Han sidder på en læderpolstret bænk ved et panoramavindue på bistroen Grill Royal på Kongens Nytorv i København. Folk moser og maser forbi udenfor i den travle morgentrafik uden at ænse den 35-årige popsanger, som de fleste danskere har lært at kende de seneste fem år.
Uanset om man bryder sig om hans musik eller ej, er det umuligt ikke at bryde sig om ham. Rasmus Seebach. Der er opmærksom, årvågen og veloplagt, selv om han normalt ikke giver interview klokken ni en tirsdag morgen.
Han er "okay", selv om han synger på sit nye album "Verden ka' vente", at han "vågnede op uden smilet fra i går" og "har svært ved at se solen, fordi det øser ned".
- I dag er en helt okay tirsdag morgen, og jeg har det godt, selv om det er vanvittigt at lave interview klokken ni om morgenen. Jeg tror, alle kender fornemmelsen af - og det skal ikke nødvendigvis være en tirsdag morgen - at man vågner op og bare kan mærke, det bliver en rigtig lortedag. Sådan nogle dage har vi alle sammen. Men i dag er jeg ved godt mod, selvom det ser lidt kedeligt ud derude, siger Rasmus Seebach og nikker ud mod kaotiske Kongens Nytorv indhyllet i grå morgendis.
Selv om han slog øjnene op klokken halv otte, fik han tid til at komme op og i omdrejninger uden at skulle jage rundt i lejligheden. Morgenmaden napper han på bistroen under interviewet. Naturligvis først efter at have spurgt, om det er o.k., at han nipper til maden, mens vi snakker.
Mens han gumler på sit grove rugbrød og røræg med trøffel, ridser jeg et interview op, som vi lavede kort tid inden hans første koncertturné. Dengang talte han meget om at være "ægte" og ikke ændre sin personlighed til trods for berømmelse. Tilsyneladende har Rasmus Seebach levet op til sine egne formaninger.
- Jeg har ikke skullet kæmpe for at forblive mig selv. Beslutningen om at holde benene på jorden og ikke skeje helt vildt ud traf jeg for mange år siden. Min virkelighed smelter sammen med musikken, men jeg har aldrig syntes, at jeg var federe end andre mennesker. Den tankegang ligger slet ikke til mig, hvilket hænger tæt sammen med min opdragelse. Jeg har aldrig skullet anstrenge mig for at opføre mig pænt, konstaterer Rasmus Seebach.
Han tager en tår af sin ingefærjuice og peger ud mod en fodgængerovergang. Og kommer med et eksempel, der understreger hans moralske kodeks:
- Forestil dig, at jeg stod derude og havde møgtravlt. Der kunne
de fleste nok finde på at smutte over for rødt. Men forestil dig
så, at der var en børnehave, som også stod og ventede på at komme
over. Så ville jeg aldrig gå over. Jeg mener, at vi alle har pligt
til at opdrage og præge børn og unge med korrekt opførsel, siger
Rasmus Seebach.
Børnene skal vi nok vende tilbage til.
Musikalsk spændvidde
Seebachs forrige album "Ingen kan love dig i morgen" fra 2013 var én lang perlerække af popsange. Denne gang har han løsnet livremmen og kastet sig over både gospelkor, hiphop-elementer og regulær dance.
- Jeg har altid gjort en dyd ud af at skubbe mig selv i nye musikalske retninger. Ikke mindst for at bevare lysten og den helt friske tilgang til musikken. Jeg startede med hiphop sammen med min bror, så egentlig har jeg altid eksperimenteret en del. Min primære retningslinje handler ikke om, hvilke genrer jeg kaster mig over, men udelukkende om hvorvidt det lyder fedt eller ej. Titelsangen er et godt eksempel, da den har en moderne sound, som er ny for mig, siger Rasmus Seebach.
Tekstmæssigt har han også bevæget sig ud på nye stier. Fordi han er et sted i livet, hvor nye historier skal fortælles på nye måder.
- Det sker helt automatisk, fordi et album for mig afspejler en ny periode i livet. Selv om flertallet af sangene er kærlighedsange, er emnerne ikke de samme som på forrige album. Det er nogle andre følelser om en anden pige, så "Verden ka' vente" byder på nogle helt andre vinkler, konstaterer Rasmus Seebach.
Hovedparten af sangene hylder ekstasen ved at være besat af et andet menneske. Men der er også et par sange om de uundgåelige skænderier i ethvert forhold.
- Der er små humpler i alle forhold, uanset hvor velfungerende
de er. Man bliver usikker på hinanden og vil gerne bekræftes. Tror
du ikke, spørger Rasmus Seebach og venter tålmodigt på et svar.
Når man er så kendt, som han er, får man en pæn portion
bekræftelse fra fans. Ikke mindst kontakten med de kvindelige fans
kræver robust tillid fra kæresten.
- Jeg føler heldigvis ikke, jeg skal være påpasselig i forhold til, hvem jeg ses sammen med i det offentlige rum. Jeg kunne sidde her og snakke med min tourmanager Nanna eller nogle af de kønne unge piger fra pladeselskabet, som sikkert ville få nogle til at spærre øjnene op. Jeg ved godt, jeg er en person, folk taler om. Det ændrer ikke ved, at et forhold kræver tillid, uanset om man er popmusiker eller håndværker, konstaterer Rasmus Seebach.
