Simon Staun
Foto: Simon Staun

Nordiske stemmer

Norge, Thomas Dybdahl:

Norges vestkyster er ren magi

Thomas Dybdahl, som hører til blandt Norges fremmeste sangskrivere. Gennem hele karrieren har han været tæt forbundet til og dybt inspireret af kysten ved hjembyen Stavanger. Han får det fysisk dårligt, hvis han skal undvære den i mere end to uger

Få musikere har en sanselighed i deres melodier, der matcher norske Thomas Dybdahls. Hans sange er lydmalerier med et væld af nuancer, det kræver fordybelse at få fuldt udbytte af.

Siden han var 12 år, har han spillet guitar og skrevet sange, der har høstet international anerkendelse. Hans "October"-trilogi bestående af de tre albummer "... That Great October Sound", (2002), "Stray Dogs", (2003), og "One Day You'll Dance For Me New York City", (2004), sikrede ham ud over flere priser et stort publikum. Deriblandt undertegnede, der mødes med Thomas Dybdahl i backstage-området på spillestedet USF Verftet i Bergen. Det er nærmest hjemmebane for Thomas Dybdahl, som har boet det meste af sit liv i Stavanger "blot" 200 kilometer stik syd.

- Når man er født og opvokset i Norge, er den afstand ikke stor. Jeg føler mig i hvert fald næsten hjemme. I Danmark er afstanden vel nærmest halvdelen af Jylland, spøger Thomas Dybdahl, der gennem hele karrieren har turneret flittigt i den naturmæssigt diametrale modsætning mod syd.

Da jeg et par uger inden interviewet skrev til ham og spurgte, om han havde lyst til at snakke om naturens og hjemegnens betydning for hans musik, kom der hurtigt positivt svar.

- Det er et meget interessant emne, og jeg har tænkt over det lige siden. Jeg tror, at naturen omkring Stavanger betyder mere for min musik og mine tekster, end jeg selv aner. Det er svært at vurdere, hvor stor afsmitningen er, når man er opvokset i et miljø og har befundet sig i det gennem hele livet. Men det har i hvert fald udstyret mig med en pensel, som allerede fra begyndelsen havde en farve gemt i sig. En let blå nuance som var der, allerede inden penselhårene rørte ved malingen, fortæller Thomas Dybdahl.

Skrev om den store bølge

Det er Nordsø-kysten ud for Stavanger, der er "hans sted". Det var her, han tilbragte somrene som dreng, og den dag i dag kan han føle sig decideret utilpas, hvis han befinder sig for langt fra kysten for længe.

- Jeg får nærmest en form for klaustrofobi, hvor jeg virkelig har brug for at komme tilbage til kysten. Det sidder dybt i mig, at jeg ikke hører til inde i landet, konstaterer Thomas Dybdahl.

Han har skrevet mange sange, der har direkte referencer til havet, og på hans seneste album "What's Left is Forever" hedder en af sangene "This Next Wave Is the Big One".

- Den handler egentlig om mit første møde med Stillehavet, da jeg var på verdens længste turné, som begyndte i Atlanta og fortsatte op langs østkysten af USA, videre op til Canada og hele vejen til Vancouver på vestkysten. Første gang, jeg så stranden, var i Californien, og det var en helt magisk oplevelse. Det inspirerede mig til en sang om havet og bølgerne, da det var en nærmest religiøs oplevelse endelig at stå ved havet, selv om det aldrig slår magien ved at vende hjem til min egen vestkyst, siger Thomas Dybdahl drømmende.

Han fortæller, at visse dele af den amerikanske østkyst minder vældig meget om de jærske strande og landskabet i Sørvestlandet, som strækker sig fra Stavanger og nordpå mod Bergen.

- Det er specielt strandene ved Cape Cod og Long Island, der har en lighed med min hjemstavns. Måske er det derfor, jeg føler mig så tiltrukket af dem. Jeg friede faktisk til min kone der, og det var såmænd også der, vi tilbragte vores bryllupsrejse, fortæller Thomas Dybdahl.

Han har altid tænkt, at et strygeorkester med en særlig rullende bevægelse i sig har mindet ham om havet og strandene.

- Det er noget med det konstante, men samtidig skiftende i visse typer harmonier. Vi prøvede helt bevidst at efterligne det netop på sangen "This Next Wave Is A Big One", siger Thomas Dybdahl.

Der knytter sig en anden særlig historie til den sang, når det kommer til instrumentering. Der findes flere særegne, traditionelle instrumenter fra hans hjemstavn, der ikke blev valgt ud til albummet.

- Jeg har i stedet benyttet nogle instrumenter, som er lavet af den lokale opfinder og kunstner Jon Josefsen, fortæller Thomas Dybdahl.

- Han bor helt ude ved kysten på ét af de mest forblæste steder overhovedet. Han laver instrumenter, som bruger vinden til at generere lyde. Det sidste instrument, jeg brugte, var en vindharpe, som bestod af fire strenge og en stor hul krop. Den placerede vi i den værste blæst ved stranden og optog lydene og de harmonier, den skabte. Resultatet kan man høre på flere af sangene på albummet "Waiting For That One Clear Moment", siger Thomas Dybdahl.

Naturen er allemandseje

Her på kanten mellem sommer og efterår funderer han over, hvilken årstid som har påvirket hans sange mest. Han ender med at vælge "høst", som efteråret stadig kaldes i Norge.

- Efteråret føles meget langt i Norge, fordi foråret kommer så sent, og sommeren ofte er så kort, at man nærmest ikke bemærker den. Det MÅ jo have en stor betydning for, hvordan man bliver formet som menneske. Et langt efterår kombineret med en rolig, lidt reserveret og eftertænksom personlighed som min kan ikke undgå at påvirke de sange, jeg skriver. Jeg har prøvet at ryste posen for at se, om udfaldet ændrer sig, men det gør det ikke, konkluderer Thomas Dybdahl.

Han tror, at mange af hans landsmænd indimellem glemmer, at de er formet af en brutal natur.

- Vi nordmænd er jo gennemsyrede af og ekstremt prægede af vores tætte forhold til fjeldene, kysten og fjordene. Men jeg tror ikke, at de fleste fra min generation tænker så meget over det, som generationerne før dem. Selv oplever jeg, at det ofte er på rejse eller turné i lande, hvor man slet ikke har samme adgang til naturen, at jeg bliver mindet om, hvad Norge rummer, og hvor frit tilgængeligt alt er. Ingen kan forhindre dig i at gå på fjeldene eller på strandene. Det er et mantra, at man skal fri adgang til al natur, og i mange andre lande er det jo på ingen måde sådan. At man skal bo på et resort for at få adgang til en strand er en ekstremt unorsk tankegang, siger Thomas Dybdahl.

