Simon Staun
Foto: Carsten Bundgaard

Sort Sol lover blodsmag

 
For præcis to år siden stod Steen Jørgensen, Thomas Ortved og Lars Top-Galia trippende og smånervøse på nippet til deres første koncert sammen i knap et årti.
 
Turnéen gik over al forventning, hvilket stimulerede ambitionerne yderligere, men guitaristen Lars Top-Galia havde dog et ufravigeligt krav, hvis Sort Sol igen skulle stå på scenen sammen: Der skulle indspilles nye sange.
 
- Vi havde ikke forestillet os, at vi igen skulle på turné. Men fordi det gik så godt sidst, har både andre og vi selv stillet spørgsmålet, om vi ikke burde tage endnu en tørn. Det ville jeg under ingen omstændigheder, hvis ikke vi kunne medbringe nye numre. Det var et ultimativt krav fra min side, fortæller Lars Top-Galia bestemt.
 
Han fik overtalt forsanger Steen Jørgensen til at indlede arbejdet med at skrive nye sange, og for et års tid siden satte de sig ned hver for sig og baksede med tekst og musik.
 
- Vi har lavet tre nye sange indtil videre, og det er det første nyskrevne materiale i mere end 10 år. Det stiller os i en helt anden situation end på forrige turné, hvor vi udelukkende spillede "gamle" sange. Når man turnerer, skal der være en relevans og nødvendighed, og det sørger de nye sange for, siger Lars Top-Galia.
 
Lysten til at skabe
 
De tre nye numre skal færdigpudses i Seattle i slutningen af marts hos produceren Randall Dunn, der har arbejdet tæt sammen med flere progressive rockbands.
 
- Han er et rigtig interessant sted i sin karriere og arbejder med vidt forskellige bands og genrer, hvilket stemmer godt overens med vores tre nye sange, der viser en stor originalitet og diversitet. De spænder lige fra knugende stilhed til voldsom brutalitet, hvilket er de yderpoler, Sort Sol altid har søgt, siger Lars Top-Galia.
 
Han føler, at bandet indvinder nyt land, selv om dets musikalske identitet på et fundament af dystopi, melankoli og neurotisk romantik stadig skinner tydeligt igennem. Samtidig kalder han det rørende og stærkt at mærke engagementet, lysten og viljen til at skabe nye sange.
 
- At genopdage og fastholde den skabertrang er noget af det vigtigste i livet, understreger Lars Top-Galia.
 
Med ned i ubåden
 
Sort Sol har i processen med de nye sange fokuseret på, hvor langt de kunne komme som band, og hvor langt den kunstneriske ånd kan bære dem.
 
- Vi tager intet hensyn til, om sangene kan spilles i radioen eller sælge plader. De er så langt fra at være kalkulerede set ud fra et kommercielt synspunkt, som de kan komme. Eksemplificeret ved den ni minutter lange sang om det russiske ubådsforlis med Kursk. En tragedie med 100 procents dødsfald, der kræver, at man selv er psykologisk udfordret under arbejdet for at kunne leve sig helt ind i dramaet. Det har været kaotisk, skræmmende og klaustrofobisk. Helt i Sort Sols ånd, fortæller Lars Top-Galia.

Om de tre numre fører flere med sig, så der kan indspilles et helt album - det syvende i rækken - har han ingen anelse om. Han joker med, at Sort Sol ikke kører efter en socialistisk femårsplan, men nærmere en tilfældig og anarkistisk femugers-plan.
 
- Det er både skønheden og rædslen ved at spille i Sort Sol. Man ved aldrig noget om fremtiden. Men jeg kan love så meget, at publikum, der kommer på Posten for at høre os til april, tager hjem med en tyk blodsmag i munden. Vi er stadig et ekstremt stærkt liveband, og vi er klar til at skrive endnu et kapitel i vores egen historie, siger Lars Top-Galia.