RebekkaMaria, 2010

Under Floridas generøse decembersol står den danske sangerinde Rebekka Maria og synger fra stævnen på en luksusyacht med røde løbere, smækre modeller, afkølet champagne og amerikanske kulturkendisser i spandevis.

Egentlig skulle den 29-årige sanger have befundet sig i en Brooklyn-lejlighed og skrevet nye sange. Men skæbnen ville det anderledes. Således har den budt på flere om- og smutveje, siden hendes særegne stemme fik et publikum for første gang på Odense Sygehus i 1981.

- Jeg landede i denne verden i Odense, hvor mine forældre boede i Vollsmose. Men vi flyttede ret tidligt til Nordjylland, hvor jeg blev boende i Mariager, indtil jeg var 19 år, fortæller Rebekka Maria.

Derefter vente hun tilbage til Fyn og sine spædbarnsrødder. Hun vil helst ikke kalde sig fynbo i hjertet, selv om hun altid har haft en relation til øen, fordi hendes slægt både på fædrene og mødrene side stammer fra Fyn. Men øen og Odense betyder meget i hendes livshistorie, da det var her, hun fik vished for, at hun skulle og kunne satse på musikken.

Bandet Lampshade manglede en ny forsanger, havde Johannes Andersson fra bandet fortalt hende, da de mødtes på en festival i Norge. Da de kom hjem, slæbte hun sin cello og sin ungpigede fine stemme med til Odense og øvede en aften med drengene.

- Det var magisk fra første tone, og jeg kunne mærke, at jeg var kommet hjem. Jeg blev lige så stille indsluset og var med til den første koncert efter tre uger på Posten. Dagen efter gav vi vores anden koncert, hvor jeg bedst husker, at jeg kyssede med Johannes bagefter. Vores kærlighedshistorie er meget parallelt forbundet med Lampshades, fortæller Rebekka Maria, der endte med at kysse og synge sig til Johannes' efternavn Andersson.
Lampshade holder pause på ubestemt tid hovedsagligt på grund af Rebekka Marias ønske om at forsøge at stå på egne ben. Hun kunne ikke magte begge dele samtidig, og flere af de andre var begyndt med sideprojekter eller havde fået fuldtidsarbejde.

- Interessekonflikt er måske for stærkt et ord, men faktum var, at vi alle var på vej andre steder hen. Derfor puttede vi Lampshade i vinterhi på ubestemt tid, og så må vi se, om det skal vækkes igen eller sove stille ind, siger Rebekka Maria.

Grønlandsk blod i årerne

Hun har alle dage været en meget visuel og ekspressionistisk person. Det kommer til udtryk både i hendes signifikante sangstemme, der slægter islandske Björk på, og hendes farverige fremtoning på scenen.

Derfor har hun som solist kunnet gøre nogle ting, som ikke var muligt med fire drenge omkring sig, der ikke var klar på blomster- og farveeksplosioner. Det har givet hende et nyt og større spillerum, hvilket hun i den grad har omfavnet.

- Scenen er lidt som en legeplads for mig, og min holdning har altid været, at en koncert er en helhedsoplevelse og ikke kun en lytteoplevelse. Det koncept har jeg i høj grad udforsket og udfordret, konkluderer Rebekka Maria.
Dermed har hun mulighed for at følge sine teatralske tanker helt til dørs uden at trampe unødigt på nogen eller stjæle billedet på en dårlig måde.

Har man oplevet Rebekka Maria på en scene, ved man, at hendes kostumer og effekter spænder vidt, da hun er inspireret af oprindelige folk og traditioner fra vidt forskellige lokaliteter på det meste af kloden.

Hendes mor er opvokset i Grønland, og hun har været der fem gange, hvilket har tanket noget eskimoblod på hende. Hun har også et tæt forhold til et børnehjem i Uganda, hun har besøgt flere gange, hvilket gør, at hendes hjerte banker lidt for Afrika.

- Derudover er jeg fuldstændig forelsket i Asien for tiden, hvilket får mig til at lyde som en tarvelig "white girl", der bruger kulturer fra hele verden som sin mode-inspiration. Sådan forholder det sig ikke. Når man har rejst de forskellige steder, får man et forhold, der stikker dybere end umiddelbar fascination. Men jeg kan ikke skjule, at jeg lider af en folklore-fetich, erkender Rebekka Maria.

Hun øver sig i at finde en balance mellem udenomsprojekterne og blot være sanger. Ind imellem har hun brugt så meget energi på scenografien, at hun næsten har glemt, at der også skal være overskud til at optræde.

