Poul Krebs, 2018

Foto: Vibeke Volder
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 1
Frem

- Livet har ikke et sikkerhedsnet

For første gang siden begyndelsen af 1970'erne har Poul Krebs øvelokale i en garage. Det har betydet, at hans seneste album "Maleren og delfinerne på bugten" emmer af en umiddelbarhed og nærhed, som han håber kan præge koncerterne på den kommende turné.

Poul Krebs er en ydmyg person. Derfor kom det helt og aldeles bag på den 61-årige musiker, at han modtog flere end 5000 henvendelser fra fans i hele Danmark, efter han havde udloddet en intimkoncert som optakt til turnéstarten i Aarhus 30. januar.

Det blev en caféejer i Auning, der vandt lodtrækningen og derfor kan se frem til at invitere 30 venner og bekendte til koncert med det, Poul Krebs kalder sit drømmeband.

Tanken om en intimkoncert som springbræt til en turné spirede, efter Poul Krebs og hans band optrådte på en institution i Middelfart for psykisk syge kriminelle. Publikum sad ekstremt tæt på bandet, og flere af tilskuerne havde blikke, som indikerede, at de var kraftigt medicinerede.

- Deres øjne brændte sig nærmest fast i huden. Det var dog ikke, fordi vi var bange, da der var tre gange så mange ansatte som indsatte. Det må have været lidt samme følelse, Johnny Cash havde, da han optrådte i San Quentin og Folsom Prison. Oplevelsen inspirerede os til intimkoncerten i Auning, som igen hænger godt sammen med måden, hele den kommende turné er skruet sammen på, siger Poul Krebs og tilføjer, at koncerten i Middelfart var én af de mest intense og givende i hele karrieren.

Hverdage skærper publikum

Hvis man løber turnéplanen igennem for de kommende måneder, vil man bemærke, at langt de fleste koncerter foregår på hverdagsaftener. Det er der en særlig grund til. Poul Krebs har erfaret, at et hverdagspublikum på mange måder er bedre at spille for end et weekendpublikum.

- Typisk drikker folk et enkelt glas vin eller to tirsdag aften, mens de ofte har drukket markant mere i weekenden. Det betyder, at hverdagspublikummet er langt mere skærpet og respektfuldt. Jeg har som alle andre musikere oplevet det tiltagende problem med, at publikum snakker for meget og lytter for lidt. Det forventer jeg til en vis grad, denne tilgang kan lave om på, siger Poul Krebs.

Formodningen om, at publikum er kommet for at lytte frem for snakke, har fået Poul Krebs og band til at være mere modige. Gamle klassikere har fået en overhaling og ender i flere tilfælde et helt andet sted end originalen.

- Vi dyrker en meget fri form på den kommende turné, fordi mine bandmedlemmer efterhånden kender flere hundrede af mine sange udenad. Når man har et trygt fundament, begynder man at kunne lege med udtrykket og bygge om. Derfor kan publikum til hver eneste koncert se frem til øjeblikke, hvor de med rette kan sige om bandet: "Det her gør de sgu ikke hver aften", siger Poul Krebs.

På musikkens præmisser

Den 61-årige anfører er i det hele taget begejstret for sit spillermateriale.

- Der er vanvittigt mange dygtige musikere i det her land, men det er langt fra alle, der er i stand til at have så meget overskud, at de kan løsne sig fra deres eget udtryk. Mine fire bandmedlemmer har en enestående måde at fortolke mine sange på, og jeg står næsten hver aften på scenen og bliver forbløffet over noget, Rune Kjeldsen spiller på guitar, eller Rasmus Valldorf finder på på trommerne, siger Poul Krebs.

Lyden af netop trommeslageren Rasmus Valldorf i Poul Krebs' garage blev på mange måder udslagsgivende for arbejdet med det seneste album "Maleren og delfinerne på bugten".

- Første gang vi øvede i min garage, satte Rasmus sig ned og spillede nogle rundgange, som vækkede minder om Keith Moon fra The Who, da han jernede løs i Vejlby-Risskov Hallen i 1970. Det fik mig til at tænke tilbage på allerførste gang, jeg spillede med mit første band i min fars og mors garage i begyndelsen af 1970'erne. Den energi og umiddelbarhed ville jeg gerne indfange igen, og det synes jeg i høj grad er lykkedes, fordi alt er optaget på samme tid. Det er musik på musikkens og ikke teknikkens præmisser. Det er tilbage til udgangspunktet. På en eller anden måde betyder det, at ringen er sluttet, selv om jeg har mange flere plader i mig, understreger Poul Krebs.

Når han taler om garagen, får glimtet i øjet et særligt skær.

- Det er faktisk første gang i mit liv, at jeg har mit eget øvelokale. Selv om der står vinterdæk ovre i hjørnet og hænger værktøj på væggene, fungerer det perfekt, fordi medlemmerne i bandet kommer helt tæt på hinanden. I et studie kan man stå i den situation, at man ikke kan høre det, de andre spiller. I en garage kan man ikke undgå det. Derfor orienterer man sig. Tilpasser sig. Meget af den bedste musik opstår under de vilkår, og derfor har vi taget garagelyden med både på albummet og live, siger Poul Krebs.

