Simon Staun
Foto: Simon Staun

Melankolske sværvægtere indtager samme ring

Man må gerne ryge i Søren Huss' bindingsværkshus med udsigt til de overdækkede slotsruiner midt i Nyborg. Derfor står en skinnende Ronson Mini Varaflame Chrome Satin-lighter klar på spisebordet, allerede inden kollegaen Peter Sommer ankommer til dobbeltinterviewet.

Søren Huss har for nylig investeret i en gourmet-kaffemaskine og serverer cortado i absolut topklasse. Hvis musikken svigter, ligger barista-jobbet lige til højrebenet. Balancen af kaffe og mælk er optimal, hvilket på forunderlig vis bliver et symbol på samarbejdet mellem to af det nye årtusinds bedste sangskrivere.

Hvem der er kaffen og mælken i samarbejdet, kommer der ikke noget entydigt svar på i denne artikel. Men faktum er, at Peter Sommer og Søren Huss de kommende uger blander deres respektive talenter sammen i en miniturné med blot syv koncerter.

Tilløbet til koncerterne begyndte for 10 år siden, da Peter Sommer for første gang sad i denne stue. Søren Huss havde skrevet en række sange på dansk og bad om Peter Sommers uforbeholdne mening, inden sangene blev sluppet løs for et større publikum.

- Jeg var på vej fra Skanderborg til København og drejede af motorvejen ved Nyborg. Søren havde inviteret mig til at kigge forbi og høre ham spille nogle af de sange, som udkom på "Troen & Ingen" i 2010. Det var spændende, intenst og rørende at få præsenteret de sange, som nærmest ingen andre havde hørt, fortæller Peter Sommer.

Besøget mundede ud i en kollegial blåstempling af sangene og ikke mindst en indledning på et venskab, som stille og roligt er vokset. Blandt andet på Gæstgiveren i Allinge på Bornholm er de to musikere kommet under huden på hinanden gennem de seneste seks-syv år.

- Gæstgiveren har en tradition med sommerkoncerter, der trækker både toppen af poppen og rocken til. Det føles lidt som at være en del af en stor familie, hvor man hænger ud sammen og snakker. Søren og jeg er ret tætte både musikalsk og årgangsmæssigt, derfor har det været naturligt at spørge ind til: "Hvad laver du nu" og "Hvad skal du lave næste gang"?. For os er det interessant at tale om alle tilløbene og trædestenene, man prøver at bygge op i forhold til en ny plade, siger Peter Sommer.

Søren var nummer et

Samtalerne på Bornholm resulterede ikke i et samarbejde. Det var først efter deres fælles optræden til Carl-Prisen i slutningen af april 2018, at idéen om en fælles koncert tog form.

- Til Carl-Prisen spillede vi én af Peters sange og én af mine. Det var egentlig ret sjovt, kunne vi mærke. Derfor var beslutningen om at arbejde endnu tættere sammen oplagt, siger Søren Huss.

Det var Peter Sommer og hans band, Tiggerne, som besluttede at invitere Søren Huss med på turné. Peter Sommer lægger ikke skjul på, at ambitionen også var at åbne muligheden for at spille på landets største spillesteder.

- Der er ingen tvivl om, at chancen for at komme ind på DR Koncerthuset, Koncerthuset i Odense og Musikhuset i Aarhus er større, når vi klumper os sammen. Der gemmer sig en smule taktik i beslutningen fra vores side. Men det handler naturligvis også om lysten til at stå på scenen med én, man passer enormt godt sammen med. Vi er forbløffende enige om måden, vi vil gøre det på. Sælge det på. Fortælle det på, siger Peter Sommer.

Mens Søren Huss brygger mere kaffe, konkluderer Peter Sommer, at der er meget få danske musikere, han ville sende en lignende invitation til.

- Jeg kan faktisk ikke komme i tanke om mere end to-tre stykker, jeg kunne finde på at spørge. Af dem var Søren nummer et, konstaterer Peter Sommer.

- Jeg kan heller ikke komme i tanke om mere end et par stykker, jeg ville takke ja til, indskyder Søren Huss fra køkkenet og ler.

De har stadig ikke helt besluttet, hvordan alt det mellem sangene skal organiseres. Skal der være en eller to værter. Skal det være lange monologer, eller skal der skæres ind til benet. I forhold til musikken er der styr på formatet. Peter har valgt en bunke af Sørens sange, og Søren har gjort det omvendte.

- Vi er ikke de første musikere i verdenshistorien, der fortolker hinandens sange. Men det er én af den slags hundekunster, man griber til for at forsøge at gøre det hele lidt friskt og farligt. Det er endnu et take på de sange, man har skrevet. Hverken vi eller publikum ved helt, hvad vi går ind til, og jeg bilder mig ind, at det er positivt, siger Peter Sommer.

Tager nye ord i munden

Søren Huss er tilbage med mere kaffe. Han glæder sig til at gå ind i Peter Sommers sprog og rum.

- Jeg synes, det er et vovestykke, uden at vi decideret sætter vores karriere på spil. For mig har det været virkelig interessant at høre, hvor et andet band bringer mine sange hen, siger Søren Huss.

Han kalder Tigger-musikerne for nogle hyggelige hippietyper, der i store træk arbejder som hans egne bandmedlemmer.

- Der er ikke stor forskel på måden, de agerer i øvelokalet. Jeg tror, den største forskel er antallet af rygepauser. Jeg ryger trods alt 40 cigaretter om dagen. Det er derfor, jeg har så dyr en lighter, siger Søren Huss.

