Oh Land, 2011

Foto: Carsten Bundgaard
Del dette indlæg
Bedøm dette indlæg
Tilbage
1 - 13
Frem

I de store drømmes land

Danske Øland er på vej til et gennembrud af de store i USA under navnet Oh Land. Selv om spotlyset skinner næsten konstant på den 26-årige Nanna Øland Fabricius, går vejen mod toppen ikke via nyasfalterede motorveje i strømlinede limousiner. Den går oftere via humplede landeveje på en ukomfortabel varevogns svedige bagsæder

New York: "These dreams under my pillow. In the twilight of these white nights", messer Nanna Øland Fabricius foran et euforisk publikum på det legendariske spillested Webster Hall i New York.

Rammerne er stort set identiske med dem i Store Vega i København med mørke, olierede trægulve, betagende balkon og mondæn stemning.

Selv om danske Oh Land er opvarmning, fortæller flere tilskuere mellem sangene, at de udelukkende er kommet for at opleve hende og ikke australske Sia, der står med de største bogstaver på plakaten.

- Oh Land har blæst mig fuldstændig bagover. Hun er ufatteligt smuk og kan faktisk synge. Det er sjældent, musikere har hele pakken, konstaterer Skylar Braun, mens hun transmitterer koncerten til de veninder, der ikke fik billet.

På scenen kæmper Nanna Øland Fabricius med at fiske en trommestik ud af sit hvide englekostume, der konstant gennemlyses bagfra, så man tydeligt kan se, at den 26-årige sanger har en baggrund som balletdanser.

- Har I nogensinde set en sanger føde entrommestik gennem sin armhule, spørger hun drillende publikum.

Det svarer med et latterbrøl og endnu et øredøvende bifald, der kun tager til i styrke, efterhånden som Nanna Øland Fabricius og hendes to danske musikere strider sig gennem "Son of a Gun" og "We Turn It Up", som hovedparten af publikum allerede kender udenad.

Den danske "gudinde"Da Nanna Øland Fabricius rødkindet og storsmilende svæver ned til merchandiseboden for at skrive autografer, samler der sig hurtigt en eksalteret kødrand af fans omkring hende. De får signeret cd'er, T-shirts og endda lov at tage billeder side om side med den danske "gudinde", som flere forblændet kalder hende.

- Hvor er det vildt, at hun bruger så meget tid på sine fans. Det er meget usædvanligt, måber Skylar Braun, inden hun og kæresten stiller sig i køen, der har vokseværk.

Efter en halv times overarbejde lister Nanna Øland Fabricius op til omklædnings-rummet på førstesalen. Her snupper hun en velfortjent Corona-øl fra en stor kasse fyldt med is og trækker et gardin fra, så hun kan kigge direkte ned på scenen, hvor Sia har overtaget det brandvarme publikum.

- Hun er vanvittig dygtig, roser Nanna Øland Fabricius, mens hun lader sig forevige på polaroid af en række bekendte fra New York.

Selv om det efterhånden er syv timer siden, der blev lavet lydprøver, giver hun sig god tid til at snakke med alle. Først efter en time begynder hun at lyne sin betagende dragt op og signalere, at endnu en arbejds-dag nærmer sig sin afslutning. Endnu en aften, hvor der forhåbentlig er kommet flere fans til, så drømmen om for alvor at slå igennem som den første kvindelige, danske sanger i USA kan leve videre.

Mangler et helle

Hvis man kan tale om fortjent søvn, har Nanna Øland Fabricius tilsyneladende sovet den. Hun virker ualmindelig frisk, da hun dagen efter byder velkommen på sit hotel Thompsen LES på Manhattan. Hun skal bo der tre nætter og har måttet låne sin mors visakort til at betale regningen, da hendes eget er blevet lukket.

Det påvirker Nanna Øland Fabricius meget, at hun nu på tredje måned suser rundt fra hotel til hotel, fra spillested til spillested og fra by til by. Selv om hun kan lukke døren bag sig, mangler hun et helle. Et sted, hvor hun føler sig tryg og hjemme.

