Niels Hausgaard vil ikke kun kaldes lun. Den bås er nemlig for snæver for vendelboen, der med alderen er blevet hele Danmarks humoristiske alfader
Hvis man tager en fonetisk ordborg og slår op på siden med rare
og letgenkendelige stemmer, så kan man være såre sikker på, at
røsten fra Niels Hausgaard springer op med skarpe kommentarer
pakket behændigt ind i den rasende, rolige stemme og et lunt tæppe
hæklet af ironi og fuldvoksne betragtninger.
Fra første spæde ordveksling i interviewet slynger han om sig
med den slags bemærkninger, man normalt betaler entré for at
høre.
- Ja, jeg er særdeles frisk og veloplagt til denne turné. Altså
så veloplagt, som man nu kan være i min alder, understreger den
60-årige tidligere smed og nu hesteopdrætter, der netop har indledt
tre måneders intensiv humorinvasion af det ganske land.
Hvis publikum forbereder sig lige så grundigt som ham til
turnéen, kan de i en anden ordbog se nordjyden smile bredt. Det er
i synonymordbogen under "L" for lun. Den placering irriterer
efterhånden Niels Hausgaard, der understreger, at det ikke har
noget at gøre med, at lun er den betegnelse, man oftest bruger om
leverpostej.
- Når ting bliver sagt for tit, bliver man puttet i en kasse.
Jeg er bestemt også lun, men jeg er også så meget andet. Hvis en
person brokker sig en gang imellem, så vil vedkommende jo heller
ikke kun kaldes for sur, siger entertaineren, der finder det lige
så tåbeligt, at man altid refererer til folk fra Vendsyssel som
lune.
- Det passer jo ikke. Der går nogle sure skiderikker rundt,
konstaterer Niels Hausgaard, der selv griner langt mere, når han
opholder sig på Fyn.
- I min opfattelse vil de fynboer, jeg kender, meget gerne
grine. Men derfor kunne jeg jo ikke finde på at kalde fynboerne for
nogle, der bare går og griner hele tiden. Humor er jo ikke
geografisk bestemt. Hvem kan måske svare på, hvor Victor Borge
stammer fra? At jeg er sjov, har bestemt ikke noget at gøre med,
hvor jeg er født. Jeg indrømmer dog gerne, at lavmælthed fungerer
godt, når man kommer fra min egn, og at mange opfatter netop den
egenskab som sjov, siger Niels Hausgaard.
Dialekten der forsvandt
Man kunne driste sig til at kalde hans succes med stuvningen
bestående af dialekt og humor for held. Men den påstand får ikke
lov at hænge mange sekunder i luften, før hesteopdrætteren pisker
den ned med et skarpt smæld.
- Min karriere har varet 35 år, så i al beskedenhed vil jeg ikke
mene, at det handler om held, når man rammer noget, som folk griner
af, konstaterer Niels Hausgaard.
Med hensyn til brugen af vendelbomål, så medgiver han, at der er
sket en løbende forandring af sproget, der har betydet, at han
nærmer sig et mere forståeligt dansk.
- Hvis man stædigt vil holde fast i et sprog, der var engang, så
hører man jo til på et museum. Og det har aldrig været min opgave
eller idé. Et sprog er bare en lyd, og hvis det er røgen fra et
bål, der er slukket, så er det ikke meget ved det, slår han
fast.
Han oplever alligevel til stadighed, at lokale sprogpatrioter
skælder ham ud for at glemme "modersmålet", som i mange år var hans
særkende.
- Folk, der går baglæns frem, skuende bagud efter det, de mister
hele tiden, kan vi ikke bruge til en skid, lyder den kontante
holdning fra Niels Hausgaard.
Rent sludder og vrøvl
Den netop påbegyndte turné er døbt "Vildskab", hvilket ikke just
er et prædikat, man vil sætte på den sindige nordjyde, som han
sidder på scenen og kæler for strengene på sin akustiske
guitar.
- Det er igen bare en lyd. Jeg kunne have kaldt det et nummer i
stedet. Jeg kan ikke engang huske, hvad det hed sidste år, men det
vigtigste er, at publikum ikke risikerer at gå ind til samme show
to gange, smiler han.
Når han smager på ordet vildskab, fornemmer han en vis
friskhed.
- Tror du, titlen "Lune" ville trække nogen til, spørger han,
mens latteren trænger sig på.
- Måske "Lun vildskab" kunne være en mulighed, fortsætter han og
indrømmer, at det sikkert ville være noget rent sludder.
Og rent sludder er bestemt ikke hans stil, selv om hans
personskildringer ind imellem nærmer sig det groteske.