Hylder det uperfekte

"Maleren og delfinerne på bugten" indeholder flere sange, hvor havet er omdrejningspunkt. Det har den naturlige forklaring, at Poul Krebs og familien siden forrige udgivelse, "Asfalt" fra 2014, er flyttet ind i et ombygget sommerhus ned til vandet i udkanten af Risskov ved Aarhus.

- Det er kommet vanvittigt bag på mig, hvor meget det åndssvage hav præger min mentale tilstand. Hver eneste gang, jeg kommer hjem, skal jeg ned til vandet og kigge. Udsigten er aldrig den samme. At betragte havet giver mig en ro, som jeg ikke finder andre steder. Fordi der er frit udsyn. Fordi der ikke er noget flimmer eller filter. Synet af havet giver mig også en længsel og eventyrlyst, når jeg fanger et skib på vej ud i horisonten. Det er svært ikke at lade sig inspirere af, siger Poul Krebs drømmende.

Da han gik i gang med at vælge sange ud til albummet, skar han igennem.

- Jeg sorterede gevaldigt, fordi jeg var bange for, at det ville ende som et regulært "hav"-album, siger Poul Krebs og ler ved tanken om et "Den gamle mand og havet"-udspil.

Den sang, der bedst beskriver, hvor Krebs befinder sig i livet netop nu, er "Ved havet".

- Den har en pejling på, hvor jeg er i livet netop nu. Den rummer både melankolien ved at være sangskriver og glæden ved at spille musik. Den evige balance. Sangen har også den bagtanke, at den skal minde både mig selv og andre om, at man ikke skal blive fanget af sin ambition om at være det perfekte menneske både i virkeligheden og på nettet. Sangen hylder det uperfekte, som hele albummet oser af, siger Poul Krebs.

Med 23 studiealbummer udsendt over 39 år, er Krebs ved at være en af dansk musiks grand old men. Alligevel mærker han også, at de nye sange ikke får samme spillerum, som de gjorde for 15-20 år siden.

- Jeg har erfaret, at færre og færre opdager, at man har udgivet ny musik, fordi der er så få radiostationer, der spiller den efterhånden. Den musik-politik, som eksempelvis DR fører, sænker konstant overliggeren hos live-publikummet, så det mister nysgerrigheden, siger Poul Krebs.

Han er forvisset om, at en af de primære årsager til, at han gennem hele karrieren har haft et trofast livepublikum, netop er, at der altid er nye sange at møde.

- Mit publikum ved, at intet er givet. De ved, at min og bandets ambition er at blande posen. Hver aften. Hvis ikke vi spiller de nye sange, har de heller ingen chance for at blive til evergreens. Jeg kunne godt forestille mig, at en enkelt eller to af sangene fra "Maleren og delfinerne på bugten" kommer til at følge mig resten af vejen. Når den kommende tur er slut, kan jeg fortælle dig, hvilke sange det bliver, siger Poul Krebs.

Ikke noget sikkerhedsnet

Et godt bud på en sang, som bider sig fast, kunne være "Torden efter lyn". Den handler om Jimmy og Sasha, som møder hinanden ved Ringvejen i Aarhus. Og kører væk sammen for at undgå virkeligheden, der kommer farende. Historien har et tydeligt slægtskab med den berømte sang om Johnny, der var lige ved at blive sindssyg.

- Der er nogle bestemte typer, jeg har en forkærlighed for. Jimmy er på mange måder den samme karakter som Johnny. Gennem min opvækst og karriere har jeg mødt mange, som befandt sig helt ude på kanten af afgrunden. Nogle faldt til den forkerte side. Det piner mig stadig at tænke på, om der var nogen af dem, som gik i hundene eller døde, jeg kunne have reddet. Essensen af det er, at jeg altid har dyrket typer, som aldrig er på sikker grund, siger Poul Krebs.

Når man lytter til åbningssangen "Jeg går med dig", kunne man også få den tanke, at Poul Krebs selv har stået på usikker grund i sit ægteskab.

- Jeg er ikke umiddelbart bange for at blive forladt. Men jeg erkender, at hverken livet, karrieren eller ægteskabet har noget sikkerhedsnet. Sangen bunder i en situation, hvor min kone kommer løbende ud til mig, fordi jeg har glemt min mobil og mine nøgler, fordi jeg skulle skynde mig. Hun spørger mig: "Hvad ville du egentlig gøre, hvis jeg forlod dig"? Jeg svarede: "Så vil jeg gå med", siger Poul Krebs og smiler.

Han konstaterer, at en sang som den kan være med til at understrege, at intet er en selvfølge.

- På næsten alle albummer har jeg en sang, som minder om "Jeg går med dig". For at gøre mig selv opmærksom på, at jeg ikke skal tage mere for givet end allerhøjest nødvendigt. Hverken med musikken eller mit privatliv. Vi opererer alle sammen på dybt vand hele tiden ... Og så kom vi alligevel tilbage til havet, konstaterer Poul Krebs og ler.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Poul Krebs
Johnny Cash
Rasmus Valldorf
Keith Moon
The Who
Maleren og delfinerne på bugten
Asfalt
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.