- Jeg føler mig ekstremt rodløs i min tilværelse lige nu. Jeg eksisterer kun dér, hvor jeg er for tiden, og det kan være enormt tomt. Indimellem føles det, som om jeg ikke har noget at falde tilbage på, selv om jeg har masser af venner og familie, der elsker mig og er der for mig. Jeg mangler ofte nogen at gå hjem til og fortælle om min dag. Det er svært at opleve så vanvittige ting og komme hjem til et tomt hotelværelse og kun kunne dele det med min marsvinebamse, sukker Nanna Øland Fabricius.

Hun har allerede opholdt sit i dette vakuum så længe, at hun er trådt ind i en fase af accept af, at nuet er det eneste, hun med sikkerhed har.

- Jeg prøver at slappe af i det og ikke spekulere alt for meget på i går og i morgen. Det gør alting lidt nemmere, og jeg formår at nyde de ting og muligheder, der opstår. Jeg skal stå på en ny scene og sove på et nyt hotel hver aften fra nu af og til november. Hvis jeg bekymrer mig alt for meget om det, bliver jeg skør. Hvis jeg kun tænker på, at jeg skal lave det vildeste show i aften, bliver det pludselig meget sjovere, forklarer Nanna Øland Fabricius.

Lige dette hotel har hun et specielt forhold til, da det var det første sted, hun boede, efter hun skrev kontrakt med sit amerikanske pladeselskab Epic Records. Efter at have sovet på de værste hummere, bagsæder af biler og sofaer var det tid til luksus. Tid

il sortlakerede trægulve, friske blomster og en storslået udsigt til Empire State Building.

Destruktive tanker

For hvert højdepunkt vil man endnu højere op. Efter årets Roskilde Festival lettede Nanna Øland Fabricius nærmest fra jorden på grund af det, hun kalder karrierens vildeste koncert.

- Sådan en oplevelse gør mig nærmest skizofren, fordi man oplever mange ekstremer på en dag. Der er en enorm kontrast mellem at stå på en scene foran 5000 tilskuere og mærke noget overjordisk tage over og i det næste øjeblik sidde mutters alene på sit hotelværelse med lyden af et klimaanlæg og en dryppende vandhane som eneste selskab. I sådanne øjeblikke begynder jeg ofte at fundere over, om det virkelig var så godt? Var det bare mig, der syntes det? Kunne de lide det? Var det indbildning? Når de destruktive tanker tager over, illustrerer de, hvor højt man kan flyve, og hvor dybt man kan falde inden for få timer. Det er noget af det hårdeste ved mit liv, erkender Nanna Øland Fabricius.

Hvis hun begynder at tænke for meget over, at hendes liv formentlig konstant kommer til at bevæge sig mellem disse yderpoler, bliver hun en anelse skræmt.

- Tanken om mit liv så lang tid ud i fremtiden, jeg kan skue, kan godt være uoverskuelig. Men jeg samler mig selv op ved at tænke på, at jeg har en ny chance hver eneste aften for at gøre det bedre og rette de fejl, der irriterede mig aftenen før. Altså en daglig mulighed for at optimere mine koncerter, hvilket jeg anser for yderst privilegerede arbejdsvilkår for en kunstner.

Katy Perry ønskede Oh Land

En kunstner fungerer ikke på tom mave. Heller ikke Nanna Øland Fabricius, der spadserer fra sit hotel ned på den legendariske diner Katz's rundt om hjørnet. Stedet er kendt fra filmen "Da Harry mødte Sally", og populariteten er evident. Man skal trække en billet for at få lov at bestille dets berømte pastramisandwich.

Nanna Øland Fabricius forelsker sig hovedkulds i en hotdog med et bjerg af sauerkraut. Hun går uanfægtet af fotografens tilstedeværelse i gang med at pøse ketchup og sennep på toppen, mens hun forklarer, at der ikke er noget, der slår en "real American diner".

Dem er der i overflod i Willamsburg i Brooklyn, hvor hun har boet, siden hun flyttede til New York sidste år med kæresten. De seneste tre måneder har de dog lejet lejelejligheden ud, da hun alligevel aldrig var hjemme. Først om en måned har hun to fridage i New York. Derefter kører hun på med en ny turne på et nyt kontinent.

- Jeg er nødt til at smede, mens jernet er varmt. Sådan er vilkårene i dag, hvor der er så mange, der kæmper om opmærksomheden og publikum. Efter halvanden måneds turné med Sia stormer jeg direkte videre til halvanden måneds turné med Katy Perry. Højdepunktet bliver tre koncerter i Londons O2 Arena. Det bliver så vildt, forudser Nanna Øland Fabricius, der modtog en personlig anmodning fra Katy Perry om at være opvarmning på hendes kommende turné.

