Simon Staun
PR-foto

Guldet glimter endnu

Hvis man tror, kvintetten Spandau Ballet var et poleret popband med to giganthits i midten af 1980'erne, tager man grueligt fejl. Bandet, hvis grundsten allerede blev lagt i 1976, var i den grad fremtrædende på postpunk-bølgen, da det etablerede sig på Londons excentriske spillesteder.

Den højaktuelle film om Spandau Ballet (som har premiere 7. september) viser hele historien om bandet, der gik i opløsning i 1990 og blev genforenet efter næsten 20 års pause i 2009.

- Den film er lavet med det formål at udfylde hullerne mellem 1990 og 2009, men også for at vise, hvordan bandet udviklede sig fra slutningen af 1970'erne og frem til "True"-albummet udkom i 1983, siger Martin Kemp.

Mange af filmens første scener foregår på London-klubber som Blitz, hvor publikum sværmede for "new romantic"-genren, som Spandau Ballet var bannerfører for.

- Spandau Ballet var et rendyrket kultband de første år. Det, The Who var for "the mods", og The Rolling Stones var for "the rockers", var vi for "new romantic"-segmentet, der var stået af punken og havde brug for et nyt musikalsk ståsted, fortæller Martin Kemp.

Pladecoveret var dit flag

Musikstilen var tæt forbundet med mode, og det er både fornøjeligt og nostalgisk at se de ekstravagante dragter, bandmedlemmerne havde på i karrierens vår.

- Hvor punken handlede om sortsyn, at ødelægge og gå i mørkt lædertøj med kæder, handlede new romantic om det diametralt modsatte. Om at tro på fremtiden og at klæde sig ud i farvestrålende tøj. Det handlede om sort kontra farverig uniform, og det gav en enorm kontrast i den periode. Jeg kunne aldrig finde på at iføre mig outfittet fra dengang. Det hører en anden epoke til, og hvis vi stod fem mand i 50'erne på scenen i det tøj, ville vi se absolut tåbelige ud. Vi forsøger at ældes med ynde, konstaterer Martin Kemp.

Filmen har fået ham til at tænke mange tanker om, hvordan det var at spille musik og dyrke den som fan for 30 år siden.

- Det med tøjet som uniform fik mig til at tænke på, hvordan et pladecover dengang besad en næsten magisk egenskab. Pladecoveret var næsten som et flag, der udgjorde en markant del af ens identitet. I dag handler det mere om konstant at komme med updates på Facebook end at vise flaget, konkluderer Martin Kemp.

Publikum skreg uafbrudt

De fleste har set dokumentarfilm eller koncertoptagelser med The Rolling Stones og The Beatles, hvor medlemmerne nærmest overfaldes af horder af kvindelige fans. 20 år senere oplevede Spandau Ballet præcis det samme, da gruppen for alvor slog igennem med albummet "True".

- Det var komplet hysterisk og overrumplende, men det var netop det, vi havde drømt om, siden vi var skoledrenge. Vi var i begyndelsen af 20'erne, og det føltes helt fantastisk. Jeg er glad for at have prøvet det, men samtidig er jeg taknemmelig for, at det ikke er sådan længere. Publikum lyttede ikke til vores sange dengang. De stod bare og skreg uafbrudt i halvanden time eller var fokuserede på, hvordan vi så ud. I dag har vores publikum en oprigtig interesse i musikken, hvilket betyder meget for os, siger Martin Kemp.

Han er helt på det rene med, at mange blandt publikum kommer for at høre hitsangene "True", "Gold" og "Only When You Leave". Sådan er vilkårene for ethvert band.

- En del af vores sange spiller en markant rolle i mange menneskers liv. Det er nærmest temasange for specielle øjeblikke eller perioder i deres liv, hvor de mødte og forelskede sig i deres mand eller kone. Jeg kan sagtens forstå, at de gerne vil høre den sang 30 år senere. Det handler ikke kun om god musik, men i lige så høj grad om gode minder, siger Martin Kemp.

Venskabet tilbage på sporet

Der er mange sange, der definerer Spandau Ballet. Men den, der indrammer comebacket bedst, er "Once More" fra 2009-albummet af samme navn. For første gang i 20 år stod de fem medlemmer i studiet sammen.

- Jeg er glad for, at du bryder dig om sangen. Den betyder også noget helt særligt for mig. Den var ekstremt vigtig for hele processen med at blive genforenet, da det var vitalt, at vi fungerede sammen i studiet. Det gjorde vi. På en langt mere demokratisk måde end i gamle dage. Alle bidrog. Alle gav sig. Alle lyttede til hinanden. Den sang indikerer et af de største vendepunkter i Spandau Ballets historie, siger Martin Kemp.

En ting var at fungere i studiet. Noget andet var at få venskabet tilbage på ret køl.

- Det er ingen hemmelighed, at bandet gik i opløsning efter en del intern ballade. Derfor handlede sangen "Once More" også om, hvorvidt sårene kunne heles. Vi tilbragte fire uger sammen i studiet langt ude på landet, og jeg har ikke haft det så sjovt i 20 år. Musikalsk kunne resultatet godt have været bedre, men når jeg ser tilbage, står det tydeligt, at det i højere grad handlede om at få venskabet tilbage på sporet, konstaterer Martin Kemp.

Et vidunderligt sus

Han er nærmest ekstatisk over, at de fem medlemmer trives så godt sammen igen.

- Det er mine fire bedste venner, som jeg har savnet ubegribeligt meget. Vi gik i skole sammen og blev voksne sammen. Vi skabte vores personligheder sammen og havde ufatteligt mange morsomme oplevelser sammen. Vi opdyrkede vores egen interne, barnlige humor fra da vi var 12 år gamle. At være væk fra hinanden i over 15 år var forfærdeligt, og det får mig indimellem til at spekulere på, hvorfor vi lod det hele kollapse i slutningen af 1980'erne. Men sådan er livet, konstaterer Martin Kemp.

Han tror, at en af grundene til, at Spandau Ballet stadig har et solidt greb om sit publikum, netop skyldes bruddet og genforeningen.

- Vores historik er meget sammenligneligt med et forhold, hvor man ender som uvenner og bryder op, selv om man i bund og grund holder af hinanden. Indimellem finder folk sammen igen og får lagt uenighederne bag sig, og den rejse minder i høj grad om bandets. Derfor tror jeg, at vi har et endnu stærkere bånd til en del af vores publikum i dag, konkluderer Martin Kemp.

Det er dog ikke kun venskabet, han har savnet i de mellemliggende år, hvor han blandt andet har arbejdet som skuespiller.

- Jeg har savnet larmen. Den ekstreme volumen i et studie eller på en scene. Når man sætter en plade på, bliver det aldrig så djævelsk højt, uanset hvilket anlæg man har. Når jeg står med bassen og rammer nogle kraftfulde akkorder, ryger det direkte gennem ørene og ind i hjernen, hvor det føles så vidunderligt, at man bliver afhængig af det. Det sus har jeg savnet utrolig højt, siger Martin Kemp.