Simon Staun
Foto: Birgitte Heiberg

Med kniven for struben

 
I Nyborg knokler museumsfolk ihærdigt for at gøre byens slot til en international attraktion værdig til at figurere på Unescos verdensarvsliste. 100 meter fra det gamle voldanlæg bor en mand, der allerede er kendt langt uden for byens, øens og landets grænser gennem sit virke som forsanger i Saybia.
 
Søren Huss bor klos op ad byens bevaringsværdige bibliotek, der blokerer stort set alt udsyn til slottet fra hans køkkenalrum på førstesalen i bindingsværkshuset i Slotsgade.
 
- Det er pisseirriterende med den skide kasse, men på grund af, at inventaret er tegnet af Hans J. Wegner, er bygningen fredet, smælder Søren Huss tydeligvis ironisk, mens han sætter kaffe over og fjerner datterens farveblyanter fra spisebordet.
 
Han er ellers i overordentlig godt humør. Med ansigtet helt tæt på computerskærmen konstaterer han, at han er at finde på hele tre pladser på iTunes-hitlisten over mest populære albummer. Forrige soloalbum "Troen & ingen" ligger nummer 19, mens Saybias "The Second You Sleep" er at finde som nummer 49. Allerøverst ligger hans spritnye soloalbum "Oppefra & ned".
 
- Jeg ligger nummer et, jeg ligger nummer et, bryder han syngende ud, som stod han på et sydende fodboldstadion søndag eftermiddag.
 
Det er dog tirsdag, og han befinder sig i det hjem, han købte i 2007 med sin kæreste, og flyttede ind i alene med deres datter i 2008.
 
Med hatten i hånden
 
I det store åbne rum med synlige bjælker i loftet står et patineret Hornung & Møller-piano som det centrale møbel, mens et par efterhånden sjældne gulvhøjttalere i mandestørrelse fylder godt op langs endevæggen.
 
- Sådan er det, når man bor uden en kæreste. Så kan man have sådan et par stykker stående, fortæller Søren Huss, der også har sin pladesamling placeret på en faretruende vakkelvorn reol ved siden af køkkenet.
Han har kun styr på omtrent halvdelen af pladerne, så han bliver helt overrasket, da han bliver rost for sin Marvin Gaye-klassiker "What's Going On".
 
- Nå, Gud, har jeg også den? Ja, jeg har ikke helt overblik over udvalget, fordi jeg har fået en del foræret. Men tjek lige den her! Den har jeg købt i verdens største pladebutik Amoeba i Los Angeles, siger han begejstret og rækker en lp-boks over, der stadig er pakket ind i plastik.
 
Det er en boks med Bob Dylans otte første udgivelser. I mono. Det er kræs for kendere. Men hvornår Søren Huss får taget sig tid til at lytte de otte plader igennem er uvist.
 
- Jeg har i forvejen alt for lidt tid til rådighed sammen med min datter. Der skal konstant skrives sange for at hive en hyre hjem, så jeg kan betale mit huslån til tiden og ikke skal frygte at skulle forlade hus og hjem, fortæller Søren Huss.
 
Selv om han er et kendt ansigt, er det ikke ensbetydende med, at han sikrer sig fordele eller kan svæve uberørt hen over de oprørte vande i en krisetid.
 
- På et tidspunkt manglede jeg 20.000 kroner for at kunne betale min husleje. Der var en bunke penge på vej for min pladekontrakt, men de var ikke kommet ind på kontoen endnu. Jeg gik rundt med en hat i hånden og bad bankerne om en kassekredit. De spurgte, om jeg havde et arbejde for tiden. Af en eller anden grund svarede jeg nej, selv om jeg jo knokler med musikken hele tiden. Så jeg fik et rungende nej til at låne de 20.000 kroner, fordi jeg ikke har en stabil indtægt. Jeg havde virkelig kniven for struben og måtte låne pengene af mine forældre i stedet. Ellers kunne vi ikke blive boende, konstaterer Søren Huss alvorligt.
 
Når tonen skærpes
 
Han blev mildt sagt skuffet over bankernes behandling eller mangel på samme. Foruden hamrende gal.
 
- Jeg var stiktosset. Og følte mig pludselig meget tættere forbundet med de mange mennesker uden job, der vender hver en krone. Det er en gravalvorlig virkelighed, som genererer en utrolig angst. Den blev jeg nødt til at tackle, fortæller Søren Huss.
 
Episoden ændrede hans syn på sig selv og sit virke som musiker. Han erkendte, at det ikke længere gik at sidde klokken 23 om aftenen med sin akustiske guitar og føle-føle, når inspirationen indfandt sig. 
 
- I dag er sangskrivningen et arbejde, jeg passer hver dag fra 9 til 15. Det lyder af leverpostej og er det et eller andet sted også. Men jeg har ikke svarene, der kan hive mig eller andre ud af denne økonomiske krise. Det ironiske er jo, at den bider sig selv i halen. Vi skal bruge flere og flere penge for at komme på ret kurs, men kan ikke låne dem, undrer Søren Huss sig.
 