Det takkede den danske sangerinde ret hurtigt ja til.

En rigtig musiker

Selv om Nanna Øland Fabricius i mange år satsede på, at hun skulle arbejde som balletdanser, havde hun hele tiden musikken som følgesvend. Hun kalder musikken for sit mest åbenlyse talent, selv om hun først som 23-årig begyndte at arbejde professionelt.

- Jeg har altid sunget, når jeg var glad. Når jeg var ked af det, spillede jeg klaver. Jeg har altid fået de bedste karakterer i musik, og når jeg dansede, var den bedste kritik altid, at jeg dansede musikalsk eller accentuerede musikken på en speciel måde. Derfor har jeg aldrig tvivlet på en grundlæggende musikalitet, forklarer Nanna Øland Fabricius.

I lang tid anså hun det dog ikke for et talent, der skulle munde ud i noget specielt. Derfor var det vanskeligt at affinde sig med, at hun endegyldigt skulle satse på musikken.

- Jeg havde en del at leve op til med en familie, der stort set udelukkende består af operasangere, klassiske musikere og komponister. Dem kunne jeg altså ikke imponere ved at stille mig op og klimpre lidt på en guitar og synge en popsang. Der skulle virkelig meget til for at dupere dem. Derfor var det overvældende at tage den opgave på sig at lave musik for at leve af det. Jeg anså mig ikke for at være fuldbyrdet musiker i en lang periode, selv om det var det, jeg var. Det gav mig en frihed til at udvikle mit eget sprog. Senere kom anerkendelsen fra min familie og derefter troen på, at der var andre end mig selv, der ville høre det.

Derefter gik det for alvor stærkt ...

Anede intet om toner

At være musiker i Øland-familien har aldrig handlet om at drikke bajere og spille guitar på må og få. Musik er et håndværk, som man forfiner, fra man står op om morgenen, til man går i seng om aftenen. Man skal tage den seriøst, respektere den og forsøge at mestre den.

- Jeg har indimellem været bange for ikke at blive taget seriøst, fordi jeg ikke nødvendigvis har haft samme tilgang. Det havde jeg derimod til balletten, hvor jeg trænede nærmest uafbrudt, siger Nanna Øland Fabricius.

I starten anede hun intet om toner, skalaer og akkorder. Det handlede om lyde, der fik hende til at føle på en bestemt måde. Hun besluttede sig for, at der ikke skulle være nogen virtuositet i hendes musik.

- Jeg formulerede et koncept, der gik ud på at bruge så hverdagsagtige lyde som muligt for at demonstrere over for mig selv, at man godt kan være musiker uden at spille på ét eneste instrument. Min mission blev at overbevise mig selv om dét, og efter min første plade, hvor jeg havde brugt alle maskiner helt forkert, fik jeg mere og mere lyst til at vide, hvad det var, jeg rodede med. Så kom den mere matematiske og akademiske tilgang til musikken snigende, forklarer Nanna Øland Fabricius.

Nørd med lyde

Oh Lands musik består blandt andet af lyden af tændstikker, engelske pund-mønter, der triller på et bord, gulvtramp og halvfyldte vandflasker, der rystes. Det lyder nørdet. Og Nanna Øland Fabricius takker faktisk for den beskrivelse.

- Jeg finder lyde overalt. Alle lyde, der har en interessant identitet, fanger jeg. Når man begynder at fokusere på det, finder man ud af, at der er gode lyde overalt. Uanset, hvor jeg befinder mig, kan jeg finde en potentiel genial lyd til en sang, erklærer Nanna Øland Fabricius.

For at bevise sin teori springer hun op af lænestolen og går målrettet efter en stor kliklås på døren. Hun begynder at dreje den fra side til side, mens det karakteristiske høje metalklik bliver til en mekanisk rytme. Hun smiler bredt og sætter sig til rette.

- Den kunne sagtens ende som en fed tromme, ikke, spørger Nanna og fortsætter med at nævne effekter, hun har optaget.

