Sort Sol, 2011

Foto: Carsten Bundgaard
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 6
Frem

Små led i en gigantisk kæde

De tre slangecharmører og uspolerede monstre i Sort Sol er toptændte forud for den første turné i et årti. Fredag aften spiller gruppen sin eneste fynske koncert

Det er næsten ikke til at rumme. I aften skulle Sort Sol skinne over min hengemte, nordjyske bonderøvshule af en hjemby. Byens imposante messecenter, der normalt lugtede af tusind dyrs gasser og afføring, ville i stedet for grisehyl og køers mumlen blive fyldt af ærkekøbenhavnsk punkrock. Forventningerne tyngede, så skovmandsskjorten slæbte hen over jorden.

"Glamourpuss" udkom tidligere på året, og selv om Himmerland var Lilholt-, TV-2- og Kim Larsen-land, kunne de fleste af mine jævnaldrende messe med, når Steen Jørgensens stemme gik på lidelsesvandring i de dæmoniske og dystopiske tekster.

En mandag kunne blive en katastrofal indledning på ugen, hvis søndag aften ikke blev vanligt afsluttet med P3's "Det elektriske barometer" og programmets uforlignelige kendingsmelodi "Let Your Fingers Do The Walking", hvis tema bestemt blev taget bogstaveligt på landets teenageværelser.
Sort Sol trak i både knallertdrengene, gymmerne, slipsedrengene fra handelsskolen og de bogligt udfordrede på teknisk skole. Alle så som forstenede frem til dét, der uden sammenligning var årets begivenhed i Aars i 1993.

Om det var det fine besøg fra hovedstaden, der gav invaliderende nerver inden koncerten, ved jeg ikke. Men det lå i kortene, at man ikke bare skulle være beruset til stævnemødet med Sort Sol på hjemmebane. Man skulle helst være skudt godt på vej ud til den galakse, hvor denne sorte kæmpe måtte befinde sig. Hvilket sagde en hel del i en by, hvor det lokale værtshus hed Jydepotten.

En anden virkelighed

- Nå ja, Aars for fanden. Det husker jeg tydeligt. En kæmpe hal midt ude på landet, hvor der lå døddrukne teenagere hele vejen rundt om indgangen flere timer før koncerten, fortæller Steen Jørgensen og ryster på hovedet.

I ugerne op til koncerten var der gået rygter om bandets dekadence, druk og damebekendtskaber. Det havde næsten Led Zeppelinske dimensioner, og hvis man havde set Steen Jørgensen forvandle sig til en flagermus på scenen og efterfølgende set den sætte sine sylespidse tænder i halsen på en jomfru, ville det ikke komme bag på nogen.

- Jeg begriber ikke, hvordan de mange rygter og vandrehistorier er opstået gennem årene. Men nu skal det retfærdigvis siges, at en del af dem ikke er helt usande. Jeg kan da huske, at der var pænt mange damer og ret godt gang i den på motellet i Aars efter koncerten. Vi var totalt fucked up i den periode, og vi har haft nogle rigtig vilde år, hvor der skete lidt af hvert, siger Lars Top-Galia og ler hemmelighedsfuldt.

Steen Jørgensen kan huske, at han skulle trække en nøgle i en automat, da motellet ikke var bemandet om natten. Han kan også erindre, hvordan landskabet af teenagere ændrede udseende nærmest over natten.

- I 1993, da vi turnerede med "Glamourpuss", skyllede grungebølgen ind over Danmark og resulterede i, at hård rock pludselig var tilbage efter mere end et årti i skyggen. Det betød, at det var en vild periode på alle måder. Det var som om, man var befandt sig i en anden virkelighed, fortæller Steen Jørgensen.

Odde gik amok

Der var meget få danske rockbands i starten af 1990'erne med national appel. I mange år kunne Sort Sol ikke engang komme i tanke om et passende rockband som opvarmning. I Aars havde de derfor valgt en alternativ, ung kunstner ud, der senere skulle blive kendt som Senior i Junior Senior.
Efter en årrække, hvor Sort Sol udelukkende spillede i København, Aarhus og Odense - samt Aalborg, hvis de havde nerverne til det - bød resten af Danmark sig pludselig til.

- Vi havde en langt større scene i Tyskland og Sverige, men efter "Glamourpuss" skulle vi ud at spille i alle danske byer med et spillested eller en hal. Grunden til, at vi husker denne koncert så detaljeret, er, at det var helt nyt og meget unormalt for os at spille i en hal midt i ingenting. Det havde været utænkelig et par år før, fortæller Lars Top-Galia.

