Simon Staun
Foto: Simon Staun

Syrerocken blomstrer stadig

 - Oppe i træet der sidder sgu jeg, og jeg er langt, langt væk.

Sådan indledes kultsangen "Oppe i træet", som er med på Young Flowers' debutalbum "Blomsterpistolen", der i år fejrer 50-års jubilæum. Albummet og de syrede tekster er siden analyseret grundigt af alt fra sprogforskere til gymnasieelever og har desuden været inspiration for det nye årtusinds popmusikere og hiphop-grupper.

- Sandheden er, at vi ikke anede, hvad vi havde gang i tilbage i 1968. Alle analyserne og betragtningerne kom først lang tid efter. Dengang var det bare et liv, der blev levet, og sange, der kom til verden, siger Peter Ingemann.

En aften i 1967, hvor han var gæst til en jazzkoncert på Montmartre i Store Regnegade, skulle få stor betydning for hans karriere. I pausen spurgte trommeslageren Ken Gudmann, om Peter Ingemann vil være med til at lave et nyt band.

- Han havde alliereret sig med Jens Dahl, som var en meget respekteret guitarist, og det lød som en fed idé. I modsætning til mange andre bands, som skulle knokle i årevis i en garage eller en kælder for at slå igennem, havde vi fra begyndelsen adgang til de store steder, fordi Kenn og Jens var etablerede navne, siger Peter Ingemann.

Han havde ikke prøvet af komponere og skrive sange før, men de tre medlemmer var ikke i tvivl om, at de skulle skabe deres egne sange fra bunden.

- Den første udgivelse var singlen "Like Birds", som udkom i 1967. Jeg har faktisk et eksemplar med til dig, siger Peter Ingemann og hiver den op af sin patinerede lædertaske.

På turné med Cream

Kort tid efter singlen forlod Jens Dahl bandet og blev afløst af Peer Frost, som også er med i det gendannede Young Flowers.

- Jeg husker tydeligt vores første job med Peer på guitar ude i Gladsaxe Teen Club. Det kørte bare derudad. Når vi var bedst, var vi eminente. For nylig hørte jeg, at flere udenlandske journalister har nævnt Young Flowers som ét af de vigtigste progressive rockbands. Det gør mig stolt, siger Peter Ingemann.

De tre år med Young Flowers står som de vigtigste i hele hans karriere. Fordi den progressive rock udviklede sig eksplosivt og netop tog elementer ind fra jazzen, som han har dyrket siden teenageårene.

- Cream, Jimi Hendrix og Led Zeppelin turde eksperimentere og kaste sig ud i lange soli, som sagtens kunne vare flere minutter. Det tiltalte mig med min baggrund inden for avantgardejazzen, siger Peter Ingemann.

Især trioen Cream med Eric Clapton, Ginger Baker og Jack Bruce var en inspirationskilde. Hvilket gjorde det til en løjerlig affære, da Young Flowers skulle med dem på turné i Skandinavien.

- Når jeg ser tilbage på den konstellation, er det sgu lidt spøjst. Der var Store Cream og Lille Cream, hvilket jeg godt kan more mig over i dag. Vi varmede også op for dem, da de optrådte for første gang i København i 1968. Det var så progressivt, at mange udvandrede. Men jeg kan dæleme love dig for, at jeg blev hængende, siger Peter Ingemann.

Første psykedeliske album

Den 74-årige bassist mener, at "Blomsterpistolen" er den første fuldblods psykedeliske rockudgivelse i Danmark.

- Albummet er spækket med frie improvisationer, og jeg har svært ved at komme i tanke om nogen danske musikere, der spiller bedre, end Ken og Peer gør på den udgivelse. Peer har en fantastisk evne til at brodere og brodere, indtil der pludselig er skabt et helt galleri. Han er et beskedent menneske, men han er stadig en af landets bedste guitarister, siger Peter Ingemann.

Det blev bemærket uden for landets grænser, at trioen havde højt format. Derfor turnerede Young Flowers med og varmede op for internationale navne som Country Joe and the Fish, Janis Joplin, Traffic med Steve Winwood og Mothers Of Invention.

Den danske trio nåede også at tage på en to måneder lang Canada-turné, som blev rundet af med en afstikker til USA, hvor Young Flowers optrådte på det legendariske spillested Whisky a Go Go i Los Angeles samt The Scene i New York, hvor både The Doors og Jimi Hendrix optrådte i samme periode.

- Det var sgu meget fascinerende at få det med. Vi havde lidt en forventning om, at der var nogle muligheder i USA. Ikke fordi vi kom med noget fuldstændigt stilbrydende, men fordi vi havde et højt professionelt niveau, som betød, at vi havde en reel mulighed for at begå os derovre. Amerikanerne var supernysgerrige, men det er lidt sådan, at hvis man er ude af øje, er man ude af sind. Da vi først kom hjem, gik det lidt i sig selv igen, siger Peter Ingemann.