- Jeg har sågar optaget ting, man ikke kan optage. Jeg har lavet min egen rumklang ved at sprænge en ballon nede i et toilet. Man kan godt kalde mig besat, og det endte da også med, at jeg søgte ind på elektronisk komposition på Aarhus Musikkonservatorium som den eneste pige i min klasse. Jeg nåede dog kun et enkelt år, inden min karriere tog fart, og jeg måtte vælge, fortæller Nanna Øland Fabricius.

Det er typisk mobiltelefonen, der fanger de spontane lyde. Den er altid ved hånden og nem at bruge. Når hun går rundt i New York, åbenbarer der sig nærmest en symfoni af lyde.

- Hvis jeg går forbi en byggeplads, er der den ene oplagte trommelyd efter den anden at lade sig inspirere af. Jeg kan også godt lide jordnære lyde, der skaber et miljø omkring sangene. Men det skal ikke være sådan, at publikum forsvinder ind i detaljerne, når de hører min musik. Det skal bevare et fokus og have et holdepunkt i sangen. Hvis lydene distraherer, er mit projekt mislykkedes, konkluderer Nanna Øland Fabricius.

De hvide nætter

I New York er der aldrig helt stille. Hvis ikke man passer på som selvbestaltet lydindfanger, kan man ende med at miste jordforbindelsen. Det skrev Nanna Øland Fabricius en sang om, tre uger efter hun var flyttet til Brooklyn fra København.

- "White Nights" handler netop om, at man aldrig får ro. At der konstant er noget, der holder en oppe og tændt. Der er altid noget at forfølge og noget, man ikke vil gå glip af. København er jo nærmest en stille oase sammenlignet med New York, beskriver Nanna Øland Fabricius.

De mange lyde fik efter noget tid en nærmest mytologisk betydning for hende. Fra at være meget industrielle, hårde og kyniske bylyde vendte hun det om og gjorde dem til noget drømmende og blødt.

- Pludselig var politisirenerne sirenerne på havet, som lokkede sømændene, forklarer Nanna Øland Fabricius og remser omkvædet op: "There is no silence. I will keep following the sirens".

Vil forsørge sig selv

Den 26-årige danske sangerinde spås af mange til at få et gennembrud i USA. Altså et af den slags islandske Björk fik for mere end årti siden. Med optrædener i Late Show med David Letterman, store omtaler i de største aviser og koncerter på en lang række prominente spillesteder tyder det på, at spådommen ikke er grebet ud af den blå luft.

Nanna Øland Fabricius ved dog ikke helt, hvordan hun er nået så langt. Men hun erfarer, at der skal kæmpes overordentligt hårdere for at skille sig ud i USA end i Danmark.

- I Danmark får musikere masser af støtte, gratis uddannelse, Koda-penge og legater. Der er et godt fundament for meget tidligt at skabe sig en sund karriere. Selv som lille upcomingnavn får man god service på spillestederne og altid sin tarif. Det kan gøre danske musikere forvænte og betyde, at de bukker under, når de skal sove i en varevogn et helt år, ikke have en krone på lommen og fysisk være helt ude på kanten uden at få noget igen det første lange stykke tid, forklarer Nanna Øland Fabricius.

For hende betyder det ikke noget med de små tilbagebetalinger for de enkelte job undervejs på rejsen. Det handler om at opnå det, hun gerne vil i det lange løb. Hvis hun skal spille gratis et helt år for at nå det, gør hun det gerne.

- Mit langsigtede mål er at kunne forsørge mig selv 100 procent og gøde min egen musikalske karriere med egne midler. Ikke at være afhængig af at være opvarming for andre kunstnere eller modtage støtte. At spille en kæmpe turné som hovednavn og sørge for, at mit band får gode forhold, og at alle mine kreative idéer kan føres ud i livet. Det tager lang tid og ekstremt hårdt benarbejde, forventer Nanna Øland Fabricius.

Kan blive et lorteliv

Heldigvis har Nanna Øland Fabricius ikke bare gode ben efter en karriere som balletdanser. Hun har også ben i næsen. Det betød, at hun ikke lod sig dupere, da hun stod i studiet med én af USA's mest omtalte producere, Pharrel Williams fra producerteamet The Neptunes og gruppen N.E.R.D. Han ville gerne tromle hen over den danske sanger og give hende et udtryk, som slet ikke tiltalte hende.

