Richmond Fontaine, 2011

Kender du ikke Willy Vlautin, skal du ikke fortvivle. Han kender heller ikke Fyn. Men det kommer han til netop i dag, hvor hans band Richmond Fontaine optræder i Svendborg. Dette interview er lavet, mens han befinder sig i Nordtyskland. On the road for 117 gang i anden potens.

- Richmond Fontaine består af arbejdsheste og ikke rock'n'rollere. Vi er et klassisk turnerende band, der er glade for at komme ud at rejse og se lande og steder, vi ikke har set før. Hvis ikke vi turnerede, ville vi slet ikke have råd til at rejse, fortæller forsanger, sangskriver og forfatter Willy Vlautin.

Når bandet er på turné, er der ofte kun tid til at besøge en enkelt attraktion i hver by. Men det kan til gengæld anspore bandmedlemmerne til at vende tilbage, når økonomien tillader det.

- Selv om det indimellem er hektisk, vil jeg da hellere have to timer til at se København end slet ingen. Hvis der er noget, der griber mig, noterer jeg det ned og håber, at jeg vender tilbage en dag, forklarer Willy Vlautin.

Forsvinder i en anden verden

Han er vokset op i Nevadas ørken, hvilket inspirerer både hans sange og noveller. Landskabet der står i skærende kontrast til det grønne omend efterårsfalmede Nordeuropa, han befinder sig i for tiden.

- Her er virkelig frodigt, grønt og tåget, men jeg tror aldrig, jeg har oplevet så meget overskyet vejr. Det gør mig lidt hjemsyg og ørkentrængende. Måske er det én af grundene til, jeg skriver så meget om ørkenen, at jeg ofte befinder mig langt væk fra den, vurderer Willy Vlautin.

Han kalder sig selv en omflakkende sjæl af flere grunde. For det første, fordi han ofte turnerer. For det andet, fordi han som sangskriver og forfatter altid kan beslutte sig for at befinde sig et helt andet sted end det faktiske.

- De gange mit liv har været gået i hårknude, har jeg været så heldig at kunne forsvinde ind i en anden verden med en kuglepen i hånden. Temmelig ofte er det en ørken, jeg er havnet i, konstaterer Willy Vlautin.

Lapper historie i sig

Af alle de steder, han har opholdt sig uden for USA, er der næsten altid et landskab, der minder ham om sit hjemland.

- USA er et gigantisk land, og som omrejsende band får man virkelig kørt mange kilometer. Vi har lige befundet os midt i Spanien, og det mindede eksempelvis meget om Nevada, hvor jeg stammer fra. Europa har til gengæld en arkitektur og historie, som jeg lapper i mig. De europæiske byer er jo rene skatte. Derudover er der maden, som er ufatteligt meget bedre end derhjemme, siger Willy Vlautin.

Selv om han kalder sig en nærmest besat litteraturforbruger, har han denne gang medbragt bøger i stedet for at kaste sig over de lokale forfattere.

- Normalt læser jeg irsk litteratur i Irland og tysk i Tyskland. Men jeg fik slæbt en stak bøger med hjemmefra, fordi jeg er doven og havde behov for amerikanske krimier fra 1930'erne og 1940'erne af Gene Thompson og James Caine. Det skal helst være nogle psykologisk beskadigede forfattere, før det tænder mig, siger Willy Vlautin tørt.

Hjemsøgt af arbejderklasse

I hans sange og noveller kan man støde på personer med et tydeligt slægtskab. Ikke fordi han bevist arbejder med at lave fællesreferencer, men fordi hans hoved er skruet sådan sammen.

- Mit hoved er mit hoved. Jeg forsøger at skrive forskellige sange og tekster, men ind imellem bliver jeg hjemsøgt af de samme episoder og individer. Jeg er meget interesseret i arbejderklassen og mennesker, der kæmper for at holde sig på benene. Det er den type mennesker, jeg føler mig tættest beslægtet med, konstaterer Willy Vlautin.

Han har enkelte gange oplevet, at folk har opsøgt ham og spurgt, om de har udgjort inspirationen til en given sang.

- Jeg tilstræber at skrive med blod og hjerte. Det skal være ægte. Men de fleste personer, jeg skriver om, er enten døde eller forsvundet ud af mit liv. Det har heller aldrig været min intention at såre nogen med mine sange, slår han fast.

Det er dog sket, at reaktionerne har været overvældende, når han har præsenteret nye sange for sine nærmeste.

- Jeg spillede engang en syv minutter lang folksang uden omkvæd. Den var så grusom og sørgelig, at min kæreste begyndte at græde og spurgte: "Hvad er der galt med dig". Min kammerat var kollapset på sofaen, så sangen blev i stedet til novellen "Lean on Pete", hvilket indledte min karriere som forfatter, siger han og ler.

Det var dog musikken, der "reddede" ham, da han var yngre. At være medlem af et band gav adgang til et fællesskab, som de fleste forfattere dengang ikke havde mulighed for at deltage i.

- Det var før internettet, hvor de fleste forfattere ikke kendte andre, der skrev, og ofte levede isoleret. Den eneste grund til, jeg mødte en anden forfatter var, at jeg arbejdede som maler og traf en kunde, der skrev noveller. Både litteraturen og musikken har dog været vanvittige gode venner, som jeg ikke kunne vælge imellem. Jeg anser mig ikke for at være bedst til nogen af delene og har aldrig anset mig selv for at have et specielt talent. Ud over vedholdenhed og et mørkt hjerte, funderer Willy Vlautin.

Medier

Richmond Fontaine, 2011-pdf

Kategorier