Simon Staun
PR-foto

En flue på 1000 vægge

"Sange til drømmescenariet" er Sebastians fuldlængde-album nummer 30, siden "Den store flugt" udkom i 1972. En bedrift, som få om nogen dansk musiker kan matche. Det får dog ikke den kronisk beskedne musiker til at juble af begejstring.

- Jeg tror mest, det er en sjov gimmick fra pladeselskabets side. Hvis man regner efter og tager revl og krat med, har jeg nærmere udgivet 55 albummer. Men 30 studiealbummer er da en sjov tanke, selv om det ingen betydning har haft for indholdet, siger Sebastian.

Man taler ofte om "stjernebesætninger" på albumudgivelser. Således også i tilfældet "Sange til drømmescenariet", hvor prominente navne som Klaus Menzer, Perry Stenbeck, Gustaf Ljunggren, Palle Mikkelborg og Nanna Øland (Oh Land) er på holdkortet.

- Flere af de medvirkende musikere er gamle kendinge, jeg har arbejdet sammen med i årtier. Både i forbindelse med koncerter og musicals. Suppleret med et par nye bekendtskaber som eksempelvis Steen Rasmussen, der afløste en syg Morten Kærså. Det er vigtigere for mig at omgive mig med et band i studiet, end når jeg turnerer. Musikerne er hver især med til at forme sangene. Tag eksempelvis Gustaf Ljunggren, der har en særlig evne til at farve melodierne, uanset om han spiller mandolin eller saxofon, siger Sebastian.

På opdagelse i sangskrivningen

Sebastian fortæller, at sangene på "Sange til drømmescenariet" i højere grad er enkeltstående fortællinger, selv om enkelte af dem er forbundne.

- En sang som "Dans mig ud en stjernenat" efterfølges af "Planet væk", så på den måde hænger de sammen, fordi man både kommer ud mellem stjerner og planeter. Men der er ikke en rød tråd som på "Den store flugt", hvor man følger en pige i en drømmeverden. Hun vokser op, kommer ud og mærker de barske realiteter på arbejdsmarkedet i sangen "Hvis du tror, du er noget" og ender tragisk som stofmisbruger i "Rose", fordi hun forfølger en naiv drøm om lykke. De nye sange har ikke lige så konkret en historie, men handler grundlæggende om de drømme, vi hver især har. Og hvordan vi lever dem ud. Lyder det for kryptisk, spørger Sebastian venligt.

Jeg svarer pænt nej. Og fortsætter med at spørge om, hvordan hans fantasi påvirker sangskrivningen knap 50 år inde i karrieren.

- Fantasien ligger i sangskrivningen. Det er dér, billederne, idéerne og ordene kommer til mig. Det er i sangskrivningen, jeg går på opdagelse. Jeg er ikke voldsomt fantasifuld i andre sammenhænge, konstaterer Sebastian tørt.

En flue på væggen

Sangen "Ih du milde Maja" er nært beslægtet med sangene om Ronja Røverdatter fra musicalen og Nana fra tv-serien af samme navn. Ikke kun, fordi titlen indeholder et pigenavn, men fordi melodien har samme legende, barnlige nuancer. Maja er dog ikke en fiktiv person som de to andre.

- Den store hemmelighed, som jeg ikke har fortalte andre, er, at Maja er mit barnebarn. Da jeg skrev sangene om Nanna og Ronja, var det i høj min datter Sara, der blev brugt som model. Forskellige små hændelser, vi oplevede sammen, kom med i sangene. Nu er det så hendes datter Maja, der har inspireret mig. Jeg håber, at lytterne kan abstrahere fra, at det handler om mit barnebarn og tænker, at Maja bare er et pigenavn, de kender. Forhåbentlig kan andre bruge sangen, siger Sebastian ydmygt.

Det får ham til at fundere over, hvordan hans lyttere gennem snart fem årtier har brugt hans musik.

- Jeg har spekuleret på, hvordan det kunne have været at sidde som en flue på væggen i 1000 hjem. For at se, hvordan mine sange har levet ude hos publikum. Det kan også være, at det er meget godt, at jeg ikke har kunnet se med, siger Sebastian og ler.

Humor og alvor i forening

Den 67-årige musiker har altid dyrket både humor og alvor i sine sange. På "Sange til drømmescenariet" er der glimt i øjet på "Planet væk", som Sebastian allerede har spillet flittigt på sin seneste turné.