- Jeg er overbevist om, at min danske baggrund gjorde udslaget. Vi er opdraget til, at man gerne må kræve noget. Jeg tror, det er rigtig sundt i den her branche, at man ikke er føjelig, og at man står inde for det, man laver. I Danmark er det en del af kulturen, at vi alle er lige. Sådan er det ikke i USA, derfor kom det sikkert lidt bag på Pharrel Williams, at der kom en total ukendt pige, der ikke snakkede ham efter munden, klukler Nanna Øland Fabricius.

Det er essentielt for hende, at hun kan stå inde for alt, hun skaber.

- Det er mig, der skal stå på scenen nat efter nat resten af mit liv og synge den sang, jeg indspillede sammen med Pharrel Williams. Det er mig, der i interview efter interview skal forklare, hvad den sang betyder for mig. Hvis ikke den betyder nok, eller jeg kan stå inde for den, så bliver det et lorteliv, konstaterer Nanna Øland Fabricius tørt.

At skabe sin egen kunstneriske integritet er ikke sket fra den ene dag til den anden. Det var en proces, Nanna Øland Fabricius gennemgik i al ubemærkethed i sin Vesterbrolejlighed gennem flere år. Efter at hendes balletdrømme var skudt eftertrykkeligt ned, var der ingen forventninger til hende, da hun begyndte at "rode med musik", som hun kalder det.

- Der var ingen, der havde en mening om det i lang tid. Det var rigtig vigtig for mig, at jeg i så lang tid fik lov at være uspoleret og uden andres kritiske øjne og ører kunne dykke ind i min egen verden. Først lang tid senere begyndte min kæreste og familie at forholde sig til det, og de gav mig indtrykket af, at jeg måske havde et talent for at synge og skabe musik, fortæller Nanna Øland Fabricius ydmygt.

At turde gå skridtet videre og stille sig op foran et publikum krævede enorm styrke. Men det føltes rigtigt, da det skete.

- Jeg har altid følelserne uden på tøjet. Hvis ikke noget føles rigtigt, græder jeg. Det slår aldrig fejl. Jeg er ekstremt følelsesmæssigt involveret i de ting, jeg gør. Hvis ikke det føles rigtigt, er det fysisk umuligt for mig at gøre det.

Ingen vidner

Nanna Øland Fabricius har svært ved at beskrive sig selv som teenager. Længe sidder hun og søger efter de rigtige ord. Da hun finder dem, ender de med at lyde som en politisk kommentators analyse.

- Det er vanskeligt for mig at forklare, hvordan jeg var, da jeg ikke har mange vidner, der kan af- eller bekræfte det. Jeg flyttede til Stockholm helt alene som 16-årig og boede der tre år. De fleste af de mennesker, jeg kendte dengang, er forsvundet ud af mit liv. De tre år, der for mange er de vigtigste i hele deres liv, fordi man finder ud af, hvem man er og hvem, man vil være venner med resten af livet, er et sort hul for mig, begrunder Nanna Øland Fabricius.

Netop fordi hun var så ung og sårbar, gjorde det hende ekstremt disciplineret.

- Jeg vidste, at hvis noget gik galt, ville det gå helt galt, fordi jeg var mutters alene. Jeg havde ikke noget at falde tilbage på, hvis jeg lavede rav i den eller kom i dårligt selskab. Jeg skulle altid redde mig selv og forsøgte at undgå at komme i situationer, hvor jeg kom galt af sted. Jeg blev vanvittigt ansvarsbevist og kontrolleret. Det var meget ensomt på mange måder, hvilket har forberedt mig på det liv, jeg lever nu. Men ellers var jeg et typisk balletbarn med knold i nakken og meget korrekt, erindrer Nanna Øland Fabricius.

Når hun ser tilbage, var hun en helt anden person dengang. En person, der sorterede sit tøj efter farve og var pedantisk på en måde, hun slet ikke kan overskue i dag, hvor hele hendes liv er pakket ned i en kuffert.

- Min kuffert ligner et bombekrater, og nu har jeg det faktisk bedst, når alt omkring mig er lidt kaotisk. Det giver mig en indre ro, understreger Nanna Øland Fabricius.

I Stockholm ville hun ud over at blive en bedre balletdanser bevise over for sine forældre og sig selv, at hun var ansvarlig for sin egen succes eller fiasko.

