Povl Dissing, 2011

Foto: Carsten Bundgaard
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 5
Frem

Den smukkeste stemme i byen

Povl Dissing har delt vandene som en dansk Moses, siden han i 1965 optrådte i Folkeklubben, hvor publikum grinede, hujede eller forlod koncerten i protest. Den 73-årige sanger er taknemmelig for en bemærkelsesværdig karriere, hvor han blot har ladet sig føre med strømmen og grebet de tilbud, der flød forbi ham

Sneen har kapituleret og forladt forhøjningen foran det stråtækte hus ved Hundested i Nordsjælland. Muldvarpene har tilsyneladende holdt vinterfest og tildelt det falmede græstæppe flere huller, end en piercer i Roskilde kan prikke under en hel festival. Inde i husets lavloftede køkkenalrum står husets ejermand og forbander de små, blinde kræ, der har omdannet forhaven til et månelandskab uden skyggen af skvalderkål eller alperoser. Selv om synet irriterer ham, brokker han sig med et tilgivende smil og en tone, der aldrig rigtig bliver truende.

Udenfor har kulden stadig et fast greb om de afklædte træer. Indenfor afgiver Povl Dissings stemme lige så meget varme, som en bunke kævler i en kamin. Den er lige så svær at analysere og sætte ord på, som en vinterhimmels ubeskrivelige nuancer tæt på skumring. Hans letgenkendelige røst spænder fra det famlende og hæse til det læspende og prustende. Fra kvælerslange til Floobie Doobie Doo. Fra det insisterende og inciterende til det faderlige og forsonende.

Uanset hvad han udtaler sig om, pakker stemmen svaret prægtigt ind. Uanset hvor mange ord, der følger i halen på hinanden, vil de ikke fuldt ud beskrive lyden, der springer ud mellem de sølvstænkede skægstubbe.

- Jeg har købt lidt kedeligt wienerbrød. Vi har jo ikke godt af det, men det er nu så godt med lidt sukker, pjatter han og byder et stykke, inden samtalen for alvor begynder.

Han har også sat vand over til stempelkaffe, så om lidt er kaffen klar, understreger han og smiler over klichéen, som han har sunget tusindvis af gange. Ved siden af det moderne, mintgrønne Smeg-køleskab, hvor børnebørnenes farverige tegninger er sat fast med magneter, hænger et sort-hvidt foto af en ung Povl Dissing. Han puster en stor sky af røg ud mellem læberne, der samtidig former et saligt smil.

Her er fortællingen om et liv, der indtil videre har været velsignet med flere gode end onde år. Måske er det derfor, han er så helvedes flink, at man må have fodtøj på indendøre og behandles som en ven af huset.

Fyret af sin far

Det er 73 år siden, at Povl Dissing som en lille sommerfugl kravlede ud af puppen i landsbyen Stavnsholt ved Farum. København var dengang en fjern storby, man kun besøgte hvert tredje år, når man skulle i Zoologisk Have. Opvæksten i den afsondrede flække kalder han fyldt med kærlig og grænsende til det lykkelige.

- Min barndom foregik uden de store falbelader. Mine forældre knoklede begge hårdt for kroner og øre. Min far havde et gartneri, og min mor gik derhjemme, som man gjorde dengang. Det var et pragtfuldt sted, som min far solgte, inden vi flyttede ind til Farum, hvor han fik en lille grøntforretning, fortæller Povl Dissing.

Gartneriet findes ikke mere. Det blev jævnet med jorden, og i stedet blev der opført et blindehjem samt et rensningsanlæg på hver sin del af grunden. Lige dér, hvor der før havde være frugtplantager, rabarberplanter og jordbærrækker.

- Jeg var så heldig, at jeg nåede at blive fyret af min egen far som frugtplukker, fordi jeg er farveblind. Jeg kunne ikke finde de modne bær og slet ikke jordbærrene, der faldt i med alle de grønne farver. I stedet fik jeg lov at passe min lillebror, der i dag bor i Sydaustralien på fyrretyvende år, siger Povl Dissing.

Når han tænker tilbage på barndommens land, virker han næsten forbløffet, når han tænker på, at der ikke var nogen pølsevogne eller slikforretninger i Stavnsholt. Kun en enkelt købmand og et gadekær.

- Der var jo ikke noget at købe. Dengang skulle man ikke have en masse ting som de andre, fordi de heller ikke havde noget. Når vi legede indianere, måtte vi først selv lave vores flitsbue. Eller snitte vores pistol, hvis man var cowboy. Man lærte at fryde sig over at få et lille bitte stykke legetøj i julegave. Det kan jeg godt lide at tænke tilbage på, udbryder han drømmende.

Han savner dog ikke, at han evig og altid skulle gå. Blandt andet til skole ad den farlige landevej, hvor der kom en bil forbi hver halve time. Han slap dog for at trave hele vejen ind til København, når de besøgte forældrenes venner i Rødovre.