 

Færøerne, Teitur:

Hestfjordens himmel har et hav af nuancer

Færøske Teitur Lassen kan ikke få nok af udsigten over Hestfjorden fra sit knaldrøde hus i Velbastaðar. På få minutter kan dybblå himmel og blikstille vand forandre sig til voldsomme bølger og "udmattede" nuancer

Et kvarters kørsel vest for Tórshavn ligger bygden Velbastaðar med en ubetalelig udsigt over naboøerne Koltur og Hestur. At alle kender alle på Færøerne passer tilsyneladende. I hvert fald er to sludrende kvinder i en indkørsel midt i bygden ikke i tvivl om, hvor Teitur bor henne, selv om han kun tilbringer halvdelen af året i sit knaldrøde hus i udkanten af landsbyen.

Teitur voksede op i Tórshavn, og da han som spirende teenager begyndte at interessere sig for musik, kom der sjældent bands forbi og gav koncerter på Færøerne. Han kunne heller ikke smutte forbi en pladebutik og købe al den nye musik, som unge kunne i andre dele af Norden. Derfor blev grundstenen i hans musikalitet mødet med andre unge og de sange, de i fælleskab dyrkede.

- Da jeg begyndte at gå i byen, mødtes vi hos hinanden og sang de sange, vi kendte. Det kan sammenlignes med lejrbålssange, hvor der på Færøerne er tale om et helt katalog, alle kender. Det er et repertoire af lokale folkesange, viser og numre fra 60'erne af bands som The Beatles og The Rolling Stones. Hele mit fundament som musiker er skabt ud fra forsøget på at akkompagnere disse sange på klaver eller guitar. Jeg lærte mig selv at spille lidt efter lidt, og min forståelse af melodiernes opbygning blev skabt ved at lære akkord efter akkord og sætte mig ind i, hvordan de tilsammen skabte en sang, siger Teitur.

Selv om der er forskellige skikke, alt efter hvilken af de 18 beboede øer på Færøerne, man befinder sig på, er der en signifikant musikalsk fællesarv.

- Det, der binder det hele sammen, er traditionen for kædedans. I århundreder har man mødtes for at danse den særlige dans, hvor man synger kvad imens. Man synger alt fra vuggeviser til lange sagn, som rummer masser af historier og fakta, som på den måde lever videre generation efter generation, siger Teitur.

Kvad med 86 vers

Der er altid én, som synger for. Den person kaldes for "skipperen", og vedkommende skal kunne samtlige vers udenad. Det mest berømte kvad er ifølge Teitur "Ormurin langi" om den norske konge Olav Tryggvason og hans vikingeskib Ormen hin Lange.

- Det er på 86 vers og tager flere timer at synge til vejs ende. Det er meget meditativt med de ensformige rytmer fra sko, der tramper i gulvet. Selv om det ser simpelt ud, er det faktisk svært at holde rytmen. Det er slet ikke let, hvis man har drukket tæt, forklarer Teitur.

Mange af hans moderne sange har en kerne, der kan spores tilbage til netop kædedansen og de oldgamle viser.

- Min tilgang har altid været den folkelige, og det har lært mig at håndtere sangene på et utal af måder alt efter, hvor de er blevet præsenteret, og hvem der har spillet med mig. Mine sange er meget alsidige og kan både spilles solo på akustisk guitar på en bar og med fuldt band i en koncertsal, understreger Teitur.

Udsigten fra Teiturs hus ud over Hestfjørður, som er det færøske navn for fjorden, er noget helt særligt. De to øer Hestur og Koltur ændrer konstant skikkelse alt efter vejrets forgodtbefindende. Flere af Teiturs sange handler om den evige forandring og naturens brutalitet.

- "Stormy Weather" er inspireret af en helt speciel slags vejr, som jeg på en måde affotograferer i sangen. Lyd er også billeder og farver, så jeg har malet et billede af det skummende hav over Hestfjorden i horisonten og de særlige blå farver, der smelter sammen, når himmel og hav står i et. De afstemte, udmattede farver er meget karakteristiske for Færøerne. Der er ikke så mange forskellige farver, men der er til gengæld tusind variationer af blåt og grønt, så man kommer virkelig i dybden med nuancerne, forklarer Teitur.

Han fortæller, at en egenskab, der definerer færingene, netop er evnen til at skelne nuancerne, hvor andre intet ville se.

- De lokale kan også kende forskel på fårene, selv om fremmede ville tænke, at de ligner hinanden på en prik. Vi ser en lille ubetydelig plet dér og en anden dér, som du sikkert aldrig ville bemærke. Men hvis du blev spærret inde i et hus længe nok, ville du efter et stykke tid bemærke nogle detaljer, du overså i starten, siger Teitur og griner over "låst inde"-metaforen om hans hjemøer.

Kalkuleret musik er fjenden

Hvis man kender Teiturs udgivelser, ved man, at han gennem hele karrieren har benyttet færøske instrumenter i sine sange.

- Det lyder måske kedeligt, men når man som jeg interesserer sig rigtig meget for lyd, får man langt større variation ud af en enstrenget violin end en synthesizer. Jeg kan enormt godt lide elektronisk musik, men de gamle instrumenter kan noget, moderne udstyr ikke kan.

Der er en grund til, at violinen har overlevet i mange århundreder, og det handler om, at klangen stadig ikke er overgået. For mig handler det også om at være anti-moderne, da jeg ikke synes, at musik udelukkende bør dreje sig om at have fingeren på pulsen og gøre det,

alle andre gør. Det bliver manipulerende og forudsigeligt, når man jagter musikalske modefænomener. Kalkuleret musik er for mig at se fjenden i dag, konstaterer Teitur.

På sit seneste album omfavner han folkemusikken og går planken ud på mange måder.

- Det er mit første album, der er produceret på Færøerne. Tilmed i en af mine venners studie. Da jeg besluttede mig for at indspille her, var det oplagt at hyre en række lokale musikere. Jeg gik på jagt i Tórshavn efter musikere, der kan noget særligt, hvilket gav langt bedre mening end at medbringe en eller anden "hot shot"-musiker fra Los Angeles uden kendskab til færøsk musikkultur. På samme måde som den berømte restaurant Koks i udkanten af Tórshavn tænker økologi og tilbage til rødderne, gjorde jeg det. Pisse umoderne, men det skider jeg på. Det her album lyder også godt om 100 år, lover Teitur.