- Jeg ville vide med mig selv, at hvis der skete noget godt, havde jeg gjort mit bedste. Skete der noget dårligt, havde jeg fejlet. Det var den ultimative test, der lærte mig at analysere situationer og stole på min intuition langt mere end mine jævnaldrende skulle. Jeg kunne udelukkende stole på min mavefornemmelse i nuet og havde aldrig muligheden for at diskutere noget over middagsbordet med mine forældre, fortæller Nanna Øland Fabricius.

Hun ser stadig sine forældre yderst sjældent. Senest måtte hun melde afbud til sin mors 60-års fødselsdag. Men det er med forældrenes accept, at hun forfølger drømmen, mens den er inden for rækkevidde.

- Jeg har et utrolig godt forhold til mine forældre. Jeg har haft den bedste barndom og fået den bedste opdragelse, man kan få. Men jeg har en nomade gemt i mig, der betyder, at jeg ikke kan være det samme sted for længe af gangen. Selv når jeg gerne vil blive. Der er noget usynligt, der trækker i mig og hiver mig bort, uanset om jeg græder som pisket.

Sover med et marsvin

Som hendes liv ser ud lige nu, er Nanna Øland Fabricius mest lykkelig, når hun står på scenen, og alt går op i en højere enhed. Eller når hun kæler med dyr ...

- Jeg er et meget simpelt menneske, der skal have god mad, være i nærheden af dyr og høre god musik. Så er jeg utrolig glad, ler Nanna Øland Fabricius.

Hendes danske kæreste er også en del af regnestykket, og det kræver en stor portion tålmodighed og respekt fra begge parter at holde forholdet på ret køl.

- Heldigvis er min kæreste selv kunstner, så han ved, det indimellem kræver, at man holder gryden i kog. Jeg vil ikke påstå andet, end det er sindssygt svært at turnere flere måneder i USA, mens han er i Danmark. Men jeg elsker ham ubegribelig højt og ved, at giver jeg slip, finder jeg aldrig en som ham. Det skal fungere, selv om jeg oftest sover med en marsvinbamse og ikke ham, fortæller Nanna Øland Fabricius.

Hun ved, at han er klar over, hun følger et kald. At leve drømmen ud er ikke noget, hun vælger at gøre. Det er den, hun er.

- Heldigvis lader min kæreste mig være den person. Lige så vel som jeg lader ham være den, han er. Det er absolut ikke en dans på roser hele tiden, men kunsten er en indgroet del af os begge to, så det skal kunne fungere, pointerer hun bestemt.

Ikke noget skalkeskjul

I sangen "Human" synger hun om ikke at være perfekt. Umiddelbart kan det være svært at udpege ting, den 26-årige dansker burde ændre. Men hun har selv en lang liste med forslag.

- Puha, hvor skal jeg begynde? Nogle gange kunne jeg godt være lidt mere jordnær og praktisk. Jeg glemmer min telefon et eller andet sted en gang om ugen. Smadrer ting. Låser mig ude gang efter gang. Den del kunne jeg rigtig godt tænke mig at ændre. Men jeg tror desværre ikke, det er muligt, da min far er på præcis samme måde. Det er genetisk bestemt. Derudover ville jeg gerne undgå at såre mennesker, jeg elsker. Men det er desværre ikke noget, man kan undgå at gøre gennem livet. Og man kan ikke gøre det, jeg gør lige nu, uden at såre og svigte. Det har været en af de hårdeste erfaringer. Det første år brændte jeg fingrene mange gange, selv om det aldrig har været min intention.

Nanna Øland Fabricius bliver bedt om at forklare, hvorfor hun bruger så meget energi på sit visuelle udtryk på scenen, der omfatter englelignende rober, indianerdragter og masser af store, hvide balloner.

- Jeg går efter at lave et show, der rækker ud over det sædvanlige. Jeg prøver at lave noget anderledes, som gerne skulle fuldende koncertoplevelsen med Oh Land. Den koncert, jeg gav i går, er ikke det bedste eksempel, da alle ballonerne sprang lige inden koncerten. Én af dem eksploderede, og den tog de andre med i en kædereaktion, ærgrer Nanna Øland Fabricius sig efter at have brugt en del tid og lungekraft på at puste dem op.

Hun sætter sin lid til, at publikum aldrig har haft hendes ekstravagante sceneshow og påklædning mistænkt for at være et skalkeskjul for manglende talent.

