Simon Staun
Foto: Mads Hansen

Den blonde rockløve brøler endnu

I efteråret 1984 sad en syvårig dreng på et sildebensparketgulv på Grundtvigsvej i Aars og spillede trommer på gryder, skåle og pander. Køkkenudstyret fik solide tæv til tonerne af Rod Stewart, der foldede sig ud til en live-transmitteret koncert på DR. Én af sangene, der gik rent ind, hed "Do Ya' Think I'm Sexy". Den udkom fire år tidligere på albummet "Blondes Have More Fun". Det så bestemt ud til, at den blonde brite med løvemanken havde det sjovt, og hans udstråling og stemmepragt påvirkede i den grad drengen på stuegulvet.

35 år senere er sildebensparketgulvet skiftet ud med et tykt, sort gulvtæppe. Rammerne er heller ikke et typehus fra midthalvfjerdserne i Himmerland men en mondæn luksussuite på Hotel Phønix i København. I en storslået dobbeltseng ligger Rod Stewart med spidse støvler på og hilser oplagt velkommen med sin ikonisk hæse stemme.

Han springer elegant ud af sengen og giver hånd, mens han retter på sit røde og blå slips, som matcher striktrøjen og habitjakken.

- Okay, min ven, hvad har du til mig, slynger han smilende ud, mens han sætter sig til rette i en polstret rokoko-lænestol.

Inden interviewet har jeg forsøgt at finde ud af, hvornår Rod Stewart gav sin første koncert i Danmark. Det er ikke lykkedes mig at finde frem til svaret, så det er oplagt sted at begynde vores samtale. For sir Rod Stewart har på forhånd meldt ud, at han ikke gider interviews, hvor journalisten sidder med en lang tjekliste af spørgsmål. Han vil hellere konversere og se, hvor samtalen bringer os hen. Den præmis er den syvårige dreng ... undskyld 41-årige mand over for ham med på.

Dansk debut i 1968

- Jeg har optrådt i Danmark et væld af gange, men min første koncert i Danmark var med The Jeff Beck Group i april 1968. Jeg mener, vi optrådte i Tivoli, hvilket er ret spøjst, da det første vinylalbum, jeg købte, var "Chuck Berry on Stage", som er optaget i The Tivoli Theatre i Chicago i 1962, siger Rod Stewart.

Det får ham til at komme i tanke om, at han senere i år skal optræde sammen med netop Jeff Beck, som han indspillede et par sublime rockalbummer med i 1968 og 1969, inden han gik solovejen.

- Jeg skal optræde i Hollywood Bowl til september med Jeff, som inviterede mig. Planen er, at vi skal spille en række af de sange, som gjorde os berømte for 50 år siden. Det er dog ikke utænkeligt, at vi spiller en Chuck Berry-sang. "Sweet Little Rock 'N' Roller" har været på min sætliste siden begyndelsen af 1970'erne. Jeg elsker det nummer, fordi det er indbegrebet af rock'n'roll. Mange tror fejlagtigt, det er let at spille Chuck Berrys sange. De kunne ikke tage mere fejl. Det kræver virkelig talent at ramme den rigtige tone og tempo. Det er noget forbandet fantastisk musik, siger Rod Stewart.

Han roser også rockens stamfader for at skrive sange, som indkapslede tiden, de udsprang af.

- Chuck var en glimrende lyriker, der formåede at skildre sin samtid. Han var i øvrigt også eminent til at synkopere - altså lave rytmiske forskydninger - som gør mange af hans sange unikke. Gode gamle Chuck, siger Rod Stewart og smiler.

Rod gav verdens største koncert

Rod Stewarts næste danske koncert er i Boxen i Herning 14. maj, og hans ambition for den koncert er den samme som for hver eneste anden koncert.

- Min altoverskyggende ambition er at sende publikummerne hjem gladere, end da det kom. I al beskedenhed lykkes det hver eneste aften, fordi jeg er en festlig type med et lige så feststemt band. Vi inviterer til to timers eskapisme, hvor publikummerne kan glemme alle deres bekymringer. At se dem glade gør mig glad. Så simpelt er det, siger Rod Stewart.

Sådan har det været i flere end 50 år. Den dag, han føler, han ikke magter at gribe publikum og sprede smil, trækker han i nødbremsen.

- Hele mit liv har handlet om at stille sig op på en scene og synge. Jeg nyder stadig hvert eneste øjeblik, men i det sekund jeg ikke gør det længere, er jeg den, der er skredet, understreger Rod Stewart.

Han har givet flere tusinde koncerter i karrieren, og han indrømmer blankt, at de fleste af dem er smeltet sammen til en stor gigantisk boble af indtryk. Alligevel er der enkelte, som skiller sig så meget ud, at han formår at fremhæve dem.