Stilheden er vital

Han anser sig selv for at have en vigtig rolle, når det kommer til at tale en række instrumenters sag.

- Der er ikke mange, der tænder på klarinet og fløjte, men jeg føler mig kaldet til at tage dem under mine vinger, så publikum på et eller andet tidspunkt forstår deres betydning. Det handler sikkert også om, at jeg skal overbevise mine landsmænd om, at jeg ikke forsager alt færøsk. Sådan kan det let se ud, når man rejser bort og omgiver sig med musikere fra alle mulige andre steder. Det kunne ligne et fravalg og signalere, at jeg var for fin til at bruge de lokale amatørmusikere, hvis jeg skulle blive til noget. Alle de fordomme ... nu fik jeg understreget, at der er masser af dygtige musikere på Færøerne. Samt at de kan noget unikt på en række instrumenter, som ringeagtes inden for moderne musik, siger Teitur.

Da han får spørgsmålet om, hvilket instrument der er det mest særegne på albummet, svarer han med selvsamme instrument. Stilhed.

- Stilheden er i samarbejde med tålmodighed ekstremt vigtig i min musik. Hvis man har været på Færøerne, vil man vide, hvad jeg snakker om. Men til gengæld snakker færingene ekstremt meget, når stilheden så brydes. De taler ufatteligt meget om hinanden, hvem der har gjort hvad, købt dit og dat eller sagt hvad til hvem. Der er en landsbymentalitet, hvor man sladrer ubegribeligt meget. Der er vanvittig mange historier i omløb, og de er på mange måder fundamentet i dagligdagen i et øsamfund som vores. Som musiker hylder jeg historiefortællingen, og en af mine kunstneriske ambitioner er netop at akkompagnere disse fortællinger. Derfor kaldte jeg mit seneste album for "Story Music", siger Teitur.

Færøerne kan selv

Mange færinge har stor respekt for hans beslutning om at satse lokalt. De ved, at det kan have omkostninger uden for det lille ørige.

- Det er klart, at en gruppe færøske musikere bruger en række referencer, der knytter sig til vores kultur. Det betyder, at mange fans uden for Færøerne risikerer at blive tabt på gulvet. Men jeg havde behov for at vise, at Færøerne kan en masse på egen hånd.

Selv om der kun bor 50.000 på Færøerne, har vi vores eget sprog, vores egen litteratur, vores egen gastronomi og vores egen folkemusik med afsæt i kædedansen. Det er spændende at være en del af, og efter at have turneret og rejst meget i udlandet er jeg for alvor begyndt at hylde disse værdier og traditioner. Jeg er faktisk stolt og kan nu se det forunderlige i det, der gjorde mig flov for 10 år siden, erkender 37-årige Teitur.

 

Island, Emiliana Torrini:

Emilíana skrev digte til elverne

Den islandske sanger Emilíana Torrini tilbragte det meste af barndommens somre i sit eget selskab. Det styrkede den kreativitet, der stadig er et af hendes primære værktøjer

Emilíana Torrini lyser hele lokalet op, da hun træder ind i den tjekkede pladeforretning 12 Tonar i hjertet af Reykjavik. Hylderne bugner med musik af islandske kunstnere som Björk, Sigur Rós, Mezzoforte, Mugison og hende selv, mens tonerne af det nye, lokale band Low Riar fylder rummet.

Sidste år vendte hun tilbage til hjemlandet efter 17 års eksil i England, hvor hun ofte har søgt trøst i sin hjemøs landskaber.

- Det var faktisk først, da jeg flyttede væk fra Island, at min inspiration herfra trådte i karakter. Når man bliver hjemsyg, er det meget normalt at skabe et trygt sted inde i sit hoved. Derfor skabte jeg mit eget Island, der har ændret karakter gennem årene. Jeg havde efterhånden sammensat og samlet en lang række landskaber, og de var rare at rejse ind i, når jeg kun var hjemme to uger hver sommer eller jul, fortæller Emilíana Torrini.

Uden for Island har der siden Björk og Sigur Rós' gennembrud i 1990'erne været talt og skrevet meget om en speciel islandsk lyd. Emilíana Torrini har svært ved at definere et fælles særpræg. Faktisk tror hun slet ikke, det findes.

- Jeg tror, at når eksempelvis danske lyttere snakker om den "særlige islandske lyd", så handler det om, at I bor på en pandekage, siger hun og bryder ud i latter.

- Nej, seriøst, jeg tror, det skyldes, at I har mere himmel. Selv om I har øde områder og skove, mangler I bjergene til at ramme det ind. Hvis jeg besidder noget særligt islandsk i mit lydbillede, er det ubevidst. Jeg har i hvert fald aldrig tænkt, at nu skulle jeg skabe noget, der havde en særlig islandsk atmosfære. En ting er at være inspireret af kysten eller bjergene, men jeg har ikke det gyldne svar på, hvordan en fælles islandsk tone lyder eller er skabt, siger Emilíana Torrini.

Ufatteligt ens mennesker

Den 37-årige sanger vurderer, at den fælles atmosfæriske nerve og lyd måske hænger sammen med, at langt de fleste musikere bor i Reykjavik og støder ind i hinanden konstant. Samarbejder og udveksler tanker og idéer. Inspirerer hinanden.

- Det er rent gætteri, det eksakte svar kender jeg ikke. Derfor lyder alle islandske musikere som idioter, når vi skal forsøger at forklare og sætte ord på det abstrakte begreb "den islandske lyd", siger Emilíana Torrini.

Hun ignorerer alligevel frygten for at fremstå som en idiot og giver sit sociologiske bud på, hvordan det musikalske slægtskab på Island hænger sammen.

- Hvis vi sammenligner med Danmark, har I haft et væld af tv-kanaler og radiostationer. Jeg ved godt, det var anderledes for 30 år siden, men I har stadig haft et langt større kulturudbud end vi og bliver i langt højere grad præget af kulturelle tendenser udefra. På Island havde vi én tv-station, meget få radiokanaler og meget få subkulturer. Vi kom fra ens baggrunde og måder at leve og bo på. Vi er også tættere forbundet af blod end vores nabolande, og derfor har vi en ufatteligt ens befolkningsmasse, hvilket sprang i øjnene, da jeg flyttede hjem sidste år. Jeg har fået canadiske, australske, iranske og rumænske venner i England, og der er ekstremt vigtige, omend små, forskelle i måden at bo på, tale på, se ud på og være på. I Reykjavik er den multietniske kultur stadig meget ny og fremmed, så variationerne og nuancerne er ikke nær så markante, som i andre nordiske lande, fortæller Emilíana Torrini.

