Santana, 2010

- God eftermiddag, hvordan har du det, indleder Carlos Santana fortroligt samtalen. Allerede fra åbningsspørgsmålet er han venlig, imødekommende og ubetinget ærlig. Sjældent har så stor en stjerne haft så jordnært et forhold til et komplet fremmed menneske.

Historien om Carlos Santana begynder ikke i det solbeskinnede og luksuriøse Californien, hvor han har boet i knap 50 år, men syd for grænsen i mexicanske Autlan de Navarro, hvor han blev født i 1947.

Som otteårig havnede han i den notorisk voldelige og spraglede grænseby Tijuana. Byen, millioner af mexicanere har brugt som trampolin til at springe ulovligt ind i det forjættede land USA. Byen, millioner af amerikanere har valfartet til på grund af lettilgængelige stoffer, billig alkohol, prostituerede og en wild west-stemning, man ikke finder noget sted i USA.

Carlos Santanas familie levede af musikken, da faderen var violinist i et mariachi-band, der er et mexicansk orkester, der spiller op til alle slags fester. Festmusikken tiltrak den unge Santana, men det gjorde violinen ikke.

Derfor var det udstyret med en guitar, at han som teenager begyndte at optræde på Tijuanas mange spøjse natklubber og barer.

- Det lærte mig en masse om at spille foran et publikum under alle mulige omstændigheder. Men det var først, da jeg som 14-årig flyttede til San Francisco, at mit guitarspil for alvor begyndte at udvikle sig, fortæller Carlos Santana.

Eksperimenterer med alt

I 1960'erne sejlede San Francisco, præcis som Tijuana gør det i dag, i stoffer. Selv om Santana ikke holdt sig tilbage, var det primært den eksperimenterende musikscene, der slog benene væk under ham.

- Det var en vidunderlig tid, hvor jeg udforskede stort set al musik fra hele verden. Jeg lyttede til Willie Nelson, Thelonius Monk, John Coltrane, Jimi Hendrix, Ravi Shankar, Cream, Tito Fuente og B.B. King. Det var en kæmpemæssig eksplosion af farver og bevidsthed. På det tidspunkt var lsd ikke ulovligt, og at ryge marihuana var ikke nødvendigvis forbudt, så at være ung et sted, hvor alle disse ting var tilgængelige, var ekstremt lærerigt og betydningsfuldt for, hvordan jeg udviklede mig som person, forklarer Carlos Santana.

Siden dengang har han eksperimenteret som de færreste. Både med stoffer, kvinder og ikke mindst musik. Han omtales som selve stamfaderen til fusionsrocken, og Rolling Stone Magazine har kåret ham til den 15. bedste guitarist i historien. Han vil dog langt hellere snakke om kvinder end sine evner på guitar.

- Jeg har altid eksperimenteret meget. Både med musik og i særdeleshed med kvinder. Med kvinderne har jeg det lige som med is. Ben & Jerrys, Häagen-Dazs og Baskin-Robbins. Man skal prøve alle varianter og hver en farve. Man går jo ikke ind i en iskiosk og bestiller vaniljeis hele sit liv. Man skal prøve dem alle sammen. Kokos, mango, jordbær, chokolade og kirsebær ... Mine personlige favoritter er mango og kokos - altså inden for is. Inden for musik er det melodier og afrikanske rytmer, der tænder mig. Inden for sex er det tungekys og alt derefter, remser han op og bryder ud i et højt smittende grin.

Andet end guitaren stritter

Eksilmexicaneren har spillet guitar i mere end 50 år. Han har udgivet mere end 50 studie- og livealbummer og har spillet sammen med blandt andre Eric Clapton, Buddy Miles, Wayne Shorter, Lauryn Hill, Wyclef Jean og Dave Matthews. Ikke en eneste gang har han været uvenner med sit instrument.

- Det føles faktisk ikke, som om jeg har spillet i så mange år. Men det passer, at jeg aldrig har været træt af eller sur på min guitar. Det kan godt være, min krop efterhånden er blevet 63 år, men jeg er bestemt ikke blevet nogen gammel, muggen mand. I mit sind befinder jeg mig nærmere et sted mellem 12 og 27, konstaterer Carlos Santana og tilføjer:

- Det handler om, hvordan man sanser livet. Jeg vælger aktivt at opfatte livet som sjovt. Derfor ser jeg stadig min karriere som et gode og ikke på nogen måde en byrde eller "bare" et job.

At han befinder sig mellem netop 12 og 27 år, begrunder han med, at den periode i en drengs og en ung mands liv ikke er forbundet med skyld, skam, uretfærdighed, fordømmelse og frygt.

- Den energi man har, når man er mellem 12 og 27, er ekstremt kraftig. Man skal ikke løbe rundt og undskylde for, at man konstant har - undskyld mit sprog - erigeret penis. Man undskylder ikke for at være urolig og fuldt ud i live. Desuden er det en alder forbundet med megen uskyldighed og renhed i modsætning til senere i livet, hvor et gennemgående ord desværre er synd, siger Carlos Santana.

Han fortæller, at man senere i livet begynder at fokusere på skyld, og at omgivelserne forsøger at overbevise én om, at det er forkert at være seksuelt opstemt og tiltrukket af det modsatte køn.