- Det var et evigt drama, når vi skulle på besøg. Det var skræmmende, når vi stod i en baggård omringet af storbydrenge, når man selv var sådan en bonderøv. Jeg kunne ligge søvnløs i flere dage inden af frygt for at få nogen på lampen, hvis jeg trådte forkert, fortæller Povl Dissing, der senere i livet igen parkede på øretævernes holdeplads.

Folk blev sindssyge

Da han ændrede en sølle takt og begyndte at spille sine sange i en blues'et udgave, slog det klik for publikum.

- De tre harmonier fra bluesmusikken fuckede folk totalt op. Tidligere havde jeg sunget mine sørgelige sange i tre fjerdedele, og nu fik de en helt anden rytme med fire takter. Folk var ved at blive sindssyge, og da var det, at jeg skulle til at benytte bagdørene på spillestederne til at slippe væk ind imellem, fortæller han og ryster på hovedet, så den tynde hestehale gynger.

Det er snart 50 år siden, at Povl Dissing blev berømt. Eller berygtet.

- I avisen stod der hver anden dag: "Han kan jo ikke synge! Det burde være forbudt", siger Povl Dissing og klukker.

 Da han begyndte karrieren i sit første band "The Hotdogs" som 13-årig, spillede han trommer. Men da gruppen fik en trompetist med, blev den unge Povl lamslået over, hvor meget lyd der kunne presses ud af sådan et horn. Derfor kastede han sig over trompeten, der blev hans adgangsbillet til jazzklubberne i 1950'erne.

- Det fik dog en brat ende, fordi jeg slog mine fortænder ud efter et uheld på skøjter. I stedet begyndte jeg at klimpre lidt på en guitar, og efter noget tid begyndte mine egne smertefulde sange at ændre karakter. De blev mere og mere blues'ede på grund af min inspiration fra Leadbelly og Snooks Eaglin. Det er de samme tre sørgelige akkorder, jeg klynger mig til i dag.

Græd som pisket

Allerede mens Povl Dissing blæste i trompeten, kunne han mærke, at hans stemme også kunne noget på egen hånd. En aften i midten af 1960'erne på Las Vegas i Dahlerupsgade tilbød han i overmod, at han gerne ville synge nogle sange, hvis de en dag manglede nogen på programmet. Den dag kom snart, og derfor stod Povl Dissing alene scenen og sang "Giv mig en hest mor" og "I en sal på hospitalet".

- Der skete simpelthen noget den allerførste aften. Nogle skred og smækkede med døren, mens andre nød det i fulde drag. Det var enten det værste, folk havde hørt, eller noget af det fedeste, de havde oplevet, husker han.

Det har aldrig generet ham, at folk lo eller gik fra hans koncerter. Et andet af hans store forbilleder er nemlig klovnen.

- Dét der med at balancere på den tynde line mellem gråd og latter har altid været meget spændende for mig. Da jeg begyndte at fremføre mine sange som blues, virkede det komisk på en eller måde. Eller måske var det bare grinagtigt, at jeg gjorde det. Jeg er aldrig blevet fornærmet, hvis folk har grinet. Der er jo også folk, der griner, fordi de er nær ved at græde, fortæller Povl Dissing.

Han har selv grædt talrige gange undervejs, når musikken og melodierne for alvor ruskede i ham. Da han indspillede "Smertefulde sange" i 2010, græd han som pisket, da han sang om lille Anna, der får tæsk af sin far og dør.

- Hvis jeg sang den og samtidig kom til at tænke på mit elskede barnebarn, den der søde lille pige, skulle jeg lige ud i gården og ryge en smøg for mig selv. Jeg skulle lige over det dér sted, hvor teksten meget simpelt fortæller, at den lille pige ikke kommer hjem til mor igen. Det er bekræftende for mig, at teksterne og melodierne stadig kan være så smukke, enkle og rørende, og man ikke er blevet immun for de store følelser, forklarer Povl Dissing.

Ikke synderligt smuk

Povl Dissing første publikum syntes ikke, han var særlig køn, uanset om han fik langt hår eller lod sig plysse. De noterede sig oven i købet, at han svedte alt for meget, den stakkels mand. Derfor er sangen "Den grimmeste mand i byen" blevet hængende som én, folk forbinder ham med.

- Jeg har aldrig været tynget af at være et specielt smukt menneske. Snarere tværtimod tror jeg, konstaterer han ligefremt, som talte han om farven på sine sokker.

Det er ikke sjældent, folk spørger, om han vil spille den om den grimme mand, selv om han er ude for at optræde med Svante-viser eller Grundtvigsange. Det sker næsten aldrig, han giver efter, da netop dén sang er røget ud på bænken for mange år siden.