Da hun var teenager, handlede det i høj grad om at skille sig ud fra mængden. Det var nærmest målet med livet.

- Alle knoklede for at være specielle eller stikke ud. Man søgte konstant efter input udefra og stræbte efter at være den første, der opfangede kreative tendenser inden for musik, mode og kunst, siger Emilíana Torrini.

Finder stadig ønskesten

En stor del af hendes kreative kvaliteter kan ledes tilbage til hendes barndom, hvor hun hver sommer tilbragte tre måneder hos sin bedstemor på det østlige Island i byen Borgarfjörður Eystra. Der kan vi af gode grunde ikke mødes, da det er en dags- eller flyrejse fra Reykjavik. Men Emilíana Torrinis malende beskrivelse af stedet gør det næsten ud for et besøg.

- Jeg tror efterhånden, det er sjældent, børn tilbringer så lang tid et sted, hvor de er så skærmede fra omverdenen. Der var ikke internet, og man kunne kun se én islandsk tv-kanal. Jeg kedede mig i den grad, hvilket jeg i dag er taknemmelig for. Kedsomhed er en af grundingredienserne i kreativitet, og når man konstant går rundt med sin egen stemme i hovedet, er kunst en sund måde at få afløb på, konstaterer Emilíana Torrini.

Hendes bedstemor fortalte hende mange historier. Digtede eventyr med hende. Opfordrede hende til at opfinde sine egne lege.

- Der var så lidt at lave, at jeg begyndte at samle sten, som jeg malede ansigter på og limede uld på, så de lignede små væsener. Så sad jeg der og opførte dukkespil, hvor jeg snakkede med forskellige stemmer, siger hun og ler ved tanken.

Når hun rejser til Østisland i dag, skal hun også altid finde en ønskesten, som da hun var barn.

- Jeg har altid ment, at sten var magiske. Min bedstemor plejede at sende mig op i bakkerne, hvor elvernes kongerige ligger. Der skulle efter sigende gemme sig et magisk digt under en sten, og hvis man finder det og læser det op, åbner dørene sig til deres hemmelige verden. Men det foregår kun i drømme, så jeg brugte mange dage på at skrive digte, efterlade dem under sten og håbe på, at jeg ville finde dem i mine drømme, siger Emilíana Torrini.

Det passede hende fint at holde sig for sig selv. For det omskiftelige liv fordelt mellem forældrene og bedstemoren i Island samt hendes italienske familie i Tyskland betød, at hun ikke følte sig hjemme nogen af stederne.

- Jeg havde meget få nære venner og en masse bekendtskaber. Derfor følte jeg mig isoleret af flere grunde. Jeg levede forskellige liv og blev nærmest til forskellige personer, når jeg forsøgte at akklimatisere mig til mine skiftende omgivelser, siger Emilíana Torrini.

Fiskerkonen skiftede kurs

Som voksen har hun boet både i den britiske kystby Brighton og London. Indimellem fik hun det næsten dårligt over at være "spærret inde" i den britiske metropol.

- Det skræmte mig at være omgivet af land på alle sider. At være omringet af mennesker konstant og ikke se andet end store veje og kæmpe huse, uanset hvor man retter blikket. Det tog mig mange år at vænne mig til denne form for fangenskab, fordi jeg er vokset op med en næsten uendelig øde udsigt og en enorm stilhed. Den helt utrolige stilhed. I London havde jeg indimellem fornemmelsen af, at jeg sank ned i alle lydene og druknede, konstaterer Emilíana Torrini.

Mens hun har boet og arbejdet i England, har hendes inspiration skiftet markant undervejs. På "Fisherman's Woman" fra 2005 giver det næsten sig selv, at havet, kysten og fjordene var essentielle referencer, mens det forholdt sig helt anderledes 4 hendes forrige album "Tookah" fra 2013.

- Mit blik var i stedet for havet rettet mod hjertet af Island. Mod alle bjergene og vulkanerne. Det hele er meget forrevent, goldt, dystert og dramatisk, hvilket sangene illustrerer. Det bliver spændende at se, hvordan min musik former sig, nu hvor jeg er tilbage i Island, siger Emilíana Torrini.

En japansk turist i pladebutikken har holdt øje med os under interviewet. Han kommer snigende med alle hendes udgivelser og beder andægtigt om at få dem signeret. Måske er han også tiltrukket af den særlige islandske lyd eller bare glad for kvalitetsmusik.

 

Grønland, Nive Nielsen:

En lillebitte prik i intetheden

Grønlandske Nive Nielsen er opvokset i midten af Nuuk i en berygtet boligblok, hvor hun oplevede mange triste skæbner under sin opvækst. De dårlige oplevelser blev dog opvejet af den altdominerende natur, som hun altid har haft et nært forhold til

Grønland har fostret en lang række kompetente og særegne musikere. De fleste danskere kender Rasmus Lyberth og Julie Berthelsen, der i en årrække har haft Odense som deres base.

Nive Nielsen derimod er et ubeskrevet blad. Eller et musikalsk rensdyr, der endnu ikke er blevet fanget i de danske lytteres sigtekorn, selv om hendes musik er lige så betagende som hendes hjemlands fjorde.

Nive Nielsen voksede op i hovedstaden Nuuk. Da hun var helt lille, boede hun i et familievenligt område, men da hun blev 10 år, flyttede hun til et område, hun kalder for Nuuks ghetto.

- Der skete mange forfærdelige ting i det kvarter, og jeg så mange ting, som ikke var rare. Det var et kvarter med meget vold og druk, selv om det heldigvis ikke prægede mit hjem. Min blok, "R", er i dag revet ned, og de resterende blokke ryger inden længe. Det var og er nogle faldefærdige, slidte bygninger, siger Nive Nielsen.

Selv om hun boede i centrum, var der aldrig langt til storladne naturoplevelser.

- Jeg brugte naturen rigtig meget som barn, men det er der ikke noget særligt ved. Det gør alle, jeg kender i Grønland. Indbyggerne har flere både end biler, så om sommeren er de konstant ude at fiske eller sejle ud til steder, hvor man kan campere og vandre. Om vinteren stod jeg på ski dagligt, da der var en lift blot 15 minutter fra mit hjem. I min barndom kunne man ofte stå på ski langt hen i marts, men i dag er sneen smeltet længe før da, siger Nive Nielsen.

