Simon Staun
PR-foto Marc Fluri

- Ingen aner, hvad der sker i morgen

Få danske sangskrivere kan matche Niels Skousen, uanset om man forholder sig til kvaliteten eller kvantiteten af ordene i hans sangtekster. Hans seneste album, "Døgnet har 24 timer", er vanen tro nærmest druknet i anmelderros og superlativer.

Niels Skousen undviger elegant det indledende spørgsmål om, hvorvidt "Døgnet har 24 timer" er særlig vellykket.

- Jeg synes, at albummet ligger i tydelig forlængelse af mine fem øvrige udgivelser siden 2002. Jeg er meget tilfreds med udfaldet af "Døgnet har 24 timer", fordi det koncentrerer tingene ... Jeg synes, der er tale om et værk på samme måde, som "Herfra hvor vi står" var et værk, siger Niels Skousen.

Hvis man sammenligner med seneste udspil, "Hvem er du, som kommer imod mig" fra 2016, er der mange sammenfald. Begge albummer rummer nogle meget "talte" sange, fordi Niels Skousen er inspireret af rapmusikken. I flere anmeldelser konstateres det, at han reciterer sangene og nærmer sig spoken word. Den udlægning er han uenig i.

- Det er ikke digtoplæsning til musik. Det er sang, som er meget præcist fraseret. Når jeg kalder det rap, skyldes det, at der er en meget fascinerende rytme i sproget, som tiltaler mig, netop fordi mine sange er så organiske. Nogle gange trækker de sig sammen, andre gange udvider de sig. Det er ikke som med Højskolesangbogen, hvor alle linjer er ens. Jeg føler også, at jeg er farvet af folkemusikken og bluesen, hvor man har lidt friere tøjler, siger Niels Skousen.

Lever for de magiske øjeblikke

Det er svært for Niels Skousen at fremhæve den af de nye sange, som beskriver bedst, hvor han befinder sig i livet netop nu. De rummer alle brudstykker af tanker, observationer og følelser, som tilsammen tegner portrættet af en 75-årig mand med antennerne ude.

- Alle sange udspringer af de tanker, jeg gør mig i forhold til mit liv og den verden, jeg og vi lever i. Jeg er et socialt væsen, og det er udgangspunktet for alle mine sange. Jeg kan ikke udpege én sang, som tegner et tydeligere billede end de øvrige. De udgør tilsammen et koncentrat, siger Niels Skousen.

I sangen "Danmark keder sig" stiller han spørgsmålet, om vi skal drømme os frem eller tilbage. Med tanke på hans alder er det interessant at spørge, hvilken retning han orienterer sig mod.

- Man har altid nogle drømme, man håber at indfri. Men jeg er tilbøjelig til at svare, at jeg ikke koncentrerer mig voldsomt meget om hverken i går eller i morgen. Mit fokus har altid været dagen i dag. Øjeblikket. Der, hvor vi står lige nu. I dette moment har vi alle en fortid med os, men alligevel aner ingen, hvad der sker i morgen, siger Niels Skousen.

At sætte pris på øjeblikket er én af grundene til, at Niels Skousen altid har elsket at spille musik. Ikke mindst foran et publikum.

- Der opstår altid et eller andet i mødet mellem musiker og publikum. Noget, der kun sker lige præcis i det øjeblik. Det nyder jeg stadig hver eneste aften, jeg går på scenen. Det er fantastisk, at man kan skabe så koncentrerede øjeblikke sammen. Det er det, jeg lever for. Ikke kun, fordi det er mit arbejde. Men fordi det er min lyst, konstaterer Niels Skousen.

Når han optræder onsdag aften i Musikhuset Aarhus, er det ikke med de samme musikere, som medvirker på albummet. Det er derimod Niels Skousens fast liveband med Kristoffer Munck Mortensen (guitar, kor), Mads Brinch Nielsen (guitar og tangenter), Bjørn Heebøll (trommer) og Anders Mathiasen (bas, guitar og kor).

