Simon Staun
PR-foto

Troldsplinten stikker igen

 
TV-2 har sat sig selv på en næsten umulig opgave. Bandet har til dets igangværende turné skulle vælge 100 sange fra ud fra hele karrierens omfattende udvalg, da det til hver koncert fokuserer på tre albummer fra en bestemt periode. På Magasinet i Odense er det "Nærmest lykkelig", "Vi blir alligevel aldrig voksne" og "Slaraffenland" fra 1988 til 1991, der dykkes ned i.
 
- Vores idé har været at gøre det umulige: At vælge de sange ud, der fortæller vores og måske i virkeligheden vores alle sammens historie gennem 30 år.
 
Hvis man nærstuderer pladerne, afspejler de jo i den grad den tid, de er lavet i. Samt de overvejelser om vores liv og samtid, som jeg og bandet gjorde os dengang, fortæller forsanger og tekstskriver Steffen Brandt.
 
Han kalder hovedparten af albummerne meget tidstypiske i deres produktioner, hvilket har gjort det spændende for TV-2 at spille kronologisk tematiserede koncerter. De første koncerter fokuserede på "Fantastiske Toyota", "Verden er vidunderlig" og "Beat" fra starten af 1980'erne.
 
- Det var ret sjovt at kaste sig over de sange igen. De går jo 10 gange så hurtigt som de sange, vi skriver i dag, siger Steffen Brandt med et smil.
 
Tilfældigheder former os
 
Mange af sangene, der er valgt ud til koncerterne på Magasinet, har TV-2 ikke spillet i 20 år. De har levet deres eget stille liv, og mange fans har aldrig hørt dem før. Men det er ikke for at forkæle ærkefansene, at de er blevet støvet af.
 
- Det er lidt tilfældigheder, der har bestemt, hvad der er fundet frem fra gemmerne. Præcis som det er tilfældigheder, der til en vis grad former vores liv, fortæller Steffen Brandt kryptisk.
 
Han og bandet er dog bevidst om, at nogle sange fylder så meget i publikums bevidsthed, at de ikke kan udelades. Det gælder "Kys det nu (det satans liv)", "Nærmest lykkelig" og "Det mørke Jylland".
 
- Der er flere sange, som alt andet lige har levet deres eget liv ude blandt publikum gennem alle årene. Dem kan vi ikke springe over, fordi vi hellere vil nørkle med "Mean Blues" fra et album, ingen har hørt, siger Steffen Brandt med reference til "Slaraffenland" fra 1991.
 
Det er til dato et af de albummer, der skiller sig mest ud fra mængden. Et sort får i en hvid flok.
 
- Det skyldes jo det der forfærdeligt uberegnelige ved sådan nogle musiker- og kunstnertyper som mig, at vi bliver ramt af en eller anden indre troldsplint i sjælen. Det betyder, at vi gør noget helt og aldeles anderledes. Før "Slaraffenland" havde vi haft en lang række meget producerede albummere, hvor andre havde haft rigtig meget indflydelse på lyden og opbygningen. Vi trængte derfor til at finde ud af, hvad vi kunne på egen hånd, fortæller Steffen Brandt.
 
Med et mobilt studie på slæb satte bandet kursen mod Toscana, hvor de indspillede og jammede, som det faldt dem ind.
 
-Vi tænkte, at spontaniteten og den umiddelbare spilleglæde var lige det, vi havde brug for som band. Det var desværre ikke det, publikum havde brug for som publikum. Det har sidenhen lært os, at vores interne, sociale behov aldrig må overskygge ansvaret for at henvende sig til publikum. Det blev derfor en manøvre, der skulle til, for at vi kunne komme ud på den anden side og finde os selv igen, konkluderer Steffen Brandt.
 
Et nødvendigt stadie
 
Han går så langt som til at kalde albummet for et "opgørs-album" på grund af dets meget mørke, eksistentielle sange.
 
- Alt bliver vendt på hovedet, og der er ikke hoved og hale i noget som helst. Det er dejlig anarkistisk, men man kan ikke bare hælde en masse ureflekterede tanker i hovedet på publikum og bede folk om selv at finde hjem. Jeg har nogle film, hvor jeg tænker, at instruktøren simpelthen ikke kan være bekendt at efterlade mig i et vacuum af dårlig energi og uforløsthed. Sådan må vores publikum have følt, siger Steffen Brandt.
 
Hans mission som sangskriver er det stik modsatte af denne uforløsthed.
 
- Min intention er netop at forløse store og svære problematikker og beslutninger. Men det er ikke en del af pakken på "Slaraffenland", hvor lytteren selv må ligge og rode med at finde svarene. Det er faktisk fejt gjort af mig. Men publikum købte heller ikke pladen og kom ikke til koncerterne, hvilket tvang os til at forholde os til, hvad vi var gjort af, og hvad der skulle til i fremtiden. Det er langt fra min favoritplade, men som et stadie i en lang kunstnerisk karriere kan albummet anbefales, forklarer Steffen Brandt.
 
En latent stemning
 
Til koncertrækken i Odense er der valgt fire sange ud fra "Slaraffenland" og seks-syv stykker fra "Nærmest lykkelig" og "Vi blir alligevel aldrig voksne". Steffen Brandt mener ikke, det kunne forholde sig anderledes.
 
- "Nærmest lykkelig" er jo et kanoniseret album, og selv om vi tager nogle risici med setlisten, er mange af sangene fra netop det album også blandt vores interne klassikere.
 
Han kalder det både glædeligt og smertefuldt at spille nogle af sangene, fordi det sange kan - hvis de ellers er skrevet godt - er at finde frem til den dér helt bestemte følelse, man havde for 20 eller 30 år siden. En stemning som ligger latent i én og netop kan blive frigjort af en sang.
 
- Når jeg spiller nogle af sangene, står jeg jo selv og tænker tilbage på, at da jeg skrev den, var jeg såret, fordi en pige havde valgt en anden fyr frem for mig. Man får nogle oplevelser og problemer frem i lyset, og nogle gange er det faktisk bedre end at få dem løst, konkluderer Steffen Brandt.
 
At spille tre dage i træk på Magasinet vækker minder om den tid, hvor de tre udvalgte albummer udkom. Dengang spillede bandet ofte tre-fire koncerter i træk for fuldt hus.
 
- Vi startede med at spille i Odense på det legendariske Hansens Værtshus, men det var Magasinet, der endte med at blive vores stamsted i byen. Vi har virkelig haft mange store aftener derinde, og du kan roligt skrive, at de her tre koncerter bliver noget helt specielt. Også for TV-2, konstaterer Steffen Brandt.