Robert Plant, 2014

PR-foto
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 2
Frem

Rødderne står i Black Country

Den engelske Led Zeppelin-legende Robert Plant, der for nylig optrådte i Odense og er pladeaktuel med sit album ”lullaby and ... The Ceaseless Roar”, er vendt hjem til England efter en årrække i det sydlige USA. Hjemkomsten har åbnet sangerens øjne for det særlige ved hans hjemegn tæt på de walisiske bjerge, han skrev om i sangen ”Stairway to Heaven”

Black Country i det sydvestlige England var arnested for den industrielle revolution i 1800-tallet. Men det er også fødested for Robert Anthony Plant, der sidste år blev kåret til den bedste rocksanger nogensinde i The Rolling Stone Magazine.

Han blev født i West Bromwich i 1948, men til trods for de trange kår og efterdønningerne af fem års verdenskrig husker Robert Plant sin barndom som en lykkelig tid, hvor han gik i skole, tog på cykelture med sin far og først som teenager fik øjnene op for, at der var en verden uden for Black Country.

- Min barndom var så tryg og almindelig, at det meste handlede om at gå i skole og lege med mine kammerater. Der skete ikke meget andet i min barndom, end at jeg skiftede buksestørrelse og gik fra at være glathudet dreng til en bumset knægt på racercykel. Black Country var det eneste sted på planeten, jeg bekymrede mig om, siger Robert Plant.

Den omfattende industri, der prægede området i 1800-tallet, var for længst fortid, da han voksede op. Men det hårde liv som ansat på de store fabrikker kunne stadig mærkes i ironien og væremåden hos indbyggerne i Black Country.

- Der hersker en stærk selvbevidsthed og stolthed. Da jeg tog til London som teenager, var jeg meget opmærksom på at bevare den attitude, som kendetegner os fra Black Country. Det handler om ikke at tage sig selv alt for seriøst og forblive tro mod sig selv. Der er mange "uslebne diamanter" fra min hjemegn, der er tredje eller fjerde generation arbejderklasse. Altså fra familier, der har knoklet sig selv ihjel i miner og på fabrikker uden at blive anerkendt for det, fortæller Robert Plant.

Ægteskabet lykkes

Årsagen til vores samtale er Robert Plant og hans band The Sensational Spaceshifters nye album "lullaby and ... The Ceaseless Roar". Den 66-årige sanger husker ikke, hvilke godnatsange han fik sunget i sin barndom, men så bogstaveligt skal titlen heller ikke tages.

- Titlen refererer ikke til en specifik oplevelse eller sang fra min barndom. Den skal mere forstås som et billede på mit samlede livsforløb. En vuggevise kan handle om at være forelsket, at være afslappet eller om at favne Vestkystens skønhed, når havet og lyset smelter sammen og bliver transparent. Det helt særlige tidspunkt på dagen, hvor de to elementer gifter sig og bliver til ét, fortæller en ekstremt veltalende Robert Plant.

På "lullaby and ... The Ceaseless Roar" smelter afrikanske strengeinstrumenter sammen med futuristiske trommebeats i åbningsnummeret "Little Maggie". Robert Plant kalder det en af musikkens helt store glæder og fornøjelser at eksperimentere.

- Når vidt forskellige stile og udtryk smelter sammen, skabes der noget ganske særligt. Det skal dog lige understreges, at du sidder og lytter til slutproduktet, hvor de knap så succesfulde eksperimenter naturligvis er siet fra undervejs, siger Robert Plant.

Et instrument, der i den grad springer i ørerne og farver sangene, er Juldeh Camaras gambiske strengeinstrument ritien, som Robert Plant er betaget af.

- Instrumentet har samme fleksibilitet som et bueinstrument og minder om celloen eller violinen. Det har dog en langt mere primal, organisk og mindre genkendelig lyd. Det har en form for "jordagtig" lyd, der har noget ur-gammelt over sig. Hvis man parrer det med moderne trommeloops, skaber det noget helt særligt a la "Massive Attack tager på ferie i Afrika", konkluderer Robert Plant veloplagt.