- De medvirkede under indspilningerne af "Hvem er du, som kommer imod mig" og har været mit liveband de seneste fem år. Det viser sig, at mine nye sange har en bestemt vibe, som de formår at overføre fra album- til liveuniverset. Da der er tale om andre musikere, vil der naturligvis snige sig anderledes toner og farver ind i melodierne, men grundlæggende fungerer det skidegodt, noterer Niels Skousen og tilføjer, at enhver koncert handler om at genfinde en sang, uanset om man har været med til at skabe den eller ej.

Kommer længst med åbne kort

Niels Skousen har en særlig evne til at betragte og beskrive danskerne. Men han synes ikke, at vi som folk har forandret os væsentligt i 00'erne og 10'erne.

- Jeg tænker ikke, at vi har udviklet os så meget som folk, siden jeg udsendte "Dobbeltsyn" i 2002. Den helt store forandring skete i 80'erne og 90'erne. Det var der, privatiseringen, konkurrencen og kapitalismen for alvor tog fart. Det var der, det gik op for mig, at vi alle sammen er varer, der kan købes og sælges. I mit job er jeg i særdeleshed til salg, og det er sgu da skidt, hvis koncertbilletterne ikke bliver solgt, siger han og ler.

Han skriver også om at realisere sig selv, hvilket kommer til at lyde som et ekko fra sluttresserne eller starthalvfjerdserne.

- Når jeg skriver om at realisere sig selv, handler det ikke om, at jeg har en liste med en masse ting, jeg skal nå at prøve, inden det er for sent. Det drejer sig mere om, at man skal forfine og forbedre sit arbejde og derigennem realisere sig selv. Jeg bestræber mig altid på at gøre mig umage, så teksterne holder, og melodierne swinger, siger Niels Skousen og understreger, at svaret er arbejdsrelateret.

- Hvis jeg forholder mig til at realisere mig selv som menneske og partner, kræver det noget mere tid og plads at svare. Vi bestræber os forhåbentlig alle på at blive bedre mennesker, men jeg kan ikke på stående fod svare på, om det er lettere at blive en bedre sangskriver end menneske. Det spørgsmål må du gemme til en præst, siger Niels Skousen og smiler.

En vej til at blive et bedre menneske, når det kommer til parholdet, er at spille med åbne kort. På åbningsnummeret "Vil du", spørger Niels Skousen: "Skal jeg holde på min hånd eller spille med åbne kort".

- Min erfaring er, at man kommer længst ved at spille med åbne kort. Men det kræver, at begge parter gør det. Hvis den ene snyder med kortene, går det ikke. Så går spillet i opløsning. Hvis der tilmed bruges mærkede kort, går det helt galt, siger Niels Skousen.

Farverne blegner

Sangen "Farverne blegner" er journalistens favorit på albummet. Fordi teksten er ekstrem poetisk og indeholder formfuldendte vers som dette: "Tårer falder som knuste skaller, billeder der ellers var på plads, knaser under mine fødder, det føles som at gå på glas".

- Det er faktisk også én af de tekster, jeg sætter stor pris på. Hvis jeg må vende tilbage til et af dine første spørgsmål om, hvilken sang der fortæller mest om mig lige nu, går "Farverne blegner" meget tæt på. Når jeg konstaterer, at farverne blegner, betyder det jo ikke, at jeg er ved at blive farveblind ... Det handler om at blive ældre og nærme sig en afslutning på livet, og i den sammenhæng er titlen et godt udtryk for en generel afmatning, siger Niels Skousen.

Når han holder hele albummet ud i strakt arm, synes han, det handler mere om identitet end at være en ældre mand.

- Det interessante er, at jeg som 75-årig dagligt forholder mig til, hvem jeg er. Hvor jeg hører til. Hvor befinder jeg mig henne i det store billede. Dog uden at nærme mig konkrete svar ud over, at en meter er 100 centimeter, siger Niels Skousen tørt.

Hans erfaring er, at det er med livet som med videnskaben og kunst, at hvert spørgsmål udløser en lang række delspørgsmål.

- Det kedelige svar er sgu nok, at jeg ikke er blevet voldsomt meget klogere med alderen. Det ukendte er et gigantisk område, som bliver udfyldt af vores forestillingsverden. Hold nu kæft, hvor er der meget, vi ikke ved. Jeg ved, hvor skyerne kommer fra, men jeg aner ikke, hvor de bevæger sig hen i morgen, siger Niels Skousen.