I de år hun har boet uden for Grønland, har hun savnet at mærke naturens kræfter. Hun kommer til at grine, da samtalen falder på danskere, der frygter vinterens snestorme.

- Snestorme? Du må altså undskylde mig, men det, I har i Danmark, er ikke snestorme. Det er bare sne, der falder ned. Hvis man har bevæget sig udenfor under en snestorm på Grønland, bliver man kastet rundt som en kludedukke. Det er vindstød af orkanstyrke og helt andre mængder sne, der flytter enorme containere op ad stejle bakker. Jeg kan godt lide, at naturen indimellem sætter mennesker på plads. Den minder os om, hvor små og ubetydelige vi er og understreger, at vi kun er her for en kort bemærkning, fortæller Nive Nielsen.

Stenene var her før os

Når naturen på et øjeblik kan tage kontrollen, bliver man ydmyg. Det er i hvert fald tilfældet for Nive Nielsen.

- Jeg har mærket på min egen krop, at naturen er meget stærkere end mig. Det tror jeg, de fleste grønlændere vil give mig ret i. Vi har heller ikke samme mani med at kalde jorden for vores. Vi bliver hele tiden mindet om, at naturen har været her meget længere end os, og hvorfor skulle vi bestemme over nogle sten, der var her mange millioner år før, at menneskene kom til, siger Nive Nielsen.

Alene Grønlands enorme størrelse betyder også meget for selvanskuelsen. For det er let at føle sig som en lillebitte prik, når man står på toppen af et bjerg.

- Jeg har tilbragt meget tid på bjergene omkring Nuuk, og da der ikke er træer på Grønland, føles det meget bart, når man står på en forblæst top. Når man kan se fra horisont til horisont uden antydningen af andre mennesker, føler man sig uendeligt lille og omringet af intethed, konstaterer Nive Nielsen.

Rendyrket politik i Uulia

Hun kan ikke sætte en specifik dato på, hvornår hun skrev sin første sang med udspring i en naturoplevelse.

- Jeg har aldrig sat mig ned og besluttet, at jeg skulle skrive en sang om et bjerg eller en fjord. Mine sange kommer flyvende af sig selv, og så gælder det bare om at fange dem i farten. Der er dog flere steder, der ubevidst påvirker min musik, og de sange, hvor jeg synger på grønlandsk, er alle sammen undfanget på Grønland, siger Nive Nielsen.

Nummeret "Uulia" fra hendes album "Nive Sings"!" er skrevet på Grønland til Grønland. Det er tilmed hendes eneste rendyrkede politiske sang til dato.

- Mit mål var at få folk til at tænke sig om i forbindelse med al minedriften og de mange olieboringer. Jeg synes ikke, at risiciene bliver diskuteret nok, og der er mange, der udelukkende fokuserer på penge, men glemmer de mulige konsekvenser for naturen. Ødelægger vi først naturen, kan vi ikke gøre det om, advarer Nive Nielsen.

Kender alle Sumes sange

Vores interview foregår i Nordatlantisk Hus i København. Da vi mødes ved indgangen, spotter hun en række portrætter af landsmænd. Nive Nielsen kender den ene af kvinderne.

- Der bor 50.000 på Grønland, og man skal ikke mange led ud, før alle kender alle. Det er ikke for at lyde selvglad, men jeg tror, at næsten samtlige grønlændere kender mig. Det handler om en særlig nærhed, der forbinder os som venner og familie. Vi er meget sociale og løber ind og ud af hinandens huse uden at skulle aftale og planlægge alt på forhånd. Vi er meget spontane, og i mange sammenhænge betyder det også, at man lytter til og spiller musik sammen, fortæller Nive Nielsen.

Når hun tænker tilbage, mindes hun, at radioen næsten altid stod tændt derhjemme eller hos veninderne. Hvis den en sjælden gang var slukket, var det ofte, fordi der blev sunget og spillet guitar i stedet.

- I Grønland er man meget fokuseret på musik fra Grønland. Man kender alle bands derfra og hører derudover en del radiopop. Jeg skiller mig lidt ud med min forkærlighed for alternativ musik, som aldrig ville blive spillet i radioen. Men der er da flere bands fra Grønland, der har inspireret mig. Ikke mindst Sume, der netop er kommet en film om. Jeg tror, jeg kan alle deres sange udenad. Ole Kristiansen er også en af mine favoritter, siger Nive Nielsen.

Smukke ord trues på livet

Da hun gik i skole, blev hun undervist i grønlandsk tromme på samme måde, som elever i Danmark må kæmpe med blokfløjten.

- Trommedansen fylder meget på Grønland, og vores lærer kendte både til den fra Thule-området og Østgrønland, hvilket er de to sidste steder, fænomenet eksisterer. På hele Vestgrønland forsvandt den i kølvandet på kristendommen, men heldigvis fik missionærerne ikke helt bugt med den, konstaterer Nive Nielsen og tilføjer, at trommedansen bærer en del af skylden for, at hendes musik emmer af en speciel rytmesans.

- Når man lytter til mine sange, kan man høre, at jeg ofte springer lidt uelegant fra det ene sted til det andet, og det tror jeg hænger sammen med den arytmiske trommedans, som kan være vanskelig at finde hoved og hale i. Når man synger på grønlandsk, tænker man også fundamentalt anderledes end på engelsk eller dansk. Sprogene er umulige at sammenligne og oversætte en til en. Det kan man mellem engelsk og dansk, men med grønlandsk fungerer det ikke. Selv om det er en overdrivelse med 100, er der også noget sandfærdigt over, at inuitterne har ekstremt mange ord for sne. Når man på dansk har blot ét ord for sne, er det umuligt at oversætte de 99 andre på grønlandsk, konkluderer Nive Nielsen.

Hun oplever selv, at hun sprogligt kommer til kort, hvis hun kommer ud i afsidesliggende bygder, hvor der benyttes ord, hun ikke kender.

- Selv om jeg ved meget om naturen, er jeg stadig opvokset i en boligblok i Nuuk. Jeg er ikke på den måde præget af en oldgammel fangerkultur, hvor sproget i store træk er funderet omkring at være på jagt, at beskrive specifikke situationer og sigtbarhed i naturen eller fangster. De har en lang række specialiserede ord, som er meget smukke, men desværre risikerer at ryge i glemmebogen, efterhånden som færre og færre unge lever på den måde, siger Nive Nielsen.