Til koncerten i Den Fynske Landsby i juni skulle publikum vænne sig til lyden af det særegne strengeinstrument, men efter et par sange var dets karakteristiske lyd integreret i lydbilledet. Det betyder dog ikke, at man skal sammenligne social og musikalsk integration.

- Musik er en herlig afledningsmanøvre fra livets barske realiteter, og musikkens ansvar er at charmere, tilfredstille og begejstre. Men det er ikke dens rolle at bidrage med kommentarer, der kan revidere publikums syn på sociologiske og samfundsmæssige aspekter. Se på Bob Marley. Ændrede hans sange på forholdet mellem de caribiske vestindianere og Storbritanniens anglosaksere? Sandsynligvis ikke, mener Robert Plant.

Musik er en fabelagtig kur

At gambiske Juldeh Camara er med i bandet har betydning på flere planer. Robert Plant håber, at hans tilstedeværelse kan eliminere tendensen til, at al musik med afrikanske elementer ryger i samme skuffe med mærkatet "verdensmusik".

- Verdensmusikken er mange steder forbundet med noget helligt og præsenteres derfor ofte i en underdanig eller ærbødig sammenhæng, hvor afrikanske musikere inviteres ind foran et tyst og overrespektfuldt vestligt publikum. Sådan er det jo ikke i musikernes respektive hjemlande, hvor deres optræden er forbundet med glæde og fysisk udfoldelse. Når Juldeh Camara optræder med The Sensational Spaceshifters viser vi, at der ikke er nogen kulturel kollision at forholde sig til. Vores musik er bare én form for hybrid, der skal nydes og ikke studeres. Juldeh betyder meget for dramaet og dynamikken i sangene, og det er blandt andet takket været ham, at vi lyder som et psykedelisk mardi gras-band, der marcherer gennem New Orleans, siger Robert Plant.

Et element af verdensmusikken frelsthed er han dog tilhænger af.

- Det kurerende aspekt af verdensmusikken skal man ikke underkende. Musik er en fabelagtig kur mod mange problemer. Det kan eksempelvis hjælpe mod depressioner, og fra mit eget liv ved jeg, at uventede musikalske oplevelser har en markant påvirkning på mit humør. Det kan ændre en hel dag, hvis jeg uventet introduceres for en sang med masser af hjerte og glæde, fortæller Robert Plant.

Venner for livet

The Sensational Spaceshifters består af musikere, der tidligere har begået sig inden for jazz, rock og triphop. Robert Plant vurderer, at det allervigtigste ved hele projektet netop er det unikke miks af stilarter og musikalske baggrunde.

- De er alle på hver sin måde fremragende musikere, men endnu vigtigere er de venner for livet. Bandet er et rart, trygt og lattermildt sted at befinde sig. Alle er med på billedet, og det er ikke kun en sanger, der har en gruppe musikere til at spille for sig. Uden dem ville disse nye sange slet ikke være til. De er i lige så høj grad et resultat af de andre bandmedlemmers passion og entusiasme, siger Robert Plant.

Han har endda forsøgt at indordne sig vokalt, så han ikke fjerner fokus fra melodierne, når det er dem, der er i centrum.

- Jeg kunne sagtens have været langt mere højrøstet, voldsom og frådende. Sunget højere og vildere. Min vokal er reguleret af de andre instrumenters intensitet, siger Robert Plant.

Den 66-årige brite er kendt for sin intellektuelle jargon og sin videbegærlighed. Hans kendskab til både walisisk og nordisk mytologi har lige siden de første udgivelser med Led Zeppelin gennemsyret gruppens sange. Blandt andet har den berømte "Immigrant Song" klare referencer til Valhalla og vikingetogter.

