Sinead O'Connor, 2014

Foto: Birgitte Heiberg
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 4
Frem

Kvinden kanøflede krigeren

På coveret til sit kommende album ligner Sinéad O’Connor en rendyrket Bond-babe. For første gang i den 30-årige karriere føler hun sig mere som kvinde end kriger

Det giver mildt sagt et sug i maven, da et spritnyt pressefoto af Sinéad O'Connor får mailboksen til at sitre af begejstring. Den 47-årige sanger ligner en sexet femme fatale i topform, hvilket står i skærende kontrast til de mange billeder på internettet af en halvkvabset og mildest talt sjusket klædt kvinde.

- På nær parykken er det sådan, jeg ser ud i dag fra halsen og ned. Jeg har tabt mig og er kommet i bedre form end længe. Billedet er tænkt som et sjovt cover og en idé til en anderledes musikvideo. Publikum til Jam Days må dog ikke forvente, at jeg dukker op i sort korset på scenen. Jeg ville ikke klare ret meget mere end en halv time i det latex-outfit, før jeg ville kollapse, konstaterer hun.

Hun kan godt lide synet af sig selv som smækkert sexsymbol. Faktisk er hun stolt af sit udseende.

- Jeg har altid lignet en dreng. Så nu hvor jeg træder i karakter som kvinde med et kærlighedsalbum, er det passende, at jeg rent faktisk ligner en kvinde på coveret. I alle disse år har der gemt sig en ægte kvinde under den skaldede, sindssyge kælling. For første gang er jeg ikke kriger på et album. Blot en kvinde, der aldrig har fået den plads, hun har fortjent, pointerer Sinéad O'Connor.

Kærlighedsalbummet hedder "I'm Not Bossy, I'm the Boss" og udkommer til august. At det overhovedet er blevet en realitet skyldes en tilfældighed. Da Sinéad O'Connor for to år siden ufrivilligt havnede på langs efter en allergisk reaktion under en turné, kendte hun ikke særlig meget til bluesmusik.

En god ven mente, det var på høje tid, hun fik styr på, hvor meget Buddy Guy, Howlin' Wolf og Muddy Waters med flere har betydet for musikhistorien.

Afhængig af blues

- Jeg havde aldrig lyttet særlig meget til blues, og pludselig var jeg nærmest afhængig af den. På grund af min sygdom og de aflyste koncerter havde alle "business-typerne" i musikbranchen næsten givet mig en depression med deres mange krav og ultimatummer. Det fik mig til at træffe beslutningen om, at hvis jeg skulle forblive en del af musikbranchen, var jeg tvunget til at genforelske mig i musikken. Derfor var det perfekt, at jeg fik præsenteret bluesmusik netop på det tidspunkt og blev aldeles forgabt i den, siger Sinéad O'Connor.

I to år gennemsurfede hun nettet for at finde bluesmusikere på Youtube og diverse musikportaler. Det var især den mere funky og festlige blues, hun blev grebet af.

- På grund af mit dårlige humør i den periode trak den positive blues i mig og i særdeleshed Chicago-bluesen. Undervejs i opdagelsesrejsen er det gentagne gange gået op for mig, hvor markant indflydelse blues har på størstedelen af den musik, der bliver spillet i dag. Som Muddy Waters så smukt sagde det: "Blues har fået en baby og kaldt den rock'n'roll". Det er måske det vigtigste, jeg har lært i hele min karriere som musiker, fortæller Sinéad O'Connor.

Sangskriver frem for alt

Det nye album er kraftigt inspireret af hendes flirt med blues. Instrumentalt er der langt mere guitar, og temamæssigt kaster hun sig for første gang hovedkulds ud i et album med rendyrkede kærlighedssange. Altså om at have "the blues".

- Det er vigtigt at slå fast, at det melodisk og kompositorisk ikke er et bluesalbum. Det er et album, hvor sangskrivningen har hentet inspiration hos bluesmusikkens største sangskriver-ikoner. De har en evne til at holde sig til nogle helt basale fakta og besidder en simpelhed, der gennemsyrer sangene. En mand som Willie Dixon har skrevet en lang række af genrens bedste sange. Ham har jeg lænet mig meget op ad i forhold til mine tekster, konstaterer Sinéad O'Connor.

Hun ærgrer sig over, at der er en tendens til, at kvinder konsekvent omtales som sangere, når de i lige så høj grad er sangskrivere.

- Jeg anskuer først og fremmest mig selv som sangskriver. Dernæst sanger. Jeg har udviklet mig langt mere som sangskriver end sanger gennem karrieren, og mødet med bluesen har givet mig nogle af de vigtigste lektioner nogensinde. Jeg har dykket dybt ned på bunden, og uanset hvilken genre jeg måtte forelske mig i engang i fremtiden, vil jeg aldrig forlade bluesen, konstaterer Sinéad O'Connor.