- Den kan dog godt hives på banen, hvis den får lidt massage først, erkender Povl Dissing.

Det var Thøger Olsen, der stod bag flere af de finurlige sange, som han slog igennem med i slutningen af 1960'erne. "Kvælerslangen", "25 minutter endnu" og "Lad mig blive til noget" var hans fordanskninger af sangskriverlegenden Shel Silversteins rablende og underfundige sange.

- De passede perfekt til mig disse sange, da det ikke lå til mig at skrive selv. Det falder mig ikke naturligt, og jeg har ikke nogen poetisk åre, der kan sættes i gang. Derfor tiltalte Silversteins groteske humor samt Thøgers ordrigdom og skægge oversættelser mig, fortæller Povl Dissing.

Det var også Thøger Olesen, der satte ham i gang med "Giv mig en hest mor". Den banede vejen for et egentligt repertoire, og det er netop sange fra den periode, Povl Dissing genfortolkede og finpudseder sidste år på albummet "Smertefulde sange".

En fræk pornosanger

At det var en anden tid, han slog igennem i, understreges af prædikatet "pornosanger". Alene fordi han i sangen "Kvælerslangen" synger det ekstremt tabubelagte og frække ord "tissemand". At dette uskyldige ord fik temperamentet i kog er morsomt at tænke på, når man nærstuderer teksterne, som han senere sang sammen med Benny Holst og The Beefeaters.

De var langt mere erotiske og billedrige, og "Honningland" balancerer på kanten til det udpenslende: "Dine tænder føler sig frem, tungen søger sig et hjem, alting bli'r varmt og rødt, jeg falder dybt og blødt, luk mig ind i dit honningland". Tak for kaffe.

- Det var tekstforfatteren Laust Bengtsson, der kontaktede mig, da han havde en bunke sange liggende. Dem indspillede vi, inden Peter Thorup drog til England og Beefeaters gik i opløsning. Folk var ikke særlig interesserede i "Nøgne Øjne"-pladen dengang, selv om den senere er blevet fremhævet som én af de første dansksprogede bluesplader. Den solgte stort set ikke dengang, men er alligevel endt med at blive lidt kultagtig, siger Povl Dissing.

Han udgjorde en del af en musikalsk fortrop, hvilket han ikke ænsede, mens han befandt sig i den. At være spydspids og betræde nye stier kastede ikke mange koncerter af sig. Det er alligevel én af de plader, Povl Dissing har været mest glad for at medvirke på. I kølvandet på den bidrog han med sin efterspurgte vokal på endnu et kultalbum med Burning Red Ivanhoe.

Det var "6 Elefantskovcikadeviser" med det syrede nummer "Wallifanten" og det usædvanligt smukke nummer "Snehvidekys". Det blev hans sidste medvirken i den danske syrerockhistorie, da han efterfølgende fandt sammen med jazzpianisten og sangskriveren Benny Andersen.

- Jeg kendte lidt til ham og hørte ham et par gange live, hvor jeg fik møvet mig lidt ind på ham. Så førte skæbnen os sammen om et projekt, Erik Moseholm fra DR stod bag. Han satte troubadourer sammen med nyere digtere, og jeg skyndte mig at sætte mig i nærheden af Benny. Jeg havde ellers opgivet at arbejde sammen med ham og havde lavet bandet Mor Danmark, der kæmpede imod Danmarks indlemmelse i Fællesmarkedet i 1972. "Der bliver solgt ud af din sjæl, Mor Danmark", sang vi, fortæller Povl Dissing, knytter næven og fortsætter: "Det var der sgu ikke rigtig nogen, der gad at høre på, og det virkede jo heller ikke".

Pludselig en dag dumpede der etbrev ind fra Benny Andersens forlag, der skulle udgive bogen "Svantes viser". De ville også lave en plade med viserne, så flere af medlemmerne fra Mor Danmark hjalp med at indspille det album, der nok har betydet mest for Povl Dissings karriere.

- "Svantes viser" fik enorm betydning for mine muligheder som udøvende musiker. Med det fik jeg pludselig et blåt stempel, og mit publikum blev mere end fordoblet. Benny og jeg har arbejdet sammen lige siden, selv om vi har kørt vores egne projekter sideløbende. I flere år spillede jeg sammen med blandt andet Peter Thorup, John Von Daler og Christian Søgaard, inden jeg i begyndelsen af 1990'erne begyndte at spille sammen med mine sønner Jonas og Rasmus.

Et spørgsmål om liv og død

Det begyndte egentlig med et afbud fra Benny Andersen. Sønnen Rasmus havde brugt nogle af sangene i sin klaverundervisning, så Povl og han begyndte en lille duo, der hurtigt blev udvidet til en trio, da den ældste søn Jonas ikke ville nøjes med at være roadie og lydmand. Kort tid efter blev trioen til en kvartet, da de tre Dissing'er fik selskab af kapelmesteren Las Nissen.