Det kan godt være, at medlemmerne har skejet ud undervejs i den 33 år lange karriere. Men hukommelsen kan ingen tage fra dem. Lars Top-Galia er nærmest et opslagsværk, hvor selv de mindste detaljer er lagret.

- Jeg mindes faktisk også tydeligt lydprøven, og til selve koncerten havde jeg medbragt sådan et smart lille Hi8-videokamera. Knud Odde, vores gamle bassist, gik fuldstændig amok på mig, fordi jeg ikke måtte "dokumentere" ham. Det gjorde jeg aldrig igen, understreger guitaristen, mens resten af bordet slår sig på lårene.

Jeg nænner ikke at spørge Steen Jørgensen, om det passer, at han tog min kæreste med over på motellet efter koncerten, som rygtet lod mig vide dagen derpå. Det var nærmest det mindste, jeg kunne bidrage med, når jeg tænker på, hvor stor betydning koncerten fik for min opfattelse af og forhold til rockmusik.

På musikkens præmisser

Nostalgi og minder kan udgøre en stærk cocktail. Men hvis man tror, at Sort Sol går på scenen i 2011 for at skue tilbage i tiden og agere musikalsk frilandsmuseum, får man sig en forskrækkelse for livet. Sjældent har guitarerne udgjort et inferno så fortættet, at selv Dante ville misunde det. Sjældent har råderummet, armbevægelserne og ambitionerne været så store. Derfor har de tre tilbageværende medlemmer ikke overladt noget til tilfældighederne. Hvis man tror, at gruppens fortid i punk betyder sløseri og lemfældighed, tager man grueligt fejl. Efter få minutter i selskab med de tre musikere, forstår man, hvorfor de har snerret af dem, der har talt om økonomiske motiver. Sjældent har jeg mødt musikere, der i dén grad er det på musikkens præmisser.

18 år efter den legendariske koncert i Himmerland ligner Steen Jørgensen en mand, der netop har kæmpet sig gennem en forhindringsbane. Han hænger nærmest hen over baren i Albertslundhuset, hvor Sort Sol pudser de sidste detaljer af inden turnéstarten i Horsens.

Bandet har spillet deres koncert hele to gange i dens fulde længde, da de langt om længe kan holde fyraften og se frem til en velfortjent hviledag. Hvilket må være yderst tiltrængt efter to gange to timer med et lydniveau, der får betonelementerne til at sitre og benene til at svaje.

- Jeg er fuldstændig smadret, pruster Steen Jørgensen, mens han bestiller dagens første fadøl.
Der er tydeligvis tale om den gode udmattelse. Den, der kun opstår, når man lægger al sin energi, alle sine tanker og hele sit hjerte i et projekt. Et projekt, mange har en mening om, og endnu flere gerne vil opleve.

Ikke bange for at fejle

Sort Sol anno 2011 er et sammenkog af alt dét, gruppen har lavet op til, at den stoppede eller holdt pause efter udgivelsen af "Snakecharmer" i 2001. Ubevist har medlemmerne valgt sange fra alle udgivelser siden Sods-debuten "Minutes To Go" fra 1979.

- Selv om det kan lyde meget konceptuelt, er det ikke den måde, det er foregået på. Vi har ikke haft noget særligt repertoire, vi skulle spille, da der er ikke er nogen aktuel plade at promovere. Udgangspunktet har været, at alle døre stod åbne, hvilket har givet en enorm frihed, siger Lars Top-Galia engageret.

Sætlisten gav med andre ord stort set sig selv, så den udgør et meget naturligt forløb, selv om der er tre årtier mellem de første og sidste numre.

- Man kan jo tydeligt høre, at alle numrene har en speciel lyd, som er Sort Sols egen. Vi har en lydidentitet, som er en stor gave, konstaterer Steen Jørgensen.

Han og de øvrige medlemmer ser lidt skæve ud, da de bliver spurgt, om de mange øvetimer risikerer at gøre koncerterne fejlfrie og dermed potentielt kedelige.

- På ingen måde. Vi laver stadig fejl ind imellem. De er jo ofte rigtig spændende. Det er næsten altid dér, der virkelig sker noget i musikken. Når jeg spiller forkert, plejer jeg bare at sige, det er en ny rytme, siger Tomas Ortved muntert.

Han understreger, at fejl naturligvis også kan være uinteressante, hvis de overdøver noget rigtig godt og særegent. At bruge antallet af fejl som en målestok i forhold til gode og dårlige koncerter er dog misvisende.

- I virkeligheden kan man slet ikke snakke om "de store koncerter" og "katastrofekoncerterne". Man kan ikke bruge den tilgang til noget, da det hele er en del af et forløb, hvor tusind små led samles i en gigantisk kæde, forklarer Lars Top-Galia.

