Auerbach, der har været hans ven gennem 25 år og kollega i over 15 år, går på scenen foran 20.000 tilskuere, har de to ekstra musikere med, hvilket handler om musikalske ambitioner.

- Efter at have turneret som duo i otte år begyndte vi at mangle kompleksitet i sangene live. Jeg kan også love dig, det er udmattende kun at være to mand på scenen. Jeg har siddet til mange festivalkoncerter og smadret løs på trommerne uden at ane, hvor jeg var. Jeg var nødt til at tage mine briller af, fordi det var så hektisk. Ofte var publikum helt tåget og utydeligt. Jeg husker ikke særlig mange detaljer fra den epoke. Kun bynavne og spillesteder. Ikke selve koncerterne. I dag kan jeg i langt højere grad nyde, hvad der foregår på scenen, siger Patrick Carney.

- Selv om vi har to mand med live, er vi stadig en duo, siger guitarist og forsanger Dan Auerbach.

- Jeg synes heller ikke, vi har ændret os radikalt, siden vi fik to ekstra mand med på scenen. Vi er stadig skarpe og tro mod sangene. I mine øjne har Richard Swift og John Clement Woods (bandets to turnémusikere red.) betydet, at vores koncerter i langt højere grad matcher lyden på vores plader. Hvis vi kun var to mand på scenen, ville vi ikke være i nærheden af at genskabe lyden. Vi ville hele tiden skulle vurdere, om keyboard eller bas var det vigtigste instrument, og det er ikke sjovt at spille amputerede sange. Det lød forkert, og det ville vi lave om på, siger han.

Bronkitis efter Danmark

De turnerede også intenst i begyndelsen af karrieren. Men dengang sad de ikke i fine VIP-områder med kaffebarer og egne kokke. Dengang var det en benhård kamp at tjene nok til at forsørge sig selv.

- Vi fik en lorteløn de første mange år og måtte hustle os fra koncert til koncert og stat til stat. Pladen kørte i samme rille: "Stå op, køre 800 kilometer, spise, lave lydprøve, spille, sove lidt, stå op, køre 800 kilometer ..." Vi havde ikke engang overskud til at blive uvenner, siger Patrick Carney.

Ofte sov de på lurvede, småbeskidte moteller i udkanten eller uden for byerne, fordi de ikke havde råd til at bo på hotel inde i byen. Faktisk var de ofte glade for at forlade værelserne tidligt om morgenen, fordi de skulle nå at køre otte timer til næste by på kortet. Da de kastede sig ud i deres første Europa-turné gik det ikke meget bedre.

- Jeg glemmer det aldrig. Vi optrådte i Danmark i november 2004, hvor vi spillede på Christiania. Vi kom begge tilbage til USA med bronkitis, fordi vi havde hyret en lydmand, der havde sin kone med på slæb - hun solgte merchandise. De skændtes konstant og var begge syge med bronkitis, hvilket vi naturligvis blev smittet med. Som om vi ikke var straffet nok, havde vi et underskud på næsten 3800 dollars efter at have knoklet røven ud af bukserne en hel måned. Fuck, hvor var vi trætte af den tur. Det virkede komplet retarderet at tabe så mange penge og blive syg af det. Vi havde faktisk besluttet, at vi aldrig gad at turnere i Europa igen, men sådan gik det som bekendt ikke, siger Patrick Carney.

For ung til at nyde

Beretningen om det hårde liv på landevejen har lidt samme nostalgiske klang, som når mænd taler om deres værnepligt. Det var forfærdeligt, mens det stod på, men efter 10 år emmer det trods alt af nostalgi. Eller ...

- Sådan har jeg det overhovedet ikke. Intet ved den periode forbinder jeg med nostalgi. Det var fucking awful, og jeg gør det aldrig nogensinde igen. Jeg savner på ingen måde at stå på et halvtomt spillested in the middle of nowhere og få en lortehyre, siger Dan Auerbach.

Han ærgrer sig lidt over, at han ikke var moden nok til at suge mere af sit hjemland til sig, mens de fræsede fra stat til stat.

- Jeg var simpelthen for ung til at nyde det. Jeg så en masse, og jeg kan finde en masse billeder frem på nethinden, men de er ikke forbundet med glæde. Kun benhårdt arbejde. Jeg ville gerne tage turen en gang til for at nyde den, men problemet er, at vi ikke ville kunne klare det fysisk, siger Dan Auerbach.

- Jeg har heller ikke lyst til at genopleve de år. Det eneste formildende var, at det trods alt var bedre end at have et regulært job, tilføjer Patrick Carney.

Uendelige ørkener

De droppede ud af skolen for at forfølge musikerdrømmen og drog på turné i den varevogn, som er på coverbilledet af deres "El Camino"-album fra 2011.

- Coverbilledet var ment som en joke. For det er netop ikke en Chevrolet El Camino, men derimod en Plymouth Grand Voyager med mere plads til instrumenter. El Caminoen er en bil, en narkopusher ville køre i. Eller et pothoved, der ryger virkelig dårlig pot. Vi fik idéen til albumtitlen på vejen tilbage fra koncert i Canada, hvor vi passerer en El Camino. Vi havde i mellemtiden ikke forestillet os, at et forkert billede ville resultere i så megen polemik. Det var en fucking joke, siger Patrick Carney og tager en bid af en kold pommes frites.

Amerikanere elsker biler på en anden måde end europæere. Dan Auerbach spekulerer på, om det hænger sammen med, at de tilbringer mere tid i bilen, fordi afstandene er enorme.

- Når man kører på nogle af landevejene i USA, føles de uendelige, uanset om man krydser ørkener, bjergkæder eller endeløse marker. Modsat i Europa krydser vi dog ingen grænser eller skal sejle rundt med færger, hvilket er en formildende omstændighed, konkluderer Dan Auerbach.