Hendes mave rumler som et isbjerg, der er tæt på at kælve. Hun har misset middagsmaden på grund af transport, så det er næsten synd at tale om mad, men alligevel drister jeg mig til at spørge, hvad hun savner mest fra det grønlandske køkken.

- Åh, det må du ikke spørge mig om nu ... Jeg savner både tørret fisk, hval og lam. Ikke at forglemme rensdyr apropos mit bandnavn. Gastronomien fylder ret meget, og derfor glæder jeg mig også altid til at optræde steder, hvor jeg kan få mad som derhjemme. Eksempelvis i arktisk Canada, siger Nive Nielsen og ler højt.

Hun har også turneret i USA, hvor især de nordamerikanske indianeres madvaner fik hendes mund til at løbe i vand.

- Elgkød og bison minder om rensdyr i smag og struktur. De laver en fantastisk stuvning med bisonkød. Der er noget helt særligt over vildt kød, så hvis jeg savner det for meget, går jeg på restauranter, hvor de serverer hare, kanin eller ged. Det snerper derhenad. Så kan jeg klare mig et stykke tid uden at få al for meget hjemve, siger Nive Nielsen.

 

Finland, Paleface: 

Blegansigtet hælder salt i åbent sår

Nordiske stemmer: Den finske rapper Paleface er kendt for at tage tyren ved hornene, uanset om han rapper om racisme eller uduelige politikere. Han er én af de få finske musikere, der taler åbent om den finske borgerkrig og de fatale konsekvenser, der stadig præger den finske mentalitet

Paleface er Finlands mest kendte hiphop-navn. Han er i popularitet landets pendant til danske L.O.C., mens han i sit tekstunivers er tættere beslægtet med Røde Mor eller The Savage Rose.

Han er umulig at overse på den finske musikscene, og han rager også godt op i landskabet med sine knap to meter og et skulderparti som en isbjørn. Han voksede op en time nord for Helsinki i Hämeenlinna, hvor han allerede som 11-årig begyndte at lytte til hiphop i slutningen af 1980'erne. Hans første album var De La Souls "3 Feet High and Rising", pengene havde han lånt af sin storebror.

- Jeg tror faktisk aldrig, jeg fik betalt ham tilbage. Det var godt, du spurgte ind til det, siger Paleface og ler.

Han blev grebet af den verbalt hårdtslående musik og begyndte selv at lave sange, som han indspillede sammen med en ven. De lånte optageudstyr af en ældre kammerat og kastede sig ud i en række samfundskritiske sange set fra en præ-teenagers perspektiv.

- For nylig fandt en af mine kammerater et bånd ved et tilfælde. Det var helt fantastisk at genhøre sangene, og selv om rappen lyder forfærdeligt, er der nogle markante sociale og politiske dimensioner. Nelson Mandela sad stadig i fængsel, og jeg var inspireret af både ham, Nation of Islam og Malcolm X. Min mor var faktisk lidt bekymret, fordi jeg lånte så mange bøger om undertrykkelse og komplekse politiske emner, siger Paleface.

Han forfinede sit talent for at rappe og skrive sprængfarlige tekster det næste årti, indtil han fik en pladekontrakt i 2000. På det tidspunkt var Petter slået igennem i Sverige, og derfor ledte man med lys og lygte efter en finsk rapper, som kunne skabe samme opmærksomhed. Det gjorde Paleface. Men hans succes i hjemlandet har aldrig for alvor sikret en tilsvarende opmærksomhed i resten af Norden. Faktisk er det ikke forkert at antage, at meget få danskere overhovedet har hørt om ham.

- En del af forklaringen er uden tvivl, at Finland skiller sig markant ud fra de øvrige nordiske lande i kraft af sproget. Der er en markant lingvistisk barriere, som kan være svær at bryde ned. Mens danskere og nordmænd sagtens kan forstå hinandens sange, er det umuligt at forstå noget som helst på finsk. I Finland var der også en diskussion for et par år siden, der gik på, om vi overhovedet var en del af Skandinavien? Vi er naturligvis en del af Norden, mens hvis vi er en del af den skandinaviske familie, er vi i hvert fald den skøre fætter, siger Karri Pekka Matias Miettinen, der siden 2000 har gået under navnet Paleface.

Partinavn er en rød klud

Hvis man har en fordom om, at hiphoppere kun rapper om damer, sprut og overfladiske emner, tager man grueligt fejl, når det kommer til Paleface. Hans politiske engagement er brændende, og han er muligvis den mest indsigtsfulde musiker, jeg nogensinde har mødt, når det kommer til forståelse og beskrivelse af et lands politiske virkelighed.

- Finland er et relativt nyt land. Vi blev først selvstændige i 1917, og vi kan ikke som Danmark og Sverige prale af en glorværdig historie, der strækker sig 1000 år tilbage. Vi har heller ikke et væld af slotte og borge, som kongedømmer normalt har. Som en udløber af det er vores nationale etos skabt på en meget kunstig baggrund og desuden på alt for kort tid, siger Paleface.

Han forholder sig på flere af sine sange til nationalismen, der fylder mere og mere i Finland.

- Landets andetstørste parti er nu Perussuomalaiset, der er vores svar på Dansk Folkeparti. Alene deres navn er en rød klud i ansigtet på mange. Det betyder "De rigtige finner", og de skyder som alle andre højrefløjspartier skylden for alle sociale dårligdomme på indvandringen. Velfærdstaten er under afvikling, men jeg tvivler på, at det er nogle immigranters skyld. Som samfundsobserverende musiker er det en yderst interessant tid, da alt er under forandring, siger Paleface.

Skandale til fin fest

Siden han skrev sine første sange som 12-årig, har det været med et sociologisk aspekt. Han var især påvirket af amerikanske Public Enemy, der i 1988 udsendte hiphop-manifestet "It Takes a Nation of Millions to Hold Us Back" med et glødende politisk indhold. Hans egne sange var også rasende politiske, og de fandt et publikum, der dog var relativt smalt i begyndelsen.

- De første af mine professionelle udgivelser var på engelsk, og selv om der blev taget godt imod dem, havde sangene slet ikke samme effekt, som da jeg kastede mig over finsk. I 2010 udgav jeg "Helsinki Shangri-La", der handlede om den finansielle depression, om den populistiske højrefløjsbevægelse, den stigende racisme og i samme omfang det multikulturelle samfund, som også er en del af virkeligheden i Finland. Det album havde enorm effekt, og antallet af folk, der lyttede til min musik steg eksplosivt, fortæller Paleface.