- Jeg har ind imellem oplevet, at jeg har brugt al min kreativitet inden en koncert og har stået helt tam og flad på scenen. Men i al min glæde for drama og teatralskhed er jeg blevet bedre til at minde mig selv om, at jeg først og fremmest er sangerinde. Derfor har jeg alliereret mig med mange dygtige og kreative folk, så det ikke nødvendigvis er mig, der skal hænge lamperne op på scenen inden en koncert, erfarer Rebekka Maria.

Villa Villekulla i hjertet

Hendes og ægtemandens lyse lejlighed er lige så spartansk indrettet, som hendes koncerter er omfattende udstyrsstykker. Det er helt bevidst. Hun kan godt lide hvide flader, der ikke larmer så meget, da hun helst vil undgå at blive bombarderet med kreative indtryk i sit hjem.

- Jeg har ikke behov for at være klunser og samle alt op på min vej og placere det i vindueskarmen, som jeg gjorde engang. Hvis du havde besøgt mig i Odense, da jeg var 20 år, havde der været betragteligt mere sigøjnerskrammel, indrømmer Rebekka Maria.

Hun er ikke i tvivl om, at hendes hjem skal være et inspirerende sted, så der begynder at ophobe sig små bunker skrammel rundt i lejligheden.

- Jeg er jo lidt Villa Villekulla i hjertet, så med tiden tror jeg, der vil blive fyldt ret godt op. Men lige nu er der så meget output i min kunst, at min privatsfære er ret rolig og hjemlig på en lidt kedelig måde, erkender Rebekka Maria.

2010 har bestemt ikke været kedeligt. Det har været yderlighedernes år for Rebekka Maria, der indledte året med at vinde Odense Live Prisen for årets talent og kort tid efter udgav sit andet album "Sister Sortie". En succesfuld forårs- og sommerturné nåede sit klimaks på Roskilde Festivalen foran 5000 tilskuere, så optrådte hun foran 30.000 til Pride-festivalen på Rådhuspladsen i København, og for få uger siden underholdt hun på en yacht i Miami til en af verdens største kunstmesser, Art Basel.

- Jeg har bevæget mig fra helt stille, nedbarberede koncerter på Statens Museum for Kunst til koncerten på Roskilde, hvor den fik fuld gas på alle felter. Det har været en spændende udfordring at tage mine meget larmende og pompøse arrangementer og skrælle det ned til ingenting andet end den nøgne sang, fortæller Rebekka Maria.

Musikalsk bombe i Miami

Hun er lidt i tvivl om, hvorvidt det er Roskilde-koncerten eller hendes nylige ophold i USA, der er årets højdepunkt. Men det er sidstnævnte, hun fortæller mest uddybende om.
- At skulle bo helt alene i Brooklyn var et spændende eventyr, jeg kastede mig ud i i november, fordi jeg havde brug

for både at komme væk og få nye input. Det viste sig, at hende, jeg boede hos, skulle være kurator for en kunstbegivenhed i Miami. Da hun havde hørt mig synge, kontaktede hun klienten i Miami, der straks fik mig fløjet ned. Det var meget mærkeligt at befinde sig på en yacht omgivet af modeller og et kamerahold, siger Rebekka Maria.

Hun var hyret til at været en lille musikalsk bombe til festens klimaks, der samtidig blev hendes eget klimaks i 2010, fordi responsen var enorm. Aldrig har hun modtaget så meget positiv og konkret feedback på en optræden, så hun håber og tror, at et lille USA-eventyr kan åbne sig i kølvandet på denne bizarre oplevelse.

- Jeg er allerede hyret til at optræde ved en kunstbegivenhed i New York til marts, og derudover har jeg indgået samarbejde med et selskab, der fokuserer meget på klubkoncerter og blandt andet står bag Ida Corr. Derfor glæder jeg mig meget til 2011, konstaterer Rebekka Maria, hvis nasale og lidt hæse vinterstemme står i skærende kontrast til den varme oplevelse i USA.

En lærerig osteklokke

Mange sangerinder, der har boet i Odense i fire år, har gået på konservatoriet. Men ikke Rebekka Maria. Hendes uddannelse har været meget længere og med hende selv som den primære underviser. Hun begyndte allerede at synge i kor som femårig og er opvokset i et frikirkemiljø, hvor musikken og sangen fyldte meget. Hun skrev sin første sang som otteårig og kan stadig huske, hvad den handlede om.

- Jeg optrådte med den flere gange, og det var en meget evangelisk sang om Jesus og korset, der var formet i mit fromme otteårige hjerte, fortæller Rebekka Maria, der voksede op som en del af Pinsevækkelsen i det, hun kalder dens højborg i Mariager.