Titelsangen er et godt eksempel på, hvilken type sangskriver Rasmus Seebach er. Mens mange andre popmusikere ville have været mere direkte i deres sprogbrug, dyrker han antydningens kunst med linjer som: "Læg dig ind til mig, men ikke for at sove".
- Alle ved jo, hvad jeg synger om, selv om jeg ikke bruger et beskidt sprog. For mig er det ikke frækt at være alt for direkte, og du hører mig heller ikke sidde og sige "fuck" under sådan et interview her. Det er bare ikke måden, jeg taler eller skriver på. Der er dog en sang, hvor jeg synger: "Fuck, jeg er forelsket", fordi det er præcis sådan, jeg har det. Så der er et par enkelte svipsere, indrømmer Rasmus Seebach.
I titelsangen synger han også, at kæresten skal sige til chefen, at hun er svimmel, så hun kan tage hjem og ... "ikke sove". Det har slet ikke slået ham, at kæresten nu er forhindret i at melde sig syg, hvis hun rent faktisk er svimmel.
- Ha! Der havde jeg slet ikke tænkt på. Det har du ret i. Hold op, hvor grineren. Det er slut med sygedage for hendes vedkommende, siger han og ler.
Glæder sig til farrollen
Han kommer spontant til at fortsætte grinet, da han mindes en koncert i en børnehave i begyndelsen af solokarrieren.
- Snakken om "fuck"-ordet fik mig til at tænke på "Engel", hvor jeg også synger det. Det undlod jeg helt bevidst at bruge, da det virkede forkert foran en masse unger, der bare sad og hyggede, siger han og smiler.
Når vi nu berører børnehaven, er det oplagt at spørge den 35-årige sanger, om han ikke snart skal være far. Især når han på albummet selv konstaterer på sangen "December", at "man bliver jo ældre".
- Jeg er ligesom så mange andre i denne generation ramt af, at man vil nå det hele. Der er så mange drømme, der skal udleves, inden man når dertil, hvor man sætter et barn i verden. Jeg har fundet en kæreste, som er noget yngre end mig, så jeg tænker, at jeg har nogle år at løbe på endnu. Men der skal da ikke gå 10 år, for jeg glæder mig helt vildt til at blive far. Det er da klart en af mine største drømme, understreger Rasmus Seebach.
Den bedste julegave
Når han engang bliver far, kan hans børn stensikkert se frem til, at julen bliver en højtid, der tages ultraseriøst. Selv om vi kun er i begyndelsen af november, kan man næsten ane julelys i de mandelbrune øjne, da vi snakker om albummets julesang med titlen "Lille store verden".
- Jeg har altid drømt om og leget med tanken om at lave en julesang. Jeg elsker julen. At tænde stearinlys, sidde med familien og hygge med et glas rødvin og spise, til man får ondt i maven, sætter jeg stor pris på. Og så bliver jeg altid rørt i julen, fordi det minder mig om min barndom, hvor min far stadig levede, fortæller Rasmus Seebach.
Han husker tydeligt en gave, han fik af sin far, Tommy.
- Ligesom de fleste andre børn i 80'erne fik jeg bunkevis af Lego og Playmobil. Men den gave, der betyder mest, var en mundharmonika, min far gav mig. Den skiller jeg mig aldrig af med, siger Rasmus Seebach.
Hans julegaveønske i år er særdeles ydmygt.
- Jeg ønsker mig en stavblender og et piskeris. Det har jeg ikke i mit køkken, og det irriterer mig hver gang, jeg står og skal bruge det, siger han med et smil, inden han vender tilbage til julesangen "Lille store verden": Jeg håber, at min julesang kan inspirere lytteren til at behandle sin næste med større respekt. Julesange kan noget helt særligt, og mine personlige favoritter er "Driving Home for Christmas" af Chris Rea eller Whams "Last Christmas", siger Rasmus Seebach.
Som popsnedker drømmer han om at rejse tilbage i tiden og høre især Whams klassiker, lige da den kom frem.
- Den er så fed. Tænk sig at være til stede, da den blev spillet i radioen for første gang, siger Rasmus Seebach, mens han nynner introen til julesangen med flere rekorder på samvittigheden.
Rasmus Seebach har selv slået flere rekorder, siden han slog igennem for fem år siden. Blandt andet i forhold til pladesalg, antal solgte koncertbilletter og uger i streg på hitlisterne. Milepæle, han er taknemmelig for, men som han ikke bruger meget tid på dvæle ved.
- Jeg laver ikke musik for at slå rekorder. Jeg laver musik, fordi det giver mig en glæde, jeg ikke kan finde andre steder. Lige nu er jeg så meget oppe at ringe over mit nye album, at jeg slet ikke kan vente med at komme i gang med det femte. Det er det, der motiverer mig, konstaterer Rasmus Seebach.
Han nævner flere gange i interviewet, at han er et sted i livet, hvor han er blevet bedre til at stoppe op og være tilstede i nuet. Et udsagn han i den grad lever op til.
- Tidligere har jeg konstant været på vej videre og altid troet, at græsset var grønnere på den anden side. Derfor var jeg på jagt hele tiden. Det bliver tomt i længden, og den erkendelse har i høj grad påvirket temaerne på pladen. Det er også det, jeg forsøger at understrege med albumtitlen "Verden ka' vente". Indimellem må man bare slukke mobilen og være til stede, siger Rasmus Seebach, der i en lille time ikke har kigget på sin mobil en eneste gang.