- I stedet burde man betragte det som en gave på samme måde som at være sulten og tørstig. Og man stiller jo sin sult og tørst dagligt, hvis man kan. Når man er ung, har man frihed til at træffe nogle valg. En ung mand er som en sort, vild hest, der ikke er blevet trænet til at adlyde alt, hvad den får besked på, forklarer Carlos Santana og spørger undskyldende, om jeg kan følge hans metaforer, selv om han galopperer af sted som den omtalte sorte hest.

Led under indoktrinering

Allerede efter få minutter har han fået talt sig brandvarm som den californiske og mexicanske sol, han har levet hele sit bemærkelsesværdige liv under. Måske derfor byder han på sin egen opskrift til, hvordan man for altid kan forblive i samme ungdommelige lune.

- Du skal fortælle din hjerne, hvad du vil gøre. Det er ikke hjernen, der bestemmer, hvad du skal gøre. Det er dig! Derfor skal du tænke over, hvad du tænker, kan man sige. Det er faktisk ret simpelt, men ikke så let at efterleve, fortæller han.

I fortiden har Carlos Santana skullet undskylde mange gange for den måde, hans hjerne fik hans krop til at handle. Det gør han ikke længere. Undskylder altså.

- Jeg er befriet nu. Men i størstedelen af mit liv har jeg været påvirket enormt meget især af katolicismens indoktrinering. Den er alt for fokuseret på netop skam, synd og fordømmelse. Det er i bund og grund frygt, frygt og frygt. Jeg har valgt at tro mere på kærlighed end frygt, understreger Carlos Santana.

Løvesex er som Bruce Lee

Det var først som 60-årig, han besluttede at begrave frygten endegyldigt og lade bekymringerne gå til grunde.

- I mange år havde jeg overvejet at ændre mit liv radikalt, men det var først for tre år siden, jeg bevidst konfronterede min frygt. Det var lidt som at gå ind i sit hus og tænde alt lyset i alle rum. Pludselig opdager man, at det slet ikke er så skræmmende, som man troede. For mit vedkommende betød det, at jeg erkendte, at jeg skulle bruge min energi på en helt anden måde. I dag bruger jeg energien på at være nådig, taknemmelig og bevare min seksuelle opstemthed for at tilfredsstille min kommende kone, som jeg bliver gift med til december på Hawaii, siger han og griner smørret.

Han småsnakker jovialt mellem spørgsmålene og indikerer med jævne mellemrum, at spørgsmålene tiltaler og motiverer ham. Ind imellem bliver han så inspireret, at han næsten begynder at svare på spørgssmålet, inden det er stillet.

- Kan man sammenligne den følelse, du har, når du står med din guitar på scenen og ..., når jeg at spørge, inden har svarer.

- Ligger med min kæreste i sengen, indskyder han.

- Nej, med følelsen af at være forelsket, afslutter jeg.

- Ja, det er den samme følelse. Energi er energi. Har du for øvrigt nogensinde set en løve elske med en hunløve, spørger han ud af den blå luft.

- Nej, det kan jeg desværre ikke påstå, indrømmer jeg.

- Hvis du nogensinde får chancen, så tjek det ud. Hvis du ikke kan rejse til Afrika, så tag en tur i zoologisk have og overvær noget ekstremt smukt. Når hanløven elsker med hunløven, er det ekstremt kraftfuldt. Det er som at se Jimi Hendrix eller Bruce Lee folde sig ud. Husk på, det er fuldstændigt naturligt og normalt. Det er ikke noget at være flov eller føle sig utilpas over at se på. Det er ren smuk energi, som du og jeg har, der skal udtrykkes og manifesteres. Du må ud og lede efter løver, opfordrer han dybt alvorligt.

Regnbuen og en krukke guld

Mange af de kunstnere, der skød op som svampe sammen med Santana i 1960'erne, har holdt stædigt fast i den stil, de slog igennem med, hvis de stadig spiller eller overhovedet er i live. Det kan man ikke klandre Santana for.

- Min appetit er meget forskellig fra mange andre musikere og ikke kun i forhold til kvinder. Dét, jeg er virkelig god til, er at udtrykke selve livet. Jeg nøjes ikke bare med at skildre en enkelt farve, men arbejder med sansning i et større format. Hvis du kan forestille dig, du er en regnbue med alle dens farver, og at der for enden er en krukke med guld, nærmer du dig det, jeg forsøger at skildre med min musik. Når man derud, bliver både lytteren og jeg en del af et større fællesskab. Vi er én og samme ånd, der kan tilpasse sig og identificere sig med totalitet og absoluthed. Vi er mere end en ubetydeligt lille mexicaner og en lille dansker. Synes du ikke, spørger han.

Efter at have vendt denne lange og kryptiske sætning inde i hovedet og simultanoversat den efter bedste evne, fremstammes der et undseeligt, hakkende "ja".

- Det glæder mig, at vi ser ens på livet. Husk nu at stole på dit hjerte og pas på dig selv, til vi ses i Danmark, næsten messer Carlos Santana, inden han siger "bye, bye", som var vi gamle venner.

Medier

Santana-pdf

Kategorier