Sussi & Leo, 2010

Foto: Morten Flarup
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 2
Frem

Sussi og Leo holder stadig skandsen

Sussi og Leo er et musikalsk unika. Gennem 23 år gav de op til seks sæt seks dage om ugen på samme værtshus. Det liv har de sagt farvel til. Nu er det livet på landevejen, det gælder

Den lokale radiostation skovler Kenny Rogers ud i æteren over det nordvestlige Vendsyssel, mens bilen slår smut hen over de isglatte, svært bugtende veje på Torpet. Et navn, der både gælder vejen og den lille klynge huse midt på den.

Der er intet signal på mobiltelefonen, og jeg kan ikke huske, hvilket husnummer Sussi og Leos gård har. Første hus på Torpet havde nummer 2. Det næste hed bare "Svinget" og det tredje nummer er 56. Mystisk. Det er med til at forstærke indtrykket af en rejse ind i en nordjysk twilight- zone, hvilket på sin vis også er tilfældet, når man lukkes ind i Sussi og Leos private univers.

Der er snestorm på vej, siger de i radioen, da dækkene glider ind i indkørslen. Jeg tænker på de historier, jeg har hørt om Sussi og Leos swingertendenser og krydser fingre for, at jeg kan køre derfra som planlagt et par timer senere. Uden sår på sjælen og ridser på ryggen.

Inden den tanke når at bundfælde, åbner Leo fordøren og byder hjerteligt velkommen, mens det gule hus' nyeste beboer, den ni uger gamle labrador Xena, logrer pænt goddag. Leo kan med sine egne ord beskrives som "møj lidt stor". Sussi, der heller ikke rager højt op i landskabet, kommer hurtigt til og leder hjerteligt vej gennem deres på én og samme tid besynderligt indrettede, men hyggelige gård.

Feng Shui er et hit

Det skal dog hurtigt vise sig, at parret, som er kendt af de fleste danskere, slet ikke er så besynderlige hjemme ved køkkenbordet, som de er på landets scener. Sussi er godt nok farvestrålende klædt, men der er intet skabet eller kunstigt over hverken hende eller Leos fremtræden. Samtalen og stemningen er seriøs uden at være alvorlig. Jovial uden at være for kammeratlig. Sussi og Leo virker præcis så varme og selskabelige, som de er professionelle.

Der står hurtigt et par Star-øl på bordet i det lavloftede rum, hvor trælågerne på det rummelige køkken har frit udsyn til tilsneede marker. Øllene gør sig godt i selskab med Orlik-tobakken i Leos pibe. Sussi takker nej til pils og napper i stedet en kop kaffe, der bliver svømmepøl for hendes kiks, der alle får en dukkert, inden de spises.

12 år har parret boet på gården, der giver dem 600 kvadratmeter at boltre sig på. I hovedbygningen har de blandt andet to kæmpe stuer, et rum med akvarier, Sussis atelier og deres nyligt ombyggede kontor. Et kontor, der har fået enorm betydning for deres karriere.

-Vi har indrettet det efter feng shui-princippet, og jeg skal da lige love for, at det har belønnet sig. Vi har booket 20 koncerter alene i januar og været med i flere tv-programmer samt en masse artikler, fortæller Leo.

Danmarksrekord i koncerter

Historien om det spøjse par begyndte for mere end 30 år siden. Men det var først, da parret blev en integreret del af det legendariske Skagen-værtshus Skansen, at deres popularitet eskalerede.
23 år spillede de på Skansen. De sidste 15 år på tre femårskontrakter. Fuldstæn
digt unikt inden for den danske musikscene.

- Vi spillede fire år på Fregatten og Brøndum, inden vi ved en tilfældighed havnede på Skansen. Vi gik godt i spænd med fiskerne, der udgjorde publikummet på det tidspunkt. Det var først senere, at fruerne fra Hellerup kom til og gjorde det in at besøge Skansen, fortæller Sussi.

I mange år spillede parret fem dage om ugen. Nogle gange seks. På et tidspunkt, da vanviddet var på sit højeste, optrådte de 47 aftener i træk. Seks sæt af hver en time. Hver aften. En præstation intet andet dansk band nogensinde har været i nærheden af at slå. Selv kalder de årene på Skansen for en manddomsprøve. En prøve, der sågar resulterede i en talemåde: "Man har ikke været i Skagen, hvis ikke man har været på Skansen".

Aftegningerne af et stolt smil skjuler sig ikke hos Leo, der med piben i den ene mundvig tænder op i tobakken.

Farvel til samlebåndet

Én aften spillede Sussi og Leo "Himmelhunden" 13 gange. Folk ønskede sangen igen og igen. På en enkelt aften kunne der komme 1000 gæster, dermed var der stor cirkulation på det klejne værtshus. Konstant kom der nye gæster til, der kom med opfordringer til den populære melodi.

- Nu spiller vi den maksimalt fire gange på en aften. Én gang i hvert sæt. Præcis som med "Smoke on the Water", "Bad Moon Rising" og "Living Next Door to Alice", remser Sussi op.

Selv om dette scenarium for de fleste lyder som et mareridt, var det mange år selve udlevelsen af drømmen for Sussi og Leo. Men alle drømme kan ende som mareridt, hvis man ikke vågner i tide. De sidste tre-fire sæsoner var hård kost for parret, der var ved at drukne i succes, samlebåndsarbejde og forvænte publikummere, der ville lynche parret, hvis de ikke bød på "Himmelhunden" ad libitum.