Anmeldt for at spille for højt

Det sidste halve år af Young Flowers' levetid fik de blandt andet Bent Hesselmann og Per Thorup med. De medvirkede på gruppens sidste udspil, "DR Sessions", der består af liveoptagelser fra Danmarks Radio. Blandt andet en 13 minutter lang udgave af Steppenwolfs "The Pusher".

- Når man trækker en sang så lang, ender den ofte med at blive meditativ. Det samme gør sig gældende for vores egne sange "April 1968" og "Kragerne vender". De er begge instrumentalnumre, som opstod i nuet og ikke skulle passe ind i en rockskabelon. Det er i øvrigt også gældende for boogienummeret "25 øre", hvor det gentagende element er centralt, siger Peter Ingemann.

Efter Young Flowers fortsatte han den stil med Niels Skousen i duoen Skousen & Ingemann.

- Et nummer som "Knud Lavard" benytter samme greb, hvor vi gentager "Sol står op, sol går ned" igen og igen. Den sang lavede vi i øvrigt til en film, som aldrig blev til noget, siger Peter Ingemann.

Han mødte Niels Skousen i forbindelse med en Batman-forestilling på Teatret Svalegangen i Aarhus, hvor Young Flowers stod for musikken.

- Jeg lærte Niels godt at kende på en omfattende skoleturné, hvor vi i øvrigt blev meldt til politiet for at spille for højt, fordi børnene nærmest var tvangsindlagt til at se forestillingen. Inden Young Flowers rejste til Canada, gav Niels mig en række sangtekster, som jeg studerede nøje under rejsen i Nordamerika. Han kunne virkelig noget med ord. Da Young Flowers stoppede i 1970, var det oplagt at hive fat i Niels, siger Peter Ingemann.

Helt ude i kosmos

Skousen & Ingemann begyndte at optræde med halvakustiske koncerter i bogcaféer i København. Duoen havde knap så store armbevægelser som Young Flowers, men så udsendte de "Herfra hvor vi står" i 1971.

- Albummet blev en kæmpesucces, og uden at det var med vilje, havde vi defineret en ny måde at være band på. Vi inviterede alle vores venner med i studiet og på scenen. Vi havde både Stig Møller, Tømrerclaus, Knud Bjørnø Jensen og Bjørn Uglebjerg med på kryds og tværs, siger Peter Ingemann.

Stig Møller holder stadig og stædigt fast i. De optræder sammen i Stig Møller Trio og fast den første mandag i måneden på værtshuset Drop In i København, hvor de "vælter hele lortet".

- Mange glemmer, at Stig var arkitekten bag Steppeulvenes "Hip". Eik skrev nogle sublime sange, men det var altså Stig, som skrev melodierne. Jeg sidder og kommer i tanke om, at Young Flowers optrådte med Steppeulvene ude på Bakken. Det må have været i 1969. Vi var ikke bange for at ryge en joint, men sammenlignet med drengene i Steppeulvene var vi nogle spejderdrenge. De var helt ude i kosmos. Shit, hvor var de skudt af. Man kunne undre sig over, at de var i stand til at gennemføre en koncert, siger Peter Ingemann og ler.

Klar til magien

Han er fuld af beundring for Steppeulvenes eneste udspil, "Hip", som stadig fremstår som det ypperste inden for dansk syrerock.

- De var ikke kommet ind på rytmisk konservatorium med det album, fordi der er så mange bøffer og skævheder. Til gengæld er det proppet med magi, som med rette gør det til et pejlemærke og en af de væsentligste udgivelser inden for dansk rock, siger Peter Ingemann.

Peter Ingemann dyrker skiløb og sejlsport i sin fritid. Skiløb giver ham samme kick som musikken.

- Når man kører ned ad en piste og drejer til den ene side og den anden side uden at tænke over det, minder det om improvisationen på en scene. Man flyver bare med. Når man kan mærke, hjernen begynder at udskille endorfin, skal man bare give sig hen, siger Peter Ingemann.

Han fortæller, at han måske har oplevet 10 koncerter i hele karrieren, hvor alt gik i op i en højere enhed. Hvor tid, rum og sted smeltede sammen.

- Det er skræmmende sjældent, man når derhen. Fordi det - heldigvis - ikke kan sættes i system eller regnes ud. Man forsøger at nå derhen til hver eneste koncert, og heldigvis har jeg haft sådan et øjeblik med det gendannede Young Flowers. Når jeg kan se Peer stå med et saligt smil, ved jeg, at vi begynder at nærme os. Når magien inviterer indenfor, skal man være parat til at gå gennem døren, siger Peter Ingemann.