Hendes barndom i frikirkemiljøet kalder hun en opvækst i en osteklokke, som hun først kom ud af, da hun som 19-årig mødte Johannes og Lampshade. Der lærte hun, at man kan være kristen og menneske på andre måder, hvilket dog også faldt sammen med, at hun blev voksen og flyttede hjemmefra. I dag ser hun med taknemmelighed tilbage på, at det miljø, hun voksede op i, befordrede hendes interesse for sang.

- Rigtig meget af det, jeg har med i min musikalske bagage, er takket være frikirken, hvor der er en anden kultur med rytmisk musik. Man opfordrer meget til at stille sig op på scenen og vise, man kan synge foran et publikum. Det har jeg lært ufatteligt meget af, forklarer Rebekka Maria.

Et sekulariseret menneske

Hun er ikke længere en del af Pinsevækkelsen eller Pinsekirken, men hun har bestemt en velargumenteret forklaring på hvorfor.

- Når man tror og er et moderne, sekulariseret menneske, tvivler man nødvendigvis også ind imellem. Selv om jeg i en periode har tvivlet på Pinsevækkelsens måde at tro på, vil jeg mene, jeg har en konstant grundtro. Den fylder ikke så meget i mit kunstneriske virke længere, selv om det ind imellem smyger sig ud i teksterne. Det har dog på ingen måde været min intention at missionere, understreger Rebekka Maria.

Hvor de fleste unge har haft et opgør med deres forældre, har Rebekka Maria altså haft det med sin kirke. Hun understreger flere gange, at der er tale om opgør og ikke oprør. For hende handlede det om, at det ikke var den måde, hun ville være kristen og en del af et fælleskab på. Hun afviser på ingen måde, at hun en dag vender tilbage til Pinsevækkelsen, men for tiden har hun brug for noget mere kontemplativt og højkirkeligt, hvilket har fået hende til at søge hen mod Østkirken, der er mere symbolorienteret og sakral i sit udtryk.

- Jeg er tiltrukket af liturgien, ritualerne og sproget, der ikke er infiltreret af den vestlige verden. Det er en fin sanselig og lyrisk tilgang til troen, der tiltaler mig mere end det meget karismatiske, forklarer Rebekka Maria.

Korsanger for Creamy

Mens hun har tvivlen på troen, har hun aldrig tvivlet på, at musikken ville være en konstant følgesvend i livet. Hendes moster er docent på det rytmiske konservatorium i Aarhus, og i mange år satsede Rebekka Maria på, at hun skulle gå i hendes fodspor. Da hun blev teenager, blev hun dog klar over, at hun var kunstner på den knap så håndværkeragtige måde.

- Jeg blev meget kritisk over for at skulle ind i en konservatoriemaskine, som det efter min opfattelse var. Min vej skulle være min egen, så jeg fortsatte med at skrive sange, spille og optræde i alle mulige genrer og konstellationer, siger Rebekka Maria.

Hun nævner blandt andet sin deltagelse i flere funkbands på gymnasiet og kor-tjans hos popfænomenet Creamy som de mere spøjse indslag i den spæde karriere.

- Jeg har altid været den skæve fisk eller den fremmede fugl, der skulle synge lidt mindre mærkeligt eller tage noget lidt mindre syret tøj på. Jeg tror, mange har set lidt på mig som landsbytossen, og da jeg fandt Lampshade, havde jeg for første gang et helle, hvor jeg ikke blev betragtet som en særling, husker Rebekka Maria.

Natur i modermælken

Poesien har fyldt så meget i hendes liv, at den i dag strækker sig over en halv hyldemeter i lejligheden på Frederiksberg.

- Når man begynder at skrive digte og sange som otteårig, får man samlet en del. Når jeg tænker tilbage, var jeg altid den, der trak mig tilbage og satte mig ud i skoven og skrev. Måske lidt asocialt, men ikke desto mindre medvirkende til, at jeg har udviklet min hånd og min stemme, siger Rebekka Maria.

Mariager Fjord, som hun kalder Danmark smukkeste, var en imødekommende partner, når tankerne skulle sættes fri. Talrige timer har hun brugt på sten, mospletter og bænke med en ubetalelig udsigt. For at det ikke skal være løgn, boede hun på Digtervænget, der lå i udkanten af byen tæt på mælkebøttemarker og skov, så naturen er nærmest blevet hældt på hende som modermælk.

- Naturen er endt som en meget kær ven, jeg desværre ikke møder helt så ofte, nu da jeg bor i det indre København. Når jeg savner den åbne himmel alt for meget, rejser jeg op til familiens sommerhus på Nordfyn, siger Rebekka Maria med et drømmende smil.

Selv fremmede og hårdføre fugle må ind imellem have masser af luft for at kunne sprede deres vinger.

Foto: Jakob Boserup

Medier

RebekkaMaria-pdf

Kategorier