- Jeg begyndte allerede at interessere mig for vikinger og deres togter som barn. England, Skotland og Irland var i århundreder verdens ende. Det var den civiliserede verdens grænse og det sidste stop på rejsen blandt andet for immigranter, som sangtitlen refererer til. De britiske øer er gennem historien blevet besøgt og invaderet af et væld af folkeslag, der alle har efterladt varige indtryk i sproget, stednavnene og i de forskellige egnes historie. Der var enormt stor forskel på de sociale strukturer alt efter, om det var danske vikinger, keltere, frisere eller iberere, der besatte et område. Det er interessant at beskæftige sig med, selv om jeg som dreng mest var imponeret over vikingetogterne, der bragte dem vidt omkring og helt over til Amerika, hvor jeg befinder mig nu, siger Robert Plant.

Musik fra spøgelser

Lige nu sidder han på sit værelse på Loews Vanderbilt Hotel i Nashville, Tennessee, hvor han i aften skal optræde med en række andre prominente musikere: Ry Cooder, Jackson Browne, Emmylou Harris og sin ekskæreste Patty Griffin, som han indtil sidste år boede sammen med i Austin, Texas.

- Nashville har sin helt egen musikalske genre funderet i countryen. Når vi om nogle dage bevæger os op langs østkysten mod New York, støder vi ind i en musiktradition, der er mere urbant funderet. Mere rå, dramatisk og aggressiv. Jeg suger groovet til mig, uanset hvor jeg befinder mig, og føler mig tiltrukket af disse vidt forskellige steder og de musikere, jeg arbejder sammen med. Det er meget interessante arbejdsbetingelser, siger Robert Plant.

Da han var ung, kørte han gennem sydstaterne i USA på en musikalsk dannelsestur, hvor især den sorte musik sprang på ham. Han er dog ikke hoppet på hiphop-bølgen.

- Urban musik fra den sorte del af den amerikanske kultur de senere årtier føler jeg mig ikke synderligt forbundet med. Hvis jeg åbner min computer og ser på, hvilken musik jeg hører, er det stadig de samme kunstnere, som inspirerede mig for 40-50 år siden. Muddy Waters, Robert Johnson og Willie Dixon. I dag er det som at høre musik fra spøgelser, konstaterer Robert Plant poetisk.

Glimt af en epoke

Efter at have boet et par år i Austin, Texas, er han mere eller mindre permanent tilbage i Black Country i det sydvestlige England, hvor han voksede op.

- Det er meget specielt og emotionelt at være tilbage. Man kan tilbringe så megen tid på at skynde sig væk, at man glemmer forbindelsen til sin oprindelse og sit udgangspunkt. Man glemmer personlighederne og den humor, der gennemsyrer en egn. Jeg tog meget for givet, da jeg som ung tog ud i den store verden, siger Robert Plant.

Da han for fem-seks år siden flyttede til USA, mente han, det var det rette for ham at gøre på det tidspunkt i hans liv. Hans mål var at arbejde tæt sammen med amerikanere og finde ud af, hvordan arbejdsprocessen ville folde sig ud i forhold til i England.

- Det var ekstremt sprudlende og lærerigt at arbejde sammen med Alison Krauss og senere med Patty Griffin og Band of Joy. Det var en helt anden verden end i det kreative, britiske miljø, hvor mentaliteten og modenheden i tankegangen er noget ganske andet. Jeg kunne ikke tage til Amerika og lave noget tilsvarende, fordi vi, der kommer fra "den gamle verden", er omgivet af nogle historiske aspekter og nogle ældgamle sange, der nærmest udgør en opskrift tilsammen. "lullaby and ... The Ceaseless Roar" er blevet som den er, fordi den udspringer af traditioner fra vores del af verden og desuden læner sig op ad nordafrikansk kultur, der ikke går hånd i hånd med amerikansk kultur, siger Robert Plant.