Det lå lidt i kortene, at familien Dissing en skønne dag skulle stå på en scene sammen, for allerede da drengene var små, var hjemmet fyldt med musik og instrumenter.

- Jeg boede sammen med deres mor inde i kartoffelrækkerne på Østerbro. Vi havde et klaver og et trommesæt, som blev flittigt brugt. Jonas og Rasmus fik smag for duften i manegen allerede som små drenge, hvor de drog med rundt i landet. Rasmus stod ude i bandrummet i en babylift på Fiskerestauranten i Skagen, mens Jonas - den bette lort på fire-fem år - sad inde på første række og var min mest trofaste publikummer. Når folk råbte "buh" og "øv", var han meget mere berørt af det end mig, fortæller Povl Dissing.

I flere end 15 år har Dissing-gruppen i flere udformninger været deres fælles levebrød. Nu er sønnerne gået skridtet videre og er begyndt at spille uden farmand.

- Det er den bedste løsning, da jeg ikke bliver ved med at fare rundt, som jeg gjorde engang. Jeg kan godt have helt dårlig samvittighed over at have lokket dem med på den her galej, selv om de altid har følt sig tiltrukket af musikkens verden. Det må både have været en byrde og en velsignelse for dem med det efternavn. Det har hjulpet dem til at få et publikum, men det har også hæmmet dem, præcis som det har for Johnny Madsens og Peter Bellis sønner. Mine sønner er heldigvis langt bedre musikere, end jeg nogensinde har været, så de skal nok klare sig, understreger Povl Dissing med ro i sindet.

Han beundrer sønnernes tilgang til musikbranchen. De går ind i det, som handlede det om liv og død.

- Men det gør det måske også på en måde, selv om det aldrig har væretmin tilgang. Det har mere handlet om at slippe væk med livet i behold og vide, hvor bagdøren var, så jeg kunne slippe væk efter en koncert, siger han og kalder sig en heldig kartoffel.

Han bruger gentagne gange ordet held om sin karriere, fordi det ene projekt har ført videre til det næste, uden han selv har gjort noget for det. Han har blot taget sin telefon og sagt ja til endnu et spændende samarbejde.

- Jeg har fået mange gaver foræret, der har betydet, at jeg har rejst især Norge og Danmark tynde. Jeg har aldrig fortrudt noget, for så havde jeg aldrig sagt ja til det i første ombæring, understreger Povl Dissing.

At dele vandene

Der er omtrent 25 minutter endnu, inden fotografen skal forevige Povl Dissing nede ved Isefjord og inde i hans kones åbne, lyse atelier. Derfor er der tid tilbage til at spørge om, hvordan det føles at være en højt elsket og inderligt hadet sanger.

- Jeg kan kun anbefale, at man deler vandene. Det kan man leve af. Man når aldrig at blive højrøvet og tro, man er noget, fordi der konstant er nogen, der kritiserer én. Man bliver hele tiden holdt nede på jorden, og hver gang man tænker: "Hold kæft, nu kører det godt", kommer der lige et par drag over nakken. Hver gang jeg er gået i gang med noget nyt, har jeg været tvunget til at gå passioneret ind i det, siger Povl Dissing.

Få musikere i Danmark har turneret så intenst som ham. Og lige så mange år. Han har stået på scener i forsamlingshuse, optrådt på små værtshuse, til butikåbninger og sågar i stævnen på en båd i Svendborg Havn.

- Vi sejlede rundt i havnebassinet og optrådte på skift. Grete Sønck havde taget turen rundt, før jeg sang "25 minutter endnu", mens folk stod måbende inde på kajen. Det var helt fantastisk at sejle forbi sit publikum. Men det var dog ikke så syret, som dengang jeg spillede pausemusik til speedway på Korskro-banen i Vestjylland. Det var Benny Holst, Freddy Fræk, mig samt to topløse go-go-piger. Når der var nogen kørere, der styrtede og fik åbent benbrud, trådte vi til, mens ambulancen kom og hentede dem. Vi kørte rundt på banen i en ladvogn og spillede, mens de to tøser stod og svingede patterne ved tribunen. Det er noget af det vildeste, jeg har oplevet, udbryder Povl Dissing og ler inderligt.

Da latteren forstummer under de lyse bjælker, er det kun for et kort øjeblik. Så begynder den igen at lune lokalet og den lunkne kaffe op.

- Det har det været et fantastisk liv. Det har sgu aldrig været kedeligt, det har det godt nok ikke. 

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Povl Dissing
Den grimmeste mand i byen
Benny Andersen
25 minutter endnu
Peter Thorup
Shel Silverstein
Giv mig en hest mor
Kvælerslangen
Benny Holst
The Beefeaters
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.