- Det er da sjovt, når videnskabsmænd og astronomer siger, de har fundet en ny planet, som ingen kan se, fordi den gemmer sig bag en anden planet. "Man har fundet en planet, som ingen har set" er simpelthen for oplagt en linje, til at jeg kunne lade den ligge. Jeg var nødt til at skrive en sang, som så handler om, hvorvidt man skal tro på det, man ikke kan se. Det kan man jo tolke på mange måder ... Det var en sjov sang at skrive, og den skaber på en måde balance på albummet, hvor mere personlige sange som "Farvel Josephine" og "Sangen om barmhjertighed" vejer tungt på alvorsbarometeret, siger Sebastian.

En sang som "Vindens glemte sange" handler om, hvordan sange overlever eller dør med dem, der har brugt dem.

- Det fiffige ved denne sang er, at det netop var en sang, jeg selv havde glemt. Jeg lavede melodien til teaterforestillingen "Jernbyrd" i 1999, og den havde en form, der gjorde den svær at bruge i albumsammenhæng. Så jeg fortrængte den. Indtil jeg fik idéen om at genoplive nogle af de glemte sange. Det er min hyldest til de millioner af glemte sange, som folk har danset til, sunget til og alt muligt andet til gennem tiden. "Vindens glemte sange" er på mange måder et paradoks. Hvis ikke melodien var blevet vakt til live, ville den være forsvundet for altid, konstaterer Sebastian.

Savner Lennons fredssange

Som en bonus på det fysiske album får man den 50 minutter lange dokumentarfilm "Filmscenariet", hvor man blandt andet følger Sebastian og bandet i studiet. Og får serveret en masse personlige tanker om dette og hint. I filmen konstaterer han blandt andet, at "skyerne trækker sig sammen og bliver stadig sortere".

- Der er mange ting, der skræmmer mig for tiden. Mængden af problemer virker voldsommere i dag end i slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 1970'erne, da vi gik atommarch. Dengang var vi "kun" bange for, at der ville blive atomkrig. I dag hører man hver eneste dag om noget, der potentielt kan udslette hele planeten. Hvis ikke det er atomkrig, er det klimaproblemer eller robotter, der går amok. Eller en stor meteor eller en virus, der slår os alle ihjel. På den måde mener jeg, at skyerne trækker sig sammen og bliver stadig sortere. Jeg har på fornemmelsen, at vi godt kan komme til at sidde og se Jordens undergang live på fjernsynet, siger Sebastian og ler lettere opgivende.

Han går ikke og ryster i bukserne, men han håber, at vi alle sammen forsøger at ændre det, vi kan som individer.

- Der er mange ting, vi kan hjælpe med at ændre hver især. Men nogle af scenarierne er ude af vores hænder. Jeg bilder nu heller ikke mig selv ind, at jeg kan ændre noget med mine sange. Så langt rækker min fantasi alligevel ikke. Dylan udtalte også engang: "Sange forandrer intet". Jeg ved dog, at nogle af mine sange er blevet hørt af politikere. Det har jeg hørt i radioen. Om det har ændret noget, tvivler jeg på, siger Sebastian.

Åbningssangen "Drømmescenariet" kalder han en naiv sang om håb. Inspirationen kommer fra blandt andet John Lennons "Give Peace a Chance" og "Imagine".

- Under de mange forskellige konflikter de seneste 20-30 år har jeg ofte tænkt: "Hold kæft, hvor vi mangler John Lennon til at komme og smække nogle ordentlige, internationale fredssange på bordet. Det kan godt være, de ikke ændrer så meget. Men det kunne give folk troen på, at vi sammen kan ændre noget. Det har en tendens til at gøre det hele lidt mindre forfærdeligt, siger Sebastian.

Ikke en nostalgiker

Da Knud Christensen fik kunstnernavnet Sebastian og begyndte at turnere i begyndelsen af 1970'erne, var hans publikum ungt. De fleste var jævnaldrende med ham og sjældent mere end fem år ældre, husker han. I dag kommer de samme tilskuere, som stadig er fem år ældre end ham. Men der kommer også mange, som er 40 år yngre.

- Til de fleste af mine koncerter er der lige så mange på 25 år som 65 år. Det svinger naturligvis fra sted til sted, men mit indtryk er bestemt, at jeg også taler til et yngre publikum. En sang som "Når lyset bryder frem" har fundet nye lyttere i både 1982, 1992, 2002 og 2012. Det kan man tydeligt se til koncerterne, siger Sebastian.

Han understreger, at han ikke anser sig selv for at være nostalgiker, selv om aktuelle "Sange til drømmescenariet" i mange henseender kunne være født i 1980'erne.

- Albummet kunne snildt være blevet til i perioden omkring "Tusind og en nat" og "På vulkaner". Men der er - naturligvis - også elementer af nutiden med. Ellers gav det overhovedet ikke mening at lave et nyt album, uanset om det er nummer 30 eller 55, siger Sebastian.