Flere af sangene bærer tydeligt præg af deres forholds endeligt, men det bekymrer ikke Robert Plant, at han i teksterne inviterer lytteren ind i sin privatsfære.

- Når jeg ser på mit arbejde, føler jeg ikke, at jeg giver alt for meget væk. Jeg beskriver nogle forhold, som ikke eksisterer længere. Måske er de bare forvandlet til sange og glimt af en epoke, der ikke længere er. Alt ændrer sig i livet, sådan er grundvilkårene, konstaterer Robert Plant.

Det stjålne kys

En af de sange, der skiller sig ud på albummet, er den nedtonede "A Stolen Kiss". Dens enkelhed springer i ørerne midtvejs på albummet, hvilket dog ikke skyldes en kalkuleret intention og en tiltrængt pause fra eksperimenterne.

- Det handler mere om reflektion. Om mig, der fortæller om at være flygtig, da jeg sjældent befinder mig i situationer eller omstændigheder i lang tid ad gangen. Mange mennesker har et liv, der er radikalt anderledes end mit, så den sang skildrer mit omskiftelige liv. Når resultatet er så smukt, skyldes det i høj grad, at min pianist spiller hele fortræffeligt, siger Robert Plant anerkendende.

Når han synger sangen, får det ham til at tænke over, om han er endt som den mand, han gerne ville være.

- Det sætter mange tanker i gang, men heldigvis er svaret, at jeg er præcis dér, hvor jeg gerne vil være, konstaterer Robert Plant.

En anden sang, som betyder meget for ham, er "Embrace Another Fall", der i modsætning til "A Stolen Kiss" er proppet med musikalske udtryk og stemninger.

- Det er en meget abstrakt sang, der er meget pastoral og dramatisk på samme tid. Det er som at kombinere den engelske komponist Edward Elgar med Sahara-ørkenen i en melodi drevet frem af kæmpe pauke-trommer, der varsler og introducerer versene. Melodien er meget filmisk, og jeg betragter sangen som et landskab, hvor man kigger ind på en hårdhændet hjemkomst og den pris, man betaler for at være rejst væk, siger Robert Plant kryptisk.

Naturen og landskabet i det sydvestlige England og Wales fylder meget i sangene. Sådan har det været, siden Led Zeppelin skrev sangene "Misty Mountain Hop" og "Black Mountain Side" for 45 år siden. Men hvordan har hans brug af naturmetaforer og referencer ændret sig siden slutningen af 1960'erne?

- Det er et meget interessant spørgsmål. Jeg kan ikke tælle de gange, jeg har ladet mig inspirere af landskaberne omkring mig. Jeg er ekstremt fokuseret på, hvordan "landet" taler til mig, og jeg anser mig selv som meget heldig at leve på nogle britiske øer, der byder på vidt forskellige scenerier. Det er altid en kæmpe lettelse, når jeg forlader London og rejser hjem mod Black Countrys landlige omgivelser. I London ville jeg aldrig have kunnet skrive "Stairway to Heaven", der handler om bjergene i Wales og læner sig op ad walisisk mytologi, siger Robert Plant.

Men man behøver ikke at være hjemme i hverken nordisk eller walisisk mytologi for at få fuldt udbytte af "lullaby and ... The Ceaseless Roar".

- Det er altid interessant at have et indgående kendskab til alt fra et episk digt som "Beowulf" eller myten om Aida. Men når det kommer til mine tekster, handler de om mig. Om mit liv. Jeg forsøger at skabe malerier med mine ord, selv om der findes folk, der gør det langt bedre end jeg. De små referencer til legender og myter i mine tekster skyldes ikke en forventning til mit publikum. De handler udelukkende om min egen galskab, konstaterer Robert Plant og ler.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Led Zeppelin
Robert Plant
Black Country
The Rolling Stone Magazine
West Bromwich
The Sensational Spaceshifters
lullaby and ... The Ceaseless Roar
Little Maggie
Bob Marley
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.