Simon Staun
PR-foto

Lunere end leverpostej

Hvis man tager en fonetisk ordborg og slår op på siden med rare og letgenkendelige stemmer, så kan man være såre sikker på, at røsten fra Niels Hausgaard springer op med skarpe kommentarer pakket behændigt ind i den rasende, rolige stemme og et lunt tæppe hæklet af ironi og fuldvoksne betragtninger.

Fra første spæde ordveksling i interviewet slynger han om sig med den slags bemærkninger, man normalt betaler entré for at høre.

- Ja, jeg er særdeles frisk og veloplagt til denne turné. Altså så veloplagt, som man nu kan være i min alder, understreger den 60-årige tidligere smed og nu hesteopdrætter, der netop har indledt tre måneders intensiv humorinvasion af det ganske land.

Hvis publikum forbereder sig lige så grundigt som ham til turnéen, kan de i en anden ordbog se nordjyden smile bredt. Det er i synonymordbogen under "L" for lun. Den placering irriterer efterhånden Niels Hausgaard, der understreger, at det ikke har noget at gøre med, at lun er den betegnelse, man oftest bruger om leverpostej.

- Når ting bliver sagt for tit, bliver man puttet i en kasse. Jeg er bestemt også lun, men jeg er også så meget andet. Hvis en person brokker sig en gang imellem, så vil vedkommende jo heller ikke kun kaldes for sur, siger entertaineren, der finder det lige så tåbeligt, at man altid refererer til folk fra Vendsyssel som lune.

- Det passer jo ikke. Der går nogle sure skiderikker rundt, konstaterer Niels Hausgaard, der selv griner langt mere, når han opholder sig på Fyn.

- I min opfattelse vil de fynboer, jeg kender, meget gerne grine. Men derfor kunne jeg jo ikke finde på at kalde fynboerne for nogle, der bare går og griner hele tiden. Humor er jo ikke geografisk bestemt. Hvem kan måske svare på, hvor Victor Borge stammer fra? At jeg er sjov, har bestemt ikke noget at gøre med, hvor jeg er født. Jeg indrømmer dog gerne, at lavmælthed fungerer godt, når man kommer fra min egn, og at mange opfatter netop den egenskab som sjov, siger Niels Hausgaard.

Dialekten der forsvandt

Man kunne driste sig til at kalde hans succes med stuvningen bestående af dialekt og humor for held. Men den påstand får ikke lov at hænge mange sekunder i luften, før hesteopdrætteren pisker den ned med et skarpt smæld.

- Min karriere har varet 35 år, så i al beskedenhed vil jeg ikke mene, at det handler om held, når man rammer noget, som folk griner af, konstaterer Niels Hausgaard.

Med hensyn til brugen af vendelbomål, så medgiver han, at der er sket en løbende forandring af sproget, der har betydet, at han nærmer sig et mere forståeligt dansk.

- Hvis man stædigt vil holde fast i et sprog, der var engang, så hører man jo til på et museum. Og det har aldrig været min opgave eller idé. Et sprog er bare en lyd, og hvis det er røgen fra et bål, der er slukket, så er det ikke meget ved det, slår han fast.

Han oplever alligevel til stadighed, at lokale sprogpatrioter skælder ham ud for at glemme "modersmålet", som i mange år var hans særkende.

- Folk, der går baglæns frem, skuende bagud efter det, de mister hele tiden, kan vi ikke bruge til en skid, lyder den kontante holdning fra Niels Hausgaard.

Rent sludder og vrøvl

Den netop påbegyndte turné er døbt "Vildskab", hvilket ikke just er et prædikat, man vil sætte på den sindige nordjyde, som han sidder på scenen og kæler for strengene på sin akustiske guitar.

- Det er igen bare en lyd. Jeg kunne have kaldt det et nummer i stedet. Jeg kan ikke engang huske, hvad det hed sidste år, men det vigtigste er, at publikum ikke risikerer at gå ind til samme show to gange, smiler han.

Når han smager på ordet vildskab, fornemmer han en vis friskhed.

- Tror du, titlen "Lune" ville trække nogen til, spørger han, mens latteren trænger sig på.

- Måske "Lun vildskab" kunne være en mulighed, fortsætter han og indrømmer, at det sikkert ville være noget rent sludder.

Og rent sludder er bestemt ikke hans stil, selv om hans personskildringer ind imellem nærmer sig det groteske.