Hans erfaring er, at de samme mekanismer gælder, uanset om de omhandler samfundet, et parforhold eller et band. Når økonomien spidser til, skærpes tonen. Som min far sagde, dengang Saybia stod uden en krone i band-kassen og var spændt hårdt for: "Når krybben er tom, bides hestene". Jeg kom så til at kalde krybben for truget på mit seneste album, hvilket mine forældre fortalte mig forleden. Så sad deres 37-årige barn der med røde ører, fortæller Søren Huss og skraldgriner, så spisebordet og skægget skælver.
 
Kæmper gerne kampen
 
Han påpeger, at han ikke skriver sine sange ud fra et bedrevidende, moraliserende sted. De er skrevet inde fra epicentret af hans eget liv, hvor han til trods for kampen for hyren føler sig særdeles privilegeret.
Han kender flere, der er en del af dagpengesystemet, hvor de nærmest kriminaliseres og konstant mistænkeliggøres. I Saybia er han den eneste, der ikke har et "normalt" job som pædagog eller lagerarbejder ved siden af musikken. Derfor anser han sig for at være ekstremt heldig.
 
- I store træk kan jeg leve af min musik. Men jeg er ekstremt bevidst om, at jeg ikke kan læne mig tilbage. Min plade udkom forrige mandag, men jeg kigger allerede febrilsk fremad for at se, hvordan jeg skal få betalt mine regninger. Når man er ene forælder, er det en barsk virkelighed. Der er ikke nogen, der bakker mig op og hjælper med at fylde de tomme huller. Jeg kæmper for at få tingene til at hænge sammen, som rigtig mange andre danskere gør for tiden. Men jeg klynker ikke. At være musiker i dagens Danmark er en kamp, jeg gerne kæmper, noterer Søren Huss.
 
Han mener ikke, hans dagligdag i bund og grund adskiller sig voldsomt meget fra det brede flertals. Han står op hver morgen, afleverer sin datter i skolen og skriver sange indtil klokken 15, hvor hun skal hentes igen.
 
- Hvis jeg kunne vælge, ville jeg da gerne ligge under et træ hele dagen og vente på, at der falder en banan ned i hånden på mig. Men det kan være sundt for den kreative proces at blive presset på den ene eller anden måde. Den her plade har jeg kaldt en levebrødsplade, fordi tilgangen ikke kun har været kunstnerisk nysgerrighed. Der lå et klokkeklart incitament, der gik på at tjene penge. Ikke mange. Men nok til at betale min husleje og kunne forsørge min datter og mig. Derfor blev det også en soloplade i stedet for en Saybia-plade, forklarer Søren Huss.
 
Åben mund koster
 
Det er evident for ham at understrege, at tilgangen til arbejdet ikke er mindre dybfølt eller seriøs, fordi han har taget titlen levebrødsmusiker til sig.
 
- Jeg er mindst lige så fokuseret og dedikeret, som jeg tidligere har været. Og jeg tror, det ville komme bag på den almindelige musikforbruger, hvor hårdt der skal kæmpes for at holde sig oven vande som musiker i dag. I Saybia mødte vi ofte forestillingerne om, at vi kunne trække os tilbage og flytte til Monaco. Da vi kom hjem efter 18 måneders turné, havde vi ikke så meget som en krone på lommen. De penge, vi havde tjent, havde vi investeret i bedre udstyr og instrumenter samt på at turnere i udlandet, hvor vi prøvede at slå igennem. Jeppe var den klogeste af os, han nåede at købe en andelslejlighed, siger Søren Huss.
 
At han som sangskriver har bevæget sig ind i en anden fase af karrieren rent tekstmæssigt, fornemmer man også tydeligt på det aktuelle album "Oppefra & ned", hvor konturerne af en protestsanger manifesterer sig på flere sange
 
- Jeg har tidligere gjort som mange andre sangskrivere og skrevet om "tonight", "today" og "tomorrow" uden alt for meget budskab til trods for, at jeg har haft et underlæggende behov for at ytre mig mere seriøst. Jeg har holdt mine synspunkter for mig selv, fordi jeg har frygtet reaktionen. Jeg har været bange for, hvad det ville koste at være åbenmundet i forhold til karrieren. Jeg turde ikke sætte mig selv på spil dengang, erkender Søren Huss.
 
Han har allerede oplevet, hvilken syndflod af eder og forbandelser man risikerer at drukne i, hvis man stikker snuden frem. Da Helle Thorning-Schmidt blev den første kvindelige statsminister, skrev han tillykke på sin Facebook-profil. Det skulle han ikke have gjort.
 
- Med det samme var der nogle, der var kritiske og skrev, hvorfor jeg skulle skrive sådan noget pis og ikke bare kunne holde min kæft og koncentrere mig om at lave musik. Det er et godt billede på, hvor opdelt landet er i to fløje, der hver især anser den anden part for at være skingrende sindssyg. Jeg kan godt forstå mekanikken i det, men det er bare så lidt konstruktivt, understreger Søren Huss, da han afbrydes af skridt på trappen.
 
Det er datteren, der kommer hjem med et par veninder og sin mormor. De får lige sagt hej, inden de tøffer videre for at lege andetsteds.
 