Peter Sommer er sikker på, at de begge kommer til at lære noget nyt med dette samarbejde.

- Både i forhold til at spille og til at synge nogle ord på en anden måde. At tage nogle ord i munden, jeg ikke selv ville have fundet på at bruge. Selv om det er en kort turné, kommer den uden tvivl til at skærpe os og holde os oppe i tempo, siger Peter Sommer.

Søren Huss er varm fortaler for at fortolke og blive fortolket. Det oplevede han på landsdækkende tv i "Toppen af poppen" i 2017.

- Det var en stærk oplevelse at få testet af, om ens sange holder uden for ens egen krop. Det var som at træde op på en ny scene. Det samme gør sig gældende for dette samarbejde, siger Søren Huss.

- Man kan faktisk godt sige, at denne turné er en slags "Toppen af poppen". Eller måske nærmere "Toppen af rødvinsrocken". Fordi det i bund og grund handler om at høre sange, man kender, på en ny måde, fordi de synges af en anden. Derfor har vi været på jagt på hinandens plader for at finde sange, som vi har en formodning om at kunne puste nyt liv i, siger Peter Sommer.

Fortiden står ikke stille

Det er en oplagt tanke, at de to sangskrivere kunne finde på at videreudvikle samarbejdet til nye fælles sange. Det scenarium skal man dog ikke oddse alt for store beløb på.

- Det tror jeg ikke kommer til at ske. Peter har ligesom allerede været en del af De Eneste To, og jeg tror ikke, at det går med De Eneste Tre ... Men nu skal vi først på denne turné, og så må vi se, hvad der sker, siger Søren Huss.

Selv om de ikke har planer om at skrive sammen, kan de syv koncerter alligevel løsne op for kreativiteten.

- Selv om solen altid står lidt anderledes på himlen og kaster nogle andre skygger, har vi hver især skrevet den samme sang nogle gange efterhånden. Det kan være en udfordring, som netop løses med et projekt som dette. Fordi vi tanker inspiration hos hinanden og netop finder nye nuancer i sproget og musikken, siger Søren Huss.

Peter Sommer nikker. Og håber det holder stik.

- Jeg sidder og tumler med en linje i en sang for tiden, som handler om, at fortiden står ikke stille. Vi har ikke én barndom, der består af 60 procent dét og 40 procent af dét. Jeg oplever min barndom ganske anderledes i 40'erne end i 30'erne. Mindet om, hvad der betød noget, forandrer sig løbende. Derfor er man nødt til at skrive sange, som rimer på ens liv. Og det ændrer sig konstant. I den henseende tror jeg, vi kan hjælpe hinanden på rette vej. Med det mener jeg at give et kammeratligt skub. For der er retfærdigvis ingen af os, der har desperat brug for den andens hjælp til at genoplive en nødstedt karriere, siger Peter Sommer.

Et svedigt omklædningsrum

Både Peter Sommer og Søren Huss har kalendere, der er proppede langt ind i 2020. Hvis man vil se dem optræde sammen, er det nu, man skal rykke, lokker parret.

- Vi har planlagt denne turné, fordi vi begge havde et hul i uge fem og seks. Tanken har aldrig været, at vi skulle på en maraton-turné med 30 koncerter. Hvis der kommer en konkret forespørgsel senere, fordi nogen mener, vi passer perfekt ind i en sammenhæng, vil vi da overveje det. Hvis der skal spilles til dronning Margrethes begravelse, stiller vi naturligvis op, siger Peter Sommer.

Det er svært for alle omkring spisebordet at holde latteren tilbage.

Hvis man går med en formodning om, at de to knap så anonyme melankolikere svælger i tristesse, tager man fejl. Grundtonen i deres samvær er diametralt anderledes end deres musikalske udgangspunkt.

- Hvis man tror, at Søren og jeg er meget malmfulde typer, der sjældent har det sjovt, tager man grueligt fejl. Det kan godt være, at vi musikalsk besidder en vis alvor, men stemningen i øvelokalet eller bag scenen minder mere om den i et svedigt omklædningsrum efter en fodboldkamp. Det er den jargon, vi ynder at dyrke, siger Peter Sommer.

Måske skyldes det humoristiske fodslag, at de begge har en fortid som sportsudøvere.

- Det er ikke sådan, at det flyver rundt med sexistiske vittigheder konstant, men Henrik Marstal ville nok ikke finde sig tilrette i vores selskab. Vi har ret ofte behov for at afmontere ethvert tilløb til alvor og selvhøjtidelighed, når vi er sammen. Den del gemmer vi netop til sangskrivningen, hvor vi begge isolerer os i et lukket, mørkt rum, siger Peter Sommer.

Søren Huss gætter på, at humoren også kommer til at præge de syv koncerter uden at fjerne fokus.

- Jeg har svært ved at se, at jeg kan køre koncerterne igennem uden at læne mig op ad nogle af de historier, jeg har brugt de seneste fem år. Min fornemmelse er i hvert fald, at mit publikum godt kan lide mine lune godnathistorier. Fordi de rummer både humor og tryghed. Jeg tror, at vi begge kommer til at bruge nogle velkendte nedslag uden at træde ned i en plovfure, som bliver alt for personlig, siger Søren Huss.

Det er tid for værten til at lave en ny cortado. Imens sørger Peter Sommer for, at Ronson-lighteren ikke ruster til.