- Min koncert i Rio de Janeiro nytårsaften i 1994 husker jeg, fordi der var tæt på fem millioner tilskuere, hvilket stadig er verdensrekord. Det er vildt at tænke på, at det næsten er samme antal mennesker som i hele Danmark, konstaterer Rod Stewart.

Passer på kronjuvelerne

En anden koncert, han aldrig glemmer, var den første optræden i USA. Det var med The Jeff Beck Group på Filmore East i New York.

- Det var i 1968, hvor vi varmede op for Grateful Dead. Sådan en aften glemmer man aldrig. Min første koncert på Wembley sidder også dybt i mig. Jeg kunne ikke sove efter koncerten, fordi hele min krop sitrede. Jeg faldt først i søvn næste dag, fordi jeg lå og ikke kunne begribe, at jeg havde spillet på Wembley. Der er naturligvis koncerter, som betyder mere end andre, siger Rod Stewart.

Den seneste koncert - som i virkeligheden var en eksklusiv optræden - der sidder dybt i ham, giver ham gåsehud at tænke tilbage på.

- Jeg spillede for Hendes Majestæt Dronningen og hertugen af Edinburgh i 2016, da jeg blev slået til ridder. Hvis jeg sad her, så sad de der, fortæller han og peger hen mod væggen tre meter fra os.

Sir Rod Stewart fremførte et par af sine mest kendte sange og fik dronning Elizabeth 2. til at trække på smilebåndet.

- Det er sjældent, jeg bliver nervøs. Men lige der kunne jeg godt mærke sommerfuglene i min mave. For mig handler nerver i høj grad om forventningens glæde. Det eneste, der kan få mig til at vakle og blive en smule usikker, er, hvis min stemme begynder at halte. Så er det en kamp at komme helskindet gennem en hel koncert, og det siger næsten sig selv, at jeg ikke nyder det. Derfor passer jeg på min stemme, som var det kronjuvelerne. Og nej, jeg spurgte ikke dronningen om et godt råd til at passe på dem, siger Rod Stewart og griner.

Den bedste hvide soulsanger

Da jeg fortæller min anekdote om at se hans koncert på tv i 1984, sender det ham endnu længere tilbage i tiden. Til 1957, da han hørte sin første koncert. Med ingen ringere end Bill Haley.

- Sådanne oplevelser kan sidde dybt i en. Min storebror Don, som i øvrigt er blevet 90 år, tog mig med til Kilburn for at se Bill Haley & His Comets. Koncerten foregik i en biograf og varede ikke mere end 20 minutter. Men jeg husker, at de spillede både "Rock Around the Clock", "Rip It Up", "Shake, Rattle and Roll" og "See You Later, Alligator". Jeg kan stadig genkalde begejstringen i hele min 12-årige krop og mærke, hvordan hele balkonen gyngede under os, siger Rod Stewart og hopper op og ned i stolesædet.

Oplevelsen med den 15 år ældre bror blev et minde for livet, selv om Bill Haley ikke decideret inspirerede Rod Stewart. Han kom med i sit første band tre år senere som 15-årig i 1960. Det hed The Raiders, og en sjov detalje i den sammenhæng er, at gruppen i 1961 var til audition på Denmark Street i London. Den førte dog ingen vegne, og efter et par år med forskellige musikalske projekter slog lynet ned i Rod Stewart til en koncert med Otis Redding i 1963.

- Otis Redding og James Brown er uden tvivl to af de sangere, der har inspireret mig mest. Ikke mindst Browns sans for drama var uforlignelig. Han udtalte i øvrigt engang, at jeg var den bedste hvide soulsanger, så den udtalelse kan også have påvirket mit syn på ham i positiv retning, siger Rod Stewart og smiler.

Træner som SAS-soldater

Det er svært at se, at Roderick David Stewart fra Highgate i London er blevet 74 år. Men han kæmper også for at holde både kroppen og stemmen i form.

- Jeg har spillet fodbold hele mit liv og gør det stadig. Indtil for fem år siden spillede jeg kampe på rimelig højt niveau, men så røg det ene knæ, og siden har jeg primært spillet med mine fire knægte på min fodboldbane derhjemme med kunstgræs, siger Rod Stewart.

Det er dog i sit træningscenter og sin pool, at han virkelig knokler.

- Min personlige træner står for noget SAS-træning, hvor jeg skal dykke ned på bunden og samle en sten op, skubbe den til modsatte ende af poolen - trække luft - og så svømme tilbage. Poolen er cirka 15 meter, og jeg gør det 12 minutter i streg. Jeg kan love dig for, at det er hårdt. Men jeg ville ikke være foruden, for jeg kan med det samme mærke på mit humør og ikke mindst min stemme, hvis jeg ikke får trænet, siger Rod Stewart.