- Så længe de ikke tænker, jeg forsøger at camouflere, jeg ikke kan synge. Derfor tilstræber jeg at skabe en balance, hvor man både fornemmer, at jeg er en dygtig sanger og en ferm performer, forklarer Nanna Øland Fabricius.

Fastlåst identitetMange udenlandske medier vil gerne sælge historien om modellen, der pludselig blev sanger. Men den historie er usand. Stadigvæk.

- Jeg kan godt forstå, det kunne være en god historie, men jeg har aldrig været model. Jeg er musiker. Og hvis det overrasker nogen, at jeg rent faktisk kan synge, er det da godt, det går den vej. For alt det visuelle er affødt af musikken. Det går aldrig den modsatte vej, betoner Nanna Øland Fabricius.

Hun har ikke den der tegneserieopfattelse af sig selv, som mange musikere har for øjeblikket. Der er en tendens til, at man skal være kendt for at være hende med det blå hår og de røde sko. Nanna Øland Fabricius er slet ikke interesseret i at skabe så fastlåst en identitet. Tværtimod. Hver gang folk begynder at kategorisere hende, får hun lyst til at ændre sit udseende eller fremtoning.

- Det er farligt, hvis man begynder at se sig selv som et produkt. Det er det, jeg gør, der er produktet. Ikke mig. Jeg vil slå igennem med min musik og ikke mit udseende. Jeg er bare formidleren, næsten undskylder Nanna Øland Fabricius.

10 år som nomade

Onsdag er blevet til torsdag. New York er blevet til Washington DC. Efter fem timers kørsel vælter en fortumlet og klatøjet Nanna Øland Fabricius ud af bandets hvide varevogn. Der er ikke penge til at flyve, så de kører fra spillested til spillested med alt, hvad det indebærer af fosterstillinger på fyldte sæder og et indeklima, som kan slå fluer ihjel.Der skal mere til at slå Nanna Øland Fabricius omkuld. Efter kort tid stråler hun som en nypoleret diamant.

- Ej, det er mine yndlingskager. Dem har jeg glædet mig til, siden jeg spillede her sidst. Det er faktisk lidt skræmmende, at jeg begynder at optræde på steder, jeg allerede har været på, udbryder Nanna Øland Fabricius, da hun træder ind i backstage-området på 9.30 Club.

Hun sparker sine flade sko af og sætter benene over kors i en røde lænestol, hvor et væld af amerikanske stjernemusikere har siddet før hende. Langt væk fra deres familier på tilsyneladende uendelige turnéer.

10 år som nomade kræver sine ofre. Nanna Øland Fabricius ved godt, hun ikke kan leve resten af sit liv sådan. Indimellem forestiller hun sig selv på en øde gård omgivet af en hulens masse dyr. Den tanke kan hun godt lide.

- Det er en utopisk drøm at gå og betragte planterne gro. Mit billede af det perfekte liv. Men det liv kræver også mod. At bo på landet helt alene ser jeg faktisk som en større udfordring end at spille foran mange millioner amerikanske tv-seere i Late Show med David Letterman. Men jeg har en drøm om at slå mig ned engang, selv om min tourplan de næste to år er booket fuldt ud, konstaterer Nanna Øland Fabricius, mens hun nuldrer spidserne i sit lange, blonde hår for derefter at forme det til en knold i nakken.

Lidt af balletpigen er der stadig tilbage.

Forstående familie

At leve i en kuffert giver underskud på vennekontoen. I dag har Nanna Øland Fabricius meget få helt tætte relationer. Én af dem er hendes barndomsveninde, som hun har holdt stædigt fast i siden børnehaven.

- Vi gik til fritidsaktiviteter sammen, i samme skole og flyttede sammen, da jeg kom hjem fra balletskole i Stockholm. Hun er lige blevet mor, så det sætter lidt vores vidt forskellige liv i perspektiv. Derudover er min søster og min kusine to af mine tætteste venner. Jeg er ikke typen, der ringer hjem hver anden dag. Der kan sagtens gå en måned imellem. Når dagene flyder sammen, kan en måned forsvinde nærmest, uden man bemærker det. Det kan være svært at forklare og retfærdiggøre, indrømmer Nanna Øland Fabricius.

