Simon Staun
PR-foto, Playground Music

Transatlantiske Teitur

Efterfølgende boede han en årrække i pulserende London, inden han rykkede til Saab-rigets hovedstad Stockholm, hvor hans kæreste kommer fra.

- For mig at se er der ikke nogen speciel kulturel kløft mellem Stockholm og London. Det havde sikkert været helt anderledes, hvis hun kom fra Istanbul eller Rom, fortæller Teitur med vanlig ro i stemmen.

Han taler stadig perfekt dansk, og kun fonetiske fanatikere ville fange, at han ikke er født og opvokset på fastlandet. Alligevel afstår han fra at favorisere den ene side af Øresund frem for den anden.

- Svenskerne er ikke så hidsige som jer danskere. Jeg vil kalde dem forsigtige, bløde og faktisk endnu mere borgerlige. De er meget varme, men samtidig mere lukkede end danskerne, der ikke er bange for at blære sig eller råbe op, konstaterer Teitur, der tror, at Færøerne snart bliver en selvstændig nation.

Torshavns glade hjørne

Om der er en kobling fra løsrivelsesprognosen til Teiturs forrige album "Káta Hornið", kåret til det bedste færøske nogensinde og hans første på modersmålet, står hen i det uvisse. Men han understreger, at det var en befrielse at udtrykke sig på færøsk.

- "Káta Hornið" er Tórshavns centrum og betyder "Det glade hjørne". Pladen handler overordnet om den færøske udeboende - altså mig - der overvejer at vende tilbage. Sangene handler derfor om mit syn på alle problemerne med snæversynet, de fundamentalistiske kristne og sagen om den homoseksuelle, unge mand, hvilket også fyldte meget i de danske medier. Hele pladen er indspillet som de gamle færøske plader fra 1950erne, da det er min måde at illustrere, at alt er gået i stå, og at Færøerne skal glemme nostalgien og følge med udviklingen, forklarer Teitur.

Han er ikke blevet overfuset efterfølgende af konservative kristne, hvilket kan skyldes, at størstedelen af dem, der har lyttet til pladen, er enige i hans påstande, eller at andre bands som punkrockerne i "200" er langt mere grove i deres kritik.

- De går direkte efter personen og er ekstremt hardcore. Jeg anser mig selv for at være mere galant. Men jeg følte en trang til at være en del af den færøske musikscene og ikke kun ham den store udenlandske kunstner, der kun synger på engelsk og bor i udlandet, understreger Teitur.

Vender tilbage til Posten

Hr. Lassen er endnu ikke så kendt i Sverige, men han satser på, at kendskabet til ham vokser, efterhånden som han får spillet rundt i det store land.

- Danmark er faktisk det eneste land, jeg er virkelig kendt i. For selv om jeg har spillet i de fleste stater i USA, kan jeg vist ikke påstå, jeg er kendt derovre. Til gengæld har jeg set mere af Amerika end de fleste amerikanere, siger Teitur.

Da han kom hjem fra staterne, spillede han én af sine første koncerter netop på Posten - dengang Rytmeposten - i Odense.

- Min første turné i Danmark begyndte faktisk også på Posten, så måske har jeg ubevidst valgt at indlede denne turné samme sted, fortæller Teitur.

Han har efterhånden optrådt så mange steder, at han ved, hvilke lokaliteter han præsterer optimalt i og ikke mindst, hvordan forskellige lokaliteter præger hans indspilninger.

- En koncert lyder jo vidt forskelligt alt efter, om den foregår på en klub i New York eller på en strand med udsigt over vandet. Man reagerer forskelligt alt efter, hvor man er fysisk. Derfor valgte vi at indspille mit seneste album i det vinterlukkede svenske pensionat "Friedhem" i Gotland.

Personlige punktnedslag

Friedhem blev bygget af en spansk prinsesse i 1860'erne, og Teitur betragter det nærmest som et gigantisk dukkehus, hvilket har medført, at han på coveret til "The Singer" har illustreret sig selv som en lille dukkefigur.

- H.C. Andersen var faktisk gæst. Hans ulykkelige kærlighed Jenny Lind kom der også ofte om sommeren, hvor det vrimlede med liv. Modsat om vinteren, hvor det præcis som nu er helt forladt, og man føler sig helt alene omgivet af antikke møbler, siger Teitur.

Måske for at fuldende denne form for "tidsrejse" er han gået bort fra sin trofaste, akustiske guitar som det drivende instrument og har eksperimenteret med trombone, saxofon, klarinet og cello.

- Alt inden for musik handler om, hvilke farver man gerne vil have frem. Derfor stræbte jeg efter en speciel klarinet- og messinglyd, som er efterbehandlet elektronisk for at skabe en masse overtoner, vi kunne eksperimentere med, siger Teitur.

Tre måneder inden opholdet på Friedhem begyndte han sammen med vennen Tróndur at gennemgå samtlige numre for at finde ud af, hvordan hver enkelt historie blev bedst fortalt.

- Sangene er samlet gennem syv år og har nærmest karakter af punktnedslag i min personlige dagbog, så jo mere det lyder af mig, jo bedre. Det er dog ikke helt så abstrakt, som det lyder til. Men jeg kender mit publikum og ved, de kan tage stilling til musikken, forklarer Teitur og tilføjer:

- Sange bliver ikke gode, før de har en mening. Det har jeg lært efter at have skrevet mere end 700. Så længe det blot er ærligt, vil jeg stå inde for hvad som helst.