Poul Krebs, 2011

Det er ikke kun den himmelske forårssols længe ventede ankomst, der sørger for dybe smilefurer i Poul Krebs' stubbede kinder. Han minder om en glad skoledreng, der netop har mødt ét af sine største idoler. Hvis ikke man vidste, at der var tale om en professionel beundring, kunne man blive foranlediget til at tro, der var tale om forelskelse.

Men sådan forholder det sig også næsten. For den 54-årige sanger har ikke bare mødt ét af sine idoler, han har indspillet sit seneste album "Magnolia Tales" sammen med legenden Charlie Sexton. Et musikalsk vidunderbarn på 42 år, der som teenager spillede sammen med Keith Richard, David Bowie og Ronnie Wood. Nå ja, og så er han i dag guitarist for Bob Dylan, når han ikke producerer plader.

At Charlie Sexton i det hele taget faldt over danske Poul Krebs, skyldes huset The House of Songs i hans hjemby Austin, hvor flere danske sangskrivere har været i træningslejr. Poul Krebs havde skrevet sangen "Guess What", mens han arbejdede i huset, og sangskriverkollegaen Troy Campbell gav senere nummeret til Charlie Sexton.

Guitaristen lyttede til sangene og fornemmede, at der stod en anderledes og kompetent håndværker bag. Han indledte derefter en mailkorrepondance med Poul Krebs, hvilket endte med, at de indgik en aftale om at indspille et helt album sammen.

- Da han kontaktede mig, forklarede jeg, at jeg var vant til at skrive på dansk. Men vi blev hurtigt enige om den klausul, at vi skulle arbejde på et sprog, han kunne forstå. Altså blev det engelsk, fortæller Poul Krebs.

Selv om det er flere måneder siden, han var i Austin, præger mødet med byen og Charlie Sexton ham i dén grad stadig.

- Det har føltes lidt som et kald for mig, og da Charlie Sexton kontaktede mig, vidste jeg, at jeg ikke kunne sige nej. Han er en det mest omfavnende producere, jeg har arbejdet sammen med. Han sætter desuden en stor ære i det lyriske, så jeg har på intet tidspunkt spekuleret på, hvad mit publikum ville tænke om de engelske sange, fortæller Poul Krebs.

Rockens store ikoner

Forskellen mellem Charlie Sexton og andre store producere, Poul Krebs har samarbejdet med, er, at hans benovelse denne gang mere gik på Sextons personlige egenskaber. Han gav Poul Krebs selvtillid og var på ingen måde en enehersker, som producere kan være.

- Han var lydhør og kunne lære en masse fra sig. Det eneste, vi blev enige om, inden vi startede, var, at vi ikke måtte komme med en masse referencer. I stedet skulle vi komme med noget, vi selv synes, vi ikke havde hørt før. Det var det bedste og samtidig sværeste, han kunne sige til mig, da jeg ikke har noget stor musikteoretisk uddannelse. Det kan være svært at forklare, hvor man vil hen, hvis ikke man kan nævne sine inspirationskilder og yndlingsplader, konstaterer Poul Krebs.

Han har aldrig mødt et menneske, der var involveret i så mange af de plader, han har til at stå på reolen derhjemme. Men selv om han har arbejdet tæt sammen med rockens største ikoner, havde han en meget afvæbnende facon, der fik Poul Krebs til at slappe af.

- Samtidig kunne jeg også fornemme det kodeks, der betød, at jeg ikke skulle spørge om personen Bob Dylan. Men efterhånden kom der da lidt historier, som jeg slugte råt. Men ingen til citat, understreger Poul Krebs.

En måned i skole

Charlie Sexton havde på egen hånd valgt en gruppe lokale musikere ud, som han mente ville passe til Krebs' musik. Ingen af dem kendte danske Poul og sådan forholdt det sig også med modsat fortegn.

- Det var meget befriende at arbejde sammen med nogle musikere, der ikke anede, hvem jeg var. De kendte mig kun i kraft af de sange, Charlie Sexton havde introduceret dem for. Det gav et rart, meget ligeværdigt mødested for begge parter. En god platform at arbejde på, konkluderer Poul Krebs.
Han ryster stadig på hovedet over, hvor musikalsk et unikum Sexton er. Han kunne spille samtlige instrumenter, der blev benyttet, men havde alligevel hyret et helt slæng.

- Dem, han hyrer, kan til gengæld spille noget, han ikke selv kunne finde på. Han søgte hele tiden det skæve, og det kunne de hyrede musikere levere. De var totale modsætninger af skandinaviske studiemusikere. De kunne udelukkende spille lige præcis det, der var deres signatur. I en by med så mange musikere kræver det, at man skiller sig ud og ikke kan spille alt fra rock til reggae, som en dansk musiker typisk kan, fortæller Poul Krebs.