Når man kan elske sine fejl og tilmed lære af dem, er det oplagt at spørge, om det er risikabelt at komme i overtræning.

- Jeg kan garantere for, at det aldrig er sket for os. Vi har øvet intenst men aldrig for meget. Den dér romantiske forestilling om, at man bare går ind og leverer, holder jo ikke. Miraklet sker indimellem, men langt de fleste gange ender det som en katastrofe, slår Lars Top-Galia fast.

Sort Sols arv

Når man genforenes - eller samler trådene efter en lang pause - vil der med garanti lyde kritiske røster. Hvorfor risikere at ødelægge sit musikalske ry og pille ved sin position som ét af de største danske rockbands nogensinde?

- Der vil altid være nogen, der bedst kunne lide Sort Sol, som det var engang. Men hvornår var dengang? Det er jo bare musik, understreger Tomas Ortved, der med sine få men velvalgte kommentarer beskriver en trommeslagers rolle perfekt.

Han ligger der hele tiden, og indimellem slår han til på det helt rigtige tids punkt, så man forstår, at han er lige så uundværlig som de øvrige medlemmer. Steen Jørgensen følger lettere opildnet op på emnet:

- Hvis der er nogen, der skal spille Sort Sols musik, er det da os. For vi kan da ved gud finde ud af det ...

Lars Top-Galia beslutter sig også for at byde ind efter en næsten to minutter lang pause i talestrømmen:
- Vi forholder os fuldstændig, som det passer os til vores musik. Vi spiller den når, hvordan, hvor og med hvem, vi vil. Sådan er det! Nogle gange gør vi det helt sublimt og andre gange bare rigtig godt. Vi er ikke angste for at fejle eller ødelægge Sort Sols arv. Det er derimod andre, der har hængt noget af deres egen kulturelle identitet op på vores musik, der frygter, at noget af nostalgien bliver ødelagt. Men sådan skal vi jo ikke tænke, så kan vi sgu ikke røre os ud af stedet, argumenterer han indædt.

Sort Sol har tre nye musikere med på scenen, som de selv har håndplukket. De har betydet meget for gejsten og glæden i bandet.

- De to guitarister Adam Olsson og Manoj Ramdas kommer fra surfgruppen The Good The Bad, som jeg tog ud for at høre en aften et eller andet gudsforladt sted. De spillede benhårdt, og jeg var med det samme overbevist. De får naturligvis også lov til at stråle, da vi er ikke bange for at blive overskygget. Det har vi alt for meget patos til, fortæller Lars Top-Galia selvsikkert.

Tømmer sig over publikum

De tre sortklædte herrer kan godt fornemme i lemmerne, at der er gået 10 år, siden de sidst var på turné.

- Er du færdig, mand! Man kan godt mærke, man ikke er 50 år længere, sukker Tomas Ortved.
Havde medlemmerne været 19, 29 eller 39 år, ville de med stor sandsynlighed også have været ødelagt efter en udmattende øver som i dag.

- Fire timers brutalt høj musik føles som at blive smadret ind i en betonmur igen, igen og igen. Det er en herlig følelse, cementerer Lars Top-Galia tørt.

Steen Jørgensen, der tænker lidt længere over svarene og lader de andre komme til fadet, kommer endnu engang med en spontan betragtning, der svæver lidt rundt for sig selv:

- At lave det, vi gør, er en meget udtømmende proces. Det er os, der kommer og tømmer os over publikum i stedet for at få noget af dem. Sådan har det altid været. Der skal sættes noget på spil. Det skal koste noget.

- Det er faktisk meget klogt sagt, roser Lars Top-Galia kollegialt.

Uundværlige solbriller

En udmarvende dag nærmer sig sit endeligt. Tomas Ortved skal hjem til familien i Valby. Steen Jørgensen til cool Christianshavn. Perfektionisten Lars Top-Galia bliver i Albertslund.

- Kan vi få et lift ind til byen, spørger Steen Jørgensen ud af det blå.

Fotografens rustne Peugeot takker ja til de fornemme gæster og forventningen om at stige markant i affektionsværdi. Efter et par kilometer på asfalt bander Steen Jørgensen højt fra bagsædet.

- For satan, jeg har glemt mine solbriller. Vi må tilbage. Der er ikke noget at gøre. Dem kan jeg ikke undvære til i morgen!

Hvis det havde været alle andre end Sort Sols forsanger, der kom med den befaling, havde Peugeot'en fortsat sin kurs mod det indre København. I stedet laver den en uventet uvending og ender som en fuldendt metafor for Sort Sols karriere.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Sort Sol
Steen Jørgensen
Lars Top-Galia
Tomas Ortved
Glamourpuss
Snakecharmer
Minutes To Go
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.