Hans humør påvirkes også af fodbold. Især når hans hjerteklub Celtic spiller.

- Alle mine sønner er Celtic-fans, og to af dem skal med mig på stadion i weekenden i Glasgow og se "The Old Firm", hvor Celtic møder Glasgow Rangers (Celtic vandt 2-1, red.) Jeg har faste sæder ved siden af komikeren Billy Connolly. Det er årets store dag for mine drenge og mig, når vi flyver fra USA til Skotland for at se det opgør. Fodbold er sammen med musik min helt store passion, siger Rod Stewart.

Tudsegamle sange støves af

Til koncerten i Herning kan publikum både forvente at høre noget nyt, noget gammelt og noget blåt. Rod Stewart nyder at fiske ældre sange frem fra gemmerne og støve dem af.

- Det er altid en fornøjelse at vælge en sang ud, som man af forskellige grunde ikke har sunget i en årrække. Det kunne være "Reason to Believe" eller "Seems Like a Long Time" fra albummet "Every Picture Tells a Story" fra 1971. Men umiddelbart nyder jeg det ikke mere end at synge de sange, jeg har med til nærmest hver eneste koncert. De seneste år har jeg sjovt nok oplevet at stå på scenen og synge "Maggie May" og have fornemmelsen af, at publikum ikke rigtig kendte den, fordi den er så tudsegammel. Mange af dem var ikke født, da den udkom, siger Rod Stewart og ler.

Flere af hans sange har ændret betydning for ham over årene. Alene af den grund, at han er blevet ældre.

- Sange som "Do Ya Think I'm Sexy", "Stay With Me", "Hot Legs" og "Tonight's the Night" skrev jeg som en ung mand. Når jeg synger dem i dag, kan det være lidt svært at finde tilbage til det sexede udgangspunkt, fordi det ligger temmelig langt fra det sted, mine sange udspringer fra i dag. Jeg er alt for gammel til at skrive den slags sange, da jeg endelig er ved at blive moden og skrev en sang på mit seneste album om at være forælder og passe godt på sine børn. Det føles mere relevant for mig i dag, siger Rod Stewart.

Frygter ikke at fejle

Han forsøger at holde sig ajour med ny musik. Både for sin egen skyld og for at kunne snakke med, når hans otte børn fra fem ægteskaber præsenterer musik for ham.

- Jeg kan meget godt lide Arctic Monkeys, Arcade Fire og George Ezra. Ham ville jeg gerne opleve live. Jeg bryder mig ikke synderligt om sort musik - altså rap - som jeg kalder snakkemusik. Mine sønner elsker det, og derfor var de også begejstrede, da jeg medvirkede på A$ap Rockys sang "Everyday". Jeg stødte tilfældigvis på ham i Dubai, hvor vi faldt i snak, siger Rod Stewart, som også havde den Tinderbox-aktuelle rapper med i bilen til en "Carpool Karaoke" med James Cordon.

Der er nærmest ingen genrer, Rod Stewart ikke har prøvet sig selv af i. Planen er at kaste sig over country- og folkmusikken og se, om han kan få samme succes som med "The American Songbook", hvor han fortolkede amerikanske popsange fra et halvt århundrede. De fem udgivelser endte med at sælge 28 millioner eksemplarer og sikrede ham flere priser som sidegevinst.

- Jeg har længe drømt om at prøve mig af i countrymusikken, og jeg frygter ærlig talt ikke at fejle. Fordi jeg gør det ud fra kærlighed til musikken, og fordi jeg har haft så mange succeser, at en enkelt fiasko ville være til at bære, siger Rod Stewart og ler højt.

Seks gudesmukke kvinder

Blokken med spørgsmål har været gemt væk under det meste af interviewet, som lakker mod enden. Ét af spørgsmålene handler om, hvorfor man skulle købe billet til en Rod Stewart-koncert, hvis man af en eller anden grund aldrig har hørt om ham.

- For det første bliver man glad og kommer til at grine, fordi humor er essentiel for mig. For det andet har jeg et band med seks gudesmukke kvinder, som alle spiller formidabelt. Det bliver med garanti en underholdende aften, og hvis ikke man kender mindst halvdelen af sangene på sætlisten, har man formodentlig levet i en hule de seneste 40 år, siger Rod Stewart og griner.

Inden vi siger på gensyn i Boxen, er avisens udsendte nødt til at bede om et billede med sir Rod Stewart. Nogle chancer kan man ikke forpasse.

- Selvfølgelig skal vi have et billede sammen. Jeg ville være skuffet, hvis ikke vi tog et, siger Rod Stewart og blinker kækt med sit ene øje.

Blondiner har det bare sjovere.