Spids Nøgenhat, 2014

Foto: Magnus Cederlund
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

Syret så nøgenhatten passer

Danmarks eneste autentiske syrerock-orkester, Spids Nøgenhat, har begået gruppens blot andet album på 12 år. ”Kommer med fred” er en herlig, mærkelig musikalsk kop te, alle burde slubre af

"Har du prøvet at tage din øjne af? Lagt dig ned helt inde i dit eget sind, og har du prøvet at male dine dage blå og trukket vejret, som var det allerførste gang? Mere lys og mere kærlighed. Mere lys og mere frihed", messer forsanger Uffe "Aramis" Lorenzen på åbningsnummeret "Mere lys", der stemningsmæssigt og lyrisk udstikker kursen for Spids Nøgenhats aktuelle album, "Kommer med fred".

- Vi har snakket meget om, hvad vi skulle synge om på den her plade, inden vi besluttede at gå i gang. På den første var temaet ét stort flip, hvilket betød, at de fleste numre handlede om at stå op om morgenen og spille Playstation, mens vi tog svampe og hørte gamle plader. Der var en drengeværelsestemning over det, som er komplet forduftet, da vi ikke lever sådan mere. "Kommer med fred" er en langt mere moden og jordbunden plade, hvor længslen og en søgen efter fred fylder meget, siger Uffe Lorenzen.

For ham handler mange af sangene om at komme ud på landet for at finde noget stilhed og søge ind i sig selv. Titlen "Jorden kalder" giver et meget godt fingerpeg om det gennemgående fokus.

- Vi opfordrer alle til at komme ned i gear og se græsset gro. Det er unægtelig en noget anden tematik og tilgangsvinkel end på "En mærkelig kop te", der i bund og grund handlede om at tage syre og ryge hash. Det nye album er langt mindre eskapistisk og langt sundere, hvis man kan kalde et album det, siger Uffe Lorenzen.

Ikke nogen dårlig kopi

Det er svært ikke at sammenligne en udgivelse som "Kommer med fred" med legendariske syrerock-albummer fra 1960'erne eller begyndelsen af 1970'erne.

Men den mellemliggende tid gør det måske umuligt.

- Jeg synes, det er lidt irriterende, når man begynder at grave paralleler frem. Vi lever i en helt anden tid, og mange af de emner og problematikker, vi tager udgangspunkt i, eksisterede ikke dengang. Desuden er vi som ét af de eneste danske orkestre ekstremt bevidste om, hvad vi laver, samt hvilke bands og musikere vi baserer vores musik på. Vi gør det meget åbenlyst og med en indgående viden om musikhistorien, siger Uffe Lorenzen.

Netop fordi referencerne er så tydelige, spiller bandet på klichéerne. Eksempelvis med titlen "Kommer med fred", der er et forsøg på at afvæbne de forudsigelige sammenligninger. Alligevel mistolker og misforstår nogle lyttere det og tror, at Spids Nøgenhat er pastiche.

- Intet kunne være mere forkert. Vi er på ingen måde for sjov eller en dårlig kopi. Vi er både yderst alvorlige og relevante, understreger Uffe Lorenzen.

Kult på Lolland Falster

Albummets indtil videre mest populære nummer hedder "Lolland Falster". Det er allerede blevet kult på nettet, og sangens titel og fokus er heller ikke gået ubemærket hen på de to syddanske øer.

- Vi modtog faktisk en fin mail fra Lollands ambassade, lige da nummeret udkom. Det er fantastisk, hvad man kan med stednavne på dansk. Tag bare Gasolin' og Langebro ... Det her nummer er dog inspireret af et Barry McGuire-nummer, der hedder "South of the Border", hvor kæresten er gået fra ham, hvorefter han kører til Mexico og henter pot. Det lå ligefor at skrive en pendant om Lolland Falster, og tekstens betydning har virkelig delt vandene, konstaterer Uffe "Aramis" Lorenzen.

Nogle tror, det er en hyldest til Udkantsdanmark, andre har fanget hamp-vinklen mellem linjerne, mens der var en 55-årig revisortype, der mente, at "det grønne guld" refererede til de mange roer på Lolland.

- Det illustrerer meget tydeligt, at det er en fin tekst, der ikke serverer sit budskab på et sølvfad. I mine øjne handler den om at tage ned på nogle øer, hvor der ikke er så meget larm og fred til at tænke. Det er en virkelig fin sang, Morten "Aron" Larsen har skrevet, men publikum skal ikke umiddelbart forvente, at vi skriver en tilsvarende sang om Odder næste gang, siger Uffe Lorenzen. 

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Roskilde Festival
Spids Nøgenhat
Syrerock
Uffe Lorenzen
Mere lys
Lolland Falster
Jorden kalder
Kommer med fred
Gasolin'
Langebro
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.