Han blev inviteret med til præsidentens årlige fejring af uafhængighedsdagen, hvor de helt store kanoner er med.

- Pludselig sad jeg omringet af hele den finske elite med politikere, tunge finansdrenge og diplomater. Jeg havde mine hvide Adidas-sko på, hvilket resulterede i en mindre skandale. Men min deltagelse i den begivenhed udmøntede sig alligevel i den største udmærkelse, min musik endnu har resulteret i, fortæller Paleface.

Han blev inviteret til at være med i en jury, der skal planlægge og afholde hundredvis af koncerter og kunstbegivenheder, når Finland fylder 100 år i 2017.

- Jeg sidder sammen med ærkebiskoppen, berømte designere og andre celebriteter, og jeg var helt sikkert familiens sorte får. Nogle af de andre medlemmer brød sig ikke om, at jeg var en del af arbejdet, fordi jeg er kommet med kritiske udtalelser om

Carl Gustav Mannerheim, der er vores største krigshelt. Men premierministeren ringede til juryformanden og krævede, at jeg var en del af gruppen på trods af mine skarpe udtalelser. Det var ret fedt, konstaterer Paleface.

Vil prikke hul på bylden

Hans kritik gik på, at Mannerheim ikke kun var en helt på grund af sin indsats under Vinterkrigen mod Sovjetunionen i 1939-1940, men også var en krigsforbryder på grund af sin brutalitet under borgerkrigen.

- Det er en delikat sag, men man kan sammenligne lidt med borgerkrigen i Jugoslavien. Forestil dig, at man i Bosnien-Hercegovina havde en statue af Slobodan Milosevic, der henrettede tusinder. Mannerheim er blevet symbolet på Finland efter Anden Verdenskrig, men derfor kan man ikke negligere eller fortrænge, at han også har mange finners liv på samvittigheden. Det måtte jeg åbenbart ikke påpege, siger Paleface.

Da han gik i skole i 1980'erne, stod der nærmest ingenting om borgerkrigen i skolebøgerne.

- 40.000 finner døde. Dræbt af landsmænd. Af familiemedlemmer. Helt frem til 1990'erne turde akademikere ikke at berøre emnet, fordi der var for stærke følelser involveret. Nu er man endelig begyndt at åbne døren for at se, hvad der gemmer sig på den anden side. Det er et mørkt, mørkt sted, garanterer Paleface.

Han sammenligner borgerkrigens betydning for den finske levemåde med både inuitter, indianere i USA og sorte i Afrika.

- Når man har et stort åbent sår i et samfund, kan det resultere i aggressiv adfærd og misbrug. Finnerne er kendt for at være drikfældige slagsbrødre, og det kan sagtens skyldes, at vi kæmper med et kollektiv traume i vores underbevidsthed. Jeg har fået problemer tidligere, når jeg har udtalt mig om borgerkrigens konsekvenser, men den er omgærdet af en ekstrem berøringsangst, og nogen skal prikke hul på bylden, konstaterer Paleface.

Datter bag populær sang

Siden Vinterkrigen har der været længe mellem de store øjeblikke i finsk historie. De største samlingspunkter har været, da landet vandt VM i ishockey i 1995 og igen og 2011.

- Derfor er det til stadighed interessant at betragte Finland som en abstrakt enhed med fokus på ord og idéer frem for mursten og cement, siger Paleface.

Han skal snart hjem for at hygge med sin fireårige datter Rebecca. Han elsker hende af mange grunde, og især hendes evne til at stille kryptiske spørgsmål bruger han i sin sangskrivning.

- Børn har en fantastisk evne til at anskue ting og traditioner ud fra nye vinkler. Hendes mærkværdige spørgsmål har resulteret i den nye sang, "Askarrellaan Maailmaa", der er med på mit seneste album. Den sang kan man også forholde sig til, uanset hvor i det politiske landskab, man befinder sig, så den har sikret mig et endnu større publikum, fortæller Paleface.

Nærmest som på kommando er der en kvindestemme, der råber hans navn. Pludselig kommer der en horde af kvinder løbende hen mod vores bord. De er til julefrokost og kaster sig over hiphopperen, der smilende tager sig tid til både autografer og selfies.

 

Sverige, Lisa Ekdahl:

Den særlige svenske stilhed

Svenske musikere har flair for at lade en særlig ro forplante sig i deres sange. Lisa Ekdahl er ingen undtagelse, og hun takker en håndfuld svenske koryfæer for at have inspireret hende siden barndommen

Da Lisa Ekdahl var 11 år, faldt hun i søvn hver aften til en Monica Zetterlund-koncert, hun havde optaget på kassettebånd. I årevis hørte hun den samme radio-optagelse, fordi Zetterlunds fortæller- og sangstemme fik hende til at slappe af. Mens kassettebåndet forlængst er blevet borte for altid, har Lisa Ekdahl aldrig glemt Zetterlunds betydning for hendes musikalske opdragelse.

- Hun er klart én af de svenske musikere, der har formet mig mest. Derfor var det en ære at lave en koncert sammen med hende, inden hun døde i 2005. Det var en meget stærk oplevelse at synge duet med hende på nogle af de sange, jeg havde lyttet til et utal af gange som barn, siger Lisa Ekdahl.

I hendes barndomshjem i Mariefred voksede hun op til tonerne af andre svenske legender som Cornelis Vreeswijk, Karl Gerhard, Evert Taube og Jan Johansson. Selv om deres musikalske retninger spænder vidt, har Lisa Ekdahl en klar fornemmelse af et fælles karaktertræk.

- Deres fællesnævner er stilheden. Der er tale om en særlig enkelhed i folkemusikken og viserne, som min musik er meget kraftigt inspireret af. Den samt den særlige svenske berettertradition, siger Lisa Ekdahl.

Længes efter solen

Mens det i mange landes musiktraditioner handler om at spille hurtigt og meget vanskelige toner, tror Lisa Ekdahl, at det er et uskrevet svensk ideal at holde sig til få toner og et mere roligt tempo.

- Det kan være lige så svært at begrænse sig til meget få toner og spille dem langsommere. Stilhed og enkelhed kræver lige så meget musikalitet at mestre som det modsatte, siger Lisa Ekdahl.