Han kalder opholdet i Public Hi-Fi-studiet en kæmpe skole, der har lært ham mere om indspilningsprocesser, teknikker og især mandskabspleje, end han nogensinde har gjort før.

- Det betyder, at jeg helt sikkert vil arbejde målrettet mod at etablere en stemning i studiet, der resulterer i, at solisterne kan yde deres bedste. Charlie var hele tiden opmærksom på at rose mine teksterog min udtale, hvilket får én til atyde mere og kaste sig ud på dybt vand, fortæller Poul Krebs.

Hver aften, når de var færdige med at indspille, kørte Charlie Sexton ham hjem. For derefter at vende tilbage til studiet og nørkle videre et par timer bag knapperne eller indstille trommerne optimalt, så trommeslageren ikke var træt, når de gik i gang med at indspille.

- Det var en enorm gestus. Jeg har sgu aldrig arbejdet sammen med en producer, der kørte mig hjem efter at have knoklet 12 timer. Det understregede for mig, at vi var sammen om det her projekt, roser Poul Krebs.

Vil ikke skubbe nogen væk

Drømmen er ikke at sælge lige så mange plader, som han har gjort. Drømmen var selve indspilningsfasen.

- Det er et stort sats på alle måder. Men et nødvendigt sats for mig personligt. Jeg ville ikke kunne holde til at lave endnu en dansksproget plade. Derfor betragter jeg det lidt som en tiltrængt efteruddannelse. Jeg tilstræber selvfølgelig ikke at skubbe nogen væk, men jeg har lavet en plade til mig selv, erkender Poul Krebs.

Han håber, at publikum tilgiver ham, når han som i denne artikel forklarer historien bag. Hans mantra er, at man en gang i mellem skal kaste sig selv ud over kanten og sætte sig selv på en prøve uanset hvor etableret, man måtte være.

- Lige gyldigt hvor godt det går, kan man blive mæt. Det charmerende ved den her branche er dog, at man ikke kan kalkulere sig frem til noget som helst. Derfor bliver det usikre egentlig ikke mere usikkert end det sikre. Det kan man være helt sikker på, siger Poul Krebs lunefuldt.

Med "Magnolia Tales" kan han med overbevisning sige, at han har lavet noget, han aldrig har lavet før.

- At man indspiller på alverdens forskellige måder, lægger mange ikke engang mærke til. Men at jeg nu synger på engelsk, er svært at se bort fra. Det er dog hverken abstrakt eller svært tilgængeligt engelsk. Det er faktisk meget enkelt men alligevel med nogle andre farver og lag, end jeg tidligere har haft, fortæller Poul Krebs.

Pubertetsramt sanger

At han laver dette album nu, skyldes også, at han er trådt ud af en rolle, han blev i lidt for længe.

- Jeg har været den flinke dreng i skolen i mange år, hvor jeg har været tilknyttet store selskaber. Jeg blev måske lidt for gode venner med de ansatte og malede mig op i en krog, fordi jeg vidste, at deres job også afhang af, hvor mange plader jeg solgte. At slippe ud af det, var fantastisk befriende, understreger Poul Krebs.

Han har haft lidt samme filosofi omkring "Magnolia Tales", som dengang han indspillede "Kosmorama", hvor var målet ubevidst var at lave en plade, der solgte mindre end det forrige.

- Dengang var jeg simpelthen rystet over, hvor meget den forrige plade havde solgt. Jeg gik efter at lave noget helt andet og knap så folkeligt. Jeg havde aldrig set succesen komme i endnu større grad, da vi lejede et gammelt badehotel i november for at lave "Kosmorama", fortæller Poul Krebs.

Efter en lang fest, sad han en nat klokken fire ved et gammelt, ustemt klavér og spillede en sang, som kom ud af det blå og ikke var tænkt som del af pladen. Det var sangen om Johnny, der var lige ved at blive sindssyg. Den væltede alt.

- Det var mærkeligt at se, hvor populær den blev. Jeg var slet ikke herre over det, hvilket er charmende og sjovt at snakke om på afstand. Dengang var det uvirkeligt og skræmmende. Men til gengæld endnu et bevis på, at man ikke kan planlægge en god sang, erfarer Poul Krebs.

Det var først med albummet "Hvor gaden bli'r til sand" fra 1988, at han fandt sin egen sangskrivning og fik vished for, hvilket stisystem han skulle ud ad.

- Jo ældre jeg bliver, jo bedre kan jeg forholde mig til mine første plader. De første 10-15 år efter syntes jeg, det var sådan nogle "Vesterbro Ungdomskors"-plader. Pubertetsramte så det er helt utroligt. Jeg kunne slet ikke forstå, hvorfor folk brød sig om dem. Jeg har lidt mistet forbindelsen til dem, men der er også røget nogle stykker igennem systemet siden, konstaterer Poul Krebs.

Medier

Poul Krebs-pdf

Kategorier