- Vi kunne lige så godt have stået på en fabrik. Vi gjorde præcis det samme dag ud og dag ind og evnede ikke at udvikle showet mere. Vi var slet og ret håndværkere, der havde "Himmelhunden" som hammer og "Smoke on the Water" som skruetrækker. Når vi ser tilbage, har vi dog lært rigtig meget af det. Og vi har erkendt, at vi aldrig skal spille fast samme sted igen. Vi vil ud på landevejen, siger parret, der derfor investerede i en autocamper fra Vendelbo Vans.

Sussis mor, der er helt "bil-tossi" hjalp med at vælge den ud. Nu har de hele tiden en base med rundt, som de kan sove i, klæde om i, lade op i, have hvalpen Xena med rundt i og ikke mindst ryge lovligt i.

- Efter så mange år samme sted var vi bange for at prøve noget nyt. I stedet for at sejle ud på det åbne hav, fortsatte vi længe langs den trygge kyst. Så tog vi springet til Ritz i Frederikshavn. Og nu er det landevejen, der kalder, siger Leo.

En anden af deres største drømme er netop gået i opfyldelse. Deres helt egen cd, "Gi mig så det kys - mand" med selvkomponerede numre.

- Vi har ikke haft kræfter til det før nu. Vi skulle først finde arbejdsmetoden, der passede os. Det foregår ved, at vi laver en bunke demoer i vores lille studie. Vi bruger bogen "Bevingede ord", som vi slår tilfældigt op i. Så skal vi finde en tone, der passer til det ord eller den sætning, vi rammer. På den måde laver vi fem til seks kladder på en enkelt dag. Så får de lov at ligge lidt, inden vi vender tommelfingeren op eller ned, fortæller Sussi.

De er ærkestolte af resultatet og ser frem til at optræde med en blanding af klassikere og egne numre. Men radiostationerne kunne godt være mere flinke til at spille sangene. Selv den lokale radio i Brønderslev er ikke meget for det, hvilket parret har svært ved at forstå. Det slår dem dog på ingen måde ud. For de ved, at publikummet stadig er der.

- Vi kommer til at spille omkring 150 koncerter i år. Så det tegner rigtig lovende. Og med medvirken i tv-programmerne "Kender du typen?", "Aftenshowet", "4-stjerners middag" og et talkshow med Gitte Stallone får vi virkelig reklameret for os selv, fortæller Sussi.

Ikke tæt på at dø

Af alle de scener, de har gæstet, er der få, der skiller sig ud. Duoen føler sig lige så godt behandlet i København som i Vester Hjermitslev. Men Amager Bio, Horsens Ny Teater og hallen i Kjellerup hører til blandt de steder, den har haft sine største oplevelser.

- Og Esbjerg, indskyder Sussi, der mener, at Leo har samme status som Elvis i Esbjerg, fordi tøserne altid er helt vilde efter at kysse ham dernede.

Berømmelsen har dog aldrig taget overhånd. Folk hilser pænt på parret, der stadig har deres nummer stående i telefonbogen. Og Leo, der længe har drømt om at høre en Lars Lilholt-koncert, har ydmygt afholdt sig fra at henvende sig til kollegaen, selv om de har optrådt samme steder.

- Jeg kunne da godt banke på og høre, om han gav en øl. Men måske gider han ikke lige tale med mig, siger Leo beskedent om manden, han kalder et musikalsk geni.

Opmærksomhed har aldrig været målet for Sussi og Leo. Men de mærker ikke over
raskende at blive genkendt mange steder.

- Jeg hørte i radioen, at man kan dø, hvis man ikke får nok opmærksomhed. Så lige umiddelbart er vi ikke tæt på at dø, konkluderer Leo.

Ligene lugter

Showbusiness kan retfærdigvis være hårdt. Leo er engang besvimet på scenen, fordi han dehydrerede. B.T. skrev på forsiden, at "Leo elsker til han besvimer", hvilket han stadig ikke forstår en døjt af. Godt nok havde Sussi deltaget i et interview, der handlede om deres sexliv. Men at Leo skulle besvime i den sammenhæng er det pure opspind. Avisen udkom samme dag, hans far skulle begraves, så forholdet til medierne har haft sine op- og nedture lige som karrieren.

- Generelt føler vi os godt behandlet i pressen. Og vi er meget åbne om vores liv. Alle er velkomne i vores hus. Vi har da ikke noget at være flove over. Men grænsen går ved soveværelset, hvor ingen kommer ind. Ikke engang vores katte, fortæller Sussi bestemt.

- Vi holder sjældent mund. Kun de gange, hvor der er noget, vi absolut ikke vil afsløre. Alle har lig i skabet. Det har vi da også, siger Leo.

- Nå, så er det dét, der lugter sådan, udbryder Sussi, så køkkenet endnu engang summer af latter.
Sussi og Leo har ret. De får mennesker til at le. Deres arbejde består i at sprede godt humør, hvilket er et hverv, man bestemt ikke skal nedgøre. Mange har grinet af Sussi og Leo gennem årene. De burde i stedet grine med det unikke par, der har indrettet deres særegne lille rede ved Torpet, nær ved Sønder Saltum, tæt på Pandrup, ikke så langt fra Åbybro og et godt stykke vej fra Aalborg.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Smoke on the Water
Sussi og Leo
Kenny Rogers
Feng Shui
Skandsen
Skagen
Torpet
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.