Roen i musikken kan man også fornemme i den svenske fascination af bossanova og anden sydamerikansk musik.

- Hverken jeg eller andre svenske musikere har kunnet give en dækkende forklaring på, hvorfor vi har kastet os over bossanovaen og andre sydamerikanske genrer. Jeg tror, at Evert Taube skal tilskrives æren. Han drog til Argentina i begyndelsen af 1900-tallet, hvor han lod sig forføre af musikken og bragte den med sig hjem. Mange år senere tog Cornelis Vreeswijk til Brasilien, mens andre drog til Cuba. Den latinamerikanske musik har i høj grad influeret den svenske, og stort set al min musik har latinamerikanske referencer, siger Lisa Ekdahl.

Det er ikke kun sydamerikanske toner, der trækker i den blonde svensker. Solen og varmen længes hun også efter på en decemberdag som denne, hvor der bliver mørkt klokken 15.

- Jeg har det ikke særlig godt med mørket, derfor har jeg fået installeret to terapilamper i min lejlighed. Det første, jeg gør om morgenen, er at tænde dem. Så sidder jeg der og bader i kunstigt dagslys. Hjernen tror, det er dag, selv om der stadig er mørkt udenfor. Jeg rejser ofte spontant væk om vinteren for at få den ægte vare, så slæber jeg så meget energi med hjem som overhovedet muligt, siger Lisa Ekdahl.

Eventyr på hesteryg

Vi sidder i et lyst hjørne af hendes stambistro i kvarteret Södermalm i Stockholm. Ingen af gæsterne ænsede mig, da jeg satte mig tilrette ved et cafébord i et drivhusagtigt anneks. Men da Lisa Ekdahl trådte ind af døren og vinkede smilende til mig, skal jeg love for, at jeg pludselig fik mere opmærksomhed. Den fortog sig, da jeg hev en notesblok frem og placerede min telefon tæt på hende som diktafon.

Modsat mange andre svenske musikere vælger Lisa Ekdahl at tale svensk frem for engelsk, og med hendes kælne, fortryllende modersmål, er det en fornøjelse at lægge ører til. Hvis man kunne give en stemme et kærligt kram, havde Ekdahls fået det.

Selv om vi runder mange emner, skal vi først og fremmest tale om den svenske naturs betydning for den 43-årige sangerinde. Selv om hun mere eller mindre har boet i Södarmalm, siden hun som 18-årig flyttede hjemmefra, nåede hun at få et nært forhold til skovene omkring Mariefred, hvor hendes mor stadig bor.

- Jeg er født i Stockholm, men mine forældre flyttede på landet, da jeg var lille. Jeg var "jättamycket" i skoven, og ofte red jeg på eventyr med en veninde. Tæt på os boede en kvinde med to heste, som hun ikke selv var i stand til at ride på. Det hjalp vi med. Det var helt specielt at opleve naturen fra hesteryg, man kan vel nærmest kalde det en dobbelt naturoplevelse, siger Lisa Ekdahl.

Hun har hverken mødt trolde, flyvende hekse eller onde riddere som i eventyrene om Ronja Røverdatter eller Brødrene Løvehjerte. Men hun har fornemmet naturens magi, som flere svenske forfattere har haft en særlig evne til at skildre.

- Astrid Lindgreen er jo i særklasse, men jeg har også læst rigtig meget Selma Lagerlöf. Naturen er en enormt vigtig del af hendes forfatterskab, man mærker en nærmest religiøs og mytologisk undertone i hendes beskrivelser af eksempelvis søer og floder. Skovene kan også have deres helt egen sjæl, hvilket gør hendes bøger ganske unikke, fortæller Lisa Ekdahl.

Flest penge i venstrefløjen

I dag er Södermalm det sted i Sverige, hun føler sig mest hjemme. Sangeren har boet mange forskellige steder i Stockholm, men det har altid været i denne bydel.

- Det er som at bo i en lille by gemt i en storby. Jeg kender mange af dem, jeg møder på gaden og på min lokale kaffebar. Der hersker en speciel ånd, fordi her bor så mange kunstnere og musikere, men desværre er det blevet rasende dyrt at bo her de seneste år, så mangfoldigheden er ikke så stor, som den var engang, fortæller Lisa Ekdahl.

Man kan roligt sige, at mangfoldighed eller frygten for selvsamme præger den politiske diskussion i Sverige. Men det er nærmest kun hiphoppen, der beskriver den kaotiske situation i sange.

- Jeg tror, de fleste svenskere er så trætte af at læse og høre om det politiske kaos, at ingen orker at høre sange om det også. Gud, hvor det fylder meget. Det eneste, man tilsyneladende kan blive enige om på begge fløje er, at man ikke vil samarbejde med Sverigedemokraterna. Alle på nær deres vælgere vil have dem ud af regeringen, derfor går vi til valg igen til foråret, siger hun opgivende.

Lige som i Danmark er størstedelen af musikerne og kunstnerne i Sverige erklærede tilhængere af venstrefløjen og af samme grund indædte modstandere af partier som Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna. Det behøver dog ikke kun handle om synet på flygtninge og integration som det, der påvirker det politiske ståsted.

- I Sverige er hele kultureliten venstreorienteret. Men det tror jeg i lige så høj grad hænger sammen med, at partierne på venstrefløjen er kendt for at ville give mere i støtte til teatre, spillesteder og dansekompagnier. Jeg tror ikke, det udelukkende handler om medmenneskelighed, men i høj grad om, at man som kunstner støtter de partier, der tildeler flest penge til ens kunstområde. På den måde er det meget menneskeligt, konstaterer Lisa Ekdahl.

Hun er ikke politisk motiveret i sine sange, og når hun lader sig interviewe, handler det sjældent om politiske emner. Heller ikke i dag nævner hun, hvor hendes stemme er placeret, selv om det ville være yderst relevant i forhold til hendes synspunkter.

- I Sverige er man så overbevist om, at alle musikere er tilhængere af venstrefløjen, at det ikke engang er et emne. Det er bare et faktum. Der har været få kunstnere, der har brudt den fordom, og det har næsten altid været som en del af en form for happening, siger Lisa Ekdahl.

Klokken nærmer sig 15, og vi beslutter at gå udenfor i et ydmygt håb om at få en lille smule sollys inden lukketid. Lisa Ekdahl giver sig god tid til at vise sit elskede kvarter frem, og hvis ikke det var blevet så dyrt at bo her, kunne man sagtens blive lokket. Her er både stille og smukt. På den helt særlige svenske måde.