Hun er derfor taknemmelig, når hendes familie venligt foreslår, at hun ringer hjem lidt oftere.

- Det betyder, de ikke er ligeglade og savner mig. Det varmer. Der er ikke noget, der gør mig mere ked af det end at såre andre og være skyld i, at de driver væk. Men heldigvis kæmper mine venner hårdt for at bevare venskabet, hvilket jeg er lykkelig for, understreger Nanna Øland Fabricius.

Hun er til gengæld træt af, at hendes succes og liv ofte bliver romantiseret. For selv om bifaldet er øredøvende på scenen, er larmen fra varevognens monotone motor knap så behagelig i længden.

- Jeg føler mig utrolig heldig over at gøre det her, men på forhånd kan man ikke forestille sig, hvordan det er at sove et helt år på hårde bagsæder eller lortesenge på kummerlige hoteller. Jeg tror, det er ligesom med fødsler. Hvis man ikke har prøvet det, aner man simpelthen ikke, hvor fysisk og psykisk udkørt, man bliver, gætter Nanna Øland Fabricius.

Manipulerende hyæner

Hun er også på vagt over for branchens hyæner, der forsøger at få del i byttet, selv om de ikke har været med til at fange det. Der er et utal af mennesker, der hele tiden prøver på at påvirke hende. Kræver at få del af succesen, selv om de på ingen måde har været med til at skabe den.

- Det er skræmmende, manipulerende mennesker, der stiller ultimatumer og kommer med tomme trusler. Folk, der prædiker for mig, hvad jeg skal gøre for at ende sådan og i hvert fald ikke sådan. Det er en form for stress, jeg aldrig har oplevet tidligere. Det tærer også på mig fysisk, og i en periode havde jeg nærmest mavepine et halvt år i træk, svovler Nanna Øland Fabricius.

Hun er ikke længere på vagt hele tiden, fordi hun har lært at gennemskue den type mennesker, der ikke vil hende, men sig selv det bedste. Men det tager tid at lære at manøvrere i, når man det ene år sidder og nørkler i sin Vesterbro-lejlighed og året efter befinder sig på et hotel i New York, hvor en masse fremmede mennesker belærer hende om, hvordan hun bliver superstjerne. Alligevel har hun aldrig spekuleret på at flygte fra det hele, som hun synger om i sangen "Break the Chain".

- Jeg har da haft enkelte dage, hvor jeg havde mest lyst til at blive i sengen med dynen over hovedet. Men det tænker alle mennesker vel, uanset hvilket job de har. Det bliver dog kun ved tanken. Jeg har kun aflyst én koncert i hele mit liv, og det var, da jeg skulle spille 12 koncerter på tre dage. Der magtede jeg desværre kun at gennemføre de 11, undskylder Nanna Øland Fabricius, som havde hun brudt ét af de 10 bud.

Hendes amerikanske manager banker på døren, stikker hovedet ind og meddeler, at lydprøven er lige om hjørnet. Den afslappede Øland transformerer sig i næste øjeblik til den mytiske, dragende og determinerede Oh Land.

Om to timer skal endnu et publikum vindes. Endnu et betydningsfuldt slag skal slås i de store drømmes land. Oh Land of the free and the home of the brave.

Skriv kommentar

Max 250 tegn.
 
Kommentar 
Navn  

Email  


Kategorier

Albani Live
Oh Land
New York
Nanna Øland Fabricius
Webster Hall
Son of a Gun
We Turn It Up
Break the Chain
9.30 Club
Rejser Kultur

Profil

Simon Staun

Velkommen til mit private arkiv over rejse- og kulturartikler. Størstedelen af rejsereportagerne, portrætterne og anmeldelserne er bragt i Fyens Stiftstidende, hvor jeg er musikanmelder og storleverandør til rejsetillægget. Stor tak til min arbejdsgiver og de mange dygtige fotografer, der har bidraget til siden. God læselyst - kommenter endelig de enkelte artikler. Mvh Simon Staun

Fritekst søgning





Kontakt

Skrift & foto: Simon Staun

Design: Allan Sørensen

Webudvikling: Kim Larsen

Copyright på alle artikler tilhører Simon Staun og Fyens Stiftstidende. Billeder på kulturdelen er lånt med tilladelse fra Fyens Stiftstidende samt diverse pladeselskaber.