- Jeg skriver aldrig personer direkte af. Det har jeg ikke mandat til, og desuden er det ikke sjovt. Jeg tager forskellige familiemedlemmer og bekendte og kommer dem en tur igennem min fantasi, inden jeg serverer dem. Nogen gange har folk brokket sig, fordi de kendte nogen, som jeg tilsyneladende havde ramt lidt for tæt på. Det tager jeg helt roligt. For det er en gang vrøvl, vurderer han.

Dødsforagt på scenen

Der er masser af ting, som Niels Hausgaard ikke vil parodiere. Ikke forstået sådan, at han har udarbejdet et skema eller deciderede retningslinjer for hvor, grænsen går. Han kan bare mærke, når noget ikke er sjovt.

- Præcist hvad det er, kan jeg ikke sige, men det har ændret sig, efterhånden som jeg er blevet ældre. Der er flere, jeg er blevet lidt nænsom over for. Jeg har fået lidt mere forståelse for personer, jeg ikke forstod tidligere, så måske ender det med, at der ikke er én eneste tilbage at gøre grin med, fordi jeg udmærket forstår dem, filosoferer Niels Hausgaard.

Han tror selv, at han har oparbejdet en form for forståelse for, hvorfor folk opfører sig som idioter.

- Det ville være forfærdeligt ondskabsfuldt at nævne navne. Men jeg kan da fortælle, at jeg rent politisk vil være mere fredsommelig i fremtiden. Blandt andet vil jeg ikke kalde Eva Kjer Hansen for et politisk røvballegardin mere, lover han.

Den mildere fremtoning kunne skyldes, at Niels Hausgaard har sneget sig op på 60 årringe i den robuste stamme.

- Jeg tror, der sker noget, når man ryger over de 60. Man favner lidt mere, og det er da positivt. Lige så positivt, som når de unge komikere sparker alt og alle i røven. Det er med dødsforagt, stand-uppere går på scenen og siger de mest selvmorderiske ting. Det kan jeg ikke stå for, roser Niels Hausgaard.

Handicappede folk

Humoristen ser selve humorbegrebet som et overskuds- og overlevelsesfænomen.

- Hos naturfolk er glæde lig med livskraft. Derfor oplever man, at de smiler meget mere. De vil være glade. Det er livskvalitet, og det udstråler status i deres samfund, tror jeg.

Selv stifter han ofte bekendtskab med mennesker helt uden humor og selvironi. De angriber ham verbalt eller skriver anonymt til ham og skælder ud, fordi han har sagt noget ironisk, som de ikke forstod.

- Og der kan jeg sige, dem bliver jeg altså virkelig aldrig sur på eller stødt over. Jeg har virkelig ondt af dem, fordi de er handicappede. Livet må jo gøre ondt på dem hele vejen igennem, forsvarer Niels Hausgaard.

At gå så langt, som til at sige, at han spreder livskraft under sine optrædener, vil han ikke.

- Man skal ikke glemme, at det er et håndværk. Jeg kan jo selv stå bag tæppet fuldstændig blottet for livskraft, inden jeg går på scenen og tænke: "Det her, det går aldrig godt". Og når man så mærker publikums livskraft, kommer man op at køre. Man kan så modsat sige, at der hvor jeg selv bor, skal man virkelig have livskraften med sig ind på scenen, for publikum sætter en ære i ikke at vise nogen følelser. De giver ikke så meget som et smil fra sig frivilligt, afslører han.

Det gode publikum

Niels Hausgaard foretrækker ikke overraskende, at publikum kommer med en positiv forventning til hans show.

- Med dem, der har tænkt, at det sikkert bliver sjovt, har man allerede et godt forspring, inden man kommer i gang. Så når man meget længere ud i hjørnerne i stedet for at kæmpe med en flok, der sidder med siden til og tænker:"Det her, det bliver nok noget rigtig lort", griner han.

Han oplever heldigvis sjældent, at det halve af aftenen går med at komme over sådanne hurdler.

- Det ville også være uprofessionelt at sige, der er gode og dårlige publikummer. Ethvert publikum, der er mødt op, er et godt publikum. De har forladt fjernsyn og alt muligt. Og har endda betalt, siger Niels Hausgaard, der lyder oprigtig ydmyg og glad for, at hans turné er udsolgt på forhånd.

- Hvis der ikke var en eneste udsolgt koncert, så ville jeg jo vide, at folk var mætte. Så skulle jeg kaste mig over noget andet. Jeg gider ikke rejse rundt bare for at prædike, betror Niels Hausgaard - den brandvarme entertainer fra Hirtshals.