- Jeg skriver aldrig personer direkte af. Det har jeg ikke
mandat til, og desuden er det ikke sjovt. Jeg tager forskellige
familiemedlemmer og bekendte og kommer dem en tur igennem min
fantasi, inden jeg serverer dem. Nogen gange har folk brokket sig,
fordi de kendte nogen, som jeg tilsyneladende havde ramt lidt for
tæt på. Det tager jeg helt roligt. For det er en gang vrøvl,
vurderer han.
Dødsforagt på scenen
Der er masser af ting, som Niels Hausgaard ikke vil parodiere.
Ikke forstået sådan, at han har udarbejdet et skema eller
deciderede retningslinjer for hvor, grænsen går. Han kan bare
mærke, når noget ikke er sjovt.
- Præcist hvad det er, kan jeg ikke sige, men det har ændret
sig, efterhånden som jeg er blevet ældre. Der er flere, jeg er
blevet lidt nænsom over for. Jeg har fået lidt mere forståelse for
personer, jeg ikke forstod tidligere, så måske ender det med, at
der ikke er én eneste tilbage at gøre grin med, fordi jeg udmærket
forstår dem, filosoferer Niels Hausgaard.
Han tror selv, at han har oparbejdet en form for forståelse for,
hvorfor folk opfører sig som idioter.
- Det ville være forfærdeligt ondskabsfuldt at nævne navne. Men
jeg kan da fortælle, at jeg rent politisk vil være mere
fredsommelig i fremtiden. Blandt andet vil jeg ikke kalde Eva Kjer
Hansen for et politisk røvballegardin mere, lover han.
Den mildere fremtoning kunne skyldes, at Niels Hausgaard har
sneget sig op på 60 årringe i den robuste stamme.
- Jeg tror, der sker noget, når man ryger over de 60. Man favner
lidt mere, og det er da positivt. Lige så positivt, som når de unge
komikere sparker alt og alle i røven. Det er med dødsforagt,
stand-uppere går på scenen og siger de mest selvmorderiske ting.
Det kan jeg ikke stå for, roser Niels Hausgaard.
Handicappede folk
Humoristen ser selve humorbegrebet som et overskuds- og
overlevelsesfænomen.
- Hos naturfolk er glæde lig med livskraft. Derfor oplever man,
at de smiler meget mere. De vil være glade. Det er livskvalitet, og
det udstråler status i deres samfund, tror jeg.
Selv stifter han ofte bekendtskab med mennesker helt uden humor
og selvironi. De angriber ham verbalt eller skriver anonymt til ham
og skælder ud, fordi han har sagt noget ironisk, som de ikke
forstod.
- Og der kan jeg sige, dem bliver jeg altså virkelig aldrig sur
på eller stødt over. Jeg har virkelig ondt af dem, fordi de er
handicappede. Livet må jo gøre ondt på dem hele vejen igennem,
forsvarer Niels Hausgaard.
At gå så langt, som til at sige, at han spreder livskraft under
sine optrædener, vil han ikke.
- Man skal ikke glemme, at det er et håndværk. Jeg kan jo selv
stå bag tæppet fuldstændig blottet for livskraft, inden jeg går på
scenen og tænke: "Det her, det går aldrig godt". Og når man så
mærker publikums livskraft, kommer man op at køre. Man kan så
modsat sige, at der hvor jeg selv bor, skal man virkelig have
livskraften med sig ind på scenen, for publikum sætter en ære i
ikke at vise nogen følelser. De giver ikke så meget som et smil fra
sig frivilligt, afslører han.
Det gode publikum
Niels Hausgaard foretrækker ikke overraskende, at publikum
kommer med en positiv forventning til hans show.
- Med dem, der har tænkt, at det sikkert bliver sjovt, har man
allerede et godt forspring, inden man kommer i gang. Så når man
meget længere ud i hjørnerne i stedet for at kæmpe med en flok, der
sidder med siden til og tænker:"Det her, det bliver nok noget
rigtig lort", griner han.
Han oplever heldigvis sjældent, at det halve af aftenen går med
at komme over sådanne hurdler.
- Det ville også være uprofessionelt at sige, der er gode og
dårlige publikummer. Ethvert publikum, der er mødt op, er et godt
publikum. De har forladt fjernsyn og alt muligt. Og har endda
betalt, siger Niels Hausgaard, der lyder oprigtig ydmyg og glad
for, at hans turné er udsolgt på forhånd.
- Hvis der ikke var en eneste udsolgt koncert, så ville jeg jo
vide, at folk var mætte. Så skulle jeg kaste mig over noget andet.
Jeg gider ikke rejse rundt bare for at prædike, betror Niels
Hausgaard - den brandvarme entertainer fra Hirtshals.