Havde for små "boller"
 
Farmand skænker en ny kop kaffe og tænder sig endnu en smøg, mens han finder tilbage på samtalesporet. Det gør han med sin forklaring på tilblivelsen af sangen "Den der isme", der er det nærmeste, man kommer en autentisk protestsang anno 2012.
 
Selv kalder han den forbeholdende "at gå lidt om den varme grød". Idéen om at skrive en regulær protestsang tog form, da der i 2010 var ballade omkring en potentiel gifttransport til Nyborg. Søren Huss blev kontaktet af den lokale "modstandsbevægelse" og blev indrulleret i kampen mod multimilliard-foretagendet, der ville betale sig fra sit eget affalds-problem.
 
- De prøvede jo i bund og grund at løbe fra deres ansvar ved at betale andre for at tage sig af det. Det ville jeg gerne skrive en sang om, som jeg havde tænkt mig at synge nede på torvet til et stort folkemøde. Jeg fortrød, da jeg stod dernede. Jeg havde simpelthen for små boller, slynger Søren Huss ud, mens smilet i øjnene breder sig bag brilleglassene.
 
Da han begyndte at skrive tekster til sit nye album, kunne han mærke, at den sang stadig trængte sig på. Protesten ulmede i ham, selv om byen slap for gifttønderne. Han besluttede sig for at give protestsangen endnu et skud.
 
- Man kan også kalde det en kommentar, hvis det andet kommer til at lyde for højtravende. Men nu har jeg gjort det og kan se mig selv i øjnene. Jeg får medietid, når jeg udgiver plader, så jeg føler, at jeg har været mit ansvar voksent. Men jeg er da ikke mere hellig, end hvis gifttransporten var endt i Thisted eller på Bornholm, havde det på ingen måde påvirket mig så markant. Det er jo, fordi det bliver nært, at man reagerer. Det kan man få dårlig samvittighed over eller kalde et meget normal reaktionsmønster, konkluderer Søren Huss.
 
Fløjlshandskerne er smidt
 
Han er godt klar over, at en sang på tre minutter og 44 sekunder ikke ændrer verden. Men der skal også ufatteligt meget til for at skabe en ægte revolution.
 
- I Danmark kommer vi ikke til at gøre noget radikalt, før hylderne bliver tomme i supermarkedet. Før vi bliver sultne, sker der ikke en skid. Sådan fungerer det i hele verden, Søren Huss.
 
Han har mødt en række sværvægtsmusikere, der gennem flere årtier har forsøgt at besynge de største problemer i verden med varierende held. Saybia var til en støttekoncert i Tromsø, hvor de skulle spille til en Nelson Mandela-koncert for at samle penge ind til kampen mod aids. De kom ind i et lokale med Brian May fra Queen, Annie Lennox, Peter Gabriel og Robert Plant fra Led Zeppelin, der alle virkede lettere desillusionerede.
 
- De har været med til de her "red verden"-arrangementer siden midten af 1980'erne og ved, at der i udgangspunktet ikke sker en skid. Så "Den der isme" er skrevet for at minde andre mennesker om, at de ikke er de eneste, der synes, vi er bundet på hænder og fødder af kapitalismens kynisme, forklarer Søren Huss.
 
Han mener ikke, at det er kulturens opgave at finde løsningerne på problemerne. Mere at gøre opmærksom på dem, så politikerne kan leve op til deres ansvar. Der er bare ikke særlig mange musikere, der tør tage bladet fra munden.
 
- Hvis musikere endelig stiller sig op, bliver det oftest til en snak om piratkopiering eller det konstant foranderlige musikmarked, fortæller Søren Huss.
 
Han mener, at musikeres incitament for at lade være med at råbe op kan være, at de er bange for at miste markedsandele og dermed indtjening.
 
- Den risiko tør jeg godt løbe nu, selv om jeg mærker presset på egen krop. Fløjlshandskerne er røget af, advarer Søren Huss med glimt i glassene.
 
En gammel støder
 
Måske er de skiftet ud med boksehandsker. I hvert fald hænger der en boksepude ned fra loftet ved siden af et bandbillede af Saybia anno 2002, hvor Søren Huss minder en hel del om en ung Jim Morrison. I dag ligner han en granvoksen mand, der sidste år drog den konklusion, at han endegyldigt er hevet ud af ungdommens favntag.
 
- Da jeg første gang lyttede til Ulige Numres sang "København", blev jeg fuldstændig blæst bagover af deres ungdommelige ånd. Men begejstringen blev blandet med en smule mismod, da det på en eller anden måde samtidig var det endegyldige søm på mit ungdomslivs kiste, sukker Søren Huss overspillet sørgmodigt, mens hans norske skovkat klatrer møjsommeligt ned fra en spisestol og slæber sig ud mod foderskålen i entréen.
 
Dyrets omfangsrige korpus skyldes primært den buskede pels. Men noget tyder på, at kattens 37-årige ejer lykkedes med sine levebrøds-sange og indimellem forkæler den med leverpostej. Der måske ikke er så tosset trods alt.