Når hun i næste uge optræder til Jam Days i Odense, bliver det første gang, hun spiller et udvalg af sangene live.

- Det bliver spændende at se, hvordan den mere guitarbårne tilgang påvirker mine ældre sange. Under processen med "I'm Not Bossy, I'm the Boss" har jeg hele tiden haft live-aspektet i tankerne, og jeg fornemmer, at publikum er klart til lidt forvrænget guitar og sange, de kan synge med på, siger Sinéad O'Connor.

Modet forsvandt

Hendes seneste album, "How About I Be Me (And You Be You)?", er ét af de seneste årtiers mest konfronterende udgivelser. En sang som "Take off Your Shoes" går direkte i struben på den katolske kirkes pædofile præster. For Sinéad O'Connor har det gennem hele karrieren været bidende nødvendigt at synge sin uforbeholdne mening, uanset hvor ilde den måtte blive modtaget. Det handler om mod. Et mod, få i musikbranchen matcher.

- Modet forsvandt stille og roligt hos hovedparten af mine kolleger, da pengene op gennem 1990'erne oversvømmede alt andet i branchen. Hovedparten af musikere er blevet så forfængelige, at de ikke tør risikere noget ved at træde nogen over tæerne. De lader sig fodre med penge for til gengæld at tie stille. Mit kommende album er som sagt et kærlighedsalbum, der ikke er politisk motiveret som mange af mine tidligere udgivelser. Det handler ikke om, at jeg ikke tør stikke snuden frem længere. Det handler om, at jeg aldrig har indspillet et album udelukkende med kærlighedsange, siger Sinéad O'Connor.

"Take off Your Shoes" er en af de stærkeste sange, undertegnede har hørt i flere år. Dens iboende vrede og harme kan mærkes helt ind i hjertekulen. Men Sinéad O'Connor er ikke kun leverandør af stærke følelser, hun jagter dem også selv. Senest er hun blevet kørt midt over af Buddy Guys "Tramp" i en otte minutter lang liveversion på Youtube.

- Han spiller sangen på en sort guitar med hvide polka-prikker. Det klip er noget af det mest magiske, jeg nogensinde har set. Første gang tabte jeg kæben med et brag. Jeg har født fire børn, men jeg sværger, at intet slår første gang, jeg så Buddy Guy spille den sang. Jeg troede sgu, at nogen havde puttet stoffer i min kaffe, da det var "absolutely fucking mindblowing", siger Sinéad O'Connor, der satte videoklippet på "repeat" resten af dagen.

Kejserens nye klæder

Uden at vide det har Sinéad O'Connor skrevet en sang med en markant reference til Odense og Fyn. På albummet "I Do Not Want What I Haven't Got" fra 1990, hvor også kæmpehittet "Nothing Compares 2 U" er på, hedder én af sangene "The Emperors New Clothes" - "Kejserens nye klæder".

- Jeg må indrømme, at jeg ikke havde Hans Christian Andersen i tankerne, da jeg skrev sangen. Talemåden "Kejserens nye klæder" er flittigt benyttet i Irland, hvor vi bruger det om folk eller autoriteter, der er fulde af lort og uærlige. Det handler meget om sandheder kontra løgne og er især forbundet med kirken. Paven er kejseren i dag, og den forrige var gennemkorrupt og løgnagtig. Det er ikke socialt accepteret at pege fingre ad paven, når man bor i et katolsk land, men den forrige pave havde ikke nogen fin præstekjole på. Han var splitternøgen, og det tør jeg godt påpege, konstaterer Sinéad O'Connor.

Hun forklarer efterfølgende, at sangen faktisk handler om musikbranchen og alle dens fristelser.

- Der er ekstremt stærke kræfter, der arbejder på at få dig til at glemme, hvem du er i den her branche. Hvis man ser bort fra pengene, opmærksomheden og alle roserne, kan man let stå nøgen tilbage som person. I stedet for at andre klæder dig af, kan du lige så godt gøre det selv, så det foregår på dine præmisser, siger Sinéad O'Connor.

På forrige album fortolkede hun John Grant-nummeret "Queen of Denmark", hvilket ikke handler om en forkærlighed for Danmark.

- Der er ikke nogen forbindelse som sådan mellem Danmark og mig. Disse sanges danske referencer er i bund og grund tilfældige, selv om jeg dog havde danske småkager som mine absolutte favoritter som barn, siger Sinéad O'Connor og ler.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Posten
Muddy Waters
Nothing Compares 2 U
Jam Days
Sinéad O'Connor
Irland
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.